The hidden life

Den smukke unge Tancred startede i Bellas klasse, han var ikke til at tage øjnene fra. Aldrig havde Bella set noget så smukt, men han opførte sig også en anelse underligt. Måske det var det Bella faldt så meget for? Hans brune øjne var vidunderlige, hans smil fik hendes knæ til at skælve. Men hvordan kunne det være muligt, når han først lige var startet i klassen. Man kunne vel ikke forelske sig i et andet menneske så hurtigt, kunne man?
Tancreds underlige adfærd skulle vise sig at være helt anderledes, end hvad Bella havde troet. Hvad ville hun sige, hvad ville hun gøre når hun fandt ud af sandheden om ham?
Tancred var faldet for Bella i det sekund han kom ind i klassen, og fik øje på hende. Men hvordan skulle han kunne skjule sin anden del af sit liv for hende?
Han ville umådeligt gerne fortælle hende sandheden, men hun ville aldrig tro på ham.
Han måtte forklare Bella sandheden, inden hun selv fandt ud af det.
At han var en varulv.
Jeg har valgt nummer 2 til fantasykonkurrencen.

7Likes
5Kommentarer
999Visninger
AA

11. Kapitel 11

"Tancred, de andre er kommet, vi skal snakke om hvordan vi får Bella tilbage."

Tancred vågnede hurtigt, men følte sig en anelse omtåget, på grund af urte teen. Men han var klar nok i hovedet, til at vide at han måtte op, at han snart ville kunne søge efter sin Bella, få hende i sikkerhed. Men hvad der ville ske med hende, hvis han selv, og de andre varulve mistede livet, turde han end ikke tænke på.

"Hej allesammen, jeg takker på egne, og min søns vegne, for at i ville komme og hjælpe os med at finde Bella. Hun er blevet bortført af nogle af vores ældgamle fjender, som blandt andet jeg var med til at nedkæmpe. Desværre slap nogle få af dem væk. Jeg ved ikke hvor mange der er nu, for ligesom os, har de nok fået børn. Men en ting er sikkert, vi må bekæmpe dem, en gang for alle. Ikke blot for at sikre os selv og Bella, men for at sikre alle mennesker i verden mod deres grusomheder."

Alle de samlede fra Tancreds familie, råbte et højt ja, i kor med hinanden, så det lød som om der var flere tusinde af dem, i det lille kælderrum. Men i virkeligheden, var de i alt kun fyrre. Nu var fyrre varulve måske ikke så lidt, men når ingen af dem vidste, hvor mange vampyrer der var, kunne de ikke vide om fyrre varulve ville være nok.

"Men hvad har du tænkt dig at gøre? Hvordan vil du finde hende? Og hvilken betydning har hun for os?"

Tancred vendte sig om mod sin ene fætter, med et vredt udtryk i øjnene. Tancred havde aldrig brudt sig om denne fætter, han havde altid kun tænkt på sig selv, og været ravende ligeglad med alle andre. 

"Hun er min kæreste, det er hvad det rager jer, mig og min far! Desuden er det meningen at vi varulve, skal beskytte menneskene." 

Tancred stod truende foran sin fætter, med et dræbende blik. Han far og en anden fætter, måtte trække ham væk, af frygt for at han ville slå en af sine egne ned. På grund af sin sindstilstand, ville man ikke være hundrede procent sikker på hvad han kunne finde på. Hans eneste kærlighed var i fare, så hvad kunne man tænke sig til at han ville gøre for at få hende tilbage? Alle fra familien vidste, at de måtte holde godt øje med ham. 

"Og hvad så? OG hvad så at der er et enkelt menneske der ryger? Det kan vi vel ikke tage os af? Det kan da vel ikke være meningen at, vi varulve skal være babysitter for alle menneskerne."

Det blev dråben der fik bægeret til at flyde over for Tancred, han fløj nærmest over mod sin fætter, med en knyttet hånd rettet mod hans ansigt. Ingen nåede at få et ordenligt greb i Tancred, så hans hånd hamrede ind i fætterens ansigt. Fætteren skreg skingert af forbavselse, han havde ikke regnet med at Tancred kunne finde på at slå sin egen fætter. Men Tancred kunne ikke fordrage ham i forvejen, så at han sagde disse ord om Bella, var for meget for ham. Han havde aldrig været en slagsbror, og ønskede sådan set heller ikke at blive det nu. Men nu hvor hans første, og eneste kærlighed var bortført, kunne han ikke kontrollere sin vrede. 

