Hired. {One direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2013
  • Opdateret: 20 sep. 2013
  • Status: Igang
ON HOLD!!
Ikke fordi det var min største drøm at blive kærester med Harry. Ærlig talt, føler jeg mig ligesom en af de unge piger, der bliver sat sammen med en mand de aldrig har mødt.
Undtagen af at jeg selv sagde ja.
På en måde.
*
Emma Jordan Cole lever fredeligt i New York, hvor hun forfølger sin drøm som skuespiller. Hendes karriere tager dog en drastisk drejning da hun modtager et opkald fra et verdenskendt bands' manager. Hun får tilbudt et job. Et specielt job.
Hun skal spille Harry Styles' kæreste.
*
ADVARSEL: Der kan forekomme anstødeligt sprogbrug, og sexuelle referencer, LÆSNING PÅ EGET ANSVAR.

33Likes
13Kommentarer
1403Visninger
AA

3. Kapitel 1.

 "Desværre, jeg kan ikke lukke dig ind," Hvad? Siden hvornår skal man have lov til at gå ind på et hotel? Mit blik flytter sig langsomt fra dørmandens arm der truende hænger foran mig, og så op mod hans ansigt. 

 "Bor du her?" spørger han så, og trækker sin arm til sig. I et øjeblik klemmer jeg mine øjne halvt sammen, og kigger på listen i hans hænder. Besynderligt hotel..

 "Ehm, nej.." mumler jeg så, og lægger mine arme over kors. I et øjeblik stirrer han lidt på mig, inden han åbner sin mund for at sige noget. Jeg skærer ham dog hurtigt af, inden han sender mig væk.

 "Men jeg skal mødes med en her," fortsætter jeg så. Han hæver langsomt det ene øjenbryn, og tager en dyb indånding.

 "Navn?" Spørger han så, og jeg åbner hurtigt munden for at sige noget. Først der går det op for mig, at jeg aldrig fik fat i hans navn. Han fortalte mig kun hvor jeg skulle møde op, og at jeg nok ikke ville gå glip af den her job mulighed. Hvorfor havde jeg ikke spurgt efter hans navn?

 "Ehm, Emma Cole," mumler jeg så, og bider mig nervøst i læben. Siden han ikke oplyste sit navn, har han måske skrevet mig ind. Hans øjne kører langsomt ned over papiret i hans hånd, mens jeg langsomt bliver mere og mere utålmodig.

 Da hans øjne igen søger op mod mig, kan jeg allerede se hvad han skal til a sige.

 "Desværre, du står ikke herpå," mumler han, med en snert af irritation. Med et suk, stryger jeg frustreret en hånd igennem mit hår, og kigger lidt op.

 Hvad nu? Skal jeg bare gå? Nej.. Hvis jeg går, kommer jeg med sikkerhed til at fortryde det. Mine tanker bliver med et sæt afbrudt, da en hånd sniger sig rundt om livet på mig.

 "Det okay, hun er med mig," Mit hoved drejer sig hurtigt i retningen af stemmen, og en høj figur med solbriller og hat sender dørmanden et stort smil. Hvis vi var i en hver anden situation, ville jeg skubbe ham væk. Men han er min eneste billet ind.

 "Jamen hun st-"

 "Ikke noget jamen. Hun er sammen med mig."

 Mine øjne søger op mod den fremmede skikkelse, der stadig ikke havde kigget på mig endnu. Hans smil er rent og afslappet. Og til min overraskelse, nikker manden kort til os, og inden jeg når at sige noget, bliver jeg hurtigt trukket ind af dørene. 

 I et øjeblik undrer jeg mig over hvorfor han ikke behøvede at bekræfte sin identitet. Huh.

 "Selv tak," Da min redning stopper, og sender mig et stort smil, virker han lidt bekendt. Hans krøller ligger blidt gemt i en lille hat, og en underlig lyst til at tage hans solbriller af skyller ind over mig. Han bærer en ternet skjorte med de fire øverste knapper åbne, som let er proppet ned i hans stramtsiddende sorte jeans. Ung, høj fyr. Ikke dårligt, ikke dårligt. Hans højde alene får mig til at ligne en ti årig. 

 "Ehm, ja. Tak." mumler jeg, og kommer så i tanke om hvorfor jeg er her.

 Jeg sender ham et sidste smil, inden jeg drejer om på hælen, og haster overmod elevatoren. Der går dog ikke mange sekunder før han løber op ved siden af mig.

 "Hey, kender jeg ikke dig et eller andet sted fra?" spørger han så. Jeg kunne lige så godt glemme alt om at prøve at undgå ham. Han har længere ben end mig, hvilket gør ham hurtigere end mig.

