Stay Stay Stay | Justin Bieber (One Shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Færdig
Den 21 årige Lily Jones levede et helt almindeligt liv, indtil en helt speciel person kom ind i hendes liv for godt og vel 2 år siden nu. Nemlig den verdens kendte popstjerne Justin Bieber, som alle piger på hele kloden dåner over. De var perfekte for hinanden, selvom hun er 2 år ældre og han har en kæmpe karrierer, der tager meget af hans tid. Men alle perfekte par har deres problemer. Hvad er mon deres?
Flere dage blev til måneder og det endte med at de knapt nok så hinanden mere. Mens han levede livet med fester, alkohol, fans og en masse piger. Havde hun en fremtid at tænke på, så pludselig kunne man godt mærke aldersforskellen alligevel. Er det virkelig ægte kærlighed? Eller vil de bare lade det hele gå itu? Måske kun på grund af en stor diskussion. Hvordan vil det gå dem?
Læs med og find ud af det!

13Likes
9Kommentarer
1454Visninger
AA

3. Stay Stay Stay ➹


 

“Det hele er bare så svært for tiden..” sukkede jeg og flyttede blikket fra min mors bekymrede øjne, ned til det brune træ spisebord, som mine forældre havde ejet hele min barndom. Min mor gav min hånd der lå i hendes et blidt lille klem, som tegn på at hun var her for mig.

Da jeg var blevet inviteret over til middag i går, havde jeg ikke regnet med at det ville inkludere en intim snak om Justin og jegs små problemer, der var kommet her på det seneste. Måske ikke kun her på det seneste, snarer de sidste par måneder. Suk.

Jeg havde knapt nok set noget til ham hele den her uge. Jeg tog tidlig af sted om morgnen, imens han stadig lå og snork sov til langt ud på eftermiddagen. Netop fordi han altid kom sent hjem fra enten en fest eller koncert. Det var bare så typisk! Alt andet var efterhånden blevet vigtigere end vores forhold. End mig. Jeg burde være hans første prioritet, ligesom han er min. Eller var, jeg ved snart ikke mere..

Jeg kan næsten ikke engang huske hvornår vi sidst havde haft en dag sammen alene, bare os to. Jeg savnede hans selskab så ekstremt meget. Endda selvom vi boede under samme tag! Det gjorde helt ondt at tænke på, hvordan vi var ved at glide fra hinanden.. For ja det var vi. Det indrømmede jeg gerne. Det kunne selv en hver idiot jo se.

Det var ikke sådan her jeg havde forstillet vores forhold ville ende.. Faktisk var jeg for et år siden, lige ved at tro at vi skulle være sammen forevig.

”Var det den sidste papkasse?” spurgte jeg smilende, da Justin havde båret endnu en ind i det rum, der formentlig engang ville blive vores stue. Han nikkede som svar, med et smil på læben og bevægede sig hen til mig. Han lagde sine hænder på mine hofter og trak mig helt ind til sig, imens han smilede sit helt specielle skæve smil.

”Hvad er du ude på Bieber” spurgte jeg og hævede provokerende et øjenbryn, uden at bryde vores intense øjenkontakt. Han rystede på hovedet af mig, samtidig med at et enkelt grin slap ud af hans mund. Inden han kærligt lagde sine læber på mine i et langtrukket romantisk kys.

”Helt ærligt! Kan i idet mindste ikke bare vente til vi er gået?!” brokkede Ryan sig, da han kom ind ad døren til huset sammen med Alfredo. Et grin røg ud af min mund samtidig med at jeg trak mig fra Justin, der rystede smilende på hovedet af Ryans barnlige opførsel.

Det var så typisk ham.

”Nå, men hvem er sultne?” lød det fra Alfredo, der indtil videre havde holdt sig ude af samtalen. Først nu lagde jeg mærke til de tre pizza bakker han for blot et øjeblik siden havde sat fra sig på det splinternye spisebord. Jeg nikkede som svar og hurtigt fik vi alle placeret os rundt om bordet.

Jeg gættede på at vi alle var ekstremt sultne, for på ingen tid var det hele næsten væk. Men det var også forståeligt nok. Vi havde knoklet hele dagen med at flytte både mine og Justins ting.

For præcist en måned siden var Justin nemlig fyldt 18 og vi havde i lang tid snakket om at flytte sammen, men først når han var blevet 18. Og det var han nu, så det var vel også ved at være på tide. Imens jeg sad i mine egne tanker, lod jeg mit blik møde Justins, der allerede sad og betragtede mig. Han blinkede med sit højre øje, hvilket fik mig til at lade et lille enkelt grin slippe ud over mine læber inden de formede sig i et stort smil. Som sædvanligt, for bare synet af ham fik mig til at smile. Ja bare tanken. For han var min og sådan skulle det helst forblive for evigt.

