Drømmenes Vinger

When cold wind is a' calling, and the sky is clear and bright
Misty mountains sing and beckon, lead me out into the light. 愛Mit bidrag til Fantasy-konkurrencen. Første mulighed 愛

30Likes
9Kommentarer
990Visninger
AA

3. 愛 Kapitel 3 愛

Dagene gik, og de gik stærkt. Hun mærkede ikke, hvordan hun kom tættere og tættere på den orangehårede dreng, hun mærkede kun, hvilken dejlig følelse det var at være sammen med andre mennesker. Der var ind i mellem folk, der ikke kunne se hende – folk, hun var sikker på var fatamorganaer. Drømmespejler. Skabt af manden med kappen. Alle dem, der derimod kunne se hende, var hun næsten sikker på ikke var ægte, på trods af, at de virkede så ægte. Smilende og leende. Varme og kærlige. Slet ikke som personer, der mindede om Shi, der var ligeglade. Kolde og kyniske. Da Tristan og hun en aften havde siddet sammen i hans stue, havde han sagt, at hun var som en solstråle. Folk, der kun havde sig selv for øje og kun kunne se de personer, de havde kendt i lang tid, kunne kun se den vinterhimmel, der for det meste klædte det blå himmelsejl. Når solen endelig skinnede, var de for vant til det grå til at se det lyse.

”Du er skør," havde hun repliceret, men han holdt fast på sit synspunkt indtil hun gav sig og fortalte ham, at det sikkert var rigtigt. Men det vidste hun, det ikke var. Manden med kappen havde sagt, at folk ikke kunne se, høre eller føle hende, men han havde nok ment, at de, der var skabt af ham, kunne se hende. Rigtige mennesker var ikke i stand til at se hende. Hun var et fatamorgana mere uvirkeligt end Tristan og de andre, som folk som Shi sagtens kunne se. Men hun var ikke sur. Hellere være omringet af uægte personer, der kun eksisterede for hendes skyld end sure mennesker, der var ægte og eksisterede i det virkelige liv.

Tristan havde anskaffet hende en hest, hvilket hun satte stor pris på. Hun havde en hest derhjemme, der altid havde været hendes. Det var den, der havde reddet hende fra hendes mor og søster, når hun havde brug for det. Hun havde kaldt den Caro, men sidste vinter døde den. Hun havde været sønderknust, men var brat blevet hevet ud af sin sorg af hendes mor, der befalede hende 'at opføre sig som en ægte dame'. Som datter af en grevinde, var der simple regler, man altid skulle følge; Smil, vær høflig og lyv altid om, hvor godt man har det.

Ingen måtte vide hendes mors ægte jeg. Det jeg, der kostede rundt med alt og alle. Det jeg, der havde jaget Hakus far ud af hans eget hus. Hendes mor ville ikke tale om hendes far. For andre var grunden, at hun stadig var i sorg over, at han havde efterladt hende alene med tre små børn. Den ægte grund var, at hun var bange for, at Haku og Adrian skulle finde ud af, hvor han befandt sig. Det ville være den lykkeligste dag i hendes liv, når hun mødte sin far. Hun forstod udmærket, hvorfor han ikke kunne holde ud at bo sammen med hendes mor. Hun var forfærdelig.

”Nu falder du igen i staver,” mukkede Tristan mumlende, men havde et svagt smil på læberne, og knipsede en enkelt foran hendes øjne, hvilket fik hende til at blinke ekstra mange gange.

”Undskyld,” smilede hun og gav ham et strålende blik, ”jeg prøver bare at tænke på, hvordan de har det derhjemme.”

