Drømmenes Vinger

When cold wind is a' calling, and the sky is clear and bright
Misty mountains sing and beckon, lead me out into the light. 愛Mit bidrag til Fantasy-konkurrencen. Første mulighed 愛

30Likes
9Kommentarer
987Visninger
AA

2. 愛 Kapitel 2 愛

Hun åbnede langsomt øjnene. Synet, der mødte hende, var et dunkelt rum og i et kort rædselsfuldt øjeblik, troede hun, hun var tilbage i kappemandens usle hytte med de underlige træmasker, men da hun drejede hovedet mødte hendes ravgule øjne nogle safirblå, der kiggede bekymret tilbage.

Den orangehårede dreng, hun havde set i parken, åbnede munden og ledte febrilsk efter ord, men da han ingen fandt, lukkede han den igen. Hun rynkede brynene. Manden havde sagt, at hun ikke ville kunne tale med nogen mennesker. De var et fabrikat af en drøm, og derfor kunne hun ikke mærke dem. De ville være som lavet af luft for hende.

Men drengen foran hende.. han så så levende ud. Så varm ud. Han lignede ikke på nogen måde luft. Og han havde taget hende sig til dette rum, hvilket måtte betyde, at manden havde løjet. Eller også havde manden dræbt hende, mens hun sov, og nu var hun så død.

Hungrende efter at vide, om hun kunne røre ved denne dreng, løftede hun ude at tænke hånden og lagde den mod den overflade, der var tættest på hende; Kinden. Da hendes hånd kolliderede med hans varme kind, spærrede hun øjnene op. Det kunne da ikke være rigtigt. Hun var helt sikkert død. Manden havde virket så oprigtig i sit ønske om at hjælpe hende, da hun sad i hans køkken, grædende efter at have fortalt ham, sin historie. Hun kunne ikke betvivle ham. Måske var der i den rigtige verden sket et uheld, der havde dræbt hende. Hun ville ikke have spor imod det. Eller også var den varme og faste følelse af hans kind bare en forestilling fra hendes egen hjerne.

”Er du virkelig?”, spurgte hun hviskende i samme øjeblik, som en tåre gled ned ad hendes kind.

Drengen rynkede brynene og skævede fra hendes hånd til hende, før han lagde sin hånd på hendes og fjernede den fra hans kind.

”Hvorfor skulle jeg ikke være det?”, replicerede han med en så forbavset stemme, at hun næsten blev overbevist. Ingen magi kunne frembringe så oprigtig en forvirring. Havde hun troet.

Nu vidste hun så, at det kunne sagtens lade sig gøre. Det havde drengen lige bevist.

”Fordi du føles virkelig,” oplyste hun ham om, med den samme hviskende stemme fra før.

Af en eller anden grund, kunne hun bare ikke tale højt i øjeblikket. Hele hendes krop nægtede at afgive den fornødne energi, som det krævede at tale højere, end hun nu gjorde.

Drengen kørte forundret hånden igennem sit orange hår og hostede kort, før han foldede hænderne. Han bed sig i læben, men han sagde ikke noget. Hun kiggede væk fra ham og lod endnu en tåre trille. Hun var helt sikkert død. Selvom hun ikke fortrød at tage imod mandens tilbud, var hun ked af, at hun aldrig fik set sin storebror igen. Hendes mor og søster kunne rende og hoppe, hvis det stod til hende. De betød ikke mere for hende, end de æbler, der voksede på æbletræet i baghaven, og altid blev rådne, før de nåede at få nogle af dem. Men hendes storebror var den, der bragte lys til hendes hverdag. Men nu var han i militæret og var næsten aldrig hjemme. Måske var dette alligevel den bedste løsning. Hun var den eneste grund til, at han kom hjem, for i virkeligheden ville han helst holde sig på afstand af resten af familien ligesom hende. Nu kunne han blive væk, som han havde ønsket siden han gik ind i hæren. Nu kunne han lede efter deres far. Hvis han nogensinde fandt ham, ville han fortælle det til hendes grav. Det vidste hun.

