The hidden life

Den smukke unge Tancred startede i Bellas klasse, han var ikke til at tage øjnene fra. Aldrig havde Bella set noget så smukt, men han opførte sig også en anelse underligt. Måske det var det Bella faldt så meget for? Hans brune øjne var vidunderlige, hans smil fik hendes knæ til at skælve. Men hvordan kunne det være muligt, når han først lige var startet i klassen. Man kunne vel ikke forelske sig i et andet menneske så hurtigt, kunne man?
Tancreds underlige adfærd skulle vise sig at være helt anderledes, end hvad Bella havde troet. Hvad ville hun sige, hvad ville hun gøre når hun fandt ud af sandheden om ham?
Tancred var faldet for Bella i det sekund han kom ind i klassen, og fik øje på hende. Men hvordan skulle han kunne skjule sin anden del af sit liv for hende?
Han ville umådeligt gerne fortælle hende sandheden, men hun ville aldrig tro på ham.
Han måtte forklare Bella sandheden, inden hun selv fandt ud af det.
At han var en varulv.
Jeg har valgt nummer 2 til fantasykonkurrencen.

7Likes
5Kommentarer
854Visninger
AA

7. Kapitel 7

Tancred parkerede i det Bella forstod som at være deres indkørsel, til trods for at det slet ikke lignede en indkørsel. Det lignede mere bare en lille skov sti. De kørte et langt stykke ad den smalle sti, for til sidst at komme til et hus med stråtag. Havde alt sammen ikke været så mystisk, havde Bella snildt kunne se skønheden, men hun var for nervøs til at ænse det et blik nu. Hun ville bare have at vide hvorfor hende, hendes venner og hendes familie pludselig var i fare.

"Kom, min far ved allerede at vi er på vej, han venter os nede i kælderen. I kælderen? Nu blev Bella først rigtig nervøs, hvorfor skulle de ned i kælderen? Havde den mail hun havde fået, haft ret i at Tancred var farligt kendskab for hende?

"Tancred, jeg vil gerne have en forklaring nu, du tager mig bare med uden at sige noget til mig, og slæber mig med ned til din far i kælderen. Den anonyme der sendte mig mailen, har han ret i at du er farlig for mig?"

Spurgte hun snøvlende og bekymret. Tancred stoppede op og så hende dybt ind i øjnene, tog hendes hænder i sine, og sagde:

"Ja, jeg er farlig for dig at kende, men ikke på den måde som du tror. Du må tro mig, jeg vil aldrig nogensinde gøre noget for at skade dig. Mere kan jeg ikke fortælle dig før min far har set mailen."

Bella nikkede skræmt, stadig bange for om mailen havde haft ret. Men hvis den havde haft det, så havde Tancred vel allerede gjort hende noget, for de havde jo været alene et par gange allerede, eller havde han ventet til hun stolede fuldt og fast på ham?

Hun fulgte med nervøse skridt efter Tancred, ikke fordi hun havde andet valg, for han havde hånden om hendes håndled. De gik igennem huset hen imod en trappe der gik ned til et mørkt rum, en kvalmende følelse greb fat i Bella, truede hende med at tage overhånd. 

"Far, du skal se det her."

Der var stadig mørkt, så Bella kunne på ingen måde se hvor Tancreds far stod henne, men det kunne Tancred tilsyneladende. Bella forstod endnu ingenting, hvordan kunne de se i dette buldrende mørke?

Pludselig kom Tancred i tanke om, at Bella jo nok ikke kunne se noget. Det var jo kun ham og hans far der så utroligt godt i mørke, så han gik forbi Bella, der ikke ænsede det, og dermed hoppede forskrækket tilbage, da lyset pludselig tændte, og Tancred stod bag hende, og ikke foran hende som han havde gjort da de gik derned. 

"Hvordan kom du derhen Tancred?"

Hans far kom hen imod Bella, som langsomt trådte et skridt tilbage. Hans øjne så anderledes ud end Tancreds, end alle andre normale menneskers, de lignede mere katteøjne, eller, nej det kunne ikke være muligt. Ulveøjne. 

"Du skal ikke være bange for mig, jeg er præcist som Tancred. Hvor meget har han fortalt dig?"

Bella trådte igen et skridt tilbage, delvist for at komme tættere på Tancred, og delvist for at komme tættere på døren.

"Jeg har ikke fortalt hende noget endnu, jeg ville have dig til at se mailen hun havde fået først, for at høre din mening. Kom Bella, jeg skal vise dig noget."

Bella tog glædeligt imod Tancreds hånd, hun ville væk fra det lille kælderrum. Tancred trak hende blidt efter sig, velvidende om at det han nu skulle sige, det han nu skulle vise hende, med garanti ville skræmme hende fra vid og sans. Men for hendes egen skyld, for hendes egen sikkerhed, måtte hun vide det. 

