Beskytterne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
Cara er en Beskytter. Beskytterne vogter porten mellem menneskernes verden og den anden verden.
Midt i en kamp bliver Caras søster Elle taget af et ukendt væsen. Det eneste, hun ved om det, er, at det er et oldgammelt væsen, og at det aldrig vil stoppe med at jagte Elle.
Alvis, den vise Beskytter, husker, hvor væsnet holder til.
Derfor drager Cara ud for at redde sin søster, der for hvert minut, der går, er tættere på sin død.
Midt i det hele møder hun David, som imod hendes vilje følger efter hende. Hun må ikke fortælle noget om sig selv, så hun kan ikke få ham til at gå uden at røbe, hvad hun er.
Hemmeligheder, grænser og følelser bliver blandet sammen til et stort helvede.
*** Til Fantasi konkurrencen - mulighed 1 og 2 ***

27Likes
46Kommentarer
894Visninger
AA

6. Kapitel 5: "Det her kommer nok til at lyde underligt"

”Cara!”

Hans stive arme rakte længelsfuldt ud efter mig. Intet bevægede sig. Alt stod stille. Fuglenes pippen syntes at være stoppet, træerne rykkede sig ikke længere til vindens susen, og ingen andre end David var til at se i parken.

”For helvede,” mumlede jeg stille for mig selv. Noget i mig sagde, at det her var det, jeg havde ventet på. Nu havde jeg chancen for at slippe af med David. Tanken om bare at lade ham stå der og ligne en idiot var virkelig tiltalende, men en lille del af mig, mindede mig om det moralsk rigtige. Jeg skulle nok aldrig se ham igen, men jeg kunne da ikke bare lade ham stå der.

Jeg gik tilbage mod ham. De tomme øjne stirrede på mig, som var jeg et spøgelse. Jo tættere jeg kom på ham, jo mere rystede hans arm, der rakte frem mod mig. Det lignede, han prøvede at trække armen tilbage, men noget holdte den frem.

”David,” sukkede jeg og tog fat i hans hånd. Den var helt kold. Med et ordenligt tag om hans hånd førte jeg den ned til hans hofte. Hånden strittede imod hele vejen ned, men blev ved hoften, da den var dernede.

”Vågn op,” sagde jeg utålmodigt og overvejede stærkt at slå ham på skulderen igen. Af en eller anden grund kunne jeg ikke få mig selv til at gøre det, som han for ikke særlig lang tid siden havde sagt, jeg ikke skulle gøre. Men indtil videre havde det jo virket bedst, når han gik i den her choktilstand. Jeg følte mig virkelig splittet.

Alligevel endte jeg med at slå ham på skulderen. Det var dog virkelig blidt. Min hånd flyttede sig ikke, da jeg havde ramt ham, og gjorde derved slaget endnu blidere. David blinkede voldsomt med øjnene. Hans blik flakkede rundt om sig. Da han ikke så nogen bag ham eller andre steder, vendte han sin opmærksomhed mod mig.

”Hvad fanden gjorde du?” spurgte han lamslået om. Hans stemme var der næsten ikke. Den var højest et hæst åndedræt.

”Hvad mener du?” spurgte jeg og var slet ikke lige så påvirket af situationen som David. Hans øjne blev endnu større, hvis det var muligt. Hans pupiller var store, så man næsten ikke kunne se den blå farve i hans øjne, også selvom det var midt på dagen, og himlen var skyfri.

”Du … du … gik bare,” prøvede han, men blev hele tiden nødt til at holde pauser, da hans stemme gentagende gange svigtede.

”Ja, ned ad stien,” bekendtgjorde jeg og vendte mig om for at pege på stien, der gik gennem søen. Den sti, som jeg kom fra.

”Hvilken sti?” spurgte David om. Forskrækket vendte jeg mig om mod ham. Det var ikke det, at han talte, der gjorde mig forskrækket. Nej, det var det, han sagde. Kunne han ikke se stien? Enten var han blind, eller også var den gamle myte sand. Mennesker kunne ikke se stien. Men hvis de ikke kunne se stien, hvad andet kunne de så heller ikke se?

Bange fornemmelser fyldte min krop. Havde jeg gjort noget eller gået gennem noget, mennesker ikke kunne se? Havde jeg brudt loven? Jeg kunne jo ikke vide det. Jeg snakkede aldrig med mennesker, så jeg havde absolut ingen idé om, hvordan de reagerede på de forskellige ting. Bortset fra nu. David havde reageret. Og han kunne ikke se stien.

”Hvilken sti snakker du om?” spurgte jeg dumt om og forsøgte at lede samtalen væk fra noget, der kunne afsløre mig. David så uforstående på mig.