”Hvorfor hjalp du mig?”, spurgte hun med skrøbelig stemme.

”Ville du hellere dø?”, lød det endelige svar efter nogle øjeblikkes tavshed.

Hun kiggede over på ham igen med opspærrede øjne, ”er jeg ikke død?”

”Hvad tror du?” svarede han med løftede øjenbryn, efterfulgt af et hånligt fnys.

Hun svarede ikke med det samme. Hun skulle først have tænkt alt igennem. Åbenbart var hun ikke død, hvilket ville sige, at der ikke var sket nogen ulykke i den virkelige verden. Drengen foran hende var selvfølgelig blot et fabrikat af hendes drøm, men der måtte være noget anderledes over ham. Han kunne se hende. Han kunne svare hende. Han kunne røre hende. Det burde ikke være muligt.

”J-jeg tror,” hun fugtede sine læber, ”jeg tror, du ikke ved det.”

”Og hvorfor så ikke?” svarede drengen hurtigt med den samme hånlige undertone, dog nu med et strejf af nysgerrighed.

”Fordi dette ikke er virkeligt.”

Hun fortalte den skinbarlige sandhed, men det fik blot drengen til at grine. Hele hans ansigt var forvrænget i en høj latter. Han så endnu bedre ud, når han smilede, end når han havde et hånligt glimt i de klare og funklende blå øjne. De lignede små stjerner, når han smilede. Hans latter matchede hans øjne; høj og klar. Den lød som klokker, der klingede.

Han hostede kort, da hans latter endelig var døet ud og kiggede med lyserøde kinder ned i gulvet, som om han var blevet pinligt berørt. Så kastede han et blik ned mod hendes ben og slog med hovedet derned.

”Er dit brækkede ben så heller ikke virkeligt?”

Så havde hun altså brækket benet. Præcis som hun havde formodet. Hvad der dog overraskede hende, var den hvide bandage, der var blevet rullet om det. Forbløffet vendte hun hovedet mod ham.

”D-det ved jeg ikke,” svarede hun spagt og endnu en tåre gled ned ad hendes kind, ”jeg ved ikke, hvor det er kommet fra, eller hvor jeg er.”

Han spidsede funderende læberne og lagde en tænksom finger på dem, ”altså, jeg kan ikke helt hjælpe dig med spørgsmålet med hensyn til dit ben, men jeg kan da fortælle dig, at du er i en trist lille flække kaldet Kyo. Hvis du kan bruge det til noget.”

Kyo. Hun anede ikke, hvor det var henne. Men eftersom det var en lille by, var det vel ikke så underligt. Desuden eksisterede den ikke i virkeligheden, så det gjorde det bare endnu mere underligt, hvis hun nogensinde havde hørt om den. Og så havde drengens kammerat, Shi, nævnt noget om en 'fyrste', men hvor hun boede, var der ingen fyrster, der herskede, så det var bare endnu et tegn på, at denne by ikke lå tæt på, hvor hun boede før.

”Trist lille flække?”, gentog hun spørgende og opfordrede ham derfor til at forklare sig. Hvorfor var den trist? Folk så glade ud trods deres sparsomme tøj.

Han trak på skuldrene, ”du kan vel kalde det et tiggerkvarter. Alle er fattige her, og Fyrsten er åbenbart ligeglad med, at vores børn dør, for han bliver ved med at inddrage vores høst.”

Hun fik det pludselig forfærdeligt dårligt over at have hadet sit gamle liv så meget. Det havde været den rene leg i forhold til det liv, de levede her i Kyo.

Nu forstod hun også Shis bemærkning om, at der var endnu flere børn, der ville dø. Når høsten blev inddraget, kunne mødrene ikke brødføde deres børn, så de svage døde af sult og kulde. Den dårlige fornemmelse kom tilbage i hendes mund. Skam. Skam over, at hun var svag. Svag nok til at foragte et liv i rigdom. Hendes gamle liv.

”Fortæl mig om dig selv.”, beordrede hun med et smil.

