My fallen angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
Juliet har tænk sig at finde ud af hemmeligheden ved den bog, der stod på hendes farfars gamle kontor i Healdis. Uden at vide, at de hemmeligheder og store overraskelser, der gemmer sig i bogen, vil ændre hende og hendes familie.

Jeg har valgt muligheden 2, med træk fra mulighed 3.

1Likes
0Kommentarer
257Visninger
AA

4. Den Faldende Engel

"Nej, JEG VIL IKKE!!" Jeg skreg det nærmest, da Oskar bad mig om at flyve op igennem hullet i loftet. FLYVE! Han måtte være sindsyg. Jeg veg væk fra ham, da han kom hen mod mig. "Det er ikke svært. Forstil dig at du flyver og så stræk dig op mod hullet." Jeg rystede voldsomt på hovedet. Jeg ville ikke, ikke tale om jeg skulle flyve op igennem det lille hul der. "Du er ligeså stædig, som jeg husker dig." Han så lidt irriteret på mig. "Godt en af os kan huske det," vrissede jeg af ham, måske ikke særlig pænt gjort, men han skulle ikke bestemme over mig. "Fold nu bare de vinger ud, i Engels navn da!" Jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt. Jeg havde godt hørt, min farfar havde sagt det, og jeg synes det var lige sjovt hver eneste gang. "Okay, jeg skal nok prøve." Nu havde han prøvet så længe at få mig til det, så jeg kunne jo ligeså godt. Jeg lukkede mine øjne og forstillede mig mine vinger, store, sorte og pjuskede, folde sig ud og mærkede mine fødder slippe jorden. Jeg strakte mig op mod hullet, jeg stod lige under, med hele kroppen, og mærkede hele min krop fløj op. Da jeg åbnede mine øjne så jeg aftenhimlen, mørkeblå med utallige stjerner og let skyet. Jeg så ned af mig selv. Jeg havde stadig min sorte kjole på og mit sorte hår udslået. Jeg så på stjernerne og ville for sjov se, om jeg kunne røre dem, så jeg fløj op mod dem. Det gav et helt sus i maven, af at flyve. Lidt ligesom at flyve i flyvemaskine. "Juliet?" hørte jeg en stemme sige, men det var ikke Oskar eller en anden jeg kendte. Stemmen sagde det ikke som et spørgsmål, men som om han/hun spurgte efter mig. Jeg vendte mig rundt, for at se mi omkring, men der var ikke nogen. "Juliet?" Jeg blev ved med at se rundt, drejet mig i luftet og se i alle retninger. Til højre, venstre, op og ned, flere gange. Men der var ingen. Jeg smækkede et stik i ryggen igen, men ikke rigtig smerte. Jeg tog min hånd om mod min højre det ad min nakke og mærkede noget koldt metalt-agtigt, komme til min hånd. "Juliet?" Det var Oskar, kunne jeg høre, men jeg så ikke efter ham. "Hvad er det?" Han stod pludselig foran mig og jeg stod med et stort sølv sværd i hænderne. "Et sværd," svarede jeg næsten flabet tilbage og så på ham, med et irriteret blik. "Det kan jeg godt se, men hvem gav det dig?" Jeg træk bare på skulderen til hans spørgsmål. "Det var der bare pludselig. På min ryg." Han så overrasket på mig, som om jeg havde fortalt ham, hvad han ville få i julegave. "Den Faldende Engel har givet dig det. Du er accepteret." Han smilede til mig, men jeg så bare undrende på ham. "Accepteret? På hvilken måde?" Jeg kørte blidt mine fingre hen over sværdet. "Den Faldende Engel har accepteret, at have valgt dig, som sin hjælper. Du skal beskytte Healdis og Engelens folk." Han omfavnede mig, mens jeg holde sværdet lodret mellem os. 'Fedt, nu er jeg en beskyttende engel, og jeg aner ikke hvordan jeg skal gøre,' tænkte jeg for mig selv. Hvad ville min mor ikke sige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...