The hidden life

Den smukke unge Tancred startede i Bellas klasse, han var ikke til at tage øjnene fra. Aldrig havde Bella set noget så smukt, men han opførte sig også en anelse underligt. Måske det var det Bella faldt så meget for? Hans brune øjne var vidunderlige, hans smil fik hendes knæ til at skælve. Men hvordan kunne det være muligt, når han først lige var startet i klassen. Man kunne vel ikke forelske sig i et andet menneske så hurtigt, kunne man?
Tancreds underlige adfærd skulle vise sig at være helt anderledes, end hvad Bella havde troet. Hvad ville hun sige, hvad ville hun gøre når hun fandt ud af sandheden om ham?
Tancred var faldet for Bella i det sekund han kom ind i klassen, og fik øje på hende. Men hvordan skulle han kunne skjule sin anden del af sit liv for hende?
Han ville umådeligt gerne fortælle hende sandheden, men hun ville aldrig tro på ham.
Han måtte forklare Bella sandheden, inden hun selv fandt ud af det.
At han var en varulv.
Jeg har valgt nummer 2 til fantasykonkurrencen.

7Likes
5Kommentarer
805Visninger
AA

9. Kapitel 9

I løbet af dagen hjalp de begge Tancreds far med at finde ud af hvem der havde sendt Bella mailen, men selvom de arbejde på det hele dagen, kunne de ikke finde ud af hvem det var. Til sidst mente Tancred at det var sikkert nok for Bella at komme hjem til sine plejeforældre igen, men lovede at han ville være i baghaven, og hans far ude foran, uden at nogen så dem. Bare for en sikkerheds skyld, Bella havde igen prøvet at modsige ham, men da han kyssede hende blidt på munden, kunne hun ikke andet end at lytte til ham. 

Hun var velvidende om at hun kunne være i fare, og i så fald at hun ikke var, kunne hun komme det. At kende til en varulvs eksistens, var på ingen måde godt. Fandt almindelige mennesker ud af det, ville de indfange dem, og se hvad der gjorde sig gældene for at de var varulve. De ville pine og plage menneskerne, med undersøgelser, de ville med andre ord aldrig få fred til at være sig selv. Bella ville ikke være den der ødelagde den lille bitte del, hvorpå de kunne få lov til at være bare en anelse som andre normale mennesker. 

Tancred var i baghaven, hun tjekkede hver aften inden hun gik i seng, vinkede til ham, og sendte kysmunde til ham. Aldrig havde hun været så forelsket som hun var nu, aldrig havde hun følt de følelser hun følte nu. Men hun kunne lide det, hun kunne lide de følelser Tancred fremkaldte hos hende.

Hun kunne se hele sin fremtid for sig, og uanset hvornår hun så den for sig, var Tancred med, og deres små børn. Hun smilede let ved tanken, Tancred kom op til hende, gennem vinduet, og så undrende på hende, fordi han fra baghaven havde hørt hende grine lavt.

"Det er ikke noget, jeg kom bare til at tænke på noget."

Smilede hun genert, flov over at han havde hørt hende, sæt nu han kunne læse hendes tanker også, og så hvad hun lige havde tænkt. Tancred kunne mange ting, som normale mennesker ikke kunne, men tankelæsning, kunne han dog ikke. Han kunne høre på hendes ændrede vejrtrækning at det hun havde tænkt på, ikke var ingenting, og at det havde noget med ham at gøre, fordi hun netop ændrede vejrtrækning og hjerterytme, idet han kom op og hørte hende. Han smilede lidt for sig selv, tænkte over hvad det måske kunne være hun havde tænkt på. Han var ikke sikker, men håbede at det var i nogle af de samme retninger som han selv tænkte. Han så tit sin fremtid for sig, Bella var med hver gang, og deres små børn. Han så hen på hende, ønskede at hun tænkte på den måde.

"Må jeg ikke høre hvad du tænkte på?"

Hun rystede på hovedet, hvilket blot gjorde at Tancred hurtigt så, at det var de samme tanker som han havde.

"Jeg tror vi tænker det samme, med hensyn til fremtiden. Jeg kan mærke det på dig Bella, men jeg vil gerne hører dig sige det."

Hun nikkede langsomt, og fortalte hvad hun havde tænkt på om fremtiden. Han smilede stille, det var helt det samme som han selv havde tænkt sig med hensyn til sin fremtid, han fortalte hende det, hvilket blot gjorde hende endnu mere genert. Det var en af de mange ting Tancred elskede ved hende. Han havde kendt hende i tre uger nu, og hver dag fandt han mere og mere at kunne elske ved hende.

