Drømmenes Vinger

When cold wind is a' calling, and the sky is clear and bright
Misty mountains sing and beckon, lead me out into the light. 愛Mit bidrag til Fantasy-konkurrencen. Første mulighed 愛

30Likes
9Kommentarer
1007Visninger
AA

1. 愛 Kapitel 1 愛

Da hun åbnede øjnene, gnavede en sælsom frygt stadig dybt i hende. Endnu før hun havde orienteret sig, vidste hun, at alt var anderledes. Måske var det fordi hun vidste, at det var for sent nu. Hun var allerede fanget i søvnen. Hun bevægede sine fingre på den venstre hånd, bare for at være sikker på, at hun kunne bevæge sig. Det kunne hun. Hun mærkede græs under sin hånd og ved sine ører. Stråene kildede hendes hud, så hun ikke kunne lade være med at grine sagte. Hun knyttede hånden hårdt i og rev den pludseligt op, så græsstråene fulgte med. Hun hævede hånden op over sit ansigt og lod så de grønne strå dale ned over sit ansigt. Hun smilede svagt og satte sig langsomt op. Da hun ville trække sine ben op under sig, smertede det forfærdeligt i det venstre ben, så hun opgav hurtigt bevægelsen og trak kun det ene ben op under sig og viklede sine arme om det. Så vidt hun kunne se, var hun i en eller anden park i en by, hvor de fleste huse var lavet af træ. Børnene, der legede rundt på gaderne var klædt i laset tøj, hvilket fik hende til at rynke brynene. De havde fortalt, at i søvnen ville hun komme til at leve det normale liv, hun altid havde ønsket sig. Så hvorfor var folk klædt i brugt, beskidt, lappet tøj? Fattigdom var ikke noget, der prægede landet. Så meget vidste hun. Hungersnøden var for længst ovre. Den sluttede for seks år siden. Det var hun helt sikker på. Hun havde været med sin mor rundt i landet og set, hvordan folk gik rundt i fint tøj. Selv bønderne. Ja, selv tiggerne havde flot tøj på. Selvom hungersnøden havde krævet dens ofre, havde landet ikke mistet dets økonomi. Alle var stadig rige. Så hvorfor så folk her så fattige ud?

En stemme bag hende fangede hendes ører, og hun kiggede bagud og fik øje på stemmens ejermand; en dreng på omkring hendes alder. Orange hår og blå øjne. Og så var han helt klart højere end hende. Det så han i hvert fald ud til at være.

”Har du hørt det?”, sagde drengen og slog vredt ud med armene, ”den skide Fyrste tager vores høst igen. Nu kan vi igen se frem til en vinter med hungersnød.”

Kammeraten, drengen talte til, nikkede bekræftende med et dunkelt ansigtsudtryk, ”og endnu flere af de yngre børn vil dø.”

Drengen nikkede og stak hænderne i lommen og kiggede rundt på parken, hun sad i. Lige da hans blik landede på hende vendte hun sig om. Dette var en drøm. Intet mere end en drøm. En drøm, der påvirkede sanserne, bøjede tiden. Intet var virkeligt. Det samme gjaldt hele denne landsby, og de andre folk. De var ikke ægte. Ikke andet end en del af hendes drøm, der skulle redde hende fra sit liv.

”Hey, Shi,” lød drengens stemme igen, denne gang i et spørgende tonefald, ”hvem er hende pigen, der sidder derhenne?”

Hun spærrede øjnene op. Pige? Hun plejede altid at sætte sit hår op, så det ikke kunne ses, at hun var en pige. Hun hadede, at folk behandlede hende som noget specielt, fordi hun var en pige. Det var ikke fair. Også en af grundene til, at hun havde indvilliget i at lade manden med den sorte kappe lulle hende ind i denne søvn.

Men hvorfor var hendes hår løst nu? Hun havde jo altid sit hår sat på, da hun hadede sit lange, brune hår. Hun ville langt hellere have kort hår, men hendes mor insisterede på, at hun skulle beholde 'det flotte hår', som hun selv sagde det. Haku, derimod, havde hele sit liv betragtet det som grimt. Allerede som lille havde hun villet have det klippet af. Navnet Haku var egentlig også et drengenavn, men af en eller grund, havde hun fået det af sin kvindechauvanistiske mor. Hendes mor, der altid havde nægtet hende at møde sin far. Hendes mor, der altid havde givet hende kjoler i stedet for bukser og bluser, som hun helst ville have på.

Apropos kjoler, havde hun fået en flot cremefarvet kjole på. Hun havde allermest lyst til at rive den af sin krop og finde nogle helt almindelige bukser, og en bluse. Noget, hun kunne bevæge sig rigtigt i.

”Aner det ikke,” svarede kammeraten og lød fuldstændig ligeglad, ”men måske jeg ville kunne fortælle dig det, hvis der rent faktisk sad en pige?”

”Nu er du dum at høre på,” viftede drengen kammeratens forslag af, ”der sidder en pige der, det kan du vel se. I den blonde kjole. Sig mig, er du blind?”

Haku så ned i jorden og rystede så kort på hovedet, før hun rystende rejste sig. Øjeblikkeligt knækkede hendes ene ben sammen i smerte. Det var umuligt at støtte på det. Hun kneb øjnene sammen. Hvad skete der med det? Hvorfor havde de bestemt, at hun skulle have et såret ben? Hvis hun ikke vidste bedre, ville hun tro det var brækket. Så den første gang, hun brækkede noget, skulle være i en magisk drøm. Interessant drejning.

”Er hun såret?” funderede drengen nysgerrigt.

Hun gispede, da hun hørte ham. Nu, hvor hun ikke kunne gå, havde hun ikke noget andet valg end at blive, hvor hun var. Hun kunne ikke stikke af fra drengen.

