Beskytterne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
Cara er en Beskytter. Beskytterne vogter porten mellem menneskernes verden og den anden verden.
Midt i en kamp bliver Caras søster Elle taget af et ukendt væsen. Det eneste, hun ved om det, er, at det er et oldgammelt væsen, og at det aldrig vil stoppe med at jagte Elle.
Alvis, den vise Beskytter, husker, hvor væsnet holder til.
Derfor drager Cara ud for at redde sin søster, der for hvert minut, der går, er tættere på sin død.
Midt i det hele møder hun David, som imod hendes vilje følger efter hende. Hun må ikke fortælle noget om sig selv, så hun kan ikke få ham til at gå uden at røbe, hvad hun er.
Hemmeligheder, grænser og følelser bliver blandet sammen til et stort helvede.
*** Til Fantasi konkurrencen - mulighed 1 og 2 ***

27Likes
46Kommentarer
964Visninger
AA

7. Kapitel 6: "Hvad er det her for et sted?"

Siden episoden med næsten kysset, havde jeg ikke sagt et eneste ord til David. Han havde flere gange prøvet at komme i kontakt med mig, men jeg havde bare ignoreret ham.

”Cara, snak til mig,” bad han desperat om og gik ind foran mig. Jeg sukkede stile og rystede på hovedet. Han tog fat i min arm, da jeg skulle til at gå forbi ham. ”Hvorfor ikke?” Jeg rystede igen på hovedet.

”Du vil ikke forstå det,” svarede jeg kort. I en hurtig bevægelse rev jeg min arm til mig igen og gik videre. En uventet stank af rådden mad ramte mig.

”Det kan du da ikke –” begyndte han, men jeg afbrød ham ved at lægge min hånd over hans mund. Lyden af hæse hvæs og en ustoppelig krassen lød. Davids fugtige åndedræt gjorde min hånd svedig, så jeg tog den til mig igen. ”Hvad er det?” spurgte han om og gik ud til siden. Jeg ignorerede hans spørgsmål og gik lidt fremad. Stien strakte sig et skarpt sving, men alligevel vidste jeg godt, hvad der var for enden af svinget. Kransere.

Lyden af plaskende vand, fik mig til vende min opmærksomhed mod David, der rakte sin hånd ned i vand og kastede op på sit ansigt. Hans tunge åndedræt tydede på, han prøvede at berolige sig selv.

Mens David var optaget af vandet, gik jeg længere ned ad stien, så jeg kunne angribe dem. Ti meter længere fremme stod to Kransere. De kradsede i det frodige græs, der var spredt udover hele stien. Grådigt proppede de græs og andre planter ind i munden. Lydløst listede jeg hen bag dem, men uheldigvis havde de hørt mig. Hvordan det var muligt, vidste jeg ikke. Normalt hørte Kransere ikke særlig godt og brugte mest øjnene.

I en hurtig bevægelse trak jeg mit sværd frem fra mine bukser og svang det frem ad mod de arrige væsner, der gjorde klar til at angribe mig. Deres sorte øjne stirrede på mig med et glubsk blik. De lange mørke klør var spredt ud i deres små hænder, så de var klar til at angribe mig. Deres krogede kroppe strakte de ud, så de kunne indtage mere smidige positioner.

Uventet strakte en af Kranserne sin arm frem mod mig og slog mit sværd ud af min hånd. Forskrækket kiggede på mine to modstandere, der begge gik langsomt mod mig. Bange kiggede jeg mig rundt efter noget, jeg kunne forsvare mig med.

Her var intet brugeligt. I græsset lå en masse tynde kviste, men de var ubrugelige mod Kranserne. Vandet kunne heller ikke bruges. Mit sværd lå langt væk fra mig. Kranseren havde kastet det langt væk, da den havde taget det fra mig.

Jeg følte mig hjælpeløs. Hele situationen var uoverskuelig. Alle mine erfaringer kunne jeg ikke bruge til noget. De her Kransere opførte sig ikke som de plejede. De her tænkte over deres handlinger.

Mine forældre havde lært mig nærkamp, men jeg havde ikke brugt det til noget de sidste ti år, så jeg vidste ikke, om jeg kunne bruge det til noget. Men det ville nok være et bedre valg at prøve det end bare at give op.