Ja det var dengang. Dengang hvor vi knapt nok kunne holde fingrene fra hinanden i mere end to sekunder. Det var egentlig vildt hvor meget vores forhold havde ændret sig på så mange punkter.

”Ærligtalt så synes jeg at i skulle tage at snakke om det, skat” sagde min mor bekymret og trak mig dermed ud af mit lille flashback, om dengang hvor alt var godt.

”Det kan jo ikke være rigtigt at du skal blive ved med at gå rundt og være deprimeret” fortsatte hun i en moderlig tone og rejste sig for at tage popcornene ud af mikroovnen til mine to yngre brødre Riley på 16 og Trey på 15, der begge var for dovne til overhovedet at lave noget som helst. Men det var alle vel i den alder, som de nu havde.

Jeg trak ligegyldigt på skuldrende, for ærligtalt vidste jeg ikke hvad der skulle ske med vores forhold lige nu. ”Riley, Trey, popcornene er færdige!” råbte min mor igennem huset, så de forhåbentligt ville kunne høre det for deres playstation spil.

”Hvad med at du tager en snak med ham, når du kommer hjem” foreslog hun med et opmuntrende smil på læben, samtidig med at jeg tog en slurk af min te der efterhånden ikke var særlig varm mere.

”Det bliver nok lidt svært, for han e..-” midt i min talestrøm blev jeg afbrudt af Riley, der endelig havde fundet sin vej ned i køkkenet.

”Hey Lily! Kommer du ikke med op og spiller en kamp?” spurgte han halvt ude af døren til køkkenet og havde nok ikke regnet med at jeg takkede nej til en omgang fifa. Det var heller ikke noget jeg gjorde tit, for tro mig – jeg var den bedste! Sådan havde det nok bare været at vokse op med tre brødre. Men i dag var jeg ikke ligefrem i humør til det.

Han kiggede en anelse overrasket på mig, inden han ligegyldigt trak på skuldrene og fandt sin vej op til Trey igen.

”Du var ved at sige?” spurgte mor og hævede spørgende et øjenbryn, da hun igen havde fået placeret sig overfor mig.

”At det nok ville blive lidt svært..”

”Arhh skat, så svært kan det heller ikke være at fortælle i bliver nød til at snakke” prøvede hun, men forstod tydeligvis ikke hvad jeg mente med ’svært’.

”Mor..” sukkede jeg, inden jeg fortsatte. ”Du forstår ikke”

”Jamen så forklar mig det”

”Han er sikkert ikke engang hjemme. Hver aften er jeg alene, fordi han enten har en koncert eller bruger sin tid sammen med Lil Twist og Lil Za på at feste eller hvad ved jeg” uddybede jeg og prøvede at komme uden om den lille detalje om joints. Det skulle min mor bestemt ikke vide noget om, for så ville hun da først blive oprindeligt sur. Da slet ikke at jeg også selv havde været med til det et par enkelte gange, inden jeg begyndte på min uddannelse for et år siden.

”Ohh..” lød det en smule overrasket fra min mor, for jeg havde ikke fortalt det til nogen før nu. Justin var kendt og hvis sådan noget som det kom ud, kunne det skade hans omdømme og det måtte ikke ske. Det ville jeg ikke være skyld i, men jeg stolede på min mor. For jeg havde ikke rigtigt andre, som jeg kunne fortælle den slags ting til.

Ikke engang Chelsea mere og vi havde endda været bedste veninder siden vi var 7, men hun var flyttet til Texas. Jeg havde ikke snakket med hende i flere måneder!

Det var som om alle jeg holdt af, så småt begyndte at forlade mig til fordel for noget andet.

Justin til fordel for hans karriere og venner, og Chelsea for hendes kæreste.

En dag ville Justins sikkert også forlade mig og så ville jeg være alene. De fleste af de ’venner’ jeg har, vil kun hænge ud med mig netop fordi at jeg kender Justin.

Det var til at få spat af nogle gange! Men jeg havde langsomt vænnet mig til det, selvom jeg stadig hadede det utroligt meget.

”Hvad med at du prøver at skrive til ham?” endnu engang prøvede min mor at komme op med en god idé, men som vi begge vidste, ville være ubrugelig i sidste ende. Efter en kort overvejelse, fandt jeg min mobil frem fra min baglomme og skrev en kort sms.