Ved de ord var det som om Tristans humør vendte helt om. Han nikkede sammenspændt, kastede et enkelt nu tomt blik på hende, før han sporrede sin brogede hest, der sprang frem for at komme først i det ikke-eksisterende kapløb. For at passe på hendes ben, sad hun i damesaddel, selv om hun hadede det, og kunne derfor ikke ride alt for hurtigt. Selv langsomt galop fik hele hendes ben til bryde ud i et flammehav af smerte, der fik pletter til at danse for hendes øjne. Hun slog en enkelt gang med tøjlerne, så hesten, Tristan havde kaldt Coco, dansede frem ad i en elegant trav. Hun lukkede øjnene og lod vinden, der piskede mod hendes ansigt, lege med det lange, brune hår. En solstråle fik hendes verden under øjenlågene til at lyse op. Hun åbnede øjnene igen og lod de ravgule øjne søge op mod den store, stærke lyskilde, der altid lyste verden op, når det var dag. Solen blev den kaldt, så vidt hun vidste.

Endelig nåede hun hen til Tristan, der holdt sin prustende hest an. Han smilede sejrrigt til hende fra sin brogede trone. Hun rakte kort tunge af ham. Han vandt overhovedet ikke. Hvis hun ikke havde brækket lårknoglen, ville hun have slået ham med hjælp fra Coco. Hesten og hun var allerede et fantastisk hold. De vidste, hvad de begge ville, før de havde fået givet tegnene til det. Hun ville ønske, at hun kunne tage Coco med hjem til den virkelige verden, når hun engang skulle tilbage. Hvis hun da nogensinde skulle det. Nogle gange vågnede hun op om natten med tårerne løbende ned ad kinderne, fordi hun huskede de gamle dage, hvor hele hendes søskendeflok var sammen og kunne fordrage hinanden. Dengang, hvor Cassandra ikke var blevet hjernevasket af deres mor. Dengang, hvor hun legede med Adrian og Cassandra ved stranden. Det var minder, hun aldrig ville glemme. Selv nu, hvor hun boede hos Tristan og prøvede at glemme sin fortid i den virkelig verden, ville hun aldrig nogensinde opgive den del af sin barndom. Den var en del af hende, og hvis hun mistede den, ville hun miste en af de vigtigste dele af hende selv. Selv ikke for evigt liv, ville hun bytte den ud.

De red op til klippens top, hvor der var den smukkeste udsigt ud over den dal, hvor Kyo lå i. Byen var omringet af marker og bag rådhuset strakte floden sig, som fik dens styrke fra det store vandfald, man kunne se femogtyve meter længere væk. På dage, hvor det lige havde regnet, kunne man se en regnbue fra vandfaldet. Derfra lignede Kyo en helt almindelig by. Måske endda en rig by. Den lignede alt det, den ikke var. Man følte sig som en fremmed, når man stod på toppen. Fuldstændigt uvidende om, hvilke forfærdelige ting, der foregik nede i den by. Børn, der døde. Folk, der faldt om af sult. Det var forfærdeligt. Men herude var det fantastisk. Selvom det var forfærdeligt at bo i selve byen, var områderne omkring den helt fantastiske.

De satte sig i græsset med benene ud over kanten. Eller Tristan satte sig ned efter at have lagt Haku ned, så hun kunne rejse sig op i siddende position uden at belaste bruddet for meget. Det gjorde lidt ondt i en diameter på omkring fem centimeter omkring selve bruddet, men hun vidste udmærket, at det kunne være langt værre, så hun var ikke den, der skulle klage. Folk, der ikke kendte til ægte smerte, var sikkert ikke enige i hende. De talte om en smerte, de aldrig selv havde oplevet på egen krop, og hævdede, at man blot overreagerede. Hun vidste bedre. Hun vidste, at sådanne folk var idioter. Ingen kunne bedømme en anden uden at kende hans smerte. Smerten var grobunden for alt. Af smerten kom hadet. Smerten førte til kærligheden til hinanden. I smerten kunne man række ud til gamle fjender og blive forsonede. Smerten var årsagen til alt. Både på godt og ondt.