"Jeg elsker, jeg elsker dig virkelig Bella, det håber jeg at du ved."

Bella nikkede, og sagde at hun vidste det, og at hun også elskede ham. Han trak hende igen tæt ind til sig, kyssede hende blidt på munden, da han pludselig hørte en voldsom hylen. Han vidste hvad det betød, det betød at der var fare på færde. Hans far havde kaldt på ham, så han måtte modvilligt give slip på sin elskede Bella. 

"Bella, det er min far der kalder på mig, der er noget galt. Du må blive her, lov mig at du bliver herinde på dit værelse."

Bella nikkede, og så skræmt efter sin kæreste Tancred. Kæreste, det lød fantastisk at kalde ham det. Hun skyndte at lukke og låse vinduet, så ingenting kunne komme ind til hende den vej. Tancred havde sagt til hende at han ville banke på en speciel måde, så hun vidste at det var ham, og dermed turde lukke ham ind. Hun satte sig skræmt på sengen, hvad skulle hun gøre hvis de kom ind? Hvis Tancred ikke kunne høre hendes råb om hjælp, eller endnu værre, hvad nu hvis der skete noget med hende plejefamilie? 

Hun fik en voldsom trang til at gå ned og sikre sig, at der ikke var noget galt nedenunder hos hendes familie. Men hvis det var nogen der ville Tancred noget, var det vel kun Tancred selv, hans familie og Bella der var i fare, var det ikke? Hun kunne ikke blive enig med sig selv om hendes plejefamilie var i fare, eller om det kun var hende. Hun måtte ned og tjekke, men hun havde jo lovet Tancred at blive i sikkerhed på sit værelse. Men hvordan kunne hun være i sikkerhed, hvis hendes familie ikke var?

Måske hun bare kunne stille sig på trappen, og kigge forsigtigt ind i stuen, bare for at se om de alle var okay, så kunne hun hurtigt komme op på værelset igen og lade som om hun havde siddet der hele tiden. Tancred behøvede vel ikke at få noget at vide, vel? Nej, det gjorde han ikke, så hun listede sig forsigtigt hen til døren, åbnede den så lydløst som muligt. Hun listede sig frem mod trappen, gik et par skridt ned, så hun kunne se ind i stuen. Hende plejefar og plejemor, sad begge stille i sofaen og så tv. Bella listede stille op igen, lukkede forsigtigt døren, og satte sig på sengen.

Kort efter bankede det stille på ruden, men Bella var ikke sikker på om det var den måde Tancred skulle banke på, så hun gik langsomt mod vinduet, for at se om han stod udenfor vinduet. Hun kiggede ned, men kunne ikke se noget. Hun gik derfor ud fra, at det var ham, så hun åbnede vinduet. Noget hun ikke skulle have gjort, for i det samme vinduet blev åbnet helt så Tancred kunne komme ind, stod der en person Bella aldrig havde set før.

Hun gik tilbage i værelset, satte sig forskrækket på sengen, og fremstammede et forsigtigt, hvem er du.

"Jeg sendte dig mailen, den mail der fortalte dig hvor farlig din ven Tancred er, blot for at beskytte dig, men lytte til mig gjorde du ikke. Nu må du bøde for din ulydighed."

Bella så forskrækket op på den unge mand, der så ganske nydelig ud. 

"Hvordan mener de?"

Spurgte hun skræmt fra vid og sans, i håbet på at kunne snakke med personen så længe, at Tancred kom tæt nok på til at kunne høre hendes bange stemme. Men den unge mand trådte nærmere og nærmere hendes seng, i takt med at hans spidse tænder kom mere og mere til syne.

"Du skal bøde for dit kendskab til Tancred og hans slægt, hans hemmelighed, og alt hvad han kan."

Bella rystede af skræk nu, men vidste at hun ikke kunne råbe på hjælp, for gjorde hun det kom hendes plejeforælde op til hende, og bragte sig selv i fare. Det kunne hun ikke udsætte dem for, de måtte ikke kende til den viden hun selv havde fået, om varulve og vampyres eksistens. De ville sagtens kunne holde hemmeligheden for dem selv, men hun ville ikke bringe dem i fare. 

"Tancred kan være her hvert øjeblik det skal være, hvis jeg var dem, ville jeg skynde mig ud. De ved tydeligvis ikke hvad han er i stand til."