Jo, det skulle hun. Hun var nødt til det. Hun skulle ikke snakke med dem. Hun ville ikke danne relationer og bånd til folk, hun aldrig ville møde igen. Kun i hendes drømme. Og det var ikke nok for hende. Hun skulle bare væk herfra.

Hun lukkede smerten ude, så godt hun kunne og rejste sig med rystende ben. Det smertende ben rystede mere end det andet, og hun havde det som om hun kunne vælte omkuld, hvert øjeblik det skulle være. Det var en meget ubehagelig følelse, og blandet med smerten, var det helt ulideligt. Hun tog en dyb indånding og tog et skridt fremad. Det venstre ben gav en høj knæklyd fra sig, og med en gispende lyd faldt hun ned på knæ. Hvad var det for en lyd? Hvorfor var den der? Dette var en drøm. Den drøm, der skulle give hende det perfekte liv. Hvorfor gjorde det så ondt? Hun drømte bare. Det skulle ikke gøre så ondt! Hun tog en dyb indånding og spekulerede på, om hun mon skulle hive lidt op i kjolen for at se om årsagen til smerten var synlig.

Smerten var ulidelig, og den fik røde prikker til at danse for hendes øjne. Hun havde aldrig oplevet sådan en smerte før. Hun lænede sig forover og støttede på sine hænder, så hun ikke faldt om. Hjemme havde hun altid fået medicin og hjælp, hvis hun så meget som fik en lille skramme. Der havde altid været folk til at passe på og våge over hende. Der var aldrig sket noget, der havde fremkaldt så dyb og øredøvende smerte før. Det var noget helt nyt for hende. Hvis hun kunne rejse hjem lige nu, ville den skæbne, hun ville give sig selv, være aldrig at opleve så voldsom en smerte igen. Det brune hår gled ned over skuldrene og hang nu ned for hendes øjne. Det var også en af grundene til, at hun hadede langt hår. Det var altid i vejen. Men lige nu var smerten for voldsom til, at hun tog sig synderligt af det.

”Du er rigtigt nok blevet sindssyg,” konkluderede kammeraten, Shi, ligegyldigt.

”Vi må da hjælpe hende,” protesterede drengen frustreret, og bag hende lød løbende skridt.

Nej, idiot, jeg vil ikke have hjælp!, skreg den ene del af hendes indre, mens den anden hjælpeløst hviskede, åh ja, vær sød at hjælpe mig.

Hvorfor kunne de ikke bare holde sig væk? Være ligeglade, som de fleste derhjemme? Det her var underligt. Folk burde slet ikke bekymre sig så voldsomt, det var ualmindeligt. Ikke noget, der blev gjort så meget i derhjemme. Det var kun de hjælpere, der var ansat til at passe på en, der bekymrede sig om, hvad der skete med en. Og det var kun, fordi de ellers ikke fik løn. Selv hendes mor var for det meste ligeglad. Hun havde travlt, og Haku var kun i vejen. Sådan havde det været, siden hun var tre år, og det var 12 år siden, og hun havde efterhånden lært at lade være med at gå i vejen og bare passe sig selv. Det var også det, folk bedst kunne lide. Børn skulle bare blive hjemme eller i skolen – ikke lege, ikke udvikle sig selv. Hun skulle være det perfekte barn, der aldrig gjorde noget forkert. Bare gjorde, hvad der blev sagt, uden spørgsmål.

Da hun fik kæmpet sig op på benene og tog det første skridt uden at falde om, kom tårerne op i hendes øjne. Hendes vejrtrækning var besværet på grund af smerten, da hun tøvende tog endnu et skridt. Hele hendes krop rystede, da hun gjorde bevægelsen. Da hun satte det sårede ben ned på jorden i det tredje skridt, knækkede hele hendes verden sammen. Hun bed sig hårdt i læben, for ikke at skrige, da hun sank ned på jorden. Smerten tog til, og ligeså gjorde styrken i bidet i læben. Hun begyndte at kunne smage blod i munden, men hun lod sig ikke mærke af det. Hun skulle væk fra de to drenge. Ellers ville de hjælpe hende. Og hjalp de hende, kunne et forhold til dem ikke undgås. Hun ville ikke leve i en illusion om at møde sine venner fra drømmeverdenen igen, når mandens magiske drøm ikke kunne holde på hende længere.

Men lige meget, hvor meget hun prøvede at overbevise sig selv om, at hun sagtens kunne komme op igen, så blev hun liggende, hvor hun var. Hele hendes krop rystede efter den tre skridt lange gåtur, og hendes ben smertede mere end før. Hun kunne ikke fortsætte. Magtesløs lukkede hun øjnene og ønskede af hele sit hjerte, at hun, når hun vågnede igen, var hjemme i Roushi-provinsen. Hun kunne ikke klare det her. Ikke mere. Hendes ben gjorde ondt. Smerten var ubeskrivelig. Tårer gled ned ad hendes kinder, da hun igennem sine sammenpressede læber undslap det første hulk. Hun lænede sig fremover og spyttede blodet, der var i hendes mund, ud. Synet fik det hele til at svimle for hende. Hun hadede blod. Stivnet beholdt hun øjnene på blodet, skønt hun ønskede at se væk med det samme.

En hånd blev lagt på hendes skulder, og hun drejede langsomt hovedet og så ind i drengens blå øjne. Hun skulle til at åbne munden for at sige noget, da billedet af blodet dukkede op på hendes nethinde. Hun blinkede en gang og da hun så på drengen igen, var han indhyllet i blod. Hun spærrede øjnene op og skreg, indtil det hele sortnede for hende. Hun vidste, det ikke var sandt, men det virkede sådan. Virkningen var den samme. Lige før hun mistede bevidstheden, mærkede hun nogen løfte hende op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...