"Tancred, gå ud med dig! Nu!"

Tancred vendte sig såret mod sin far, forsøgte og forklare at han da måtte være med i planlægningen om at finde Bella.

"Det skal du også nok komme, men nu trænger du til frisk luft."

Tancred vendte sig vredt om, gik med hamrende skridt op af trappen og ud i baghaven.

"Tristan, følg efter ham og se hvad han laver. Vi må holde øje med ham, nu hvor han er så sårbar, vi ved ikke hvad han kunne finde på at gøre ved sig selv."

Tristan nikkede, gik med rolige skridt efter sin fætter. Han fandt ham hurtigt bagerst i haven, på den gynge de begge så ofte havde siddet på da de var små.

"Hvordan har du det Tancred?"

Hans fætter Tristan satte sig på gyngen ved siden af ham, så på ham med bekymrede øjne.

"Jeg føler at jeg er blevet revet midt over, sæt nu der er sket hende noget forfærdeligt."

Tristan nikkede, han forstod nogenlunde hvordan Tancred måtte have det. Han havde dog ikke selv haft det på denne måde, han havde endnu ikke mødt den kvinde han var skabt for. Men han var sikker på at han vidste hvordan hans fætter havde det.

"Ja, det forstår jeg godt. Jeg kan kun tænke mig til hvor slemt du må have det, men kan du ikke fortælle mig hvordan det føles når man finder hende? Altså den kvinde man er bestemt for?"

Tancred så forbavset på sin fætter, han havde troet at Tristan havde fundet sin eneste ene. Det plejede man som regel at gøre i atten års alderen, nu var Tristan femogtyve. Men en varulv blev først draget af en kvinde, når hun var klar til at finde den rette. Som Tancred selv, kunne det meget vel være en kvinde han aldrig havde mødt før.

"Det føles som om du har fundet roen i din sjæl, for første gang i dit liv, tænker du ikke over at du trækker vejret, du gør det bare. Du føler at alt bare er perfekt, og på ingen måde kunne blive bedre. Du føler dig langt om længe hjemme, du kan mærke at du har noget at leve for, det giver dig styrke og mod."

Tristan nikkede, præcist som han havde tænkt det ville være. Han glædede sig endnu mere til at finde den eneste ene, han var femogtyve nu, så han håbede at hun snart ville drage ham mod sig. Men indtil da, måtte han hjælpe Tancred med at finde sin Bella. 

"Du må prøve at bære over med Paul, du ved at han er ligeglad med alt og alle, det har han altid været. Han har altid hadet at være en af dem der bar arven, at være varulv. Han mener ikke noget med det, han er bare så vant til at være sådan, så han ved ikke bedre mere."

Tancred nikkede, og indrømmede at han nok ikke burde have slået ham.

"Jeg ved ikke hvad der går af mig, siden Bella forsvandt, har jeg ikke kunne kontrolere mine følelser."

Tristan nikkede, han forstod det godt. Han ville nok heller ikke kunne styre sine følelser, eller handlinger, hvis den eneste han nogensinde havde elsket, pludselig forsvandt.

"Vil du med tilbage? Din far sagde jo at du måtte komme tilbage når du var faldet til ro."

Tancred nikkede, sagde at han var klar til at komme tilbage, men at han ikke ville sige undskyld til Paul. Det havde han dog ikke fortjent, selvom Tancred vidste at han havde reageret forkert. De rejste sig op begge to, og fulgtes ind og ned i kælderen. De andre smilede venligt til Tancred, han smilte akavet igen. Pinlig over hvordan han havde været før, men alle der havde fundet deres eneste ene, vidste hvordan han havde det, til trods for at de ikke havde mistet deres kære.

"Vi skal nok finde hende Tancred."

Elisa, Tancreds yngste kusine, og dermed den yngste varulv i familien, ja i generationen indtil videre. Hun var fem år, så hun skulle holdes ude af kampen, men der var mange andre ting hun kunne hjælpe til med. Hun kunne finde spor af vampyrene, sammen med nogle af de ældre varulve, hun kunne hjælpe med at finde informationer fra folk i byen, om der havde været dyre angreb på det seneste. Men stadig sådan at folk ikke fik mistanke, om hvorfor hun ville vide det. Ingen måtte kende til hverken vampyrer eller varulve, de skulle leve i uvidenhed, det var det bedste for dem.

