The hidden life

Den smukke unge Tancred startede i Bellas klasse, han var ikke til at tage øjnene fra. Aldrig havde Bella set noget så smukt, men han opførte sig også en anelse underligt. Måske det var det Bella faldt så meget for? Hans brune øjne var vidunderlige, hans smil fik hendes knæ til at skælve. Men hvordan kunne det være muligt, når han først lige var startet i klassen. Man kunne vel ikke forelske sig i et andet menneske så hurtigt, kunne man?
Tancreds underlige adfærd skulle vise sig at være helt anderledes, end hvad Bella havde troet. Hvad ville hun sige, hvad ville hun gøre når hun fandt ud af sandheden om ham?
Tancred var faldet for Bella i det sekund han kom ind i klassen, og fik øje på hende. Men hvordan skulle han kunne skjule sin anden del af sit liv for hende?
Han ville umådeligt gerne fortælle hende sandheden, men hun ville aldrig tro på ham.
Han måtte forklare Bella sandheden, inden hun selv fandt ud af det.
At han var en varulv.
Jeg har valgt nummer 2 til fantasykonkurrencen.

7Likes
5Kommentarer
794Visninger
AA

8. Kapitel 8

Dagen efter var Bella helt sig selv igen, dog havde hun stadig en svag hovedpine, men Tancreds far havde lært at lave noget smertestillende medicin, ud af skovens mange urter og planter. Det smagte ikke ligefrem af jordbær eller lagkage, men det gled ned i den teform, Tancreds venlige far havde lavet det i. Han holdt sig stadig nede i kælderen, så Tancred og Bella gik derned ind i mellem, for at høre hvor langt han var kommet med udforskningen af, hvem der kunne have sendt mailen til Bella, med truslen om at hun ikke var sikker sammen med Tancred.

Til trods for at hun kun havde kendt hans hemmelighed i mindre end et døgn, var hun allerede sikker på at hun var i sikkerhed, i hans selskab. Tancred havde dog forklaret hende farende ved at kende til ham og hans hemmelighed, men det havde underligt nok ikke skræmt hende væk. Han havde endda forklaret hvad de måtte gøre mod fjenden, for at sikre sig at der ikke skete Bella, eller hendes nærmeste noget, eller resten af Glovensdale for den sags skyld. Men for Tancred, var det vigtigst at der ikke hændte Bella noget.

De havde brugt det meste af natten på at snakke om hans hemmelighed, på hvad der skulle gøres, hvorfor og hvordan, så Bella var helt indforstået med faren ved at kende, og være sammen med Tancred som hun var. Hendes veninder og venner var ikke i fare, for de kendte ikke til hans hemmelighed, og de tilbragte ikke specielt meget tid med ham. Han forsøgte nemlig at holde så mange som muligt ude af sit liv, for at der ikke skete noget med deres. Det var en af de mange ulemper ved at have en sådan arv som hans familie havde, man kunne ikke have for mange venner, for det kunne ende med voldsomme, brutale drab på dem. På grund af Tancred, hvis det stod til ham, havde han heller ikke indraget Bella i det, men han kunne ikke holde sig fra hende, han følte sig draget af hende. Det havde også været derfor at ham og hans far var flyttet til Glovensdale, fordi Tancred ikke kunne finde ro andre steder.

Første dag i Glovensdale, havde Tancred gået sig en tur, for at forsøge at finde ud af hvad det var der dragede ham sådan til denne lille by. På kort tid, var han endt i Bellas baghave, med ansigtet vendt op mod hendes vindue, hvor hun den dag havde siddet i vindueskarmen, og talt i telefon. Sikkert med sin bedsteveninde, det havde han ikke vidst på daværende tidspunkt at det var, for der havde han jo ikke hørt om hende, eller mødt hende. Der fokuserede han udelukkende på Bella, og hendes uimodståelige skønhed.

Han havde derefter, stået i hendes baghave hver eneste aften, blot for at få et enkelt glimt eller to af hende. For uden at have set hende, var han rastløs, og blev draget mod hendes hus, når han var ude for at sikre sig, at der ikke lurede nogen fare. Noget han altid gjorde med sin far, begge i ulve skikkelse. Hans far havde hurtigt fundet ud af, hvorfor de altid endte ved det samme hus, på slutningen af deres vagtrunde. Han havde kunnet genkende det alt sammen fra sine unge dage, da han pludselig selv havde følt den dragende effekt, og fundet ud af, at det var Tancreds mor, der havde draget ham ubevidst til sig. Nu var hun desværre død og borte, for ganske få år siden, så nu havde han kun sin Tancred, som han kun ønskede alt det bedste for. 