Beslutsomt svang jeg min hånd mod den ene Kranser, der forskrækket hoppede bagud, da min hånd ramte den hårdt i maven. Den anden begyndte at bevægede sine små hænder op og ned i hurtige bevægelser og gik tættere på mig. Bange for at blive ramte af de sylespidse klør trådte jeg et skridt tilbage. Jeg lagde vægten på min ene fod, og sparkede den anden fod ind i maven på Kranseren foran mig. Det så ikke ud til at påvirke den på noget måde. Den gik bare endnu tættere på mig.

Jeg havde ikke noget, jeg kunne bruge i forsvar. Det var hårdt for mig at indrømme, men det var sandt. Min sværd kunne jeg ikke komme til, og det var tydeligt, at jeg havde glemt alt det, jeg havde lært om nærkamp. Jeg var fortabt.

Forskrækket trådte jeg længere tilbage, da Kranseren kradsede min arm til blods. Dens klør fortsatte op til mit ansigt, hvor den efterlod nogle smertefulde flænger. Jeg fortsatte bagud, til jeg nåede vandet. Jeg vendte mig chokeret om, da det kolde vand ramte min ryg. Stille lukkede jeg mine øjne og vendte mig om mod Kranserne. En voldsom smerte ramte min fod. Jeg gispede højt, da de kradsede mit andet ben. Det gjorde så ondt. Jeg kunne ikke stå op mere. Jeg blev nødt til at sidde ned. Ellers ville jeg meget snart falde om.

Samtidig med jeg åbnede øjnene, satte jeg mig ned. De sorte Kransere stod bøjede ind over mig og svang deres arme ud ti siden, så de var klar til kradse min hals åben. Min puls steg kraftigt, mit åndedræt blev uregelmæssigt, mine øjne søgte desperat efter en udvej. Men der var ikke nogen. Det her var min ende. Jeg skulle blive dræbt af to Kransere. Det var flovt. Af Kransere. Alle kunne slå Kransere ihjel. Undtagen lige mig.

Et skingert skrig fik mig til at kigge op på den ene Kranser, der bukkede sig forover og faldt slapt ned over mig. Bag liget stod David. Han havde mit sværd i hånden. Med en uvant bevægelse stak han sværdet ind i den anden, der kiggede forbløffet på sin døde ven.

”Du har reddet mit liv,” hviskede jeg stille for mig selv. David kiggede halvt fraværende på de døde væsner. Han kunne vist ikke forstå det, der lige var sket. Men det var vel forståeligt. Han havde lige dræbt et dyr, han ikke vidste fandtes.

”Hvad var det?” spurgte han om og fjernede ikke sit blik fra Kranserne. Han kastede sværdet hen til mig, stadig uden at kigge væk fra ligene. Jeg tog sværdet og lagde det ved siden af mig. Jeg kunne ikke rigtigt lægge det langs mit ben, når det var kradset op. Vurderende lod jeg mine øjne skanne min kvæstelser, så jeg havde en idé om, hvor slemt det egentligt var. Forskrækket så jeg, hvordan blodet løb fra mine ben. Så var det vel også mere forståeligt, hvorfor jeg ikke kunne stå op.

Jeg skulle have bukserne af. Ellers kunne mit sår ikke hele. Efter at have knappet dem op trak jeg dem nænsomt af for ikke at røre alt for meget ved sårene.

”Er du okay?” spurgte David om og skyndte sig hen til mig. ”Dine ben er jo helt…” Han stoppede sig selv midt i sætningen og strøg stille en finger over min ankel.

”Jeg er okay,” forsikrede jeg ham om. Han så ikke ligefrem overbevist ud, da jeg smilte halvhjertet til ham. Han nikkede tøvende. Jeg slikkede på min hånd og tørrede spyttet ind i mit sår. Blodet rundt om såret fjernede jeg også med noget spyt. Langsomt dannede flængen en sårskorpe og så ikke særlig blodig ud. Det andet ben gjorde jeg det samme ved.

”Hvorfor putter du spyt i såret?” spurgte David om. Jeg kiggede op på ham. Hans øjenbryn var rynket sammen, så det næsten lignede, han kun havde et. Hans mund var spændt ud til en smal streg.