 "Det ville være lidt underligt," mumler jeg så, og stopper foran elevatoren. Med en hurtig bevægelse får jeg trykket på op-pilen, og læner mig derefter op af væggen. Han følger elegant mit eksempel, og klarer det tyve gange bedre end jeg.

 "Hvorfor?" spørger han nysgerrigt. Med et dybt suk, lader jeg mit blik søge op mod ham igen.

 "Hvorfor betyder det noget?" Inden han overhovedet når at svare, afbryder jeg ham hurtigt igen, ved at holde en hånd op foran mig.

 "Hør.. Tak fordi du hjalp mig ind, og alt det, men jeg skal gå nu.." 

 Uden at tænke mere over det, træder jeg ind i elevatoren der langsomt åbner ved siden af os. Mit blik søger kort ud af elevatoren, hvor han stadig står med et mindre smil over læberne. 

 Hvem er han?

*

 A274.. Mine øjne søger hen over skiltene på dørene, mens jeg langsomt tager skridt for skridt. Mandens stemme kører stadig på repeat i mit hoved, og jeg undrer mig en hel del over hvad for et job han vil tilbyde.

 "A274.." mumler jeg for mig selv, da jeg kigger op på den korrekte dør. Tøvende løfter jeg min hånd. Hvad nu hvis det her er helt forkert? Nej Emma, hvad kan gå galt? Bank nu bare på..

 Men.. Hvad nu hvis det her overhovedet ikke er et jobtilbud, men han bare.. Jeg ryster hurtigt på hovedet, og skubber tanken væk. Jeg bliver nødt til bare at tage chancen.

 To små bank. Du er altid så forsigtig Emma..

 "Jeg åbner!" En halvdyb stemme med en stærk accent runger igennem hotelværelset bag døren, og jeg rynker forvirret på panden, da det lader til der er flere end en person i lejligheden. 

 "Nej! Vent, det er til mig.." En ny stemme, dukker op, lidt tættere på døren.

 I et øjeblik overvejer jeg at vende om og gå igen, men mine ben vil ikke rykke sig. Mens skridtene bliver højere, tager jeg en dyb indånding. Nu da jeg endelig får tilbudt et job, overvejer jeg faktisk at løbe skrigende bort? Hvad er der galt med mig.

 Døren klikker hurtigt op, og en mand kommer til syne. Han sender mig et varmt smil, og mine bekymringer går langsomt væk.

 Han er klædt i en simpel hvid tshirt, med en blå blazer over. Hans brune hår stritter halvt op i luften, og hans mørkebrune øjne stråler venligt til mig. 

 "Du må være Emma!" Gætter han med det samme, og hans tænder kommer til syne i hans smil.

 "Ja, det er mig," Jeg gengælder hurtigt hans smil, og holder en hånd frem mod ham. Han sender min hånd et kort blik, inden han blidt giver den et klem.

 "Jamen, kom da indenfor Emma!" Hans strålende tilstedeværelse gjorde mig mere afslappet, hvilket hjælper rigtig meget på situationen.

 "Tusind tak, hr.." starter jeg, og kigger forventende på ham.

 "Richard," afslutter han, og jeg nikker kort. "Bare kald mig Richard.." 

 Han træder smilende til siden, så jeg har frit udsyn ind i lejligheden. Wow.. I et kort øjeblik forestiller jeg mig selv bo i en lejlighed som denne. Den er fuldstændig fantastisk. halvdelen af væggene herinde er vinduer ud til den fantastiske udsigt. Et stort hvidt køkken til venstre, og en stue til højre. Store sofaer er placeret fint i siden af rummet, med fronten mod et tv på væggen. Puderne ligger lidt her og der, hvilket fører mine tanker tilbage til den anden stemme jeg havde hørt.

 "Bor du her alene?" spørger jeg så, og vender mig om mod Richard. Han kigger kort hen mod mig, inden han går overmod køkkenet. 

 "Ja, på en måde.." mumler han så, mens han fisker noget op bag fra disken.

 "Det er min lejlighed, men jeg har tit drengene på besøg," siger han så, og stiller forsigtigt en flaske vin på disken. Drengene? 

 "Drengene?" Jeg gentager nysgerrigt mine tanker, og lægger smilende mit hoved en anelse på skrå. Han kigger kort op igen, og sender mig endnu et varmt smil.

 "Ja, det er lidt svært at forklare, men det kommer vi til senere.." mumler han så, og åbner et lille skab over hans hoved. Med et lille nik, kører mine øjne igen en gang rundt i lejligheden. De lander blidt på den ene sofa, og jeg tager tøvende et par skridt hen imod den.

 "Vil du have noget?" jeg vender mit hoved mod ham igen, og kigger på vinen og de to glas foran ham. 

 "Nej, ellers tak.." mumler jeg så, en smule genert. Han nikker kort, en smule forvirret.

