The hidden life

Den smukke unge Tancred startede i Bellas klasse, han var ikke til at tage øjnene fra. Aldrig havde Bella set noget så smukt, men han opførte sig også en anelse underligt. Måske det var det Bella faldt så meget for? Hans brune øjne var vidunderlige, hans smil fik hendes knæ til at skælve. Men hvordan kunne det være muligt, når han først lige var startet i klassen. Man kunne vel ikke forelske sig i et andet menneske så hurtigt, kunne man?
Tancreds underlige adfærd skulle vise sig at være helt anderledes, end hvad Bella havde troet. Hvad ville hun sige, hvad ville hun gøre når hun fandt ud af sandheden om ham?
Tancred var faldet for Bella i det sekund han kom ind i klassen, og fik øje på hende. Men hvordan skulle han kunne skjule sin anden del af sit liv for hende?
Han ville umådeligt gerne fortælle hende sandheden, men hun ville aldrig tro på ham.
Han måtte forklare Bella sandheden, inden hun selv fandt ud af det.
At han var en varulv.
Jeg har valgt nummer 2 til fantasykonkurrencen.

7Likes
5Kommentarer
792Visninger
AA

12. Kapitel 12

Alle havde nu fået en god nats søvn, så nu var alle klar til at sætte planen til værks. Tancreds femårige kusine, havde hele natten søgt på nettet, for at finde ud af hvor der var mulighed for, at vampyrene befandt sig. Men det havde ingen nytte at hun havde gjorde det, for om morgenen, da Tancred var på vej ud efter morgenbrød til dem alle sammen, lå der et brev på trappetrinet uden for døren. Han åbnede det hurtigt, og læste det. Det var den unge vampyr der havde skrevet igen, han skrev at hvis Tancred ville have håb om at se Bella igen, måtte han komme alene.

Tancred vendte og drejede brevet, adressen stod på, men han vidste at hans far ikke ville gå med til at Tancred tog afsted alene. Men hvis han ikke gjorde, så han ikke Belle igen. Der måtte ikke ske hende noget, det måtte der simpelthen ikke. Han gik videre ned af gaden, men besluttede sig for at trodse sin far inden han nåede til bageren. Han vendte sig, gik over mod skovbrynet, da han var i læ af træerne forvandlede han sig til sin ulve skikkelse. Han løb og løb, i retning af den adresse der stod på papiret. Så havde Bella ikke været så langt væk fra dem som de alle havde troet, hun befandt sig i nabobyen, knapt fem kilometer væk.

 

Tancreds far var begyndt at undre sig over hvor lang tid det tog Tancred, at hente morgenbrød, bageren lå jo kun en halv kilometer væk. Han burde havde været tilbage for mindst en time siden, og alligevel var der ingen der havde set skyggen af ham. Tancreds far sagde til de andre at han ville gå ned til bageren, for at høre hvor Tancred var henne. De nikkede alle sammen, for de vidste alle, at man ikke modsagde en førerulv. Det ville der ikke komme noget godt ud af. Tancreds far havde engang modsagt sin egen far, der dengang var flokkens førerulv, det havde resulteret i at de sloges, til en af dem opgav. Det blev Tancreds far der opgav, for han ville jo ikke slå sin egen far ihjel.

Tancreds far var tilbage på under en halv time, han strøg direkte om i baghaven, hvor alle de andre befandt sig.

"Tancred har slet ikke været hos bageren, jeg kunne lugte hans fært, den gik mod skoven, men ikke den vej hertil. Der må være sket noget, vi må straks afsted, alle sammen."

Alle nikkede, skiftede hurtigt skikkelse, og fulgte efter deres alfa han. Selv Tancreds lille femårige kusine fulgte med, men det var nok mere fordi at hun ikke kunne være hjemme hos Tancreds far alene. Der måtte være nogen til at passe på hende, det var der jo ikke, så hun havde sneget sig med. Hun ville være med til at bekempe vampyrerne, til trods for at hun udtrykkeligt var blevet bedt om at holde sig væk fra kampen, fordi hun var for ung.

De løb igennem skoven, alle med snuderne helt nede ved jorden, for at kunne dufte Tancred. Deres gode næser hjalp dem utroligt meget, de vidste alle hvilken retning han var taget i, og de var nu nået så langt, at de kunne fornemme hvor han var, og hvilken stemning der var. De var nu alle overbevist om, at Tancred havde fundet ud af hvor Bella befandt sig, for efter hans duft at bedømme, var der lidenskab, og en uimodståelig trang til at dræbe. Han fært lå tungt i luften, og alle der kunne lugte den, var ikke i tvivl, de måtte skynde sig, hvis de ikke ville miste en fætter, nevø eller søn.

 

Tancred var lige nået dertil, han kunne lugte at han ikke var alene. Den unge vampyr var der, men han havde ikke taget Bella med. Måske ville han sikre sig at Tancred kom alene, eller også var Bella for længst død. Han håbede inderligt på det første, men han havde holdt sit ord, så hans sti var rent, mente han ihvertfald selv. Han havde gjort hvad han var blevet befalet i brevet, fordi han ikke på nogen måde ville risikere Bellas liv.