Hun glippede kort med øjnene og følte sig pludseligt så døsig. Træt, selvom hun lige havde sovet. En frygtindgydende tanke slog ned i hende, og hun vred sig pludselig i Tristans arme, som han havde lagt om hende. Han kiggede bekymret ned på hende.

”Er der noget galt?”

Hun fugtede sine læber. Det var nu eller aldrig. Den pludselige træthed var et tegn på, at hun snart ikke havde meget tid tilbage. Hun måtte fortælle ham den skinbarlige sandhed. Han vidste endnu ikke, at han blot var et fatamorgana. At hun var et fatamorgana. De var alle illusioner. Skabt af manden med kappen.

”Tristan,” sagde hun og smagte på hans navn. Hun ville helt klart savne ham, ”kan du huske dagen, hvor du fandt mig?”

Han grinede og nikkede, ”Den er skam ikke så nem at glemme.”

Hun rystede på hovedet.

”Du betvivlede min eksistens og troede, du var død,” mindedes han og kyssede hende i håret.

Hun nikkede. Dengang havde hun været virkelig rundt på gulvet. Det var utroligt så meget halvanden uge i en drømmeverden kunne gøre. Eller var det to uger? Hun havde ikke længere styr på tiden. Nogle gange fandt hun det skræmmende, men samtidig beroligede det hende. Ved ikke at kunne huske, hvor lang tid, der var gået siden hun begyndte at sove, blev hun heller ikke alt for skræmt over det svar, hun ville få, når hun en dag vågnede.

”Jeg indrømmer det,” startede hun tøvende, ”jeg har ikke været helt ærligt overfor dig.”

Hun mærkede Tristans åbenlyse forvirring, men hun forklarede det ikke yderligere. Ikke det øjeblik. Det ville også være underligt at sige 'du er en illusion' ud af det blå. Det skulle forklares nøje. Langsomt og veltalende. Nu fik hun brug for de tricks, hun havde lært af sin mor.

”Jeg har fortalt dig, at jeg ikke ved, hvorfor jeg er kommet herhen,” fortalte hun, ”hvilket heller ikke er helt forkert. Den hele sandhed er bare, at jeg ved, hvordan jeg kom herhen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lige kom hertil, men jeg er så sandelig taknemmelig for, at det var Kyo, jeg drømte mig hen til.”

Tristan spændte i hele kroppen, ”Drømte?”

Hun nikkede uden at lægge for meget i Tristans ændrede holdning, ”Ja, alle, undtagen Shi og de andre, der aldrig har kunnet se mig, er mennesker, jeg har opfundet, mens jeg drømte. Det forklarer også, hvorfor jeg pludselig så, at du havde blod i hele ansigtet, da jeg besvimede. Det var noget, jeg drømte.”

”Hvorfor ikke Shi? Hvorfor er han et ægte menneske?”, spurgte Tristan forvildet og desperat. Som om han ville have hende til at sige, at han ikke havde bildt sig ind, at han levede.

”Mennesker burde ikke kunne se mig, i hvert fald ikke de ægte”, forklarede hun undskyldende, men blev straks afbrudt af ham.

”Så du siger, jeg ikke er et menneske? At jeg ikke er ægte?”

Hun kunne lige se hans ansigt for sig. Smerten i hans stemme fortalte hende alt. Safirblå øjne var blanke, hvilket matchede hans sårede ansigtsudtryk. Spørgsmålene, han havde ytret, havde været fulde af smerte. Hun kunne ikke holde det ud. Han skulle jo være glad og smilende, præcis som han altid havde været.

”Ja, Tristan,” svarede hun med en stemme, der var fuld af ligeså meget smerte som hans, ”jeg har opfundet dig. Vores venskab-”

Igen blev hun afbrudt af ham.

”Vores venskab?”, denne gang lød han bare forvirret i stedet for såret, ”vil du sige, vi kun er venner?”

Hun smilede svagt, ”hvad ville du ellers kalde os?”