”Hvordan går det med dit sår?” spurgte jeg om, og undgik spørgsmålet. Jeg kunne ikke forklare ham om Beskytternes spyt. Jeg kunne ikke fortælle ham om vores hemmeligheder. Så indtil videre måtte han hellere tro, jeg var en heks, end at der faktisk var en logisk grund bag det hele, som han alligevel ikke ville tro på.

”Det går,” startede han ud og løftede ud i sin T-shirt, så han kunne kigge på sit sår. ”Rigtig god.” Hans forbløffede blik, da han kiggede hen på mig igen, fik mig til at smile. Jeg tog fat i mit sværd og løftede klingen op til mit ansigt, så jeg kunne spejle mig i det. Mit ansigt havde heldigvis ikke fået særlig mange flænger. Der var en under mit ene øje og et i min pande. Jeg proppede mine fingre i min mund og førte dem op til de to sår. Også de helede hurtigt og dannede en pæn sårskorpe.

”Skal vi gå videre?” spurgte jeg om og rejste mig op. Jeg kunne allerede mærke forandringen i mine ben. Jeg kunne godt stå og gå på dem nu. David nikkede som svar og gik videre med mig lige bag sig.

 

***

 

Vi havde gået i noget tid, hvor der ikke skete noget. Både David og jeg havde ikke sagt noget. Jeg havde hele tiden tænkt på de to Kransere. Jeg kunne bare ikke forstå, hvordan de kunne handle, som de gjorde. Det var ikke normal opførsel for Kransere. De var normalt nogle mindre intelligente væsner, der levede efter sine instinkter.

En anden ting, der havde plaget mine tanker, var mit uheld med David. Jeg forstod bare ikke, hvorfor han havde troet, jeg ville kysse ham. Det eneste, jeg havde gjort, var at rense og hele hans sår. Det var ikke noget specielt.

”Hvad er det her for et sted?” udbrød David og fik derved min opmærksomhed. Han kiggede forundret rundt om sig. Stien, der gik gennem søen, var stoppet. Søen var også væk. I stedet var vi nået til et blåt sted. Vi gik hverken på græs eller jord. Nej, vi gik på vand. Vi gik på overfladen af det. Rundt omkring stak små stykker klippe op af vandet og dannede nærmest nogle små øer, som man næsten kunne ligge på uden at ramme vandet. Himlen over os var helt mørkeblå. En masse lyse prikker i mange forskellige størrelser var spredt ud over den. Selvom vandet og himlen næsten havde den samme, kunne man tydeligt se horisontlinjen. Det var næsten, som en hvid streg, der skar sig igennem den blå baggrund og skilte den i to stykker.

”Arcanum,” svarede jeg og var ikke det mindste i tvivl. Jeg følte mig så tryg. Jeg følte mig hjemme. Følelsen af at gå på vand gav mig nærmest et glædesrus. Det hele føltes som noget, jeg havde ventet på hele mit liv.

”Jeg bryder mig ikke om det her sted,” erkendte David og gik bagud. Hans blå øjne lyste nærmest op, mens de desperat ledte efter stien. Men den var der ikke. Ligegyldig hvor man kiggede hen, så var det helt blåt.

”Jeg kan godt lide det her sted,” fortalte jeg ham. Han rystede bare på hovedet ad mig og så ud til opgive at finde en vej væk herfra.

”Hvor skal vi så hen?” spurgte han om og sukkede. Jeg kiggede rundt efter et mål.

”Der,” svarede jeg og pegede mod en klar, lysende plet i horisonten. Noget i mig sagde, at det var der, jeg skulle hen, så det var der, mit mål var.

 

***

 

Jeg havde fuldstændig mistet min tidsfornemmelse det. Det føltes nærmest, som om tid ikke fandtes her. Intet rykkede sig. Det hele var, som da vi kom. De lysende pletter på himlen, den hvide horisontlinje og det hvide lys.

Både David og jeg var blevet trætte. David havde endda flere gange sagt, at han ikke kunne mere. Han havde også rigtig mange gange sat sig ned på en af de små øer og bare kigget op på mig.

”Jeg er så træt,” brummede David. Hans øjne var næsten lukkede mens han gik med sløve skridt. Jeg sukkede træt.

