The hidden life

Den smukke unge Tancred startede i Bellas klasse, han var ikke til at tage øjnene fra. Aldrig havde Bella set noget så smukt, men han opførte sig også en anelse underligt. Måske det var det Bella faldt så meget for? Hans brune øjne var vidunderlige, hans smil fik hendes knæ til at skælve. Men hvordan kunne det være muligt, når han først lige var startet i klassen. Man kunne vel ikke forelske sig i et andet menneske så hurtigt, kunne man?
Tancreds underlige adfærd skulle vise sig at være helt anderledes, end hvad Bella havde troet. Hvad ville hun sige, hvad ville hun gøre når hun fandt ud af sandheden om ham?
Tancred var faldet for Bella i det sekund han kom ind i klassen, og fik øje på hende. Men hvordan skulle han kunne skjule sin anden del af sit liv for hende?
Han ville umådeligt gerne fortælle hende sandheden, men hun ville aldrig tro på ham.
Han måtte forklare Bella sandheden, inden hun selv fandt ud af det.
At han var en varulv.
Jeg har valgt nummer 2 til fantasykonkurrencen.

7Likes
5Kommentarer
806Visninger
AA

13. Kapitel 13

De stod alle klar, ventede kun på førerulvenes hyl, der skulle fortælle dem at kampen var gået i gang. Alle vidste at der var risiko for at de ikke ville overleve, men ingen af dem havde set Tancreds femårige kusine, iblandt den store mængde ulve. Men hun skulle vise sig og være dem alle nyttig, hvad angik Bella. For hun havde i sinde, at mens de andre kæmpede den blodige kamp mod vampyrerne, ville hun snige sig uset ind på godset, og få Bella ud derfra. Så Tancred kunne kæmpe uden frygt, men hvordan hun kom ind uset, anede hun ikke endnu, det måtte være eller briste, hun vidste hvor meget Bella betød for Tancred, hun og Tancred havde altid haft et meget nært forhold, så derfor pinte det den lille ulvepige, at hendes fætter havde hjertekvaler.

Tancred og hans gruppe buldrede frem mod godset, og blev straks mødt af en folk vrede vampyrer. De hamrede ind i hinanden, lyden af smækkende kæber var ulidelig. Her og der hørtes der knusende lyde, ulvene havde ikke tid til at se om det var en af deres egne, det måtte de vente med at se til kampen var forbi. Tancred styrede mod den unge vampyr han efterhånden kendte så godt, han havde i sinde at slå den forræderiske slange ihjel. Ingen skulle gøre hans Bella noget, uden at bøde for det. Han kæber lukkede sig hårdt sammen om vampyrens ene arm, vampyren skreg da armen brutalt blev flået af.

"Det må være min gode ven Tancred, det skal blive mig en fornøjelse at dræbe dig foran din elskede."

Tancred så op over sig, Bella stod med rædselsslagne øjne, og så på ham med tårer i øjnene.

"Dør jeg selv, står der en vampyr hos hende, klar til at slå hende ihjel uden tøven."

Tancred havde begået en fejl ved at se op mod Bella, vampyren fik fat i hans nakke, og kastede ham gennem luften, så han med et brag ramte muren. Det kvaste uhyggeligt ved Tancreds ene bagben, men han gav ikke op. Han måtte kæmpe for sin Bella. Han hylede, og fortalte ulvene der var tættest på ham, at de måtte skynde sig ind i slottet og få Bella ud derfra. Et kort bjæf kom som svar, Tancred fandt hurtigt ud af, at det var hans femårige kusine der var i færd med at sætte livet på spil.

"Følg efter hende, jeg skal nok klare mig, der kommer nogen fra den anden side om kort tid og hjælper mig, der må ikke ske noget med min kusine, eller Bella!"

Igen en fejl fra Tancreds side, han var uopmærksom på sin fjende. Denne gang kostede det ham dyrt. Tre vampyrer var henne ved ham, hurtigere end lynet selv. De havde omringet ham, han kunne ikke flygte. Han måtte kæmpe sig igennem dem, hvis han skulle have en lille chance for at overleve kampen. Selvom han udmærket vidste, at hans to fejl, havde kostet ham meget dyrt.