Han trak på skuldrene, kunne hun mærke. Hun var særdeles glad for emneskiftet. Det lettede stemningen imellem dem. Hun havde ikke brudt sig om at forklare sig, især fordi hun vidste, det ville såre ham. Det ville såre enhver, hvis den person, man havde brugt uger på at hjælpe og komme tættere på, pludselig hævdede, man var en illusion. At man var uægte. Et fabrikat af en magisk søvn. Kun de kolde og fraværende personer var ægte. Hun havde haft så dårlig samvittighed over at bringe det på banen. Ved at sige det. Hun havde kunnet fornemme, hvordan han desperat havde ledt efter et tegn på, at hun havde lavet sjov.

”Jeg er ikke sikker,” svarede han eftertænksomt og hvilede hovedet i hendes hår, ”men jeg ved, at jeg virkelig godt kan lide dig. Dig, Haku, som jeg har brugt uger på at pleje og lære at kende.”

”Lide mig?”, gentog hun spagt og vendte sig halvt om, så hun kunne se hans øjne, der skinnede tilbage til hende. En let varmen steg op i hendes kinder, hvilket fik dem begge til at smile svagt.

Han nikkede, ”Men det er vel ikke så underligt. Du har trods alt skabt mig.”

Hun lukkede øjnene ved hans ord. Hans kærlighed var ikke ægte. Hvis det da overhovedet var kærlighed, han følte for hende. Måske var det blot hengivenhed. Hengivenhed overfor sin skaber. Og den skaber var hende. Ikke hans forældre, som han altid havde troet. Ikke en eller anden gud. Men hende. Haku.

Da hun ville åbne sine øjne igen, kunne hun ikke. Trætheden var for stor. Hun ville ønske, hun kunne give op nu og bare sove, men hun vidste, at så fik hun aldrig det sidste af samtalen med. Hun ville være her så langt tid hun kunne. Det her var ikke slut. Det var ikke slut...

”Haku?”, spurgte han og lod sine læber strejfe hendes pande, ”du siger, dette sted ikke er virkeligt, ikke? Du siger, du har skabt det hele.”

Hun nikkede tavst.

”Men jeg ved, hvad jeg føler,” fortsatte han, ”og lige meget hvor meget du drømmer, har du aldrig rigtige følelser. Men jeg har følelser. Stærke følelser, der æder mig op indefra. Især for dig, min skovnymfe. Måske var jeg blot et udspring af din fantasi, men jeg er blevet til mere end det. Jeg er ægte nu, for jeg har fuldstændig styr på, hvad jeg føler.”

Hun sank en klump, ”Jeg er bange.”

”Hvorfor?”, spurgte han blidt.

”Jeg er ved at falde i søvn, rigtig i søvn. Og når jeg vågner...,” hun sank en klump igen, ”så er jeg hjemme. I vil være væk. Du vil være væk. Jeg vil ikke væk fra dig.”

Han lo blidt, ”Jeg vil heller ikke have, du forsvinder. I den sidste tid, er du blevet meget mere end blot en pige. Jeg kommer til at savne dig."

Hun lænede sig ind mod ham uden at tage hensyn til den voksende smerte i hendes lår. Hun ville være så tæt på ham, som hun kunne, indtil hun faldt i søvn og vågnede. I den rigtige verden.

”Desuden sagde jeg jo, at jeg er blevet til mere end et fantasifoster,” hviskede han mod hendes hår, ”jeg er næsten som en ægte person for dig nu.” Hans varme åndedræt fik hende til at døse endnu mere hen.

”Når jeg vågner,” hviskede hun træt, ”vil du være der?”

”Hvis du vil det,” svarede han tilbage og kærtegnede hendes kind med en tommelfinger, der efterlod sig et brændende spor af rødmen på hendes kind.

Det sidste, hun opfattede før hun faldt helt hen, var nogle bløde læber mod hendes, der bad om et sidste tegn på deres korte kærlighed. Og så var der kun mørke. Den korte drømmeløse søvn, før man vågnede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...