Anna, pigen bag skærmen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2013
  • Opdateret: 9 sep. 2013
  • Status: Igang
Jeg har nu prøvet lidt af hvert, og jeg vil prøve her, at vise hvem jeg er. Ved hjælp af en dagbog. Normalt er jeg genert, og har brugt "skærmen" til at skjule mig bag. Men nu vil jeg ligge kortene på bordet, og prøve at vise, hvem Anna egentlig er..

2Likes
0Kommentarer
133Visninger
AA

3. Anna Hvid

Hej.

Det er længe siden at jeg sidst har skrevet, jeg ved det godt - undskyld. Men der er virkelig ikke sket nok, til at jeg har kunne skrive. For tiden er jeg meget træt, jeg har hverken lyst til at spise eller drikke. Hvis bare man altid kunne ligge i sin seng, og skrive løs på sin computer. Jeg har brugt et par timer i dag foran computeren, fordi jeg havde tid til det. Det er efterhånden sjældent at jeg har tid til det.. Der er hele tiden en masse der skal gøres, og mit skriveri bliver ikke altid sat i første række. Jeg har vidst lovet jer, at skrive lidt om mig, da jeg har prøvet "lidt af hvert".

Jeg hedde Anna Hvid, en 14 årig pige som går i 9 klasse. Skrevet har jeg altid gjort, det har hjulpet mig med mine tanker. Da jeg var 6 år gammel, mistede jeg min bedsteven. Nemlig min farmor. Når man har en, som står sig meget nær, er det svært at sige farvel og give slip.. Det er mange år siden nu, men jeg er stadig ked af det, for jeg kan godt huske alt hvad vi lavede sammen. Min farmor kunne jeg fortælle alt, og som 6 årig var det vigtigt for mig at have en jeg kunne stole på, også selvom jeg fortalte alle alt, det gør man jo som 6 årig, eller var det bare mig?

Da jeg så nåede 5 klasse begyndte mobningen. Vi var en tøseflok i min klasse, og var vildt lede overfor hinanden. Den ene dag hold jeg sammen med en, og den næste var hun imod mig. Det var i 5 klasse mit liv for alvor begyndte at gå ned ad bakke. Jeg synes det er vigtigt som læser, at kende til forfatteren til det man læser, for forfatterens holdninger og måde at skrive på, kan have noget at gøre med han/hendes fortid.

Mobningen blev kun værre fra dag til dag, og inden længe var både drengene og pigerene fra min klasse efter mig. Og det var her jeg tænkte på selvmord første gang. Inden i begynder at tænke alt muligt mærkeligt om mig, skal i vide at jeg har det fint i dag! Men stadig ikke kan forstå hvordan mobning kan gå så vidt, at man allerede i 5 klasse (!!!!!) tænker på selvmord..

Jeg begyndte at snakke med et par stykker fra parallel klassen. Jeg fungerede ikke i min egen klasse, men jeg måtte ikke komme ind i den anden.. Senere på året blev det kun sværere, min mormor døde efter 7 år med kræft. Det var hårdt for min familie, og nu havde jeg endnu en ting at slås med. En måned efter, var jeg ved at miste min barndomsveninde. Hun havde dårligt hjerte, og skulle have et nyt hjerte hvis hun skulle overleve.

En aften sad jeg med min far, da hendes far ringede.. Der var kommet et hjerte til hende og nu var det 50-50 om hun ville overleve. Hendes liv var i lægernes hænder. Hendes hjerte skulle ud, og et nyt ind, hvilke var en stor operation. Men jeg har en sej veninde, og hun overlevede!

Mobningen fortsatte i 6 klasse, og jeg havde kun to venner i min egen klasse. Den ene var en pige, vi havde kendt hinanden siden børnehaven og er stadig gode veninder den dag i dag. Den anden var en dreng, vi var bedstevenner og vi snakkede om alt. Jeg hjalp ham når han havde problemer, og han havde specielt brug for mig, da hans bror begyndte at tage stoffer. Jeg var der for ham, men da han flyttede skole mistede vi kontakten. Vi bor stadig i samme by, men jeg har ikke snakket med ham i 3år, og hvis vi f.eks. cykler forbi hinanden, hilser vi ikke..

Halvvejs i 7 klasse stoppede mobningen. Endelig kunne min lærer tage det hele seriøst, og det blev stoppet. Jeg havde regnet med at det skulle blive et godt år, jeg tog fejl.. 7 klasse blev nemlig første gang, jeg lod en kniv glide hen over min hud. Det var ikke alvorligt, og ingen kendte til det, og jeg stoppede hurtigt igen. Men jeg havde det stadig skidt! Min pap mor røg ind og ud af sygehuset, og endte så sine dage på et hospice. Det var hårdt, specielt for min far. Han havde sovet ved hende hver dag på hospicet.

Så begyndte jeg på en ny skole. Det var rart, og det hele gik godt, bedre end nogensinde før. Jeg mødte en dreng, vi blev bedstevenner og med ham kunne jeg alt, det endte desværre med at vi blev kærester, og det ødelagde alt.. For da vi slog op, efter at have haft et lorte forhold mistede jeg ham, og hans bedsteven (som så også var blevet min bedsteven). Drengene har jeg nu ikke har snakket med i et halvt år.. Der begyndte at komme en masse problemer ind i mit liv.. Jeg stoppede med at spise i en periode, jeg begyndte at ryge.. Og til sidst skære i mig selv. Det har givet ar, og frygt. Men tiden heler alle sår, ikke?     

 

Jeg vil ikke have at folk har ondt af mig, jeg vil ikke have at folk tror jeg har problemer. Jeg vil bare prøve, at give et budskab.. Den gang troede jeg at det jeg gjorde var det rette, det med at skære i sig selv. Men nu synes jeg det er pinligt, og jeg er ked af, at kunne kigge på min arm, og blive mindet om den sorg jeg har haft.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...