The hidden life

Den smukke unge Tancred startede i Bellas klasse, han var ikke til at tage øjnene fra. Aldrig havde Bella set noget så smukt, men han opførte sig også en anelse underligt. Måske det var det Bella faldt så meget for? Hans brune øjne var vidunderlige, hans smil fik hendes knæ til at skælve. Men hvordan kunne det være muligt, når han først lige var startet i klassen. Man kunne vel ikke forelske sig i et andet menneske så hurtigt, kunne man?
Tancreds underlige adfærd skulle vise sig at være helt anderledes, end hvad Bella havde troet. Hvad ville hun sige, hvad ville hun gøre når hun fandt ud af sandheden om ham?
Tancred var faldet for Bella i det sekund han kom ind i klassen, og fik øje på hende. Men hvordan skulle han kunne skjule sin anden del af sit liv for hende?
Han ville umådeligt gerne fortælle hende sandheden, men hun ville aldrig tro på ham.
Han måtte forklare Bella sandheden, inden hun selv fandt ud af det.
At han var en varulv.
Jeg har valgt nummer 2 til fantasykonkurrencen.

7Likes
5Kommentarer
807Visninger
AA

4. Kapitel 4

Skoledagen var gået hurtigt, mest fordi de det meste af dagen skulle arbejde på det projekt de havde, i historie. Bella elskede tirsdagen, for hun havde kun en times tysk, så en times dansk, og tre timers historie, så havde hun fri. Hendes veninde skulle have haft matematik, men i dette tilfælde, sagde hun at der var behov for hende anden steds, så måtte matematikken klare sig uden hende. 

"Jeg har tænkt på nogle forskellige ting, jeg kender jo dit skab ud og ind."

Bella rystede på hovedet og sagde, at hun jo lige skulle huske på, at det kun var en café og en enkelt milkshake. At det hverken var galla, eller en ordenlig date.

"Bella, når en fyr spørger dig om du vil noget, om det så er en lille gåtur langs stranden eller i skoven, så er det en date!"

Igen ville Bella ikke tage kampen op, for hun vidste at hun alligevel ville tabe. Men det gjorde nu heller ikke noget, hun kunne godt lide tanken om at det var en date. Hun havde været på en enkelt date før, men det var med et fjols, der troede han var mere værd end alle de andre, så den havde ikke ligefrem været succesfuld. Men det var hun sikker på at daten med Tancred ville blive. De havde aftalt at han hentede hende hjemme hos hende selv, så de kunne følges ad til caféen. 

Hendes veninde fandt forskellige sæt frem, så Bella kunne prøve. Et par af sættene prøvede hun ikke engang, de passede sig bare ikke til en ganske almindelig milkshake. Til sidst fandt de frem til det perfekte sæt, et par shorts og en rød top der begge sad tæt ind til kroppen. Håret blev sat i en høj hestehale, og makeuppen blev på et minimalt niveau efter Bellas ønske, hun ville ikke virke desperart. Slet ikke overfor Tancred, så ville han med garanti vende sig om og gå. 

De snakkede om alt muligt, da det pludselig bankede forsigtigt på gangdøren. Bella rejste sig, tjekkede sig hurtigt i spejlet og gik ned for at åbne døren. Tancred stod med åben mund, da han så hende. Hun kiggede genert ned i jorden, bange for at det var fordi han ikke brød sig om det. Men da hun skulle til at vende sig om for at skifte tøj, sagde han at hun var smuk. 

"Det var min veninde der tvang mig i det."

Smilede hun, og sagde det så højt at hendes veninde kunne høre det.

"En kvinde skal se godt ud ind i mellem!"

Blev der råbt fra hendes værelse, Bella rystede blot på hovedet, tog en tynd jakke med, og fulgte med Tancred. Han sagde ikke så meget, kiggede blot på hende ud af øjenkrogen. Det var Tancred der viste vej til caféen, hvilket fik Bella til at undre sig en lille smule over, hvor han vidste fra at den lå der.

"Det var en af drengene fra fodbold holdet der fortalte mig det, de sagde at jeg en dag skulle prøve den."

Løj han, men det vidste Bella jo ikke, hun kunne ikke vide at hans lugtesans var tyve gange så god som hendes egen. Hun vidste ikke at han kunne høre hendes hurtige pulsslag, hun vidste ikke at han kunne se længere end normale mennesker, eller at han så utroligt godt i mørket. 

De gik ind af den store café dør, fandt nogle ledige pladser, og bestilte to jordbær milkshakes da tjeneren kom hen for at tage imod bestillingen. De snakkede et stykke tid før deres milkshakes endelig kom, de havde allerede der snakket om alt muligt. Men pludselig så Tancred underligt ud i ansigtet, Bella spurgte hvad der var galt.

