The hidden life

Den smukke unge Tancred startede i Bellas klasse, han var ikke til at tage øjnene fra. Aldrig havde Bella set noget så smukt, men han opførte sig også en anelse underligt. Måske det var det Bella faldt så meget for? Hans brune øjne var vidunderlige, hans smil fik hendes knæ til at skælve. Men hvordan kunne det være muligt, når han først lige var startet i klassen. Man kunne vel ikke forelske sig i et andet menneske så hurtigt, kunne man?
Tancreds underlige adfærd skulle vise sig at være helt anderledes, end hvad Bella havde troet. Hvad ville hun sige, hvad ville hun gøre når hun fandt ud af sandheden om ham?
Tancred var faldet for Bella i det sekund han kom ind i klassen, og fik øje på hende. Men hvordan skulle han kunne skjule sin anden del af sit liv for hende?
Han ville umådeligt gerne fortælle hende sandheden, men hun ville aldrig tro på ham.
Han måtte forklare Bella sandheden, inden hun selv fandt ud af det.
At han var en varulv.
Jeg har valgt nummer 2 til fantasykonkurrencen.

7Likes
5Kommentarer
832Visninger
AA

2. Kapitel 2

Skoledagen gik, og det var tid til lektie daten med Tancred. Jeg var en smule spændt, men ikke nervøs som jeg havde været tidligere på dagen. Havde Tancred ville noget med mig, andet end venskab, havde han nok allerede vist tegn. Og efter hvad jeg huskede, havde han ikke vist tegn på noget, såsom at prøve at kysse mig, eller andet. Så der var ingenting at være nervøs for, desuden, hvad kunne han gøre mig? Han var som alle andre drenge, han ville lige meget hvad have det hele i munden. 

Bella gik ned langs gangene mod biblioteket, de havde aftalt at mødes dernede, men hvorhenne på selv biblioteket han sad, vidste hun ikke. Hun skubbede den store dør op, kiggede rundt for at finde Tancred, hun behøvede dog ikke lede længe efter ham. For han stod ikke langt fra ekspedienten og ventede på hende, igen med det brede smil om munden, der gjorde hende svag i knæene. Hvilket hun stadig syntes var dybt latterligt, eftersom de først havde mødtes for første gang samme dag. Så hurtigt kunne ingen falde for en anden person, hun troede på ingen måde på kærlighed ved første blik. Men uden at hun endnu vidste det, var det netop det der var sket for hende. Hun havde fundet sin helt store kærlighed, ved bare et enkelt blik, inden hun overhovedet nåede at tale med ham, eller lære ham at kende. Det var en ting hun snart ville finde ud af, ikke kun tilhørte i kærligheds romaner, men at det faktisk nu også tilhørte hendes ellers så kedelige, og ensformige liv.

Hun gik hen imod ham, forsøgte at smile naturligt, men som hun ikke havde kunne gøre, siden hun så ham træde ind i klasseværelset til den første time, den dag. I nærheden af ham, føltes alt som om det kun var ham der var naturlig, at alle andre bare var der. 

Slap af, træk vejret, som du har sagt til dig selv hele dagen, er han bare en ganske normal fyr, der tilfældigvis ser en del bedre ud end alle de andre. Mere er der ikke i det.

Men berolige sig selv, kunne hun ikke. Han tog elegant imod hendes bøger, til trods for at hun ihærdigt forsøgte at sige, at han ikke behøvede, at hun sagtens selv kunne bære dem. Men lytte til hende på det punkt, gjorde han ikke. 

"Hej."

Hun hilste venligt på ham, men ordene lød som en frø, der havde fået noget galt i halsen. Alt gik galt når han var i nærheden, denne gang var det hende der ønskede, at hun blot var den lille frø der sad gemt i et hjørne bagerst i klassen.

"Hej, er du klar? Jeg håber ikke det gør noget, at vi sidder nede bag ved, det er der det er hyggeligst, ihvertfald efter min mening."