From me:

Are you home? There’s something we need to talk about…

 

Jeg læste det jeg havde skrevet igennem et par gange inden jeg trykkede send, så det nu ikke kunne gøres om igen, uanset hvor meget jeg inderligt ville ønske det. Jeg fortrød allerede at jeg havde sendt den, for jeg vidste at jeg ikke ville få noget svar tilbage. Men der tog jeg fejl, for bare to minutter efter fik jeg en besked.

From Justin:

I’ll be home in an hour babe ;)

 

Mere stod der ikke og selvom han ikke kunne se det, rullede jeg alligevel øjne af den blinke smiley han havde lavet til sidst. Troede han at det ville hjælpe på det hele at han kaldte mig babe og lavede sådan en, huh? For så kunne han godt tro om igen.

”Hvad svarede han?” spurgte min mor interesseret og så spændt på mig igennem hendes lysebrune øjenvipper med de flotte grønne øjne. Min mor havde naturligt helt lyst hår og lysere hud en jeg selv havde, så som du kan se, havde jeg ikke arvet det efter hende. Derimod havde jeg fået min fars mørke hår og brune øjne, og en blanding af begge mine forældres hud.

”At han er hjemme om en time..” mumlede jeg og lod mit blik møde hendes.

”Jamen det er da en god ting skat!” hun lød begejstret, men jeg vidste ikke rigtigt hvordan jeg selv skulle føle omkring det. Det var vel en god ting? Derfor nikkede jeg også bare som svar.

”Men så.. uhm må jeg vel også hellere se at komme hjem af..” mumlede jeg, efter at have tænkt tingene igennem og rejste mig op for at gå ud i gangen.

”Mm ja det må du nok. Det var bare synd far ikke nåede at komme hjem” sukkede mor og fulgte mig ud i gangen, hvor jeg tog sko og jakke på. Jeg nikkede mig endnu engang enig i det hun sagde, for ja – det var synd. Faktisk rigtig meget. Jeg havde ikke set ham i lang tid, fordi han brugte meget tid på sit job. Ser du min far var læge, ligesom min ældre bror Sean også var og det var så meningen at jeg skulle gå i samme fodspor som dem. Det var en tradition i min familie.

Jeg krammede min mor farvel, råbte farvel til drengene og ligesom jeg greb ud efter håndtaget gik det automatisk ned, så døren kort efter åbnede. Et lille øjeblik troede jeg at et spøgelse havde overtaget mine forældres hus, men så dukkede min far op i mørket med et træt smil på læben.

”Hej far” hilste jeg som den første og ventede nu kun på spørgsmålet om mine studier, der med sikkerhed ville komme om mindre end 2 sekunder.

”Hej Lily, hvordan går det med dine medicin studier?”

Og der kom det.

”Helt fint far, men jeg bliver altså nød til at smutte nu. Desværre” or not. For at bruge flere timer på at snakke om den medicinske verden lige nu var nok ikke det jeg havde mest lyst til. Derfor sad jeg på ingen tid i min bil, på vej hjem til Justin – forhåbentlig.

Normalt havde jeg ikke noget imod min fars selskab. Jeg elskede det, for det var ikke så tit han havde tid til mig. Men man kunne også blive træt af hans høje forventninger til sine børn. Han regnede med at vi alle gik i hans fodspor og ville blive en dygtig kirurg af en slags.

Jeg boede faktisk ikke ret langt væk fra mine forældre, men det ville alligevel tage en halv times tid at komme hjem. Men det gik mig ikke på. Tværtimod lød det faktisk rart i mine øre lige nu, for så havde jeg tid til at tænke over hvordan jeg skulle formulere mig overfor Justin.

Jeg parkerede min elskede Audi i vores indkørsel og så til min, ikke så store overraskelse at Justin endnu ikke var kommet hjem, da en af hans mange biler manglede. Hvor var det bare typisk. Jeg trampede ubevidst en enkel gang med foden, inden jeg i et rask tempo, gik indenfor samtidig med at jeg fandt min telefon frem for at ringe ham op.

Mine sko og jakke smed jeg ude i gangen og bevægede mig så op på værelset. Jeg brød mig ikke rigtig om at opholde mig i stuen alene om aftnen, så jeg var for det meste på vores værelse.

Et par dut lyde lød fra telefonen, imens jeg kastede mig træt på sengen. Som jeg tog mobilen væk fra øret igen og skulle til at lægge på, kom der en skrattene lyd fra den. Hvorefter Justins stemme lød, samt en masse larm og højt musik i baggrunden.

Jeg tog undrende mobilen op til øret igen. Hvis han valgte en fest fremfor mig lige nu, så ville jeg seriøst blive gal. Jeg banede indvendigt for mig selv over ham. Han kunne simpelthen bare ikke være det bekendt!