Tancred nikkede, tog sin kusine tæt ind til sig i et familievenligt kram. Men hans tanker var hos Bella, han så stadig hendes livløse krop for sig, igen og igen. Han vidste ikke hvordan, men han vidste at de nok skulle finde hende, det var hovedsagen. 

Vi skal nok finde dig Bella, det lover jeg dig. Hold ud! 

Tænkte han stille for sig selv, selvom han udemærket godt vidste at hun ikke kunne høre det. Men det beroligede ham på en måde, at "snakke" til hende, uden rigtigt at gøre det. Så føltes det ikke så virkeligt med at hun ikke var der.

Ingen af dem vidste om hun var tæt på dem, eller langt fra dem. Men vampyrer holdt til mørke steder, da de kun kunne komme ud om natten. Sollyset hæmmede dem, de brændte ikke eller nogle af de andre skrøner der gik om dem, de blev bare svækket en del, så de var rimelig svage. 

"Vi ved at vampyrer bliver svækket i sollys, så vi må på en eller anden måde lokke dem til os, mens det er lyst. Hvordan vi gør det, ved jeg endnu ikke, men det har kunnet lade sig gøre før, så det kan det også igen. Vi kan ikke bruge den same metode som dem fra min generation brugte sidst, den vil de kunne gennemskue, ihvertfald dem der selv var der sidst vi kæmpede imod dem."

Alle var stille, de lyttede blot til Tancreds far, eftersom han var førerulven for dem alle sammen. Ihvertfald i hans generation, når han engang døde, ville Tancred blive førerulven. Han glædede sig på ingen måde til at skulle blive det, for han vidste at det var en tung byrde at bære. Men hvis vampyrerne blev dræbt en gang for alle, ville han ikke skulle bekymre sig. Ihvertfald ikke over dem, men der ville altid lurer en farer for menneskene, og den farer skulle han sørge for ikke skadede menneskene. Han skulle bestemme over hele sin generation, og den ældre, når hans far døde. Til den tid ville der være mange, for dem fra hans generation, var allerede begyndt så småt at få børn. Ingen vidste hvilket et af deres børn, der ville have arven, men alle vidste at et af deres børn ville få den. Den var nødvendig, for at beskytte menneskeheden.

"Behøver vi dræbe vampyrerne? Kan vi ikke få dem til at samarbejde med os?"

Fol så hen på en genert lille skikkelse, det var Tancreds anden kusine, hun var femten, og den næstyngste, men lige akkurat gammel nok til at kunne deltage i kampene mod vampyrerne. Til trods for at hun var modhænger af vold, hun mente at kærlige ord altid kunne hjælpe en ud af vanskelighederne. Stakkels pigebarn, hun har tydeligvis intet mærket til den virkelige verden, hun har levet i en bobbel, takket være hendes forældre.

"Ja, det gør vi desværre min pige. Sidst forsøgte vi at tale dem over på vores side, men de nægtede at gå mod deres natur."

Hun nikkede forsigtigt, ærgelig over at skulle være med til at myrde. Men hun vidste at det var det hun havde arven for, at dræbe menneskenes trusler. Men hvorfor skulle varulvene så ikke dræbes, de skadede godt nok ikke menneskene, men de kunne være til fare for dem. Hun forstod det ikke, men hun modsagde ikke Tancreds far, det gjorde man ikke mod førerulven.

Tancreds far talte længe, men holdt inde med sine forslag, når nogle af de andre kom med nogle. Efter et par timer, kom de til enighed med hvad de skulle gøre, for at lokke vampyrerne ud i sollys. De ville først finde ud af hvor de var, det var den nemmeste del af det hele. Så ville de sørge for at menneskene ikke kom i nærheden af dem, så der kun var Tancreds familie, den af den der ikke bar arven synligt, og ikke var en varulv. På den måde kunne de narre dem ud i sollyset, fordi der ikke ville være nogle mennesker om natten, som ellers plejede at sove i telte. 

Nu havde de planen, så skulle de bare sætte den igang, og redde Bella.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...