"Sæt dig ned." 

Hun gjorde som han sagde, så bekymret og undrende på ham.

"Bella, du tror mig sikkert ikke når jeg siger dette, men jeg kan vise dig at det er sandt bagefter. Du må love mig at du ikke løber bort, for jeg kan kun beskytte dig hvis du er her."

Hun nikkede uforstående, men lyttede til hvert et ord han sagde.

"I vores familie, bære vi på en arv. En arv der langt fra er som andre menneskers, nogle bære på en sygdom, eller en deformitet. Men i vores familie, har vi en arv som ingen andre bære. Ingen ved hvor arven kommer fra, men den bliver ført videre i familien, fra generation til generation." 

Bella nikkede forvirret.

"I vores familie, har vi varulve. Min far er en af de hårdest ramte, det er derfor han har de øjne som han har. Jeg er også bære af arven, ikke i lige så slem grad som min far, men ikke langt derfra."

Bella troede ikke sine egne øre, tog han gas på hende? 

"Tancred, det her er ikke morsomt. Har du taget mig med på den måde, for at lave en eller anden vildt åndsvag spøg, jeg troede virkelig du var bedre end det."

Hun rejste sig for at gå, men Tancred tog blidt fat i hendes håndled.

"Bella, lad mig vise dig at jeg taler sandt, men som jeg sagde, må du love mig ikke at flygte, for så kan jeg hverken beskytte dig, eller din familie."

Hun nikkede ligegyldigt, satte sig ned og ventede. Tancred rejste sig og gik lidt væk fra Bella, så han ikke forskrækkede hende mere end højst nødvendigt. Han smilede det smil, der ellers havde gjort hende blød i knæende. Det gjorde det stadig, men ikke nær så meget som det havde gjort. 

Tancred løb to skridt hen imod hende, stadig med smilet om læberne, og pludselig stod der en stor ulv foran hende. Hun blev så forskrækket, at hun væltede ned af den træstamme hun sad på, og slog hovedet mod en mellemstor sten. 

Tancred blev hurtigt sig selv igen, som menneske og løb hastigt over til den livløse Bella. Han fik hurtigt samlet hende op, og båret hende ind i huset, anbragt hende på sofaen, og kaldt på sin far.

"Hvad er der dog sket med hende?"

Spurgte hans far da han kom ind, Tancred havde tilkaldt sin far fra kælderen, fordi han var læge, og med garanti vidste hvad han skulle gøre. 

"Jeg viste hende vores hemmelighed, efter at have forklaret hende det. Hun troede ikke på det, så jeg havde lovet hende at vise hende hemmeligheden, men da jeg gjorde det, besvimede hun og slog hovedet ned i en sten."

Hans far nikkede hurtigt, og spurgte Tancred om han selv ville have reageret anderledes. Tancred rystede på hovedet, og hentede de ting hans far bad ham om. Det var ikke andet at gøre, end at rense den lille flænge hun havde fået, og så ellers holde et vågent øje med hende til hun vågnede. Når hun vågnede skulle hun have masser af væske, og så måtte hun helst ikke sove igen bagefter. Tancred nikkede igen, sagde at han nok skulle blive ved hendes side, for han vidste at hans far havde det bedst nede i kælderen, på grund af sine specielle, og meget lys følsomme øjne. Men også fordi Tancred vidste at hans far, var ved at undersøge hvem der kunne have skrevet denne mail og sendt til Bella. Den eneste fjende Tancreds familie havde, var vampyrene, men dem havde de ikke set siden hans far havde nedlagt en hel slægt. Men måske der var nogle få der var undsluppet? Det hverken ville, eller kunne Tancred tænke på nu. Nu var det Bella det gjaldt, hun måtte og skulle beskyttes, ligemeget hvem det var der kendte til hans families hemmelighed, for det var med garanti ikke noget normalt menneske. 

Tancred sad trofast ved siden af Bella, der lå på sofaen. Det tog hende to timer at vågne, og da hun endelig gjorde, havde hun den ondeste hovedpine, men det var der vel ikke noget at sige til. Hun havde jo slået hovedet ned i en sten, og hun havde fået en usædvanlig ting at vide, noget hun altid havde troet kun var skrøner, og dumme upålidelige rygter. 

"Hvor er jeg?"

Hun så sig lidt omkring, Tancred rakte hende forsigtigt et glas vand. Hun kom hurtigt i tanke om hvor hun befandt sig, og hvorfor, men huskede ikke hvordan hun var kommet fra baghaven og ind i stuen.

"Jeg bar dig herind, du faldt ned af den træstub du sad på og slog hovedet på en sten. Men der er ikke sket dig noget, du skal bare have massere af væske, og afslapning."