Den unge mand, som tydeligvis var vampyr, grinte hånligt.

"Jo, som jeg sagde var det mig der advarede dem mod ham frøken. De burde have lyttet til mig, men i stedet lod de være. Det koster dem dyrt, det koster dem deres liv. Men vi skal have det lidt hyggeligt og sjovt først, det ville være en skam hvis de døde uden at have prøvet en kvindes bestemmelse. At tilfredstille en mand, når, og hvor han vil han det."

På under et sekund var den unge vampyr helt henne ved hende, havde løftet hende og var ude i baghaven med hende i armene. Hun rystede over hele kroppen, men i det mindste drog han væk fra hendes plejefamilie, så de var vel i sikkerhed nu, var de ikke?

Vampyren gik ganske som et normalt menneske, men dog lod han sig ikke mørke med at han bar på hende. For ham måtte hun sikkert veje mindre end et fjer. Nu var hun tilpas langt nok væk, til at kunne kalde på Tancred, men der skete intet, han kom ikke. Han var for langt væk.

Bellas rystelser blev værre og værre, hun var skræmt helt ind til knoglen. Ikke nok med at hun havde fået at vide at hun skulle dø, fordi hun kendte til Tancred, hun havde også fået at vide hvad den unge vampyr ville gøre ved hende inden, en ting der absolut ikke morede hende, tværtimod skræmte det hende fra vid og sans. Hun ville ikke miste sin uskyld til en morder, men til den hun elskede overalt på jorden, til ham hun ikke kunne leve uden. Hellere dø, end at miste sin uskyld til denne unge vampyr.

Hun forsøgte at komme fri, men vampyren strammede blot sit greb om hende, så det gjorde ondt. Det føltes som om hendes knogler ville knække hvornår det skulle være, hun bad ham skræmt om at lade hende gå, men i stedet lagde han hende på den kolde skovbund. Han var ved at kysse hendes hals, da han hurtigt og brutalt blev revet væk. Belle skreg af skræk, han var ikke alene. Hun rejste sig hurtigt for at løbe væk, men kom ikke langt før en stærk arm lagde sig om hendes skulder og stoppede hende brat. Hun skreg igen, lukkede øjnene og ventede på biddet der skulle dræbe hende, biddet der skulle suge al blodet ud af hendes krop. 

Men biddet kom ikke, istedet kunne hun mærke at hun blev vendt med ansigtet den anden vej. Hun åbnede langsomt øjnene, og så ind i de velkendte, smukke øjne. De øjne der sad på den unge mand hun elskede så højt, Tancred havde lagt armene trøstende, beskyttende om hende. 

"Du skulle blive på dit værelse, og du skulle ikke åbne vinduet medmindre du hørte den banken vi talte om."

Sagde han med gråd i stemmen, det var tydeligt at han var rystet over at en af hans fjender havde fået fat i hende, blot på grund af ham selv. 

"Undskyld, men jeg måtte sikre mig, at min plejefamilie havde det fint."

Han nikkede langsomt, han kunne godt forstå hende, men han kunne ikke beskytte hende hvis hun ikke lyttede til hans ord. 

"Jeg ved det, men dem skal vi også nok sørge for der ikke sker noget, men du må virkelig høre efter hvad jeg siger, vampyrene er ikke til at spøge med. Sagde han noget om hvad han ville gøre med dig?"

Bella rystede på hovedet, hun havde ikke lyst til at tænke på det, eller til at gøre Tancred vred eller bange. 

"Er du sikker?"

Hun nikkede, og sagde at hun bare gerne ville hjem.

"Okay, du kan sidde på ryggen af mig når jeg forvandler mig, så går det hurtigere, så når din plejefamilie ikke at finde ud af noget, og når de har sagt godnat til dig som de plejer, kommer jeg ind på dit værelse, og sover der. Jeg slipper dig ikke af syne nu hvor vi ved at der er flere vampyre der er efter os, jeg nægter at du er alene."

Bella nikkede, det havde hun på ingen måde noget imod. Tværtimod, ville hun helst have at han var der, for var han hos hende, følte hun sig tryg. Han forvandlede sig til sin ulv, stillede sig så hun kunne sætte sig på hans ryg. Hun var ikke helt sikker ved situationen, men satte sig alligevel op, og tog fat om et par totter. Hun havde aldrig redet før, ikke engang på en hest, og nu sad hun på ryggen af en varulv, som ikke kun var en varulv, men hendes kæreste. Hvad var det dog hun havde fået rodet sig ud i? Problemet var bare, at kærligheden kunne man ikke selv styre, eller narre, uanset hvor meget man gerne ville for ikke at komme i problemer. Forelskede man sig i en, var der ikke noget at gøre. Man måtte følge med i det tempo, og på den vej kærligheden havde bestemt for en. 