"Kom frem unge vampyr, jeg er alene."

Den unge vampyr trådte langsomt frem, han smilede stort.

"Det var modigt af dig at komme alene, eller også var det meget dumt."

Tancred så dræbende mod vampyren, trangen til at slå ham ihjel var stor, men han vidste at dræbte han denne vampyr, ville han aldrig se sin Bella igen.

"Jeg gjorde hvad der var bedst for Bella, hvor er hun?"

Vampyren trådte et skridt nærmere mod Tancred, han trådte et skridt tilbage, for ikke at tirre sit dræberinstinkt yderligere. Det var svært nok, at holde sig fra at flå struben ud på vampyren. Han måtte, og skulle beherske sig.

"Hun er hos min familie, jeg kunne jo ikke slæbe hende med hertil, når jeg ikke vidste om du overholdt aftalen. Du kan følge med mig, så kan du få hende at se."

Tancred tøvede lidt, han vidste jo ikke om han ville komme i farer, eller om han overhovedet fik Bella at se. Efter nogen tøven, besluttede han sig til at følge med. Der var chancer for at Bella rent faktisk stadig levede, men der var også stadig store chancer for det modsatte. Hvis det viste sig at hun var død, havde han alligevel ikke noget at leve for, så kunne vampyrerne ligeså godt dræbe ham.

"Hvordan kan jeg være sikker på at hun er i live? At dette ikke blot er en fælde?"

Spurgte Tancred vredt.

"Stoler du ikke på mig? Hør her, jeg ved godt at jeg har været efter din pige før, men jeg fulgte bare en ordrer. Jeg havde ikke i sinde at dræbe hende, det har jeg stadig ikke. Jeg er ikke ligesom de andre fra min familie, jeg er ikke hævngærrig. Jeg lever end ikke af menneskeblod, jeg fik bare at vide at jeg skulle tage hende, for at se hvor mange i var. Jeg vil hellere end gerne hjælpe jer med at redde menneskene, istedetfor at dræbe dem som resten af min familie gør. Jeg skal nok hjælpe dig med at få hende væk derfra, men du må lytte til mig."

Tancred troede på ingen måde på hvad den unge vampyr sagde, han havde jo trods alt stået og smilt bredt da Tancred ankom til det aftale mødested. Han havde også smilt bredt og ondsindet sidst han havde taget Bella, da Tancred og hans far var kommet hende til undsætning. Det pinte og plagede Tancred, at de ikke var kommet hende til undsætning denne gang. At hun i flere dage havde været fange, hos verdens værste dræbere. Måske havde de gået og drukket lidt af hendes blod hver eneste dag, så hun nu var svag. Han så igen hendes livløse krop ligge på gulvet, for sig. Han håbede noget så inderligt, at han stadig havde tid til at redde hende, at han ikke var kommet for sent.

De trådte ind i et enormt hus, det var vel det man nu om stunder kaldte for et gods. For det var nok ikke stort nok til at blive kaldt et slot, men smukt det var det. Trods sit mørke indre, kunne Tancred let se skønheden i godset.

"Følg med mig, de andre hørte vi kom, de er væk indtil videre. Men de er ikke længere væk, end at de kan høre hvad der sker. I ulve er ikke de eneste med utrolig god hørelse."

"Vis mig nu bare hen til Bella!"

Tancreds tålmodighed var ved at være opbrugt, han måtte og skulle se Bella, og det skulle være nu! Tancred blev vist igennem mange gange, men for hvert hjørne de passerede, afsatte han en duft, som kun andre varulve kunne lugte.

Langt om længe stoppede den unge vampyr op, foran en kæmpe egetræs dør. Han satte nøglen i, og åbnede forsigtigt. Tancred lugtede lidt fra hvor han stod, for at sikre sig at det indtil nu ikke var en fælde. Der var ikke andre end Bella derinde, det kunne han tydeligt lugte. Han hørte hendes lave klynken, skubbede den unge vampyr til side, og fór ind til hende. Hun sag i det bagerste hjørne af rummet, rystende af skræk.

"Bella, jeg er her nu, du skal ikke være bange, der sker dig ikke mere. Det lover jeg dig, du skal nok komme ud."

Bella tog hårdt fat om Tancreds skuldre, det gjorde en anelse ondt, men Tancred var ligeglad. Han var sammen med sin Bella igen, hun var i live. Nu skulle han bare finde ud af, hvordan han fik hende ud. Hvad vampyrerne ville have for at løslade hende. Han var sikker på en ting, krævede de hans liv for hendes, var han mere end villig til at give dem det.

"Hvad vil i have for at løslade hende?"

Den unge vampyr trådte nu ind i rummet, med det blændene smil på læberne.

"I skal love at holde jer væk fra denne by, lade os gøre hvad vi vil her."