Det havde taget meget hårdt på dem begge, da Tancreds mor døde, så hans far var blevet umådeligt lykkelig, da Tancred forklarede ham, at der var noget der drev ham væk fra den by de havde været i dengang. Han havde ladet som om han ikke vidste hvad det var der trak i hans søn, og dermed ladet ham forklare det selv, da han havde fundet ud af det. 

Tancred og hans far havde altid haft et tæt forhold til hinanden, måske på grund af deres fælles hemmelighed, men det havde dog stadig altid været Tancreds mor, der havde holdt sammen på familien.

"Her, jeg har lavet noget mad til dig."

Bella nikkede smilende til Tancred, og takkede for hans venlige gestus.

"Men jeg kunne nu ellers godt selv gå ned i køkkenet og bikse noget sammen, jeg har det helt fint nu. Mit hoved gør næsten ikke ondt mere."

Men Tancred havde bestemt, men blidt sagt at hun skulle blive i "sengen" for en sikkerheds skyld. Bella havde hurtigt indset, at det ikke ville nytte noget at sige ham imod, hun ville ikke vinde en eventuel diskussion alligevel. 

Hun sad op i sofaen, og spiste den lækre mad han havde serveret for hende. Han sad blot og beundrede hende, så hun blev helt pinlig.

"Du behøver da ikke blive flov over at jeg ser på dig, det jo bare fordi jeg ikke kan få øjnene fra dig."

Indrømmede han, uden at tøve så meget som en kende. Man kunne da ihvertfald sige at han var ærlig, det var på en måde rart for Bella, men alligevel også en anelse, ja, hun vidste faktisk ikke helt hvordan hun skulle forklare det. Det blev ikke på den måde for meget, men hun var ikke vant til at folk sagde sin direkte mening, og da slet ikke at det var så positive ting om hende selv, der var deres direkte mening. For en ting var hun ikke i tvivl om, han mente hvert et ord han sagde, det var hun sikker på. Og nu hvor han havde fortalt hende sin, og sin families hemmelighed, stolede hun mere på ham end hun før havde gjort, for han havde vist tillid til hende, og dermed vist hende, at han var oprigtig, og ikke ligesom de mange andre fyre i Glovensdale. 

"Jeg er bare ikke vant til at folk, eller nok nærmere fyre, mener hvad de siger til mig. Jeg er nok mere vant til at de indrømmer følelser de ikke har, bare for at få mig til noget de gerne vil, de har dog fundet ud af, at sådan er jeg ikke."

Tancred nikkede, han holdt af at få mere at vide om Bella og hendes tidligere liv, til trods for at han ikke kunne fordrage de slamberter som havde såret hende i tidernes morgen. Han sagde slamberter, fordi han var pænt opdraget af sin mor, som ikke havde tålt at høre skælds- eller bandeord i sit hus. Hun var godt nok død og borte nu, men det hang stadig fast i ham, at bandeord ikke skulle bruges, at det meget nemt kunne erstattes af pænere og blødere ord, som hans mor altid havde sagt. 

Han havde haft en svær barndom, fordi han både skulle være som de fleste andre, men fordi han også skulle lære at styre ulven i sig, så han ikke pludselig stod og forvandlede sig foran sine klassekammerater. Det havde været vanskeligt i de små klasser, hvor han var blevet mobbet en del, men han havde altid haft en kontrol over sig selv, takket være sin mors blide opdragelse om, at vold intet løste. Dog havde han pandet en klassekammerat en på skalden i de højere klasser, men det var for at vise for folk, at han på ingen måde fandt sig i at blive behandlet som om de var bedre en alle andre, og for at sørge for at de ikke mobbede andre, for var der noget Tancred hadede, var det mobning. 