 "Jeg drikker ikke," forklarer jeg så hurtigt bagefter, og han nikker forstående. Jeg smiler svagt til jorden, mens jeg fortsætter hen mod sofaen. Min ene hånd stryger forsigtigt hen over sofaryggen, inden jeg langsomt sætter mig ned på den. Med en akavet bevægelse, samler jeg mine knæ, og fletter mine fingre sammen.

 "Nå.." ånder han langsomt ud, mens han trasker overmod sofaen. Han har et vinglas i den ene hånd, og et glas fyldt med vand i den anden. Jeg sender ham et taknemmeligt smil, da han sætter glasset på bordet foran mig. 

 "Lad mig bare sige det ligeud.." mumler han så, da han har sat sig ned. 

 "Som du jo nok ved, har jeg et jobtilbud til dig.." fortsætter han så, og jeg nikker.

 "Men.." starter han, og en lille rynke opstår på hans pande.

 "Det er ikke et helt.. Normalt job." siger han så, lidt tøvende. Jeg ligger forvirret hovedet lidt på skrå, og han fortsætter igen.

 "Kender du bandet, One Direction?" spørger han så, og drikker lidt af sin vin. Jeg nikker hurtigt, og smiler.

 "Hvem gør ikke det?" ler jeg så, og stryger nervøst en hånd igennem mit hår. En dum vane.. Han ler kort, men kigger så ned.

 "Ja altså.. Jeg er deres Manager," mumler han så tøvende. I et øjeblik sidder jeg bare helt stille, og undersøger hans ansigtsudtryk. Deres Manager? Hvad laver jeg så her? 

 "D-du er ikke seriøs vel?" stammer jeg så, og laver store øjne. Er han virkelig? Den dyre lejlighed er et tydeligt ja, men det er som om min hjerne ikke helt vil acceptere det.

 "Jo, jeg er deres manager." svarer han så, og sender mig et lille smil. Jeg kniber øjnene lidt sammen, og mine hænder begynder at ryste. Inden jeg flipper helt skråt, fortsætter han igen.

 "Og ja.. jeg skal bruge dig til et meget.. vigtigt job." siger han så, og hviler hans ene hånd på sit knæ. Jeg nikker hurtigt, stadig helt lost angående hvorfor jeg er her. One Directions manager.. Hvad kan de muligvis bruge mig til?

 "Men først, skal du lige møde drengene.." mumler han, og jeg laver store øjne. Han kigger spørgende på mig, som om han spørger mig om det er okay, og jeg nikker. Med et svagt smil rejser han sig, og trasker hen mod en dør. Var det dem jeg hørte?

 Tøvende niver jeg mig i armen, bare for at se om det er en drøm. Nope. Jeg kigger op igen, da Richard banker på en dør et par meter væk fra tv'et. Han sender mig kort et beroligende smil, da han så åbner døren.

 "Drenge?" Jeg kan høre noget svagt musik inde fra rummet, og lidt skrammelen. 

 "Ja?" En mandelig britisk accent svarer Richard, og jeg tager en dyb indånding. 

 "Kommer i ikke lige herud?" spørger han så, og træder lidt tid side i døren. Et par sekunder går, inden jeg kan høre skridt inde fra værelset. Den første der træder ud, sender Richard et forvirret blik, og vender sig kort om mod døren igen. Han har tydeligvis ikke set mig endnu. Hans lyse hår stritter ud til alle sider, hvilket bare gør ham endnu mere nuttet. Niall.. Tænker jeg for mig selv, og bider mig svagt i læben. Tre andre dukker frem lige bagefter, mens jeg remser deres navne op i mit hoved. Louis, Liam og Zayn. Der mangler en..

 De ser alle godt trætte ud, men hvad kan man forvente? Et verdenskendt band har jo også meget at lave, så det overrasker mig ikke.

 "Hey, hvor er Harr-" Niall stopper brat med at snakke, da hans øjne lander på mig i sofaen. Jeg sender ham et genert smil, og kigger så på de andre da de også vender sig om mod mig.

 "Vi vidste ikke du havde gæster," mumler Liam så, og sender mig et venligt smil. Jeg nikker kort til ham, inden jeg rejser mig op. Mit blik ender på Richard, som åbner munden for at sige noget.

 "Det her er Emma." siger han så, og alle drengenes ansigter lyser op, som om de allerede kender mig. 

 "Nårh!" ånder Zayn kort ud, og sender mig også et smil. Hvor kender de mig fra? Jeg har da ikke mødt dem før? Har jeg? Tankerne og forvirringen flyver igennem mit hoved, mens jeg prøver at sætte alle puslespils brikkerne på plads.

 Men inden jeg når at få spurgt om noget, går de langsomt over mod mig. 

