Tears of blood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2013
  • Opdateret: 8 okt. 2013
  • Status: Igang
Zoe er ikke et helt almindeligt menneske. Selvom de mørkeblå øjne skinner, og hun ligner en almindelig teenagepige, så lurer hemmelighederne bag det ydre, kolde mord, sorte øjne, og de mange blodige tårer. Når nogen skriger af smerte, er der andre der nyder det, og når nogen lider, er der andre der føler sig godt tilpas, men et er ikke helt let, at være lige i midtergangen ...

5Likes
6Kommentarer
369Visninger
AA

1. Når smerteskrig er skingre (Prolog)

 

Zoe lå på den kolde bare jord. Hun vidste ikke helt hvad der var sket, men hendes hoved dungrede, og en smerte skred gennem kroppen. Hun tog sig til hovedet, og kiggede til sin ene side, en sten. Hun havde slået hovedet på en sten. Hun fjernede hånden i en hurtig bevægelse, og så en smule blod dryppe ned på jorden fra hånden. Der var folk rundt omkring hende, der vandrede hvileløse rundt, og andre der lå bevidstløse.

Nu kunne hun huske det. Hun var en af de faldne, hun havde svævet gennem luften i 9 dage. Det havde ikke føltes så langt, men hun havde haft rigeligt med tid til at tænke over sit valg. Tilbage i ørkenen, kunne hun stille mærke såret hele i hovedbunden, og stille forsvandt smerten i hovedet. Hun rejste sig langsomt, mens jorden gav efter, og støvet fløj af hende i vinden, et par gange førte hun hånden ned af siden på kroppen, for at få det sidste støv, af den sorte t-shirt. De andre var også lidt på vej op at stå, og i mængden stod Lucifer, helt koldt og roligt, mens han hold øje med folk rundt omkring ham, hans blik ramte Zoe's, og en kulde dukkede op igennem kroppen. Hun fjerne blikket hurtigt igen, og kiggede hurtigt væk fra ham, mens den sidste kulde sivede ud gennem fødderne, og ned i jorden.  

Zoe tænkede ikke så meget over hvad der var sket, men mere hvad hun skulle gøre. Efter nogen minutters stilhed, sukkede hun kort, og begyndte at gå. Hun gik. Intetanende om hvorhen, men hun vidste bare, at hun kunne blive ved med at gå. Hun kiggede bagud, og så de mange faldne engle, som fumlede rundt, en lå på knæ, og bad til tronen, om at kunne komme tilbage, og fortryde sit valg. Zoe var ligeglad. Hun var ligeglad med de andre, hun skulle bare selv finde ud af hvad hun skulle gøre for at starte et nyt liv, og en ny tilværelse som "menneske". Efter lang tids overvejelse, og mange skridt, foldede hun yndefuldt sine vinger ud, igennem to lange sprækker i den sorte t-shirt omkring skulderbladende. Hendes vinger var klare guldfarvet, næsten som glas, spejle og glatte. Hun berørte en af de yderste fjer, ved at tage den venstre vinge om foran sig. Hun kørte den hele vejen igennem fingrene. " Utroligt, de er lige så skinnende og glatte som inden vi faldt." Hver gang hun nævnte ordet fald, eller tænkte på det, gjorde det ondt, ikke fysisk, men i hjertet. Det er var værre en totur, de havde taget hende væk fra hendes hjem. Himlen. 

Og imens hun gik, skreg nogen smerteskrig, de skingreste hun nogensinde havde hørt, som negle på en skoletavle. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...