”Vi skal først have noget spise,” huskede jeg ham på. Min mave rumlede højt lige, da jeg havde sagt det, og gjorde kun min pointe tydeligere.

”Fint,” brummede David og spejdede rundt efter noget at spise. ”Men hvad har du tænkt dig, vi skal spise?" Jeg kiggede rundt og prøvede at huske på noget fra den anden verden. Det her lignede rigtig meget nogle af de dale, der fandtes der. Under vandet voksede der nogle grønsagslignende frugter, som var rigtig mættende, men jeg vidste ikke, om de også voksede her. Søgende gik jeg rundt på vandet og kiggede efter de lilla frugter.

Der. Der voksede en helt masse let genkendelige, lilla frugter lidt væk fra der, hvor jeg stod. Jeg skyndte mig over til dem og fandt mit sværd frem. Hvis jeg ville have fat på dem, skulle jeg skære dem op. Så jeg stak hånden ned i vandet, tog fat om nogle stykker og skar dem af. Med et triumferende smil gik jeg tilbage til David med fire stykker i hånden.

”Her,” sagde jeg og kastede to af dem hen til ham. Han så bare misbilligende på dem.

”To halve gulerødder? Er det, hvad vi får? Og hvorfor er de lilla?” spurgte han om og kiggede underligt på de lilla frugter, han vendte og drejede i sin hånd.

”Spis dem nu bare,” sukkede jeg og tog en bid af min egen. Den velkendte friske smag dansede på min tunge og fik et stort smil frem på mine læber. I to mundfulde fik jeg resten af den spist for at gøre det samme med den anden.

”Hvordan kan du spiser det her?” spurgte han om og havde kun spist den ene. Han vrængede ansigt, hver gang han tog en mikroskopisk bid af den. ”Hvad hedder de her overhovedet?” spurgte han om og lagde frugten ved siden af sig.

”Det kan jeg ikke huske, men det er i hvert fald ikke gulerødder,” sagde jeg og skævede til hans halvspiste frugt. ”Spis den nu,” grinte jeg og pegede på frugten. Han sukkede og tog den hele i munden. Med et underligt ansigt tykkede og slugte han den.

”Sådan,” sagde han og åbnede munden som et lille barn, der viser sine forældre, den har spist alle sine grøntsager.

”Vi bør nok også snart lægge os til at sove,” konkluderede jeg. Han nikkede med halvt lukkede øjne og gik hen til den nærmeste ø. Han smed sig nærmest på den og kiggede roligt op på mig.

”Hvad med her?” spurgte han og lignede ikke en, der godtog et nej. Jeg nikkede bare smilende og lagde mig ved siden af ham. Hans arme snoede sig rundt om mit liv, så han kunne trække mig ind til sig. Varmen fra hans krop og lyden af hans dunkende hjerte gav mig en underlig følelse af tryghed. ”Godnat,” mumlede han mod mit hår.

”Godnat,” svarede jeg og sukkede stille. Selvom jeg ikke var meget for at indrømme det, så nød jeg at være sammen med David. Også selvom han var irriterende og hele tiden snakkede. Han havde jo også vist, at han faktisk kunne noget, da han redede mig fra de to Kransere, der nær havde slået mig ihjel. Det føltes ret underligt at vide, at hvis jeg aldrig havde stødt på ham der ved kiosken, havde jeg nok ikke været nået her, hvor jeg var nu. Så havde han nok ikke snakket ligeså meget til mig i toget. Han ville nok heller ikke være så nysgerrig angående min søster. Og han ville helt sikkert ikke være fulgt efter mig helt hertil.

Så jeg var glad for, at han var med. Og jeg var glad for ham. Jeg var glad for, at han var her for mig. Men var det her et brud på loven?

Jeg havde ikke decideret fortalt David om nogle af Beskytternes hemmeligheder endnu. Jeg havde kun vist ham nogle.

Jeg havde ikke hjulpet nogen over grænsen og da slet ikke uvedkommende.

Så var der bare de to sidste love. Vi må ikke forelske os i mennesker eller blive venner med dem. Hvad David og jeg var, vidste jeg ikke, men det var helt klart et brud på loven. Måske to. Og derfor glædede jeg mig ikke til, at jeg skulle hjem igen til de andre Beskytterne, der sikkert allerede sad og diskuterede en passende straf til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...