The hidden life

Den smukke unge Tancred startede i Bellas klasse, han var ikke til at tage øjnene fra. Aldrig havde Bella set noget så smukt, men han opførte sig også en anelse underligt. Måske det var det Bella faldt så meget for? Hans brune øjne var vidunderlige, hans smil fik hendes knæ til at skælve. Men hvordan kunne det være muligt, når han først lige var startet i klassen. Man kunne vel ikke forelske sig i et andet menneske så hurtigt, kunne man?
Tancreds underlige adfærd skulle vise sig at være helt anderledes, end hvad Bella havde troet. Hvad ville hun sige, hvad ville hun gøre når hun fandt ud af sandheden om ham?
Tancred var faldet for Bella i det sekund han kom ind i klassen, og fik øje på hende. Men hvordan skulle han kunne skjule sin anden del af sit liv for hende?
Han ville umådeligt gerne fortælle hende sandheden, men hun ville aldrig tro på ham.
Han måtte forklare Bella sandheden, inden hun selv fandt ud af det.
At han var en varulv.
Jeg har valgt nummer 2 til fantasykonkurrencen.

7Likes
5Kommentarer
853Visninger
AA

6. Kapitel 6

De satte sig ved det bord bagerst, gemt lidt i et hjørne, som de havde siddet ved den dag Bella have hjulpet Tancred med at indhente de andre. 

"Du må altså undskylde at jeg har været så underlig de to gange jeg har kysset dig, men jeg kan forklare."

Den kolde skulder kom igen, hun havde på ingen måde lyst til at tale om det, ikke nu, helst heller ikke senere, men ihvertfald ikke nu.

"Vi skal lave matematik."

Hun åbnede bogen på den rette side, fandt blokken med ternet papir frem, og gav sig til at løse opgaver.

"Men Bella?"

Hun rystede på hovedet, og sagde at hun ikke ville komme bagud, og hvis han blev ved med at snakke måtte hun bede læreren om en anden makker. Tancred tav stille, åbnede sin bog, og gav sig til at lave opgaverne. De snakkede ikke sammen resten af timen, Tancred ville ikke gøre Bella mere ked a det end han kunne mærke hun var, og Bella turde ikke sige noget, af frygt for at han ville høre hendes sårbarhed over hans opførsel. Det havde gjort mere ondt på hende end hun havde villet indrømme, det kunne hun mærke nu. Hun glædede sig allermest til bare at komme hjem, smide sig på sengen, og bare græde til der ikke var flere tårer. Men ikke her, ikke foran Tancred, han skulle ikke vinde ved at se hende tude over hans opførsel. Hun skulle have stolet på sig selv, da hendes tanker sagde at han var som de andre, ligeglad med hende når det kom til sandheden, men istedet valgte hun at lytte til sit hjerte, en fejl hun desværre havde begået for mange gange. Men nu skulle det være slut, hun ville ikke stole på fyrene mere. Ikke med mindre de gav hende en virkelig god grund til det, det kunne man ikke ligefrem sige at Tancred havde gjort indtil nu.

Som de sad der på biblioteket, uden et eneste ord, havde Tancred mest lyst til at fortælle hende sandheden om hvorfor han var løbet væk begge gange, men han kunne ikke få sig selv til det. Det ville skræmme hende fra vid og sans, hvis hun da overhovedet ville tro på det. Men den dag han fortalte hende det, ville han forvandle sig til hans anden identitet, hans dyre side, så hun kunne se at han fortalte hende sandheden. Det var imod familie reglerne at vise et menneske sin forvandling, men Tancred var ligeglad, det havde han også fortalt sin far, familiens hoved ulv. 

Klokken ringede, og Bella havde fri. Hun pakkede hurtigt sine ting sammen, og gik tilbage mod klassen så hun kunne aflevere opgaven inden læreren gik, og for at hente sine ting. Hun var væk inden Tancred overhovedet havde rejst sig for at samle sine ting sammen, han råbte efter hende, men hun løb bare videre. 

Hvordan skal jeg nu få hende til at stole på mig, når hun end ikke vil høre på mig? 

Spurgte Tancred fortvivlet sig selv, ude af stand til at tænke klart. Han måtte snakke med den eneste person på skolen, der kendte Bella næsten ligeså godt som hendes forældre gjorde, hendes bedsteveninde. Hun var Tancreds eneste chance for at kunne bevise sin kærlighed for Bella, og han var helt klar på at hvis han nogensinde fik en chance til, ville han ikke løbe væk på den måde, ikke uden at tage hende med, og vise hende hvorfor. Han var lidt nervøs ved tanken om at skulle fortælle Bella sin dybeste hemmelighed, som faktisk ikke kun var hans, men hele hans families. Den hemmelighed hans familie havde haft i årtier, ingen vidste helt hvorfor, eller hvordan den kom til familien.

Tancred var taget hastigt hjem dagen før, da han og Bella havde været i skoven, fordi han fik en følelse af at der var noget farligt i nærheden, men hvad kunne han ikke sætte finger på. Så han havde rådført sig med sin far, der havde haft den samme fornemmelse. De var sammen taget ud for at finde ud af hvad det var for en fare der lurede, men de fandt intet. Alt var som det skulle, men hvorfor havde de så haft den følelse, som de kun fik når der var fare et sted tæt på? 