Bella nikkede, og sagde at det ikke gjorde noget. Men inderst inde, ville hun dog helst sidde lidt tættere på ekspedienten, den rare gamle dame, der krævede totalt ro. Man kunne jo aldrig være på den helt sikre side, så der skete vel ikke noget ved at sidde bagerst på skolens store bibliotek, med skolens nye lækre fyr, eller gjorde der? Nej, det var jo udelukkende noget hun tænkte i sin fantasi. Eller måske endda håbede på? Nej, det var åndsvagt, hun håbede på ingen måde at han ville prøve at kysse hende, det ville jo være absurd.

"Godt, jeg har allerede gjort klar til os dernede. Jeg fik min mor til at komme forbi med lidt hjemmebag, i tilfælde af at vi skulle blive nødt til at blive her længe."

Igen nikkede Bella bare, hun turde ikke stole på sin stemme. Den havde jo trods alt svigtet hende et par gange i løbet af dagen, sammen med hendes sunde fornuft. Nu måtte hun altså lægge de skøre tanker bag sig, han ville bare have hjælp til at indhente de andre, det var der jo ikke noget galt i.

De nåede langt om længe ned bagerst i biblioteket, og ganske rigtigt, stod et smukt, gammelt rundt bord, fyldt til randen med velduftende, og smukt udseende hjemmebag. Hold da op, plejede fyre altid at gøre så meget ud af det, når de inviterede på en lektie date? Sikkert ikke, men nu var Tancred jo nok heller ikke helt ligesom de andre fyre Bella havde mødt før.

Tancred trak elegant stolen ud for Bella, hun satte sig en anelse genert på den. Nej, han var på ingen måde som alle de andre fyre, han var elegant, hvor de var, ja, ihvertfald ikke elegant. Der var ikke rigtigt ord der kunne beskrive, hvad Bella mente de var. 

Som tidligere på dagen, hvor hun også havde været en hel del nervøs, fik Tancred snakket hende ned på jorden igen. Når han havde fået hende ned på jorden, kunne hun snakke som hun normalt gjorde. Når de snakkede sammen som de gjorde nu, føltes det for Bella som om hun havde kendt Tancred hele sit liv. Men det havde hun jo ikke, hun havde først lige mødt ham, og alt det her var en ret tåbelig idé hun var gået med til, hvad ville hendes venner og veninder ikke tro, helt sikkert ikke at det kun var lektier der skulle laves. Men nu var hun her, så hun kunne vel ligeså godt få det bedste ud af det, ikke fordi det ville blive specielt svært i selskab med skolens, nye, flotte, smukke, søde, venlige, skønne fyr. Nej, nu måtte hun altså tænke normalt. Hvad ville han dog ikke sige hvis han på en eller anden måde fandt ud af hvad hun tænkte, og følte om ham? Han ville helt sikkert tro at hun var sindsyg, eller ihvertfald noget der hen ad. 

Eftermiddagen gik, de hyggede sig, Bella fik hjulpet ham godt på vej til at følge med de andre i skolen. Det havde de klaret ret hurtigt, han forstod og lærte ekstremt hurtigt. Faktisk havde hun aldrig mødt en der kunne lære ting så hurtigt, og da slet ikke så svære ting som det de gennemgik på Glovensdale high. 

Resten af tiden havde de bare snakket om selve skolen, hygget sig med at spise hans mors hjemmebag, og bare hygge i det hele taget. De var efterhånden blevet tysset venligt på en hel del gange, af den rare gamle dame der altid sad med et smil på læberne, bag skranken. 

"Gud hvor er klokken blevet mange, jeg må hellere se og komme hjem, inden mine forældre sender bud efter politi."

Bella smilede, men indvendigt var hun trist. Hun havde hygget sig enormt i selskab med Tancred, men selv hun vidste, at gode stunder ikke kan vare ved. Desuden, kunne hun jo heller ikke lide ham som mere end en ven. Måske når hun kendte ham bedre?

"Ja det må du jo nok hellere, vi kan ikke have at de sender politiet efter mig, fordi de tror jeg har kidnappet dig."

Igen smilede Tancred sit drillende, venlige, kærlige og vidunderlige smil, der fik knæene til at ryste under hende. 