Det var vidunderligt at ride på en ulv ryg, Tancred var større end en normal ulv, men det havde han fortalt, at alle varulve var. Vinden der blæste vidunderligt og befriende i ansigtet på hende, hun elskede det ganske enkelt. Det føltes selvfølgelig underligt, men følelsen af glæde og afslappelse, var meget større end den underlige følelse. 

De nåede Bellas hus, hun listede ind af vinduet, satte sig ved skrivebordet og ventede på at hendes plejeforældre, som de altid gjorde, kom og sagde godnat til hende. Hun lod som om hun sad og læste i en god bog, da de endelig kom ind. Inderst inde var Bella først helt rolig nu, hvor hun havde set dem komme ind til hende, uden den mindste lille bitte skramme. Hun havde lovet sig selv, at hvis der var sket dem noget, ville hun personligt uskadeliggøre den vampyr der havde påført dem skaden, eller skaderne. Ingen skulle bryde sig om at gøre dem fortræd, men det var vist meget godt at Tancred ikke kendte til den plan, for gjorde han det, ville han aldrig lade hende ude af syne, ikke fordi han ville det nu alligevel, nu hvor de vidste at hans familiefjender var efter dem, og at Bella ikke var i sikkerhed længere. 

"Godnat Bella, kan du sove godt min lille skat?"

Bella plejede at hade når de kaldte hende lille skat, men her til aften priste hun sig lykkelig for at de gjorde det. Hun fløj op og gav dem et kram, som om hun ikke havde set dem i flere år. 

"Jamen lille skat dog, er der noget galt?"

Bella rystede på hovedet, og hviskede at hun bare elskede dem så højt, og at hun var så taknemmelig for at de var kommet ind i hendes liv.

"Jamen i lige måde min pige." 

Hendes plejefars mørke stemme, som på nogen virkede en smule skræmmende, hvis man altså ikke kendte til hans hjertelige personlighed, beroligede hende mere end nogensinde før. Hun var ganske heldig, at have en plejefamilie der elskede hende ligeså højt som hendes rigtige familie havde gjort, og at hun havde Tancred, den bedste kæreste en pige kunne drømme om. 

De gave hende begge et kærligt kys på kinden, men også de gjorde det kærligere end de plejede, men ikke af samme grund som Bella, for den grund kendte de heldigvis intet til. De gik hånd i hånd ud af døren til Bellas værelse, og Bella drømte straks om at Tancred og hende også stadig ville være lige så forelskede som de var nu, når de kom op i den alder hendes plejeforældre havde. Ikke fordi de var specielt gamle nogen af dem, de havde været ganske unge da de adopterede hende, men de ville ikke have andre, da de havde mødt hende, og hørt hendes frygtelige historie. De var dog begyndt at snakke om at adoptere en lillebror, eller lillesøster til Bella, der blot syntes at det ville være mere end herligt. Men de var ikke rigtigt nået længere end til snakken om det endnu, og med den fare der lurede lige nu, var det måske også bedst sådan. 

Tancred bankede stille på ruden, da der var gået en times siden hendes plejeforældre havde sagt godnat til hende, da han ville være sikker på at de sov begge to. Ikke fordi han ikke ville kunne høre det hvis de kom hen til døren, han havde trods alt en meget bedre hørelse end andre mennesker, fordi han jo netop havde en indre ulv. På den måde kunne han også høre hvis der gik nogen ude i haven der ikke skulle gå der, eller mærke hvis der var noget galt.

Bella blev efter nogen tid træt, og besluttede sig til at gå i seng. Tancred var jo godt nok hendes kæreste, men han vidste hvor usikker hun var på sig selv, og stadig var på ham, så han foldede nogle tæpper og dyner ud, hvilke Bella havde mange af, på gulvet, som han så brugte som madras. 

De snakkede lidt sammen, om alt hvad der var sket den dag, og hvordan Bella havde det med det hele. Hun fortalte det meste, men undlod stadig at fortælle om sin plan, hvis der skete noget med hendes plejefamilie. Det var nok bedst mente hun, ellers ville han ikke kunne fokusere på at beskytte sig selv, hvis fjenderne kom igen, hvilket de jo nok ville.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...