My fallen angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
Juliet har tænk sig at finde ud af hemmeligheden ved den bog, der stod på hendes farfars gamle kontor i Healdis. Uden at vide, at de hemmeligheder og store overraskelser, der gemmer sig i bogen, vil ændre hende og hendes familie.

Jeg har valgt muligheden 2, med træk fra mulighed 3.

1Likes
0Kommentarer
258Visninger
AA

3. Engelen

Jeg følte, jeg fløj. Ikke sådan død-fløj, men mere at jeg rigtig fløj. Jeg kunne ikke åbne mine øjne, for at se hvor jeg var, om jeg stadig lå på gulvet, og smerten i min ryg havde aftaget lidt, men ikke ret meget. "Juliet?" hørte jeg en fin stemme sige, som jeg ikke rigtig kendte, eller jeg kunne ikke rigtig placerer, om jeg havde hørt den før, for den virkede så kendt, så hjemmelig. "Juliet..?" Stemmen blev mere bekymret. Jeg prøvede virkelig at åbne mine øjne, for at gøre stemmen rolig igen, men da jeg prøvede, mærkede jeg et stik af smerte på mine skulderblade igen. Jeg udstødte et skrig, og jeg følte, jeg blev kastet frem ad. "Rolig Julli, tag det stille og roligt." Jeg blev næsten forskrækket, da jeg hørte stemmen kalde mig Julli. Det var der meget få mennesker, der gjorde, så jeg prøvede at analysere stemmen lidt mere. Det lød som en dreng, eller en ung mand. Jeg prøvede igen at åbne øjnene, for jeg ville se hvem der kaldte mig det. For det var ikke min fars stemme eller min brors, så jeg vidste ikke, hvem det skulle være. Jeg fik omsider åbnet øjnene, og så op på nok det smukkeste ansigt, jeg nogensinde havde set. En dreng omkring de 20, med kort sort hår, fin lys hud og dybe brun grønne øjne. "Julli!" Han sagde det glad og smilte til mig, så det afslørede hans perfekte hvide tænder. "Øhh... Kender jeg dig?" Han så op på ham, og hans smil blegede. "Du kender mig da godt..?" Han så helt uforstående på mig. "Neej..? Du kender på en eller anden måde mig, rigtig godt, siden du kalder mig Julli..?" Jeg smilede lidt til ham. Jeg lagde forsigtigt min hånd ved siden af mine ribben, da begge sine hænder lå over min brystkasse, og opdagede jeg faktisk svævede. Jeg så forskrækket ned og så to store, lange, sorte vinger hænge ud fra min ryg. "Juliet!" hørte jeg drengen sige advarerende, og det havde han også fin grund til. Lige i det han havde sagt det, faldt jeg ud af min svæve tilstand og faldt ned på numsen. "Av..." Jeg gnubbede mit haleben og så op på drengen, der bare så på mig, som om han havde sagt det ville ske. "Tør det smil af!" Jeg så lidt surt op på ham og hans smøret smil. "Jeg advaret dig.." Jeg rystede bare på hovedet, af hans åndsvage kommentar og rejste mig op. Jeg så mig rundt i rummet. Det var ikke biblioteket, jeg var i, men et lukket rum, ingen vinduer, ingen døre. Kun et hul i det meget høje rør, det gik igennem loftet. "Hvor er jeg?" Jeg så mig forvirret rundt. Jeg kunne ikke lade at være der. Det virkede uhyggeligt og skummelt. "Du er i udkanten af den hemmelig del af Healdis," svarede drengen mig. Jeg så over på ham, med et blik der sagde, han skulle fortælle mig mere. "Jeg er Oskar. Vi legede sammen, da vi var små? Du boede her, indtil din familie flyttede ud til din bedstefar i den centrale del, af Healdis." Jeg så hans vinger komme til syne af hans ryg, mens han snakkede. "Du er udvalgt, af Den Faldende Engel." Han så meget alvorlig på mig. Jeg prøvede virkelig at genkende ham, men jeg kunne ikke. "Så jeg er en engel?" Jeg sagde det lidt forsigtigt, for ikke at dumme mig fuldstændig. "Du er en engelkriger, Den Faldende Engels hjælper," sagde Oskar meget alvorligt. Hvortil jeg bare stod måbende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...