”Hey ba..” – ”Justin, hvor bliver du af?!” afbrød jeg ham hårdt, men med en tydelig klang af skuffelse i stemmen.

”Jeg er lige på trapperne” forsikrede han mig om, hvilket jeg bare rullede øjne af. Vi vidste begge at det var en stor løgn, han lige lukkede ud der.

”Helt sikkert..” fnøs jeg ironisk af ham.

”Babe, jeg er der om li-” mere nåede han ikke at sige inden jeg sukkende lagde røret på og afbrød dermed samtalen.

I frustration smed jeg mobilen fra mig inden jeg lagde mig tungt ned i den ellers så komfortable seng som jeg ville have elsket, men lige nu var alt lige meget. Jeg måtte bare vente. Uanset hvor lang tid det end ville tage, så fik han ikke lov til at slippe så let. Derfor satte jeg mig til rette op ad vægen og ja, ventede, efter at have samlet min mobil op igen.

Der gik et kvarter, så en halv time og en hel time. Klokken slog tolv og først der gik det op for mig, hvor lang tid jeg egentlig havde ventet i. I mere end to timer... Det var helt ufatteligt at han kunne være sådan en stor nar.

Jeg var lige ved at opgive det hele, for jeg var alt for udmattet. Det havde også været en lang dag med både skole og lektier. Det hele tog ekstremt meget af min energi, så at jeg og skulle håndtere mine og Justins problemer lige nu, var ikke noget jeg orkede, men jeg blev nød til det. Så snart han havde tænkt sig at komme hjem altså.

Jeg sukkede da der endnu engang var gået fem minutter og bestemte mig for at gøre mig klar til at gå i seng. Vi måtte vel bare snakke om det i morgen tidlig, selvom jeg allerhelst bare ville have det hele løst lige nu.

Jeg trak min top over hovedet og fik hevet mine shorts ned omkring anklerne, så jeg praktisk talt stod nøgen, hvis man altså så bort fra mit matchende sorte sæt undertøj. Det gav et sæt i mig af ren forskrækkelse, da jeg hørte en dør smække nedenunder, samt en velkendt stemme runge igennem huset.

Mit hjerte begyndte automatisk at banke hårdere i mit bryst, som skridtene fra trappen og gangen kom tættere på. Jeg tog en dyb indånding for at berolige mig selv lidt, i samme sekund som døren ind til værelset blev åbnet en smule forsigtigt.

En tanke ramte mig og straks havde jeg fået den første trøje jeg kunne få øje på over hovedet – han skulle ikke få nogle forkerte tanker jo. Uheldigvis viste det sig at være en af Justins, men der var ikke tid til at skifte nu.  For kun et øjeblik efter gik døren helt op og mit blik mødte Justins, samtidig med at duften af ham fra trøjen gik direkte ind i mine næsebor.

Følelsen der langsomt boblede inde i mig gjorde mig sindssyg!

Men duften af ham gjorde virkelig mit savn stort og selvom jeg for mindre end et sekund siden havde været utrolig irriteret og sur på ham, ville jeg hellere end gerne bare droppe det hele lige nu og føle hans arme omkring mig.

Men det kunne jeg ikke. Jeg måtte gennemføre det her nu. Vi blev nød til at snakke, uanset hvor det ville føre os hen. For det her kunne ikke blive ved.

”Justi..” – ”Hey babe” mumlede han helt cool som om intet var hændt, idet han afbrød mig med en usædvanlig hæs stemme. Havde han drukket? Jeg sank den klump som havde fået hobet sig op i halsen på mig. Jeg var nervøs. Ekstremt nervøs. Alt hvad jeg havde forberedt jeg skulle sige, forsvandt fra mit hoved. Jeg kunne slet ikke huske en enkel ting. Det blev heller ikke ligefrem bedre, da han langsomt begyndte at bevæge sig over mod mig.

”Hvorfor tog det dig så lang tid?” spøgsmålet forlod mine læber uden tilladelse, men jeg var alt for nysgerrig. Jeg ville vide hvad der mon var vigtigere denne gang.

”Årh, du ve’ jeg skulle ligesom noget med Za og Twist” forklarede han kort, imens han i en hurtig bevægelse gjorde sine læber fugtige med tungen. Bare den ene handling, fik min krop til at reagere helt sindssygt. Lysten til at kysse ham var der, men jeg måtte kontrollere mig selv og holde hovedet koldt. Han skulle ikke se hvor svag jeg virkeligheden var, for bare sådan en simpel lille handling som den.

