Look at Me Now

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2013
  • Opdateret: 25 jul. 2013
  • Status: Færdig
Historien handler om en pige, Pam Edwards, som kigger tilbage på dengang, hvor hun blev mobbet i skolen, fordi hun var anderledes. Men anderledes kan betale sig.

Historien tager udgangspunkt i sangen "Wings".

1Likes
0Kommentarer
284Visninger
AA

2. Look at Me Now

Jeg husker dengang, jeg var en pige på tretten år. Jeg var ikke ligesom de andre fra min klasse. Jeg gik ikke op i at snakke med fyrene. Det eneste jeg gik op i, var, at synge.

Jeg stod foran spejlet i gangen og kiggede på mig selv. Jeg nærstuderede mit røde hår, mine kastanje brune, runde øjne og mine røde fregner. Jeg er en lille splint. Jeg har ikke bryster som de andre piger fra klassen. Jeg er bare helt flad og tynd. Jeg har dog heller ikke noget imod, at jeg ikke har bryster, for jeg går ikke op i det.
Jeg kiggede på mig selv en sidste gang i spejlet inden, jeg skulle gøre mig klar til at tage i skole. Endnu en skoledag hvor jeg skulle være klar på at blive drillet. Bare fordi jeg ikke går op i de samme ting som de andre, finder de det sjovt at drille/mobbe mig.
Jeg elsker at synge og det hjælper mig også med at komme igennem, når de mobber mig. Både pigerne og drengene mobber mig med mit udsende. Bare fordi jeg ikke har platinblond hår og blå øjne. Pigerne kalder mig også underlig, fordi jeg ikke går op i fyre. Jeg blev afbrudt i min tankegang af en stemme, der sagde: “Hav nu en god dag, skat.” Min mor havde stillet sig bag mig og gav mig et kys på panden. Min mor er sådan en flot dame. Jeg forstår virkelig ikke, hvad der skete med mig. Jeg har sikkert fået de her gener fra min far. Jeg har aldrig mødt min far. Eller jeg nåede kun kende ham i to måneder, og så stak han. Han havde taget alle sine ting, og så en dag var han bare væk, da min mor kom hjem fra at have handlet. Min mor sagde, at han stak af, fordi det var et for stort pres for ham at være forældre som attenårig. Mine forældre var nemlig begge atten, da de fik mig. Jeg var det, man kalder et uheld. Det var ikke meningen, de skulle have haft mig. Der var bare den her dag, hvor de ikke havde brugt beskyttelse, og så blev jeg lavet. Min mor siger hele tiden til mig, at det var det helt rigtige valg at beholde mig.
På grund af at min far valgte at stikke af, var min mor blevet alenemor, og hun blev nødt til at klare alt alene. Derfor har vi fået et meget stærkt bånd.
Min mor greb ud efter min jakke og rakte den til mig. Jeg tog den på og det samme med mine sko. Jeg åbnede døren og vinkede til min mor. Hun vinkede tilbage til mig, og jeg lukkede døren. Jeg tog musik i mine øre og begyndte at gå.

Jeg stod uden foran skolen. Jeg tog høretelefonerne ud af mine øre og sukkede højt. Cykler kom vrimlende ind, da skolen ville starte om fem minutter. Jeg følte jeg gik på line, da jeg gik ind. Skridt efter skridt. Hvert et af dem var forsigtige.
Da jeg var kommet hen til mit klasselokale, tog jeg min jakke af, hang den på min knage og åbnede døren. Jeg skyndte mig hurtigt hen til min plads og gjorde mig så usynlig, som jeg kunne. Det virkede dog ikke, for jeg havde kun lige fået hængt min taske på min stol, da Bayle og Clarissa kom hen til mig. “Sikke en flot bluse hun har på, Clarissa,” sagde Bayle og kiggede på Clarissa for at få en tilbagemelding. “Ja, den er helt vildt flot. Hvor har du købt den henne, Pam?” spurgte Clarissa og kiggede spørgende og vildt interesseret på mig. Selvom hun overhovedet ikke var det. “Hun har sgu da ikke købt den,” sagde Bayle. “Hun har sgu da taget den fra hendes mormors aflagte tøj. Hendes mormor ville ikke engang have den, fordi hun syntes, den var for grim.” De begge begyndte at grine. Jeg sukkede lydløst. Heldigvis for min side af ringede klokken, og ind kom vores lærer. Vi skulle have engelsk.