Han sprang mod dem alle på en gang, hørte Bellas skrig. Hun vidste ligeså vel som han selv, at dette ville han med stor sandsynlighed ikke overleve. Han bed sig fat i den unge vampyr, ham ville han have æren af at dræbe, inden han selv blev dræbt. Med et ryk, fik han revet vampyrens hoved af, så den livløse krop nu lå tilbage på jorden. De to andre var straks over ham, bed ham, kavste hans ben, et efter et. Så han var svag, de var så optaget af at kvase Tancred, at de ikke lagde mærke til de tyve ulve, der nærmede sig dem hastigt. En vampyr havde nu fat om Tancreds hals, men blev brutalt hevet væk, så pludseligt at han ingen chance havde for at kunne forsvare sig selv. Vampyren fløj gennem luften, med tre ulve over sig. Et hurtigt bid, og vampyren var død.

Den tredje vampyr var forberedt på sin død, men hamrede hurtigt og hårdt hånden mod Tancreds brystkasse, så man tydeligt kunne høre ribenene knække. To sekunder efter var vampyren død, men han havde forårsaget store skader på Tancred, der nu lå og gispede efter vejret på den kolde jord.

Rundt omkring godset, var der nu blevet stille. Vampyrerne var besejret, men kampen havde krævet sine ofre. Mindst syv ulve var dræbt, deriblandt Tancreds sure fætter, der ikke ønskede at hjælpe menneskene, måske fordi han endnu ikke selv havde fundet sin eneste ene, og nu aldrig ville komme til det.

Tancreds far havde hørt sin søns smerteskrig, og havde hurtigt taget livet af den vampyr han var i færd med at udkæmpe. Han galoperede mod sin søn, der nu lå livløs på kroppen. Inde fra godset, kom Bella, Tancreds lille kusine, og en af de to unge mænd der var løbet ind for at hjælpe kusinen. Den anden havde mistet livet, i færd med at redde Tancreds Bella.

Bella satte sig grædende ved siden af Tancred, hviskede i hans øre at han måtte vågne. To af Tancreds fætre, skubbede blidt Bella væk, for at kunne bære ham væk derfra, så han kunne få den fornødne hjælp. På kort tid, havde de fået ham til sygehuset, med den undskyldning, at de havde fundet ham i vejkanten, smadret godt og grundigt, men at de ikke vidste hvad der var sket ham.

I mellemtiden, ryttede resten af familien op på godset, brændte vampyrenes lig, og begravede deres egne slægtninge på kampmarken. En mor havde fundet sin kun sekstenårige søns lig, liggende på godsets kolde gulv. Det var ham der var løbet Bella og kusinen til undsætning, det var ham der havde taget det hele fra den vrede vampyrs angreb, det var ham der havde redet Bella. Den fætter, der ellers ikke ville redde mennesker, ham der var så ligeglad med dem, havde reddet Bella og sin kusine, for selv at dø.

 

Der var nu gået uger efter den voldsomme blodkamp mellem vampyrerne og ulvene, Tancred var langsomt under bedring. Lægerne forsøgte stadig at finde ud af hvad der var sket med ham, men han fortalte dem at han ikke kunne huske det fjerneste. Bella så til ham hver dag på sygehuset, hendes plejeforældre, og resten af byen, og nabobyen, kendte ikke til den voldsomme kamp der havde fundet sted. De havde bare fået at vide, at de mennesker der havde boet på godset, var rejst uden deres ting. Men ingen vidste hvorfor, det var nok også det bedste for dem. For et liv i frygt, gør folk sindsyge.

 

Tancred var nu kommet sig helt igen, det havde taget ham mange måneder, men nu kunne han komme hjem til sin far igen. Han og Bella fik et vidunderligt liv sammen, til den dag Tancred døde af alderdom. Denne historie er blevet fortalt af Bella, kort tid før hun selv døde, i en alder af femogfirs. Sammen fik Tancred og Bella, intet mindre end ti herlige børn, der nu alle fortæller deres børn, og deres fantastiske bedsteforældre, og kampen om menneskernes frihed. Bella var den der skulle føde et sæt tvillinger, der begge fik arven, og begge kunne forvandle sig til ulve, hvis der blev brug for det. Men indtil nu, har der været stille, siden den helt store udryddelses kamp. Og må det forblive således, ellers har vi mennesker, altid nogle beskyttere, selvom vi ikke kender til dem, vil de altid være der, klar til at redde os.

_______________

Dette var mit bidrag til fantasy konkurrencen, jeg håber i kunne lide det :)

The story writer <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...