”Involvere det ’noget’ joints?” mumlede jeg en smule nervøs, da jeg ikke anede hvordan hans reaktion ville være på mit spørgsmål. Igen lod han sine brune øjne møde mine, hvor jeg fik bekræftet min teori. Joints havde med sikkerhed været indblandet, eftersom hans pupiller var større end normalt. Det skræmte mig ikke. Not at all. For jeg havde set ham sådan her et par gange efterhånden, men selvfølgelig var jeg bekymret. Det var jeg altid, for det stads var ikke ligefrem sundt for kroppen.

Mit spørgsmål hang stadigvæk i luften og eftersom det så ud til at Justin ikke havde tænkt sig at besvare mit forrige, stillede jeg et nyt:

”Synes du selv at det er smart, huh?” spurgte jeg bebrejdende og hævede automatisk mit ene øjenbryn.

”Årh hold mund” stønnede han irriteret, inden han fortsatte: ”Må man ikke have det lidt sjovt engang imellem?” snerrede han.

”Engang imellem?! Justin du gør det fucking hver dag!” bekræftede jeg skeptisk med en hævet stemme. Han fnøs og rullede barnligt øjne af mig.

”Kan du ikke se hvad det gør ved dig?!” det kom ud som et råb uden jeg lagde mærke til det, men jeg var praktisktalt lige glad. Han opførte sig som en idiot lige nu.

”Okay ja, måske er det ikke det smarteste at tage, men det er fucking det eneste som hjælper!” indrømmede han, i et vrissende tonefald.

”På hvad?!” ærligtalt anede jeg ikke hvad det skulle hjælpe på.

”Mit liv!” råbte han frustreret og slog ud med armene, som om det var åbenlyst. Jeg måbede overrasket. Hans liv? Den havde jeg ærligtalt ikke lige set komme. Ja det kunne sgu være hårdt nogle gange med alle de paparazzier og fans, men det var ikke en god nok grund til at ryge alt muligt shit.

”Dit liv?” gentog jeg uden nogen som helst form for følelse i min stemme.

”Mit liv” fastslog han.

”Hvorfor har du ikke fortalt det noget før?” sukkede jeg. Havde han virkelig gået og haft det sådan her i så lang tid?

”Hvorfor skulle jeg?” det lyste ud af ham – han ville ikke virke svag, selvfølgelig.

”Fordi jeg er din kæreste?” svarede jeg åbenlyst, inden jeg fortsatte: ”Eller idet mindste kunne du ha’ snakket med scooter eller din mor om det”

”Nej for det rager jer ikke en skid! I forstår ikke mit liv” vrissede han af mig, imens hans øjne lynede. Han var virkelig vred. Virkelig, virkelig vred. Jeg havde ingen ide om hvorfor. Måske var det jointens kraft der var trådt rigtig i kraft. I don’t know, men det gjorde mig pissed.

”Ohh så det rager ikke mig, huh?” jeg var fornærmet.

”Nej det gør det sgu ikke, for du fatter ikke en fucking skid!” kom det hvæssende fra hans læber.

”Jeg fatter ikke en skid, fordi du skubber mig fucking væk! Du bruger alt din tid sammen med Twist og Za og er fucking ligeglad med mig!” råbte jeg imens jeg fægtede rundt med mine arme, men i dette øjeblik vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.

”Hva fanden er det for noget at sige? Du ved sgu da at jeg holder af dig!” udbrød han hårdt og greb fat i mine arme, for at få mig til at holde mig i ro. I det øjeblik bemærkede jeg ikke hans sprogbrug, så at han sagde ’holder af dig’ i stedet for ’elsker dig’ tænkte jeg ikke mere over.

”Slip mig!” skreg jeg hysterisk imens jeg fik revet mig ud af hans greb, inden jeg i en hurtig bevægelse fik skubbet Justin væk fra mig. Han virkede overrasket, for normalt ville jeg elske hans nærvær, men ikke nu. Langt fra. Jeg var sur og irriteret, derfor var nærkontakt ikke en god ting lige nu.

”Hvis du virkelig holdt af mig, ville du fucking bruge tid på mig i stedet for dine idiotiske ghettovenner!” hvæssede jeg.

”Du kan lige vove på at omtale dem på den måde!” truede han med en løftet pegefinger.

”Jeg omtaler dem fandeme som jeg vil” snerrede jeg i en skarp tone.

”Hold kæft! Hvad fanden skal jeg så kalde dine venner, huh?” spurgte han irriteret og trådte truende et skridt frem mod mig. Vreden pumpede rundt i mig og før jeg havde tænkt mig om, forlod en sætning mine læber som jeg ikke skulle have sagt.

”Hvilke venner?! Jeg har ingen, fucking på grund af dig!” udbrød jeg i et skingert tonefald og skubbede endnu engang til ham.