"Men, må jeg ikke følge dig hjem?"

Spørgsmålet kom helt bag på Bella, så hun stoppede brat op og stirrede på ham. Overbevist om at hun lignede en guldfisk i hele ansigtet, ikke fordi hun havde noget imod guldfisk, men sådan skulle man bare ikke se ud foran skolens flotteste fyr. 

"Jo, det må du da godt, men tror du at du kan finde hjem til dig selv bagefter? Jeg mener, nu hvor du er ny og alt det?"

Han nikkede, og sagde at det var han ret sikker på. Var det bare Bella, eller lød han ikke ekstremt som om han havde befundet sig i byen mange gange? Glovensdale var ikke ligefrem den største by, men næsten alle havde hørt om den, på grund af Glovensdale high. 

De pakkede tingene sammen, og begav sig hjem mod Bellas hus. Det lå ikke langt fra skolen, så måske Tancred ikke ville få svært ved at finde tilbage dertil, hvis han endelig skulle fare vild. De snakkede igen om alt mellem himmel og jord, blandt andet snakkede de om Tancreds gamle skole, der lød ret interessant i Bellas øre. 

"Din gamle skole lyder perfekt, hvorfor rejste du fra den?"

Hun kiggede lidt på ham ud af øjenkrogen, en anelse nervøs for at han ville finde ud af at hun smug kiggede på ham, og dermed mene at hun måske var en anelse for meget. Det ville hun ikke have skete, for hun kiggede jo fordi hun syntes at han var sød, venlig og en god ven. 

"Fordi min far blev dræbt under et værtshus slagsmål, og efter det, kunne min mor ikke holde ud at bo der mere, så vi flyttede her til."

Bella nikkede forstående, fik tilmed dårlig samvittighed over at have spurgt hende. Det måtte Tancred have lagt mærke til, for han puffede hende stille i siden, og sagde at hun jo ikke kunne gøre for det, hun vidste det jo ikke. Han havde efterhånden vænnet sig til tanken om at hans far ikke kom tilbage mere, selvom det stadig gjorde en hel del ondt. Bella vidste hvordan det var, hun havde mistet begge sine forældre, da hun var fjorten, så derfor kom hun i en plejefamilie, den familie hun stadig boede i. Med de forældre hun betragtede som sine rigtige forældre, hendes forældre var blevet dræbt  et trafik uheld, begge døde på stedet. Heldigvis for Bella, var hun ikke selv med, selvom hun tit havde ønsket at hun havde været i bilen med dem. Men nu hvor hun havde mødt Tancred, var hun taknemmelig for stadig at leve, for ellers havde hun aldrig set skønheden selv. 

Nej, han var en ven. Ikke andet, ikke nu og helt sikkert heller ikke senere, når de engang havde lært hinanden bedre at kende. Selvom hun måtte indrømme for sig selv, at hun ikke mente de kunne lære hinanden bedre at kende, end de allerede gjorde. For selvom de først havde set hinanden for første gang samme dag, følte hun allerede at de kendte hinanden så meget som de kunne. De havde jo snakket om alt, de havde fortalt en masse om dem selv. Personligt kunne Bella ikke fortælle mere om sig selv, hun havde fortalt alt hvad der var at vide om hende. Hun kunne jo ikke ligefrem sige at Tancred havde sagt det hele, for det vidste hun jo ikke om han havde, det kunne hun ikke vide, ikke medmindre hun spurgte ham, og det ville hun ikke. Det ville være alt for underligt, hun ville jo tage sig ud for den gode side i hans nærvær. Han måtte af alle mennesker ikke synes at hun var tosset eller skør, men hvorfor han var den eneste der ikke måtte have det på den måde med hende, vidste hun ikke. Ikke endnu.

"Det er så her jeg bor, tak for idag Tancred, det har været rigtig hyggeligt."