”Er der nogen af jer, der kender svaret? Bayle?” Min lærer kiggede spørgende på Bayle. ”Nej, okay. Jamen så må vi jo hellere tage en, som kender svaret. Pam?” Jeg rømmede mig og sagde: ”Det er et digt fra Shakespeare.” ”Det er fuldstændig korrekt. Bayle, du burde lære lidt af Pam.” Jeg kunne se ud af øjenkrogen, at Bayle skulede ondt til mig. Jeg prøvede at ignorere det.

Da timen var slut, kom Bayle og Clarissa med det samme hen til mig. Jeg havde ikke engang nået at få pakket mine bøger sammen. “Der har vi jo lærerens kæledække,” sagde Bayle og så ondt på mig. Jeg rullede øjne af hende og pakkede mine bøger ned i min taske. Hun skulle ikke påvirke mig. På nogen måde. “Kom vi skrider,” sagde Clarissa og daskede til Bayle. Bayle og Clarissa vendte sig om og gik. Så det med at ignorere virker rent faktisk.

Det var blevet spisefrikvarter, og jeg sad, som jeg plejer, ude på toilettet og spiste min madpakke. Jeg havde før oplevet at de kommenterede min madpakke på en dum måde så efter nogle gange, valgte jeg at sætte mig ud på toilettet for at spise min madpakke. Der er altid en dejlig ro derude. Man burde næsten kalde det mit “Getaway Place“.
Da jeg havde fået spist min mad, gik jeg tilbage til klasselokalet. Kun to timer mere tænkte jeg. ”Der har vi den syngende krage,” sagde en af drengene fra klassen og pegede på mig. Hans navn er Victor. Forbandede Victor. De andre grinede. Kun to timer, Pam. Kun to timer. Du har klaret det i flere år. Du kan sagtens klare to timer mere.
Jeg gik hen til min plads, puttede min madpakke i min skoletaske og fandt min bøger frem til næste time. Klokken ringede og vi skulle have matematik.

Da den time var slut, gik jeg hen til musiklokalet. Jeg bruger mange af mine frikvarterer derhenne. At sidde ved et klaver og synge er noget af det dejligste. Jeg glemmer alt om de andre fra klassen. Deres mobberi er helt væk.
Jeg satte mig ved klaveret og åndede ind og så ud. Dejlig ro. Men ikke meget længere. Jeg kørte langsomt min fingre hen over klavert og satte mine fingre rigtigt på klaveret. “I'm not gonna write you a love song,” sang jeg. En af mine absolut yndlingssange: ”Love Song”.
Jeg skulle lige til at begynde på en ny sang, da en lærer kom ind. ”Klokken ringer snart. Du må hellere smutte op til din klasse.” Det var Mr. Johansen. Han er meget flink. Jeg har ham til musik, og han er meget forstående omkring mig. Han kan godt lide mig, tror jeg. Musik er jo også mit yndlingsfag, så jeg er meget engageret, når vi har det. Jeg smilede og rejste mig fra klaverstolen. Han holdte døren for mig, og vi fulgtes op til min klynge. Han havde en klasse i samme klynge. ”Det lød rigtig godt,” sagde han og kiggede på mig, mens han smilede. Jeg smilede tilbage. ”Tak.”
Vores veje skiltes da jeg drejede hen til min klasse. Klokken ringede ind lige idet, jeg havde sat mig på min plads.

Endelig var skoledagen slut, og jeg kunne komme hjem. Jeg satte musik i ørene og begyndte at gå hjem. Når jeg har musik i ørene, kan jeg ikke høre, hvis folk siger noget til mig. Så hvis folk siger noget grimt til mig på vej hjem, kan jeg ikke høre det. Og det er befriende.