Bella gik med hurtige skridt op imod klassen, afleverede sin matematik opgave til læreren, tog sine ting ned i tasken, og begav sig hjem. Ude på gangen mødte hun sin bedste veninde, sammen fugltes de hjem til Bella, hvor veninde skulle overnatte igen. De var dog blevet enige om, at de rent faktisk skulle sove, ikke blot sidde oppe hele natten og snakke. 

"Er du okay? Du ligner en der kunne bryde sammen hvornår det skulle være, er det stadig Tancred?"

Bella nikkede.

"Vi blev sat i samme gruppe her i matematik, han forsøgte at forklare sig, men jeg sagde til ham at jeg ikke ville komme bagud med mine opgaver, og at jeg ville bede læreren om en anden makker, hvis han ikke kunne tie stille. Han sagde ikke noget til mig resten af timen, men han så så sørgmodigt på mig. Jeg fik helt ondt af ham, men jeg vidste at hvis jeg sagde noget, ville han kunne høre hvor trist jeg var over hans opførsel, og høre han det har han vundet. Men det gjorde bare ondt på en eller anden måde, jeg mener, at give ham den kolde skulder, det føltes bare forkert."

Hendes veninde nikkede forstående, og sagde at hvis han skrev til Bella på mobilen, eller på mail eller noget, måtte Bella svarer ham. Høre på hans forklaring, for ellers endte det med at Bella gik neden om og hjem, som hendes veninde så smukt beskrev det.

"Det skal jeg nok."

Da de kom hjem til Bella, gjorde de som de plejede, tjekkede begge deres mails inden de begyndte på lektierne. Lektierne klarede de begge alligevel altid så hurtigt, fordi de var gode til at hjælpe hinanden. Bella åbnede som sædvanligt sin mail, men til hendes overraskelse, havde hun faktisk fået en mail. Hun spurgte sin veninde om det var hende, for der var normalt ikke andre der skrev til hende, men det var det ikke. Hun trykkede langsomt på åben mail, lidt nervøs for at det var Tancred der skrev for at sige farvel. Men hendes bekymring havde været unødig, for det var slet ikke fra Tancred. Der stod ikke hvem det var fra, og mailen stod der ikke, der stod blot anonym. Hun kaldte på sin veninde, og sammen læste de den meget underlige mail. 

Efter nogle anonyme kilder, har jeg hørt at de, frøken Bella, kender Tancred? Jeg skriver denne mail blot for at advare dem imod ham, han er ikke som han udgiver sig for at være, han er yderst farlig, og de burde ikke omgås ham.

De så undrende på hinanden, ingen af dem forstod hvad dette skulle betyde. Tancred, farlig? Nej det troede de nu alligevel ikke på, godt nok havde han opført sig underligt, men farlig, det var de sikre på han ikke var. Han var jo blot som alle andre ganske normale fyre bortset fra at han så umådeligt bedre ud end de fleste, hvilket var ret underligt, for ingen havde nogensinde set så smuk en ung mand. Selv Bellas plejemor havde kigget en ekstra gang efter ham i vinduet, havde hun rødmende indrømmet for Bella. 

"Jeg tror du må snakke med Tancred allerede i aften, for at høre om han kender nogle der kunne finde på at skrive sådan." 

Sagde Bellas veninde, Bella nikkede, men sagde at det sikkert bare var en af drengene fra skolen der lavede fis, fordi der nu var en anden der fik alle pigernes opmærksomhed. Men alligevel skrev hun en mail til Tancred om, at hun gerne ville mødes med ham om aftenen, fordi der var noget hun måtte have klarhed på. De var næsten overbevist om at han havde kunne mærke at han ville få en mail fra dem, eller i det mindste sad og ventede på en mail fra Bella, for så hurtig var ingen til at svarer.

Hvad tid vil du mødes? 

Bella skrev at hun skulle spise om en halv times tid, så derefter.

Det er fint med mig, men må jeg forklare mig? 

Det var tydeligt at han var ked af det, så Bella svarede at hun var klar til at høre hans forklaring, men at hun ikke kunne love at tro på den.

Det er i orden, så længe du bare vil høre på mig.

Bella slukkede sin computer, da de havde aftalt at mødes udenfor hendes hus senere på aftenen.

"Kom, lad os få lavet lektierne inden maden."

Hendes veninde nikkede, de havde printet den underlige mail ud, så Bella kunne vise den til Tancred, så han ikke troede at hun var vanvittig. Lektierne var nemme, og var lavet på ti minutter, da de begge havde nået det meste i skoletiden. 

Bellas plejemor kaldte, og spurgte om pigerne ikke ville dække bord. Begge svarede i kor at det ville de ihvertfald, alle Bellas veninder elskede hendes plejeforældre, næsten lige så højt som hun selv gjorde.