”På grund af mig?! Jamen hvorfor så overhovedet bruge tid på det her shit? Hvis jeg alligevel ødelægger alt for dig” lød det så koldt og ligeglad som det overhovedet kunne blive fra hans læber, så det næsten skræmte mig.

Først nu gik det op for mig at jeg havde holdt vejret, så jeg blev nød til at gispe efter luft. Jeg var mundlam.

”Måske skulle vi” endte jeg med at mumle med en svag stemme og lod mit blik møde gulvet, imens jeg krydsede mine arme over brystet.

”Det ville vel også være nemmere for dig, at du ikke behøvede at bekymre dig om mig mere. Så har du jo massere af tid til at ryge dig skæv.” fortsatte jeg med et alt for falsk smil klasket op på mine læber, som jeg lagde hovedet en anelse på skrå.

”Hvordan kan du sige sådan noget?!” han lød overrasket men vred på samme tid, da han greb fat i mine skuldre og ramlede mig ind i væggen bag mig. Et støn af smerte forlod mine læber, imens en smerte langsomt bredte sig i mine skuldre, hvor det gjorde mest ondt.

”Fordi det fucking passer! Du tænker slet ikke på andet end stoffer og dine venner!” skreg jeg ham op i ansigtet, samtidig med at en tåre fik sneget sig vej ned af min kind. I en hurtig bevægelse tørrede jeg den væk. Jeg skulle ikke virke svag, men alt det her overvældede mig virkelig.  

”Det passer ikke!” benægtede han og rystede på hovedet.

”Jo og det er netop derfor paparazzierne er så meget efter dig! Du gør for fanden livet surt for dig selv!”

”Nej! Det er for fanden fordi at jeg er en verdenskendt popstjerne. Forstår du slet ingenting? Uanset hvad jeg gør, vil de altid være i røven af mig, for at få udtalelser om min karriere, mit liv eller om min fucking kæreste, der lige nu er den største kælling jeg nogensinde har kendt!” fastslog han og lod frustreret en hånd glide igennem hans hår, så det strittede ud til alle sider. Det sårede mig faktisk at han omtalte mig på den måde.

”Hvordan kan du holde dig selv ud? Du er forfærdelig og hvis dine såkaldte fans kendte den virkelig dig, ville de forlade dig med det samme!” det kom ud som en hvisken, som det ellers ikke skulle. Men i det sekund var det som om at alle mine kræfter forlod mig. Jeg havde bare lyst til at sætte mig ned og tude.

”Jaså, hvorfor er du her så stadig?” hans stemme gav mig kuldegysninger. Den var så kold. Så uhyggelig. Så skræmmende. Den fik mine små hår på armene til at rejse sig.

”Det ved jeg sgu snart heller ikke mere..” mumlede jeg utydeligt og kiggede ned på vores maver, der kun var få centimeter fra hinanden. Jeg kunne mærke hans varme ånde mod min pande, hvilket endnu engang fik min krop til at reagere sindssygt. Men denne gang var det som om at jeg fandt en indre styrke frem dybt inde i mig. Da jeg lod mit blik møde hans igen og han sagde de værste ord nogensinde, gik mit hjerte itu. Det knuste virkelig mit hjerte.

”Jamen så er det vel forbi..” hans hæse stemme flød ud i lokalet, inden jeg nikkede mig enig.

”Vi er færdige. Jeg ville ønske jeg aldrig havde kendt dig!” råbte jeg og skubbede ham væk fra mig.

”Jeg kan ikke sige andet end i lige måde!” sagde han med en såret stemme og hvis jeg så rigtigt, havde han tåre i øjnene.

”SKRID! Jeg vil aldrig se dig igen. Jeg fucking hader dig!” skreg jeg, som tårerne sprang ud af øjnene på mig og da han ikke adlød mig, gjorde jeg noget uventet. Jeg løftede min arm og kastede min mobil efter ham, for at han endelig skulle forstå hvad jeg sagde. For lige nu mente jeg hvert et ord. Jeg vidste ikke hvad jeg ville synes om det hele i morgen, men lige nu havde jeg aldrig hadet en person på meget, som Justin. Vi kunne have klaret det hele, hvis han bare havde indrømmet fra starten at han havde opført sig som en idiot og sagt undskyld. Det havde ikke behøvet at ende sådan her, men det gjorde det.

Uheldigvis.

Et lavt suk forlod hans læber, inden han vendte sig om. På ingen tid var han ude af døren, som han smækkede efter sig og forlod mig dermed alene tilbage på det store mørke værelse.