Bella nikkede, det var tydeligt at hun nu var en anelse bange for Tancred, det kunne han jo mærke. Men hun var ikke nær så bange som han havde regnet med at hun ville være. Han så undrende på Bella, da hun pludselig begyndte at grine. Hun tog sig til hovedet, men kunne ikke lade være med at grine.

"Hvad er det der er så sjovt?"

Spurgte han undrende.

"Det er vel egentligt ikke sjovt, men nu har jeg undret mig i næsten en uge, over hvordan en ganske normal fyr kunne være så smuk. Men nu har jeg forklaringen, det er netop fordi du ikke er normal, for intet normalt menneske kan have et så smukt ydre."

Tancred rødmede svagt, men sagde at et ganske normalt menneske, sagtens kunne have et ubeskriveligt smukt ydre, det havde han for nyligt fået bekræftet. Bellas latter forsvandt hurtigt, Tancred vidste hvorfor, hun troede at han havde mødt en anden.

"Jeg fandt ud af dette, for næsten en uge siden, ja inden jeg startede på Glovensdale high. Jeg har boet i byen i over to uger, og hver dag har jeg været hjemme hos dig, i din baghave, for at se på dig. Ikke med lumske tanker, eller når du var upåklædt, slet ikke. Men når du sad om aftenen og lavede lektier, jeg vidste med det samme, at kærlighed ved første blik virkelig fandtes. For det var sådan da jeg mødte dig, allerede inden jeg havde lært dig at kende, elskede jeg dig højere end noget andet."

Bella blev rød i kinderne, begravede ansigtet og blikket i glasset, så hun undgik at se ham i øjnene. 

"Jeg skal nok holde på din families hemmelighed Tancred, det kom ikke helt bag på mig at du var anderledes. Jeg har haft det som mistanke i et par dage nu, men jeg var ikke så tæt på som jeg troede. Jeg undrede mig over hvordan du kunne komme så hurtigt fra den fjerneste ende af fodboldbanen og hen til mig og min veninde, på under et sekund. Jeg undrede mig over hvordan du vidste hvor biblioteket var på skolen, og kantinen og alle de andre lokaler du skulle bruge. For du gik altid foran mig, uden selv at vide det. Jeg sagde ikke noget, fordi jeg tænkte at du sikkert bare havde fået en rundvisning på skolen før. Men så blev du underlig når vi var sammen, med at vi hurtigt måtte væk og sådan. Kan du huske den eftermiddag på caféen?"

Tancred nikkede, og Bella fortsatte med at forklare sig, til trods for de ekstreme smerter hun havde i hovedet.

"Om aftenen var det i nyhederne at der havde været bevæbnet røveri kort efter vi gik, til at starte med troede jeg at du havde haft noget med det at gøre, men de havde fanget røverne under ti minutter efter deres flugt, og der var du sammen med mig. Det kunne heller ikke være nogen du kendte, for de var lige flygtet fra byens fængsel, kun få timer inden deres angreb på caféen."

Tancred nikkede igen, lettet over hvor roligt hun tog det. hun fik den gamle gnist tilbage i øjnene, hendes puls steg igen, hver gang han sagde noget sødt til hende, præcis som de andre dage, inden han begyndte at opføre sig underligt.

"Jeg er virkelig glad for at du tager det så roligt, jeg havde på ingen måde turdet håbe på det."

Bella nikkede, smilede og satte sig langsomt op i sofaen, hendes hoved tillod ikke hurtige bevægelser, havde hun hurtigt fundet ud af. Da hun vågnede ville hun straks have rejst sig, men faldt tilbage i sofaen, med en svimlende fornemmelse. 

"Jeg har altid gerne villet tro på varulve, men aldrig villet snakke med nogen om det, fordi jeg vidste, at hvis jeg gjorde, ville folk mobbe mig og tro jeg var skør. Men nu, nu har jeg en at tale med det om."

Igen nikkede Tancred, rykkede sin stol en anelse tættere på Bella, for til sidst at sidde så tæt på hende, som han kunne komme, uden at sætte sig på hende. De så længe ind i hinandens øjne, smilende. Tancred lykkelig over at have fundet en han virkelig kunne stole på, som han havde vist fra første øjekast at han kunne. Bella fordi hun ikke kun havde fundet ud af hvorfor Tancred var så underlig og hemmelighedsfuld, men fordi hun også havde fået bekræftet, at varulve fandtes, at det ikke længere kun var dumme og fjollede fantasier.

Bellas læber nærmede sig langsomt Tancreds, han vendte sig ikke bort, lod blot hendes bløde læber hvile på hans, i et langt, vidunderligt kys. Fuld af forståelse, kærlighed og begær. Et begær Bella endnu ikke havde kendskab til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...