"Ikke noget, skal vi ikke gå en tur? vi kan tage milkshakesene med?"

Bella nikkede, hun kunne jo ikke vide at han havde hørt to fyre derinde hviske om at de ville røve kassen deroppe, eller set pistol formen under deres bluser. Men det havde Tancred, og han kunne ikke få Bella væk derfra hurtigt nok. Der måtte ikke ske hende noget, om han så måtte gå til erkendelse med hvad han var, ville han gøre det, bare hun var i sikkerhed. 

Han ville dog allerhelst vente til de havde kendt hinanden længe, før han ville afsløre sin hemmelighed, sit hemmelige liv. Men hvis det var en nødvendighed, ville hun få det at vide med det samme. Han havde kun kendt hende i to dage nu, men hadede allerede at lyve for hende. Det føltes for ham, som hvis de havde været kærester og han bedrog hende med en anden. Noget han aldrig ville gøre, hvis han fik chancen for at være sammen med hende. Han ville ikke spørge hende, om de skulle være rigtigt sammen, som rigtige kærester, og ikke kun som gode venner. Han ville gerne være mere, men han ville heller ikke gøre noget alt for tidligt, det kunne skræmme hende væk, og var der noget han ikke ønskede, var det at skræmme hende væk fra sig. Hvis det stod til ham, ville han være sammen med hende hvert sekund af dagen. 

Ingen vidste at han i aftes havde stået bagerst i haven, og så op mod hendes vindue. I håbet om at få et lille glimt af hende, men også fordi han ville sikre sig, at der ikke kom uindbudte gæster, såsom tyve eller andet, ind til hende. Han havde en enorm beskyttertrang overfor hende allerede, han ville hellere dø, end at der skete hende noget.

De gik ned af byens lange smalle gader, folk stirrede ondskabsfuldt på dem, til trods for at det var alle andre der gik ind i dem, og ikke omvendt. Nogle kom med spydige bemærkninger, men hverken Tancred eller Bella tog sig noget af det. Alligevel synes Bella at kunne skimte en svag vrede hos Tancred, hver gang nogen sagde noget uforskammet til hende, men hun var ikke helt sikker. Hvorfor skulle han dog også blive vred over det? Bella var jo ligeglad, hun lyttede knapt nok til hvad de sagde. Hun havde mere travlt med at trække vejret normalt, og slappe af. Nu sad hun ikke på den anden side af bordet, hvor Tancred ikke kunne kysse hende. Det ville han forhåbenligt ikke gøre foran en masse mennesker der vidste hvem Bella var, hvis han gjorde og de så det, ville de spørge hende hvem ham hun havde kysset med nede på caféen var, om det var hendes kæreste, og så ville hun få en masse spørgsmål hun helst ikke ville have. Ikke fordi hun skammede sig over at blive set med Tancred, men mere fordi hun jo ikke selv vidste hvad der var i mellem dem, altså udover at de bege allerede var forelsket i hinanden. 

De nåede nu til en smuk skov, træerne havde de smukkeste nuancer, forskelligt grønne nuancer, der hver især prægede træerne med en inderlig skønhed. Som de gik der, slappede hun mere og mere af. Hun så mere på naturen, inden hun tænkte på at hun gik der sammen med Tancred, alene. Hun nød fuglenes kvidren, deres vidunderlige sang, og lo stille da et rådyr hoppede over skov stien med sin lille unge bag sig. Hun havde altid elsket dyr, og de elskede hende. Hendes drøm var at blive dyrlæge, så hun kunne hjælpe små, store og mellemstore dyr der var kommet til skade, eller var blevet syge. Hun ville gøre en forskel, forsøge at gøre verden til et bedre sted for dyr. Hun vidste ikke at hun allerede havde gjort verden bedre for et dyr, et meget usædvanligt dyr, som hun endnu ikke kendte til. Som ingen normale mennesker kendte til. 

Tancred stoppede op, pegede på en smuk lille bakketop, der blev belyst af solens varme stråler, igennem trækronerne, spurgte om de ikke skulle sætte sig der? Bella nikkede, kiggede stadig rundt omkring i skoven, da Tancred langsomt og stille lagde sin hånd i hendes. Hun stivnede et kort øjeblik, turde ikke se hen på ham. Forsøgte at lade som ingenting, hun vidste jo stadig ikke, at han tydeligt kunne høre hendes hurtige hjertebanken. Hun lod som om hun ikke havde lagt mærke til det, og kiggede ind mellem træerne, for at skjule sin rødmen. Tancred tog ikke hånden til sig, for selvom han kunne høre hendes urolige hjertebanken, kunne han også føle at hun kunne lide det. Dyr kan lugte om deres partner er utryg, eller inderst inde gerne vil være i nærheden. Det var dette Tancred kunne lugte nu, han kunne lugte at hun virkelig holdt af ham. Det varmede ham dybt ind i hans twistede hjerte, han smilte stille for sig da de satte sig ned på den lille bakketop, mellem de mange smukke træer. 

