I Need You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2013
  • Opdateret: 1 aug. 2013
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre hvis du, kun få efter din kæreste var død, fandt ud af at din sang, som du havde skrevet personligt til han havde fået 500.000.000 views på YT. Og at du havde fået en masse fan site's på FB og Twitter? Melanie er 16 år, da hun kommer ud for dette, og det der plejede at være hendes liv er brast sammen. Hun er stærk, men hun har i forevejen ikke meget overskud til hverken venner eller familie, så hun bryder langsomt sammen.

1Likes
0Kommentarer
100Visninger
AA

3. I Need You

Da jeg kom hjem den dag, og havde været cirka alle mugligheder ignnem med hvordan Magaret kunne være forsvundet, og kommet frem til at hun nok havde travlt, eller noget, smed jeg mig i min seng og kiggede op i loftet, sådan som jeg havde gjort værd dag efter jeg havde besøgt graven. Men i dag endte jeg med at tage min guitar frem og skrive en sang. 

"Hvorfor synger du aldrig foran andre? Du er jo fantastisk"

Jeg smilede lidt over mindet, og da jeg tog en blyant i hånden føltes det som om ordende kom ordende mig:

 

When i was afraid you took my hand.

When i was lost you helped me understand

I might not saw it know i know

How much you ment to me

But when i saw you like that,

it make me regret

Everything i sad. Everything i’d never told you.

Every moment i just spend, without  to think;

That it all, could be gone in a second.

I miss you every day. So i'll close my 

eyes and say: I need you know, i need

You here with me.

Curse you have no idea how much

You really mean to me.

I can still feal you libs on

Mine even though it’s alomst week’s ago

You’re smile that maked me laugh,

i’ll wish that could

Go back. And give my life for you.

I need you here with me

I miss your strong hands around me,

And your eyes to look at me,

Like we were the only people alive.

I lived in in you, and know i feel alone.

i have to  go here on my own

I wish you were survived.

Do you remember how i cryed;

the first time you kissed me, 

and told me how you feelt?

I’d never really though about.

How it would be here without you.

But it’s like hell every day. It’s like it can't stop

Hurt inside me. I need you. I need you everyday.

 

Jeg prøvede forgæves at blinke tårende i mine øjne væk, men før jeg vidste af det var min pude plask våd, og mine øjne ved at sprænges. Det bankede på døren, og jeg prøvede, så hurtigt jeg kunne, at tørre mine tårer væk. Jeg vidste at jeg ikke kunne svare uden min stemme ville knække over. Så jeg ventede bare på at døren gik op. Og da personen efter lang tid indså at jeg ikke  ville svare, åbnede døren, og Mike gik ind og satte sig på min seng. Værd sød ikke at prøve at trøste mig tænkte jeg desparat, men jeg sagde ikke noget. Og det gjorde han heller ikke. Okay, den her samtale kunne godt gå hen og blive lidt akavet,  hvis ingen af os snart sagde noget. Men jeg havde ret meget værre problemer end pinlighed, så jeg lod den køre lidt endnu. "Vil du ikke med ud lidt?" Spurgte han og jeg nikkede langsomt. Jeg havde været så kold overfor ham, så han fortjente vel at jeg snakkede lidt til ham, eller i det mindste var sammen med ham. Så jeg satte mig langsomt op ved siden  af ham, med håret stritterne ud til alle sidder. "Jeg gider da ikke ses sammen med en med hår som det der" smilede han. I 'gamle dage' ville jeg nok havde kommet med en flabet kommentar om hans hår, men jeg sagde ingenting, og gik bare hen og tog min hårbørste, og begyndte at rede mit hår igennem. "Nå, jeg venter udenfor" sagde han, og gik ud af værelset.  Jeg ville ønske at han ville stoppe med at føle sådan et ansvar overfor mig. Det havde kan sikkert også fået fortalt mange gange, af den pigeflok han havde hængende bag sig. Ja, han var da også flot, på en helt anden måde en Jeremy. Jeremy havde altid holdt sig lidt for sig selv. Selvom han da også var køn, var han ikke sådan en type de fleste pige gik efter. Men han var så meget mere end en mystisk dreng med halvlangt sort hår hængende ned foran øjnene (jeg ved ikke hvor mange gange jeg har pustet eller skubbet det hår, væk fra hans øjne) når man lærte  ham at kende. De fleste af mine veninder (i sær min bedste veninde Lucy) havde lavet store øjne, da de fandt ud af at jeg var begyndt at date ham. "Jeg troede at.. du og Mike havde ligesom... Noget.." Havde Lucy sagt. For at være ærlig troede jeg også det. Jeg havde haft et crush på ham  så længe jeg kunne huske, men jeg havde aldrig ture ødelægge vores venskab. Jeg vidste ikke helt om hun var lettet over at Mike var fri til hende, eller skuffet over at jeg datede en freak. Men ironisk nok var Jeremy og Lucy faktisk blevet okay venner, og hun var begyndt at acceptere vores forhold lidt mere. 

Jeg blev færdig med at rede mit hår, og tog hurtigt nogle rene bukser på eftersom de andre var blevet beskidte på kirkegården. Derefter skyndte jeg mig at tage jakke og sko på, og skyndte mig ud til Mike, der stod og kiggede på klokken, som om han havde ventet hele eftermiddagen. "Skal vi gå en tur?" Spurgte han, og jeg nikkede.

 

Lyt til: I Won't Let Go- Rascal flatts (http://www.youtube.com/watch?v=ARbZuiHWBOY)

 

Vi gik en tur, som på et vært andet tidspunkt nok ville være ufattelig smuk. Men, alle smukke ting mindede mig om Jeremy. Han elskede at tage mig med på ture som denne og snakke og ting med og uden betydning, og med ham, behøvede vi ikke engang at snakke. Men lige nu vidste jeg at den ikke ville holde meget længere. "Mel..." Begyndte Mike i et tonefald jeg aldrig havde hørt før. Hans stemme var blød og bestemt, næsten.. Kærlig? Eller bekymret. Vi var stoppet med at gå,  og stod nu på en lille tom strand ud til en lille sø. "Jeg ved godt at du har det svært med alt det der er sket."  Jeg sendte ham et forvirret blik, jeg håbede udtrykte alle de ting jeg tænkte om ham og bekymring. Hans lyseblå øjne borrede sig ind i mine, og hans hoved begyndte at komme tættere på mit. Mit hjerte slog så hårdt og hurtigt, at jeg var sikker på at han kunne høre det. Men han lod ikke til at bemærke min nervøsitet, og hans hoved kom tættere og tættere på. Hans læber mødte mine, men før han kunne nå at udvikle kysset, lagde jeg mine hænder på hans bryst, skubbede ham væk, og så ind i hans øjne. "Mike.. Jeg.." Hans kinder blev røde, og jeg vidste at der her ikke var noget han var van til. "Du.. Du er ikke klar." Jeg rystede på hovedet. "Jeg har mistet alle jeg nogensinde har elsket. Jeg vil aldrig tage den change igen."  Med de ord vente jeg mig om, og begyndte at gå hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...