Tancred vidste udemærket, at det betød at de skulle have fri lejlighed til at dræbe dem de ville. Tancred vidste at det var mod hans families meninger og ønsker, men han ville gøre alt for at redde Bella.

"Må jeg tale med min far om det?"

Den unge vampyr gloede olmt på Tancred.

"Det er forsent nu, du må gå ud og få din familie væk, inden de gør skade på min familie. Ellers dør Bella!"

Tancred blev rasende, ingen skulle true Bella! Uden at tænke sig om, fløj han over mod vampyren, uden at skifte til ulveskikkelsen. Han tog hårdt fat i kraven, og lovede at hvis de krummede så meget som et enkelt hår på hendes hoved, ville ingen af dem nogensinde se nattens stjerner igen, eller smage menneskers blod.

"Truer du mig? Det er da vist ikke så smart, når din kærestes liv er på spil. Før hende bort!"

Inden Tancred nåede at reagere, var to vampyrer ved at føre Bella væk igen. hun skreg af frygt, men han kunne intet gøre. Ikke alene.

"Smut ud og advar din familie om den komne krig, vinder i får i Bella og fred. Vinder vi, dør i alle, og Bella med."

Tancred var rasende, han skulle kæmpe imod for ikke at skifte skikkelse nu. Han fløj rasende ud af døren, ned af gangene og ned til sin familie der stod et godt stykke fra huset.

"Hvad har du gjort! Jeg sagde udtrykkeligt til dig, at du ikke måtte tage afsted alene, sæt nu de havde skadet dig, eller endnu værre, dræbt dig."

Tancreds far brølede da han hurtigt havde skiftet til menneskeskikkelse, han var rasende over sin søns handlinger. De kunne have bragt ham i farer, hvad nu hvis de ikke havde nået Tancred i tide?

"Jeg er ligeglad, jeg så Bella, og havde det ikke været fordi i absolut skulle blande jer, havde jeg fået hende med ud. Nu må vi slå dem alle ihjel for at redde hende, fordi i ikke kunne lade mig redde hende selv. Havde i ladet som ingenting, var det kun mig der havde mistet livet i kampen, og ikke jer."

Tancred var ude af sig selv af raseri, frygt og sorg. Han kunne mærke Bellas frygt, hun blev slæbt længere og længere ned i jorden af de kolde bæster. Og han stod bare der, og diskuterede ´med sin far, istedetfor at komme hende til undsætning.

"Jeg ved hvordan du har det Tancred, men vi må holde sammen. Ene kan vi ingenting mod vampyrerne, men sammen er vi ti gange stærkere end dem. Ja vi vil meget sandsynligt miste nogle, men det er det vi har trænet til hele vores liv. Nogle har ikke oplevet det, gudskelov for det. Mens vi andre må dræbe for at beskytte menneskene, det er denne kamp vi alle er byggede til. Men vi må arbejde sammen om det, ellers knækker de os på under to minutter."

Tancred stirrede olmt på sin far, han havde ret, men de havde ikke meget tid. Bella var skrækslagen, og Tancred kunne mærke hendes smerte. Han knælede pludseligt, i et smertens skrig. Han mærkede hvordan deres skarpe tænder borede sig ind i Bellas hals, han mærkede hvordan de tog blod fra hende. Ikke meget, ikke endnu, det var tydeligt at dette var for at tirre Tancred. Tancreds far var hurtigt henne ved sin skrigende søn, han kunne ikke andet end at stirre skrækslagent på sin søn, og håbe på at smerten gik væk.

Han havde set det før, vampyrerne kunne en formular, der gjorde at ulvene kunne mærke de smerter deres eneste ene, eller deres børn blev udsat for. Han var ikke i tvivl om, at det var det Tancred gennemgik nu. Han vidste, at nu måtte de handle stærkt. Vampyrerne var desperate nu, og lavede derfor mange fejl her i starten, så det var med at komme i sving, inden de fik beherskelsen igen.

"Vi må gå til plan b."

Alle kendte plan b, bortset fra Tancred, fordi han var taget ud efter Bella da de var kommet på den. Han fik den hurtigt at vide, da han var stoppet med at skrige. Ikke nok med at Tancred havde kunnet mærke det, han havde også fået et bidemærke på halsen, efter skarpe tænder. Der rendte ikke blod ud, men de var der, som bevis på at vampyrerne mente hvad de havde sagt om Bella.

De placerede sig alle sammen rundt om det store gods, de var nok til at kunne stå i to rækker. De var over hundrede varulve nu, familien havde spredt sig for mange millioner af år siden, så derfor var der kommet mange børn til verden rundt omkring, med den virkning, at vampyrerne ikke kendte til dem alle. Tancreds far var nu ikke den eneste førerhan i flokken, de var mange, men de havde alle indgået en aftale, for at redde Bella, og alle andre mennesker. Men lige nu var Bella deres første prioritet, i hvert fald Tancreds.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...