Tancred forklarede lidt mere om sig selv, sin far, og de forfædre han kendte til der havde haft arven i sig. Det var nemlig ikke alle børn i familien der fik den, for hver generation, var der kun en der fik den. Tancred var enebarn, så det havde stået klart, at det kun kunne være ham der fik arven, og ham der skulle føre den videre, til trods for at han ikke mente at den var værd at give videre. Hans far havde haft intet mindre end syv søskende, og alligevel var det ham der havde fået arven, fordi han viste sig at være det stærkeste af de mange børn. Det var nemlig det stærkeste af børnene i generationen der fik arven, Tancreds fastre og farbrødre havde alle fået børn selv, og hver havde de et barn, med arven. Så at sige at der kun var en i hver generation der blev ramt af den tunge arv, var ikke helt sandt. Men for hver enkelt gren af familien, ville der blive født et barn, der bar arven. Som sagt var det Tancreds far, i hans søskendeflok der havde fået den. Hans ene søster havde fået en pige og to drenge, og til alles overraskelse var det pigen der fik arven, fordi hun var den stærkeste af de tre børn. Og sådan fortsatte det. Ingen vidste om arven ville stoppe, eller om den ville være der for evigt. 

Alle fra Tacreds familie var i fare, fordi ingen fjende vidst hvilke familiemedlemmer der havde arven i sig. Men også fordi, at selvom man ikke selv havde arven, bar man den stadig i sig, for at give den videre til et af sine børn.  Det var det Tancred frygtede allermest, at han skulle give arven videre til et af sine børn. Det var ikke ligefrem en beroligende tanke, han hadede den ligefrem. Han kunne ikke se, hvorfor der absolut altid var et barn der skulle have arven. Hvorfor der altid skulle være et barn, der hele livet skulle kæmpe med en indre ulv, der altid truede med at komme frem hvis man blev en smule vred. 

Det var sket en enkelt gang før, at et sæt tvillinger, begge havde fået arven, men de var til gengæld også det eneste sæt tvillinger i familiens historie. Hvad nu hvis Tancred fik tvillinger, og de begge fik arven, og dermed begge skulle kæmpe mod sin indre ulv, for ikke at skade sine medmennesker, præcist som han havde måttet kæmpe? Men måske det var nemmere hvis man var to om det, og ikke alene som Tancred havde været. Altså han havde jo fået hjælp af sin far, sine fætre og kusiner der var ramte, men måske det var nemmere, hvis man havde en tvilling, og hele tiden var to om det. 

Hans mor havde altid støttet op om ham, selvom hun aldrig helt havde forstået hvordan han havde det, havde hun alligevel gjort et forsøg på at gøre det nemmere for ham. Han havde altid elsket sin mor for det, fordi hun altid havde været så kærlig, og altid havde været der for ham. Som tidligere nævnt, havde Tancred altid haft et nært forhold til sin far, men det var alligevel langt fra det forhold han havde haft med sin mor. Derfor havde det slået ham helt ud da han fandt ud af at hans mor havde kræft, hun havde forsøgt at holde det hemmeligt for både Tancred og hans far, men som alle andre dyr, kunne de lugte at der var noget galt. Så hun havde måttet fortælle dem sandheden, og kort efter hun havde fået diagnosen, tabte hun kampen. Kræften havde været for hurtig og for stærk, selvom hun havde kæmpet til det sidste, havde det alligevel ikke været nok.

Tancred havde haft det som om han aldrig nogensinde ville blive glad igen, men så var det at han mærkede at der var noget der drog ham væk fra byen. Da han langt om længe fandt det der havde drevet ham, mærkede han hvordan lykken bredte sig i ham igen, hvordan glæden kom tilbage til ham. Han havde ikke kunnet forstå det, for han kendte hende jo ikke, han havde hverken set eller hørt om hende før, så hvordan kunne han blive draget af hende. Hans far havde forklaret, at det var fordi hun var klar til at finde sin sande kærlighed, uden selv at vide det, og derfor havde fået draget ham dertil, fordi hun var skabt for ham, og han for hende. 

Uden at vide det, var tårerne begyndt at trille langsomt ned af hans kinder. Han havde siddet så fordybet i sine tanker, at han end ikke lagde mærke til at Bella havde sat sig helt hen til ham, og lagt armen trøstende om ham. Ikke før hun langsomt aede ham på kinden, fordi hun kunne mærke på ham at han ikke var i stuen sammen med hende. Han kom tilbage med et ryk, og trak forsigtigt Bella helt ind til sig. Han havde brug for hende, og hun for ham. Han ville aldrig kunne undvære hende, uden hende, ville han ikke kunne leve. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...