Min mor var ikke kommet hjem endnu. Heller ikke at jeg havde regnet med det, for hun arbejder til klokken fem hver dag undtagen om fredagen, hvor hun har fri klokken fire.
Jeg tog mine sko og min jakke af, da jeg var kommet indenfor og trådte ind spisestuen med min skoletaske. Vi havde fået en del lektier for, som skulle laves til i morgen. Jeg satte noget stille musik på og gik i gang.
Efter en halvanden times tid var jeg færdig, og jeg bestemte mig for at gå hen til klaveret og sidde og spille og synge lidt.

”Jeg er hjemme!” råbte min mor ude fra entreen. Hun kom hen til klaveret, kyssede mig på håret og sagde: ”Hej skat.” ”Hej” sagde jeg og stoppede med at spille. ”Det lød rigtig godt,” sagde min mor og gik ud i køkkenet med indkøbsposer. ”Tak” sagde jeg og fulgte efter hende, så jeg kunne hjælpe med at sætte tingene på plads. ”Hvordan har dagen så været?” spurgte min mor mig om og satte en pakke mel på plads. ”Ligesom alle andre dage,” sagde jeg. ”Awww, skat” sagde min mor og kom hen til mig for at give mig et kram. ”Det er okay, mor,” sagde jeg og trak mig ud af krammet. ”Jeg har levet med det i mange år nu.” Min mor kiggede på mig med et er-du-nu-sikker-på-at-du-er-okay-blik og fortsatte med at sætte ting på plads. ”Vil du ikke spille noget for mig, skat?” spurgte min mor mig om. ”Jo, det kan jeg da godt,” sagde jeg og begyndte at gå hen imod klaveret.

”Hey, mor?” Jeg lå i min seng og min mor sad på den for at sige godnat. ”Ja, min pige?” ”Øhm… Det er fordi i dag, sagde Bayle og Clarissa, at den trøje jeg havde på lignede noget, jeg havde taget fra mormors aflagte tøj. De sagde endda, at hun ikke ville have den, fordi den var for grim.” “Awww, skat.” Min mor kørte en hånd over min kind. “Prøv at høre her. Den trøje er ikke grim. Den er smuk ligesom dig. Lad ikke hvad de siger holde dig oppe i nat. Lad ikke hvad de siger holde dig oppe nogen nætter. Du må hellere få noget søvn.” Min mor kyssede mig på panden og gik hen til døren. “Ikke spilde dit liv på dem. Du skal bare fortsætte med, hvad du gør bedst, og det er at synge. Jeg elsker dig.” sagde hun og smilede og lukkede døren. “Jeg elsker også dig,” hviskede jeg og lagde mig til at sove.

Endnu en skoledag. Dem har der nu været mange af. Jeg spiste, som jeg gør hver dag, cornflakes. Det røg hurtigt ned, da jeg var lidt sent på den. Jeg børstede mine tænder og snuppede min skoletaske. “Vi ses,” råbte jeg til min mor og var halvvejs ude af døren, da min mor kom og stoppede mig. “Vent! Du glemte din madpakke.” Min mor rakte mig den og kyssede mig på panden. Jeg tog madpakken ned i min taske og gik af sted.

Som rutine tog jeg min jakke af og hængte den på min knage. Jeg gik ind i klassen og hen til min plads. I dag kunne jeg i det mindste nå at hænge min taske på min stol og sætte mig på min plads, inden Bayle og Clarissa stod foran mig. “Har vi igen fundet noget fra mormors aflagte tøj?” spurgte Bayle og kiggede på mig. Rolig, Pam. De er ikke det værd. Det sagde mor også. Jeg skulle ikke spilde mit liv på dem. Jeg skal bare ignorere dem.
Så det gjorde jeg. Jeg begyndte at finde mine ting frem, mens de plaprede om ting, jeg lod komme ind af det ene øre og sive ud af det andet.

Og se på mig nu. Jeg er en verdenskendt popstjerne. Alle de år hvor jeg er blevet mobbet med at være anderledes, kommer mig til gode nu. Og jeg kan takke min mor for at have troet på mig. Hvis hun ikke havde gjort det, ville jeg ikke være her, hvor jeg er i dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...