I Need You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2013
  • Opdateret: 1 aug. 2013
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre hvis du, kun få efter din kæreste var død, fandt ud af at din sang, som du havde skrevet personligt til han havde fået 500.000.000 views på YT. Og at du havde fået en masse fan site's på FB og Twitter? Melanie er 16 år, da hun kommer ud for dette, og det der plejede at være hendes liv er brast sammen. Hun er stærk, men hun har i forevejen ikke meget overskud til hverken venner eller familie, så hun bryder langsomt sammen.

1Likes
0Kommentarer
98Visninger
AA

2. Move On

Lyt til Miley Cyrus - The Climb (http://www.youtube.com/watch?v=jpTYG_Sqqdg) 

Jeg fjernede de visne blomster fra gravstedet og lagde de nye flotte røde roser på. Jeg bøjede mig fremover og kyssede den kolde sten. Jeg så hans forfjamskede ansigt for mig, da han første gang forsøgte at fortælle mig at han elskede mig. Jeg opdagede ikke, at jeg var begyndt at græde for jeg smagte den salte smag af tårer i min mund. "Jeg savner dig" Fik jeg fremstammet, mens tårende væltede ned af mine kinder. "Og han savner dig" Jeg vente mig langsomt om, og kiggede ind i de store kastaniebrune øjne, der tilhørte mig bedste ven Mike. Pludselig væltede skyldfornemmelsen ind over mig, da jeg kom i tanke om at jeg stort set ikke havde snakket til ham det sidste år, siden... Han smilede sørgemodigt til mig, og jeg pressede mig ind til ham. Jeg mærkede hans varme. Den der havde hjulpet mig igennem så mange ting. "Melanie..." hvilskede han ind i mit øre. "Du bliver nød til at prøve at komme videre. Jeg ved det er hårdt for dig, men vi vil alle sammen hjælpe. Vi savner dig så meget." Jeg vidste at han havde ret, men da Jeremy døde forsvandt en stor del af mig med ham. En del af mig som nu svæver rundt i tomhed. Jeg viste at jeg aldrig ville komme videre herfra. "Jeg.. Jeg prøver, men jeg kan ikke gå igennem det her igen" Hviskede jeg så lavt at jeg var i tvivl om om han hørte det. 

Han trak sig væk fra mig, og holdt mit andsigt mellem hans hænder. "Du kan hundrede gange mere end du selv tror. Bare bliv ved med at kæmpe." Han kyssede min næse, tog de visne blomster ud af min hånd, og gik hen mod lågen, ud fra kirkegården. Han kiggede tilbage og sendte mig et smil, inden han forsvandt ned af vejen.

En gammel dame kigge på mig med et sørgeligt udtryk i andsigtet, og bevægede sig derefter hen mod mig. "De er virkelig kønne" Sagde hun henvendt til blomsterne. Jeg nikkede og prøvede at fremtvinge noget der mindede om et smil. "Han.. Var dig meget nær." Jeg kunne ikke helt finde ud af om det var et spørgsmål eller en konklusion, så igen nikkede jeg bare, uden at sige noget. Damen kiggede på mig, med et blik der lignede forståelse. Hun lagde armen om mig, og satte sig ned, sammen med mig.

Jeg ved ikke hvor længe vi sad der, uden at sige noget. Og på en eller anden måde virkede det ikke akavet, som en klassisk det-er-første-gang-jeg-rigtig-taler-til-dig-så-vi-har-ikke-rigtig-noget-at-tale-om-samtale, det var.. Behageligt på en måde. Og alligevel kunne jeg ikke forhindre adskillige tårer i at løbe ned over mine kinder.

Efter lang tid tog jeg mig endelig sammen og træk vejret dybt ind. "Såh.. Du besøger nogen her?" Jeg prøvede at beherske min stemme, så den ikke knækkede, og jeg håbede seriøst det gik okay.  Selvom hun nok ikke ville ligge mærke til det alligevel.

"Min mand døde for 3 år siden. Jeg er besøgt ham værd dag siden." Jeg har aldrig været god med ord. Jeg ved aldrig hvad jeg skal sige, medmindre de har kørt hundrede rundter inde i mit hoved - og det tager tid. Så jeg sad bare der og kiggede, og håbede at hun var en meget snakkesalig type. "Man siger at tiden heler alle sår, men nogen gange bliver såret til et ar. Det er helet, og ikke helt så tydeligt, men det er der stadig, og det vil altid være der." Jeg drejede mit hoved, og kiggede hende ind i øjnene. Jeg tror faktisk hun var den første jeg havde kigget i øjnene siden ulykken. Da jeg så ind i hendes øjne, fangede jeg noget let genkendeligt, som jeg ikke helt kunne sætte en finger på. Det var så nu jeg på et værd andet tidspunkt ville havde kigget ned i jorden, og måske ville mine kinder blusse op. Men der var noget i hendes lyseblå øjne, der holdt mit blik fast. Det kunne godt gå hen og lyde som noget ondt og uhyggeligt, men det var noget rart og fantastisk, der gjorde at jeg ikke kunne få mig selv til at kigge væk. Hendes mundvige bevægede sig opad i et lille smil. "Åh, undskyld" sagde hun så pludseligt, at jeg næsten fik et chok."Mit navn er Margaret." Jeg prøvede at smile til hende. "Jeg hedder..." "Melanie. Det er et smukt navn." Jeg kiggede forvirret på hende, men før jeg nåede at svare, fortsatte hun; "Søde, jeg bliver nød til at gå." Hun rejste sig og gik ned mod lågen"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...