Efter maden, satte pigerne sig op på Bellas værelse, og ventede på Tancred. Bella havde sagt til sin veninde at hun ikke behøvede tage med, hun var sikker på at det var bedst hvis hun selv tog afsted. Måske han så ville fortælle lidt mere, hun vidste det ikke, men hun håbede inderligt at hans forklaring var god. 

En time efter de havde spist, bankede det på nede i gangen. Kort efter råbte Bellas plejemor at det var til hende, hun gik nervøst ned af trappen. Hvorfor skulle fyre også være så komplicerede? Hun havde den udprintede mail med sig i lommen, tog sin jakke og fulgte med Tancred. 

"Kan vi ikke bare nøjes med at gå rundt her omkring?"

Spurgte hun da han, som en ægte gentleman, åbnede døren i passager siden. Han nikkede, lukkede den igen og låste bilen. 

"Du må virkelig undskylde Bella, for at jeg har opført mig som jeg har. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, for at få dig til at tro på mig."

Hun rystede på hovedet, og sagde at det vidste hun ærlig talt heller ikke. Uden at tænke over det, sagde hun hvor skuffet og ked af det hun var blevet, fordi han hurtigt skulle væk, de to gange han indtil nu havde kysset hende.

"Jeg forstår dig godt, jeg ville nok have det på samme måde. Men der var problemer derhjemme, som jeg måtte hjælpe mig med at tage mig af."

Hun så undrende på ham, og spurgte hvilke problemer der var derhjemme, siden han pludselig fik travlt, to dage i træk. 

"Det, det kan jeg ikke sige til dig, ikke endnu."

Han så ned i jorden, velvidende om at Bella fik tårer i øjnene. Hun måtte stadig tro at det var fordi han bakkede ud, og hvem kunne bebrejde hende det? Når han nu ikke kunne fortælle sandheden? Men sandheden var for barsk for hende lige nu, det var ikke noget han bare kunne bruse ud med. 

"Fint, jeg skal bare spørge dig om det her, så ser du mig ikke mere, andet end på skolen."

Hendes stemme var grødet, og det smertede Tancred på en måde, intet nogensinde havde smertet ham før. Han følte at hans hjerte var ved at blive revet ud af kroppen, fordi hans Bella var ked af det, på grund af et fjols som ham. 

Bella rakte papiret frem og viste Tancred det, ventede på svar, men mødte kun en forbløffet, nærmest skræmt Tancred. 

"Nåh? Ved du hvad det er for noget?"

Tancred rystede på hovedet, tog fat i hendes arm, og trak hende med tilbage mod huset.

"Nu gør du det igen, hvorfor siger du ikke bare at du ikke kan lide mig? I stedet for at gøre det hele så meget værre?"

Men han svarede hende ikke, han trak hende bare med sig hen imod bilen, skubbede hende forsigtigt ind, smed selen på hende, og satte sig bag rettet. Han bakkede hastigt ud af indkørslen, og ud af landevejen. Bella blev bange, det kunne han mærke. Hun troede sikkert at det der stod i mailen var sandt, og at han var blevet vred over at nogen havde fortalt det til hende.

"Du skal ikke være bange Bella, vi bliver bare nød til at vise den mail til min far."

Hun så undrende på ham, han smilede det smil der gjorde hende blød i knæene, for at få hende til at slappe bare en lille smule af. Det hjalp, og Tancred lovede, at hjemme hos ham, ville hun få hele sandheden. Der var ikke andet at gøre nu, for nu var det ikke kun Tancred og hans familie der var i fare, Bella var blevet hevet ind i det, uden nogen som helst anelser om hvor farligt det kunne, og ville blive for et ganske normalt menneske som hende. Hvorfor var han også startet på Glovensdale high? Havde han ikke gjort det, havde Bella stadig været i sikkerhed, men så havde han jo heller ikke mødt hende. Hvis bare hun var i sikkerhed, havde det nok været bedst for dem begge, at de aldrig havde mødtes. Men det havde de altså, og nu var hun i fare på grund af ham. 

"Skriv til din veninde at hun skal forklare dine forældre at i sover hjemme hos hende, men at du i virkeligheden sover hjemme hos mig."

Bella så skræmt, og undrende på Tancred, som forklarede at hun blev nød til at stole på ham. Hun nikkede langsomt og skrev som han havde sagt, veninden svarede hurtigt, og sagde at det skulle hun nok. Hun skrev endda at hun ville pakke noget tøj for Bella, så de ikke blev mistænksomme, og at hun måtte forklare det hele i skolen om mandagen.

"Hvor længe skal jeg sove hos min veninde?"

Spurgte hun, hvis hun skulle sove hos Tancred i flere dage, måtte hendes veninde være med på at dække hende. Tancred sagde at et ihvertfald blev hele weekenden, hvis ikke længere. 

"Hvad er det der sker? Hvorfor skal jeg lyve for mine plejeforældre, dem som altid har været der for mig, siden de adopterede mig?"

"Bella, du får forklaringen så snart min far har set på den mail, det er bare sikrest for dig, dine venner og din familie, at du ikke kommer hjem, eller i nærheden af dem."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...