Månens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2013
  • Opdateret: 29 okt. 2013
  • Status: Igang
Alfernes verden er splittet i to,og en krig der vil ødelægge alt er på vej.
Men der er et håb. Et håb ingen håber på. Én pige kan redde det hele.
Men hvordan kan man det, hvis alle mener at fred er det samme som total ødelæggelse.

8Likes
5Kommentarer
738Visninger

1. Prolog, del 1

Måne profetien

En verden i mørke, religioner i strid

En glædes tørke, det er krigenes tid

 

Lyset er væk, alt er splittet i to

Men med fælles træk, det er en fælles tro

 

Når bunden kan nås, og undergangen er tæt

Der kan hjælpen fås, fra stjernernes net

 

Freden den findes, åbnes kan sindets prop

Den der ej forblindes, er den der lukker op

 

En måne i nakken, et tegn på styrke

Hun gives takken, at bære den byrde

 

Fred det vil der være, i et fælles land

Had vil ej tære, på det glædens vand

 

 Det var en klar aften, klarere end de fleste. Omme bag træerne kunne man lige skimte solnedgangen. Den var smuk. Helt lyserød som ny – udsprungne kirsebærblomster. Det svage lys fra den nedgående sol, var spredt ud over hele skoven og gjorde den drømmende. Det var en af de aftener, hvor jeg ville kunne sidde og kigge i evigheder. Sidde og være fuldstendig tryllebundet, uden at blinke det mindste. Være bange for at misse bare et enkelt sekund. Sådan nogle stunder, var vigtige. Bare sidde og slappe af, tømme hovedet fuldstendig. Ikke tænke på noget bare i fem minutter. Bare ikke mig, ikke i dag. Jeg havde travlt.

Døren knirkede bag mig og et af mine tjenestefolk kom ind.
”Undskyld hvis jeg fostyrer, Deres højhed” sagde han. Jeg vendte hovedet og kiggede på ham.
”Der står en ung herre nede i tonsalen, han har informationer vedrørende måne profetien”. Endelig, jeg havde ventet på de informationer i evigheder. Det var flere måneder siden der sidst var nogen der havde noget nyt omkring det emne. Der var oplysningerne uheldigvis forkerte. I dag havde budbringeren ingen tunge, så kunne hun jo bare have ladet være med at lyve en anden gang. Der fandtes så mange forfærdelige alfer, nogle var forræderiske, andre var oprørske. Der var endda også nogle der gik så lavt som, at sympatisere med de blegvingede.

De blegvingede var ligesom dyr, deres hjerne var langt fra ligeså veludviklet som vores. Så hvorfor? jeg forstod det ikke.

"Før mig til ham. Du har vel ikke tænkt dig, at jeg skal stå her og blomstre." Vi gik nu ned i tronsalen, hvor en alf med utrolig interessante grønne vinger ventede ydmygt. "Nå, hvad har du så at fortælle mig?" Spurgte jeg ham. Jeg styrtede på hans vinger, der var noget med dem, de var virkelig betalende. Han tøvede lidt med svaret, men efter et par minutter kom det endelig. "Der er blevet født en lille pige nede i svampehusene." "Og?"jeg ventede utålmodigt. "Hun har et mærke i nakken. Forældrene vil ikke fortælle mig, hvad det forestiller. Men jeg tror, at det er en måne" han næsten viskede den sidste sætning. Det var bedre end jeg havde forestillet mig. Hun var blevet født, hende som skulle ødelægge værdierne i vores ellers så velfungerende samfund..!

Manden blev ført ud af salen, og jeg skyndte mig op i mine gemakker. Jeg skulle gøre mig klar og det kunne ikke gå for hurtigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...