Her var tomt. Jeg følte mig tom og da en knude samlede sig i maven på mig var det som om at det først gik op for mig nu hvad der var sket. Tårerne der stadig løb lydløst ned af mine kinder, blev forøget.

Han var virkelig væk.

Et hulk røg ud af min mund, som jeg langsomt gled ned af væggen bag mig og til sidst landede med et bump på gulvet. Jeg kunne virkelig ikke fatte det. Det var helt uvirkeligt.

 

 

Jeg vågnede med det samme humør næste morgen, som jeg gik i seng med – trist. Aftnen i går havde endt virkelig uventet. Rent ud sagt fortrød jeg det på en måde. Vi kunne have reddet det, i stedet for at gå fra hinanden.

Det var trist.

Og jeg var trist.

Mon Justins var trist?

Som tanken om Justin gik igennem min hjerne trillede en lille tåre ned af min kind. Selvom jeg var lige glad om jeg græd lige nu – for det ville være forståeligt – tørrede jeg den alligevel væk. Det var så også der, at det gik op for mig at mine kinder var helt hævede og kolde, sikkert også røde.

Så var mine øjne med sikkerhed også helt røde, hvor perfekt var det ikke lige?

Jeg sukkede for mig selv og smed mig tilbage på hovedpuden, der stadig var en smule våd efter i går, hvor jeg havde grædt mig selv i søvne. Jeg havde egentlig mest af alt bare lyst til at tilbringe hele dagen i sengen, men da en duft af bacon trængte ind i mine næsebor, blev jeg nysgerrig.

Og forvirret. Hvem lavede bacon klokken….. et eller andet om morgnen. Min pointe var nok rettere sagt: hvem var det der lavede bacon i mit hus netop i dette sekund? Mit eneste gæt var Justin, men han var jo skredet. Var han ikke?

Jeg bevægede mig i et sløvt tempo ud på gangen, efter at have samlet min mobil op fra gulvet af inde på værelset. Jeg sukkede da jeg så at der var kommet en stor revne fra toppen til bunden på min skærm. Flot Lily!

Duften blev stærkere jo tættere jeg kom på køkkenet. En nervøsitet steg i mig. Hvad hvis det var Justin? Hvad gjorde jeg så? Jeg havde ingen idé om hvordan jeg skulle opføre mig, hvis det var ham.

Jeg tog en dyb indånding inden jeg beslutsomt gik de sidste par skridt hen til døråbningen ind til køkkenet. Hvad jeg havde forventet, vidste jeg ærligtalt ikke. Men en Justin i køkkenet der var i fuld gang med at lave alverdens morgenmad, havde jeg sgu ikke lige regnet med.

Jeg stivnede i min bevægelse og det var som om at alt blodet inde i mig, frøs til is. Jeg troede at han var væk, så hvad lavede han her? Altså ikke fordi at jeg ikke var glad for at se ham.

Tværtimod!

Faktisk blev jeg utrolig lettet, for det betød bare at han vil redde vores forhold. Præcis ligesom jeg selv ville. Det var da en start, var det ikke? Selvom jeg følte mig lettet var nervøsiteten der stadig. Hvad gjorde jeg nu?

Jeg hostede svagt et par gange, så Justins opmærksomhed landede på mig i stedet for diverse pander med mad der stod foran ham, hvilket var præcis hvad jeg havde været ude på. Som hans brune triste øjne mødte mine, stoppede mit hjerte fuldstændig med at slå og jeg glemte at trække vejret. Men du kan ikke bebrejde mig, for jeg havde altid haft en svaghed for hans øjne.

Han bed sig anspændt i læben, samtidig med at han tøvende trådte tættere på mig. Jeg sank den klump der efterhånden havde fået samlet sig i min hals og tog en dyp indånding.

”Justin..” mumlede jeg og lod mit blik møde gulvet af ren nervøsitet, som jeg lænede mig op af væggen bag mig. Hvordan opførte man sig efter et break up med den man elskede? Jeg havde aldrig nogensinde snakket med mine ekskærester efter at vi havde slået op, så det her var helt nyt for mig. Plus de var alle sammen nogle idioter, så der var en stor forskel på dét og mit break up med Justin i går.

Suk. Jeg fortrød det så forbandet meget..

”Kan vi snakke om.. du ved.. i går?” stammede jeg mig frem. Jeg bandede over mit toneleje og bed mig i underlæben. Hvorfor skulle jeg også lige virke så svag? Det skulle jeg ikke for fanden da!