I mine øjne var det en lektie date, selvom han ikke selv havde sagt at det var det, det var. Han havde jo bare spurgt om de skulle lave lektier sammen, om hun ville hjælpe ham med at indhente de andre. Det var vel en lektie date, men hun ville ikke sige at det var, i tilfælde af at han ikke mente det var. Pinlig gøre sig selv foran Tancred, stod aller nederst på Bellas liste, så langt nede at det skulle skrives med så små bogstaver at kun en myre ville kunne læse det. Men igen vidste hun ikke hvorfor hun havde det på den måde overfor Tancred, men det ville hun snart finde ud af.

"Wow, jeg har tror aldrig jeg har set så smukt et hus."

Bella nikkede smilende, det var der mange der sagde om hendes plejeforældres hus, og hun kunne ikke være mere enig. Hun havde altid ment at deres hus var som et slot, det gjorde hun stadig, hun følte sig som en prinsesse, der blot nød tilværelsen og ikke havde de fjerneste skrupler. Hendes plejeforældre kunne ikke selv få børn, så de havde snakket en del om at adoptere et barn. Da de hørte om Bellas historie, havde de ikke brug for at tænke, de var sikre med det samme, allerede inden de overhovedet havde set hende, de måtte have hende med hjem og give hende al deres kærlighed. Kærlighed havde Bella på ingen måde manglet i den tid hun havde boet hos dem, penge manglede de heller ikke, så var er noget Bella gerne ville have, fik hun det. De havde villet adoptere en der var yngre end Bella også, men da de havde lært Bella at kende, ville de kun have hende, de ville have hende som enebarn så de kunne forkæle hende endnu mere. Forkælet det var hun helt bestemt, men hun var alligevel blevet opdraget til at det ikke steg hende over hovedet.

"Tak, men jeg må hellere gå ind, ellers får jeg nok bare ballade."

Sagde hun smilende, men hun vidste udemærket godt, at hun på ingen måde ville få ballade, slet ikke når hun fortalte hvem og hvorfor hun havde været sammen med. 

Bella sagde farvel, og vendte sig om for at gå, men idet hun tog et skridt, tog Tancred blidt fat i hendes arm, og vendte hendes ansigt mod sit igen. Hun så undrende på ham, men kun i kort tid. For Tancred pressede hurtigt og forsigtigt sine læber mod hendes, i et kys, der fik benene til at forsvinde under hende. Eller det følte hun ihvertfald at de gjorde. 

Hun nåede end ikke at sige noget, før han var væk igen. Han var forsvundet som ud af den blå luft, havde ladt hende stå uforstående tilbage. Men med den dejligste følelse i kroppen, en pige eller kvinde nogensinde kunne drømme om. Da hun gik ind i gangen for at stile skoene pænt, og hænge jakken op, kunne hun stadig mærke hans bløde læber mod sine. Det kriblede både i hendes læber og mave, hun følte sig svimmel. Svimmel på kærlighed. Nu vidste hun hvorfor hun ikke måtte se ud som en tåbe overfor ham, nu troede hun fuldt og fast på ordsproget kærlighed ved første blik, for det var det der var sket for hende. Hun havde set ham træde ind af døren til værelset, og uden at vide det, var hun allerede der, i samme sekund, faldet ubeskriveligt for ham. Hun følte at hun var på dybt vand uden ham lige nu, og måtte derfor sætte sig ned et stykke tid, på den lille skammel der stod i gangen. Han havde kysset hende, skolens nye, flotte og fantastiske fyr, havde kysset hende, Bella Olsen. Ikke en af de der cheerleader piger fra skolen, ikke mode snoberne, men hende. Hun kunne ikke lade være med at smile, med lukkede øjne, og gense øjeblikket hvor hans læber ramte hendes. Igen og igen så hun det for sig, og sådan fandt hendes plejeforældre hende. Siddende på den lille skammel i gangen, med det bredeste smil om læberne. 

Bella havde aldrig oplevet rigtig lykke før, men hun var overbevist om at det havde hun nu. Alt sammen takket være en eneste dag, med en eneste, helt igennem speciel fyr. Tancred.

 

________

Tak til dem der allerede har læst "The hidden life", denne historie skal med i fantasy konkurencen, så derfor kan jeg bruge alle de likes og favoritter som jeg kan få. Vel at mærke hvis i kan lide historien :) 

På forhånd tak <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...