 "Hej Emma! Jeg er Liam," Han er den første der når mig, og uden tøven trækker han mig ind i et kram. Jeg sværger, han dufter virkelig godt. Lidt overrasket, gengælder jeg hans kram, og sender ham så et kort nik.

 "Hej Liam," svarer jeg så, lidt genert.

 "Det her er Zayn, Louis og Niall," siger han så, og peger mod drengene. I rækkefølger får jeg et hurtigt kram af dem alle, indtil jeg når Niall.

 "Hyggeligt at møde dig," mumler han genert, inden han trækker mig ind i et kram, der varer lidt længere end de andre tre's. Jeg sender ham et stort smil da jeg trækker mig væk fra hans kram, hvilket han hurtigt gengælder.

 "Nå, nu da vi har sagt hej, lad os så snakke forretning.." bryder Richard ind, og jeg træder lidt væk fra Niall.

 "Som du nok kan se, mangler vi Harry.." mumler han irriteret, og jeg nikker hurtigt.

 "Det er egentlig ham det her handler om.." mumler han så, og sukker. Jeg rynker forvirret på panden, inden jeg sætter mig ned igen. Drengene sætter sig også hurtigt ned. Richard trasker langsomt hen mod en lænestol overfor os, og sætter sig.

 "Jo altså.. Som sagt er mit jobtilbud ikke helt normalt. jeg har brug for at de er helt fortrolig med det. For det er ikke bare en karakter i en film. Det er en rolle.. I det virkelige liv." forklarer han, hvilket bare gør mig mere forvirret. Jeg kigger kort hen over drengene, som bare nikker. Han har helt sikkert allerede fortalt dem det hele.

 "Vent.. Så jeg skal spille en rolle. I virkeligheden. I al offentlighed.." mumler jeg, stadig lidt forvirret.

 "Ja," bekræfter han hurtigt, og placere sine albuer på hans knæ.

 "Jeg har brug for at du skal spille.. Harry's.. 'Kæreste'." mumler han så tøvende, og de kigger alle på mig efter en reaktion. Jeg rynker kort på panden, mens min hjerne suger alt informationen til sig. Da det går op for mig hvad de vil have mig til, laver jeg store øjne.

 "Er i komplet sindssyge?" er det første jeg får sagt, og jeg kan tydeligvis se skuffelsen i Richards øjne.

 "Du bliver godt betalt," fortsætter han så, men jeg ryster bare på hovedet. 

 "Er det ikke ulovligt?" fortsætter jeg, stadig med store øjne. De kigger alle sammen med et blik der fortæller mig det jeg ikke vil høre.

 "Jeg kan da ikke bare gå rundt og lade som om jeg er kærester med nogen!" De kigger allesammen ned, mens jeg flipper ud.

 "Og hvad skal jeg fortælle mine venner og familie?" Hvad fanden tænker de på? 

 "Hør nu bare på mig, hvis du siger ja, bliver du som sagt godt betalt, du får en stylist, en delt lejlighed med Harry, og ja.. En kæreste." forklarer han, og trækker på skuldrene.

 "Du bliver betalt hver uge." forsætter han hurtigt. Jeg kniber øjnene lidt sammen, og fanger mig selv i at overveje situationen. 

 "Hvor meget?" spørger jeg så, og Richard lyser hurtigt op. Drengene sidder stadig, og følger tavse med i samtalen.

 "femhundrede, sekshundrede vil jeg tro," mumler han, og læner sig lidt tilbage. Jeg tager mit glas op fra bordet igen, og holder godt øje med hans ansigtsudtryk. Efter et par minutters stirren, siger jeg det jeg ikke burde sige. 

 "syvhundrede," mumler jeg så, uden tøven, og løfter glasset op til min mund. Hvorfor gør jeg det her? Hvad er der galt med mig?

 "Aftale, syvhundredetusind," Jeg får en slurk vand galt i hals, og begynder hurtigt at hoste. 

 "Syvhundredetusind?" spørger jeg. Syvhundredetusind dollars! Holy shit!

 Inden nogen af os når at sige noget, klikker døren langsomt op. 

 "Hey!" En skikkelse nærmer sig langsomt stuen, og alle vores blikke er vendt mod ham. 

 Da han dukker op, gisper jeg stille. Hans solbriller hænger nu fra halsen af hans skjorte, og han har hatten i sin venstre hånd. Krøller popper ud her og der, og han har trukket skjorten ud af sine bukser. 

 Det er manden der hjalp mig ind.

(Hey guys! Jeg ved jeg er meget sent på den.. Like, meget, meget! Og jeg ved at det her kapitel ikke er særlig langt, men yeah. Here you go. (:

Please like, tilføj ti favoriter, og smid en kommentar! Og jeg er tilbage med et kapitel i dag, eller i morgen. (: )

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...