Han trak endnu en gang på skuldrene, ”Jeg hedder Tristan, og jeg er 17 somre. Jeg har en lillebror, der bor hos vores onkel til han har fået sin uddannelse. Jeg mistede min mor for et år siden. Den idiot til min far har jeg aldrig kendt.”

Det var ikke fordi drengen – Tristan – var færdig med at fortælle om sig selv, men selvforagten over hendes egen svaghed, og sit eget had til sit simple og rige liv, tog over og fik hendes mave til at krumme sammen. Hun førte straks hænderne op til håret, da hun mærkede den kvalmende smag af opkast samle sig i hendes mund.

”Skal du..?”, startede Tristan, men afsluttede ikke før hun lænede sig krampagtigt forover og brækkede sig.

Hurtigt som et lyn, dukkede Tristan sig ned og samlede en spand op, der åbenbart stod på gulvet, og lod hende brække sig i den. Forbløffende nok, var der ikke kommet så meget som en dråbe bræk på det brune sengetæppe, som hun lå under. Hun nåede ikke at kommentere det, før Tristan bekymret lagde en kold klud på hendes pande.

”Du er helt varm,” hviskede hans stemme ved hendes øre, hvilket fik hende til at se sig febrilsk ud af øjenkrogen. Han var alt for tæt på.

Hun trak på skuldrene og rykkede sig svagt væk fra ham, hvilket fik ham til straks at trække sig væk. Den kølende klud forsvandt fra hendes pande, hvilket fik hende til at synke sammen i sengen. Hendes pande brændte virkelig. Måske havde han alligevel haft ret. Det føltes som om hendes pandes temperatur fik vandet, der var blevet ladt tilbage af kluden, til at fordampe.

”Måske skulle jeg opdatere dig om dit helbred,” foreslog Tristan smilende og rømmede sig, da hun nikkede opfordrende, ”der var et åbent benbrud på dit venstre lårben, og det sår er der kommet betændelse i, så du får sandsynligvis koldsved, rysteture og høj feber.”

Hun sank en klump og skævede ned til sit venstre ben, før hun så tilbage til ham. Rysteture, koldsved.. hun rystede allerede bare ved tanken om det. Eller også var en af de omtalte rysteture, der havde angrebet hende.

”Men hvorfor fortæller du mig ikke om dig selv?”, opmuntrede han hende, hvilket fik hende til at bide sig i læben.

Hvordan ville han reagere, når han fandt ud af, at hun faktisk var fra en rig familie? Og at hun havde hadet det? Han gik hver dag og sled og slæbte for at forsørge sin familie, mens hun bare gik og havde ondt af sig selv, alt i mens tjenere vartede hende og hendes søster op. De skulle kun gå i skole, sove, spise og være høflige. De fik alt serveret på et sølvfad i forhold til ham, der måtte bruge timer på at tjene hver eneste skilling selv.

”Jeg er Haku,” startede hun tøvende ud, dels fordi hun ikke kunne sige det på en måde, så det ikke lød dumt, og dels fordi hun var bange for hans reaktion, ”og jeg er 15 vintre. Jeg bor i byen Alexendrine, hvor min mor er grevinde. Den eneste fra min familie, jeg kan lide, er min storebror, Adrian, der er 19 somre, og min far selvom jeg aldrig har mødt ham.”

Han nikkede og smilede så, ”er Haku ikke et-”

”Jo,” afbrød hun ham træt, ”jo, det er det.”

Hun vidste, hvad han ville sige, for hun havde hørt det spørgsmål så mange gange før. Haku var originalt et drengenavn, men sidenhen var det blevet et tvekønnet navn. Godt nok havde hun aldrig mødt en anden pige, der hed det, men det skulle nok komme. Det var jo heller ikke ligefrem fordi Tristan var et populært navn. Godt nok var det kun drenge, der hed det, men det var ligeså sjældent som Haku.

”Og Alexendrine,” sagde Tristan, ”ligger det langt væk?”

Hun trak på skuldrene, ”jeg ved ikke, hvor Kyo ligger i forhold til Alexendrine, men siden du ikke har hørt om den, vil jeg tro, at den ligger meget langt væk.”

Han trak på skuldrene, ”god pointe.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...