Som det dyr Tancred havde i sig, som det dyr Tancred var, elskede han naturen højere end noget andet, eller sådan havde det været indtil han mødte Bella. Nu var det hende han elskede højere end noget andet, det var hende han vidste han var bestemt for, og hun for ham. Men en ting skræmte ham, han vidste, at hvis de blev gift og skulle stifte familie, ville han kunne videre føre arven til deres børn, en arv han ikke selv havde ønsket, men havde fået. En arv han ikke ønskede at belemre et lille barn med, en arv han hadede mere end noget andet. Fordi han måtte skjule den for Bella, ingen måtte kende til den, ingen andre end dem der selv bar den.

Efter første dag på skolen, havde han sagt til sin far, at han en dag ville fortælle Bella sandheden, at han ikke ville skjule noget for hende. Hans far havde nikket, og sagt at han kun måtte gøre det hvis Tancred var sikker på at det var for hende han var skabt, og hvis han var sikker på at hun aldrig ville fortælle det til nogen. Han havde selv fortalt sin kone det i sin tid, hun havde været skrækslagen i starten, men vendte så tilbage, og sagde at hun ikke kunne modsige sit hjerte, og det hun følte for ham.

Tancred havde forsikret sin far, at Bella var den han var skabt for, han kunne mærke det helt ind til margen. Og til trods for at han kun havde kendt hende i en enkelt dag, var han sikker på at hun ville kunne holde på familiens hemmelighed

Det eneste han var bange for, var at hun ikke ville turde at være sammen med ham, netop på grund af den ulidelige arv han bar i sine gener. Han vidste at hun ikke ville fortælle den til nogen, helle ikke selvom hun ikke ville kunne få sig selv til at være sammen med ham. Han var bange for at hun ville forsøge at undgå ham, at hun ikke turde snakke med ham, eller se på ham, som hun hidtil havde gjort.

Han vendte blikket mod hende, hun så stadig væk fra ham, men han kunne høre at hendes hjerte var begyndt at slå mere normalt end før, hun var begyndt at slappe af igen. Hun følte sig tryg.

Men ville du mon også det hvis du kendte min hemmelighed? 

Tænkte han for sig selv, imens han så på hendes vidunderlige skikkelse. Hun var smuk, aldrig havde han set så smuk en pige, han havde ellers set mange, men ingen af dem kunne måle sig med hende, ikke engang tæt på. Han kunne føle på hende at hun havde haft det svært, med henblik på fyre, at det var derfor hun var så nervøs for at være alene med ham, fordi hun sikkert var bange for at han var lige som alle de andre, bare vædede om hende. Men han ville aldrig blive som de andre drenge, på mange punkter ville han heller ikke, men på ligeså mange punkter, ønskede han at han var ganske normal. At han var som alle andre drenge på atten, at han ikke have den åndsvage arv i sig, der gjorde hans liv til et helvede, hver gang månen var fuld. Han måtte sørge for at Bella ikke var i nærheden af ham ved fuldmånen, det kunne ende galt, og han ville aldrig tilgive sig selv hvis han gjorde skade på hende.

Ham og hans far plejede at låse sig inde i huset når månen var fuld, for at være sikker på at de ikke gjorde skade på nogen. De gjorde aldrig skade på gode mennesker, kun på dem der gjorde andre ondt, men gjorde de det, ville de blive opdaget hurtigt. Og blev de først opdaget, ville de blive sendt steder hen, så forskere kunne forske på dem, bruge dem til eksperimenter og en masse andre ting, de ville ikke kunne få et normalt liv. En af grundene til at det skulle holdes hemmeligt for andre end familie medlemmer, var, at hvis et normalt menneske kendte til deres hemmelighed, og hjalp dem på nogen måde, kunne det resultere i katastrofale følger. Tancred og andre folk med samme arv som han, havde fjender, men de havde heldigvis ikke støt på nogen længe, så måske de var uddøde? 