”To sekunder!” lovede han og var hurtigt ude af terrassedøren. Jeg gloede forvirret efter ham. Hvad skulle han? Da jeg lagde mærke til maden der stadig stod på komfuret og kørte på fulde drøn, var jeg straks henne ved det. Hele huset skulle jo nøddigt brande af. Da jeg havde fået skruet ned for panderne med lækkert bacon, røræg, pandekager og cocktailpølser, gik terrassedøren endnu engang op.

Ved lyden af det vendte jeg mig om. Synet der mødte mig var virkelig underligt og det forvirrede mig gevaldigt meget. Hvorfor havde Justin en fodboldhjelm på?

”Så nu kan vi snakke” fortalte han med et lille smil på læben. Jeg forstod stadig intet, det forklarede vel også mit næste spørgsmål.

”Uhm.. hvorfor hjelmen?” spurgte jeg undrende og pegede forvirret på den med pegefingeren, imens mine øjenbryn hævede sig spørgende.

”Hvis du nu bestemte dig for at kaste noget efter mig igen” mumlede han med et fnis indblandet og løftede skuldrene en enkel gang. Det var tydeligt at han prøvede at løfte stemningen en smule, ved hjelmen og fniset. Det var sødt, men også en lille smule umodent. En typisk Justin ting vel.

Jeg kunne enten vælge at tage det som en fornærmelse eller for sjovt, at han sagde den var for beskyttelse. Jeg anede ikke hvordan jeg tog det, for rettere sagt var jeg vel nok ligeglad. Det var ikke det der var særlig vigtigt lige nu og at starte endnu en diskussion om sådan en lille ligegyldig ting, ville bare være tåbeligt.  

”Ha-ha, meget morsomt” mumlede jeg med en monoton stemme, inden jeg hoppede op på køkkenbordet. Justins smil falmede og han så pludselig utrolig seriøs ud, som han gik over og stillede sig foran mig. Der lå en tung stemning over det hele lige pludselig, hvilket fik en uro til at brede sig i min mave.

”Hør undskyld for alt det i nat.” startede han ud og fangede mit blik. Hans øjne lyste ikke af andet end selvbebrejdelse. Jeg fik helt ondt af ham, for jeg havde været med til det ligeså meget som ham.

”Jeg var en idiot og jeg overreagerede. Du har ret, det er sindssygt dumt af mig at tage alt det lort.. At ryge sig skæv er ikke en udvej, selvom livet af og til er hårdt.” han kiggede bedrøvet på mig og tog en dyp indånding. Et skævt smil havde fundet frem til mine læber, da jeg tog hans hånd og gav den et blidt klem, som tegn på at han skulle fortsætte. Han sukkede.

”Jeg er så ked af at jeg har brugt alt min tid med Twist og Za og fuldstændig glemt dig. Det var overhovedet ikke meningen, jeg elsker dig højere end noget andet på jorden!” forsikrede han mig om i et lettere panisk toneleje. Mit smil voksede sig en tand større og et par tåre havde fundet frem i min øjenkrog. At endelig høre ham sige at han elskede mig igen, gjorde mig glad.

Utrolig glad.

”Det ved jeg godt..” mumlede jeg med en udtydelig stemme, imens jeg havde blikket rettet mod hans hånd som jeg blidt nussede. Jeg kunne svagt høre hans mundvig bevæge sig op af i et smil.

Uroen i mine mave var pist væk og var blevet erstattet med ren lettelse. Hvorfor kunne det ikke bare have været så let i går? Han lagde to fingre under min hage med sin anden hånd og tvang mig til at kigge ham i øjnene. Han fjernede fingrene fra min hage og lod i stedet sin hånd nusse min kind blidt og kærligt.

Hvordan kunne man ikke være sur på den dreng man?!

Han var jo perfekt.

Jeg hadede mig selv for at sige det her, men han var virkelig allerede tilgivet. Selvom det var alt for hurtigt, men jeg kunne bare ikke være vred på ham særlig længe af gangen! Og hvem kunne lige modstå hans charme?

Ingen.

Jep, godt vi er enige.

”Virkelig undskyld for alt! Jeg var vidst ikke helt mig selv.. ” mumlede han sørgmodigt og slikkede sig kort om læberne. Jeg elskede når han gjorde det.

”Og undskyld jeg kaldte dig en kælling. Det er du bestemt ikke! Langt fra. Kan du tilgive mig?” som han stod der og bed sig nervøst i læben, imens han ventede spændt på mit svar. Gik det virkelig op for mig.

Jeg elskede ham mere end noget andet. Jeg ville ikke kunne leve uden ham. Jeg ville aldrig miste ham. Tænk at jeg var lige ved at gøre det i går. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv hvis det skete. Selvom jeg kun var 21, vidste jeg allerede at han var den som jeg ville dele resten af mit liv med.

 

 

The End

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...