Han så på Bella, med drømmende øjne. Han havde lyst til at kysse hende igen, men denne gang ville han ikke løbe væk. Dagen før havde han gjort det, fordi han måtte fortælle sin far, at han havde fundet Bella, og at han ikke ville holde sandheden skjult for hende for længe, ligesom for at få sin fars godkendelse. Nu havde han fået den, så han havde ikke noget at frygte. Ikke hvad han vidste af ihvertfald, men ikke langt fra byen lurede en endnu ukendt fare, en af fjenderne. Men det ville han ikke finde ud af endnu.

Hans far havde i sine unge dage dræbt en fjende og de fleste fra familien, men ikke alle. Det var de få der var tilbage, der havde svoret at tage hævn, en hævn der ville vise sig som et blodbad. Et blodbad der ville kræve sine ofre, et blodbad der ville ende med den ene af slægternes død, men hvilken slægt der døde, finder vi ud af senere. 

Som han sad der, og så på Bella, rykkede han sig forsigtigt nærmere. Han måtte kysse hende igen, denne gang langt og romantisk. Han måtte vise hende at følelserne for hende var ægte, at han i sandhed elskede hende allerede. Men hvordan skulle han kunne vise alle sine følelser i et enkelt kys? Hvad nu hvis hun trak sig tilbage, og gik sin vej? Han var nervøs, men kunne ikke holde sig tilbage, det var vigtigt for ham at få frem, hvad han følte for hende.

Det måtte bære eller briste, sådan havde kærligheden altid været, og sådan ville den forblive. Ikke altid fantastisk som mange gav udtryk for, men det var sådan den var, en af de mange ting man ikke selv var herre over, og ikke selv kunne bestemme hvordan skulle foregå, til trods for at det ville være meget nemmere for alle parter. Men på den anden side, ville det så ikke være for nemt, uinterssant og kedeligt, hvis man bare kunne få den man pegede på? Skulle der ikke være en smule hvor man måtte vise sit værd for at imponere? 

Tancred rykkede stadig tættere og tættere på Bella, der nu kiggede genert på ham. Igen hørte han hendes hjertebanken stige i hastighed, han smilede det smil han vidste der fik hende til at ryste over hele kroppen, imens han nærmede sig med sine læber. Nærmere og nærmere kom han hendes smukke, røde læber. Det så ikke ud til at hun havde tænkt sig at trække sig væk, til trods for hendes hurtige puls, hendes hurtige vejrtrækning, og nervøse ansigtsudtryk. Han måtte ikke bare vise sin kærlighed for hende, han måtte bevise at han var hendes kærlighed værd. Han vidste jo at hun havde haft uheldige episoder med andre unge mænd, så det ville ikke blive nemt at vinde hendes tillid, men han ville ikke give op. Uanset hvor længe han måtte kæmpe for hendes kærlighed, ville han gøre det. Han var skabt for hende, og hun for ham. De var soulmates, de var ment to be for hianden. Det var skæbnens tanke at de skulle finde hinanden, det var Tancred sikker på. 

Hans læber ramte omsider hendes, i et langt og lidenskabeligt kys. Bella trak sig ikke væk, men gengældte kysset, med lige så megen ihærdighed som Tancred selv. De kyssede længe, men blev afbrudt af et genert rådyr, der langsomt traskede forbi, usikker på om de to mennesker ville den noget ondt. Bella og Tancred smilede bredt, og så efter den lille fyr, til den forsvandt bag en busk. 

Pludselig rejste Tancred sig hastigt, og sagde til Bella at de måtte væk derfra, og det i en fart. Bella så undrende på ham, men lod sig trække med ud af skoven, mod Tancreds jeep. I bilen spurgte hun om hvad der skete, men Tancred var for oprevet til at kunne svare hende. Han satte hende hurtigt af, takkede for dagen, og kørte hastigt videre. Bella stod tilbage i gårdspladsen, og kiggede efter ham længe. Uforstående over hvad det var der lige var sket, de havde jo haft en vidunderlig dag, til trods for at han havde virket lidt distraheret på caféen. Og igen i skoven. Hun gik med langsomme, undrende skridt hen imod gang døren, der stod piv åben, med veninden stående i dør åbningen. 

"Hvad skete der?"

Bella rystede på hovedet og svarede ærligt, at hun ikke vidste det. Hun kiggede endnu engang over skulderen, men Tancreds jeep var kørt ud af syne for længe siden. Hvorfor var han pludselig så underlig? Var det blot fordi at han alligevel var som de andre, der ligeså snart de havde fået et kys, droppede hende igen, fordi de havde vundet et væddemål? Eller hvad skete der? Hun vidste det ikke, og snakkede med sin veninde om hvordan dagen ellers havde været, imens hun sad i badekarret, med sæbebobler op til ørene. Måske skulle hun alligevel have stolet på sig selv, da hendes tanker sagde at han sikkert var som alle andre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...