”Hvad mener du? Det var dig, der snakkede om en sti,” sagde han og prøvede på at få mig til at indrømme det. Men det ville ikke ske. Jeg skulle ikke begå nogle fejl.

”Nej, og jeg tror, du skal gå nu,” sagde jeg til ham og vendte mig om. Han gik ikke. I hvert fald ikke lige med det samme. Jeg kunne høre ham sukke tungt.

”Du snakkede altså om en sti,” slog han fast og fik dermed det sidste ord. Bagefter kunne jeg høre hans skridt bevæge sig væk fra mig. Lettet åndede jeg ud og gik mod stien igen.

Det var en helt speciel følelse at stå her. Man kunne stille sig op langs kanten af stien, så vandet gik en til hoften, uden at man blev våd. Pludselig lød nogle tunge skridt. Der var en, der løb. Skridtene kom tættere og tættere på. Hvem end det var, så var personen på vej mod mig.

Det kunne umuligt være et menneske. Hvis David ikke kunne se stien, hvorfor skulle andre så kunne se den?

I en hurtigt bevægelse fik jeg mit skinende sværd frem og vendte mig om, så jeg var klar til at forsvare mig mod min ukendte modstander.

Jeg nåede ikke at se, hvem det var, før jeg jog min klinge fremad. Et skingert skrig lød. Forskrækket kiggede jeg mod mit offer, og så til min egen ydmygelse, at det var David. Hvordan kunne jeg dog tro, at han ville angribe mig? Hvordan kunne jeg tage så meget fejl. Jeg havde gjort det her i hele mit liv, og alligevel kunne jeg ikke finde ud ad det! Det var dog utroligt.

”Hvorfor gjorde du det?” spurgte David om med en skinger stemme. Jeg sukkede stille, inden jeg trak mit sværd til mig. Der var lidt blod på spidsen af det, men det var ikke særlig meget. Jeg vendte mit blik mod David, der havde sin hånd placerede på sit bryst. Man kunne ane noget rødt under hans hånd på hans eller så fine, grå T-shirt.

”Jeg troede, du var noget andet,” mumlede jeg stille og håbede på, han ikke hørte det. Til mit held var det eneste, han kunne høre, sine egne skingre ord og støn.

”Hvorfor har du overhovedet et sværd? Er det ikke ulovligt?” spurgte han om og kiggede misbilligende på mit sværd. Jeg trak let ud i mine bukser og placerede sværdet langs mit ben. Den var dejligt køligt mod mit varme ben. Det smidige metal fulgte mine bevægelser, da jeg trådte nogle skridt nærmere på David. Hans øjne var som limede til mine ben.

”Hvordan gjorde du det?” spurgte han og nikkede mod mit ben. Jeg grinte stille for mig selv. Det var ikke noget specielt. Det var bare lavet af Flex, et metal, der blev brugt meget i den anden verden.

”Lad mig ordne det her,” sagde jeg beroligende til ham og fjernede forsigtigt hans hånd, der var presset mod det åbne sår. Det var ikke et særlig slemt sår. Det blødte ikke særlig meget, men David havde store smerter.

”Hvordan det?” spurgte han mistroisk om. Han betragtede mig med halvt lukkede øjne fra mine tæer til mit hår.

”Det her kommer nok til at lyde underligt,” startede jeg ud og tog en dyb indånding. Jeg kunne hele hans sår, men så ville jeg komme til at afsløre lidt af mig selv. ”Jeg bliver nødt til at slikke på din brystkasse,” forklarede jeg ham og pegede på hans brystkasse. Jeg vendte ikke mit blik mod hans ansigt. Han stirrede sikkert bare åndsvagt på mig.

”Fint,” brummede han. Han trak sin T-shirt af og smede den på jorden.

”Sæt dig ned,” beordrede jeg og satte mig selv ned. David nikkede bare og gjorde, som jeg sagde. Med forsigtige, men bestemte bevægelser trak jeg ham tættere ind til mig, så vores ben blev flettet ind i hinanden.

”Hvad nu?” spurgte han stille om og kiggede afventende på mig.

”Sid stille,” sagde jeg og lænede mig forover. Jeg vædede kort mine læber, inden min fugtige tunge rørte hans bare hud. Jeg førte stille min tunge tættere på hans sår. Den velkendte smag af blod ramte min tunge. Forsigtigt ledte jeg en klat spyt ud på spidsen af min tunge og ind i såret. Forsigtig lod jeg min tunge glide over det, inden jeg trak mig væk fra det.

”Wow,” lød det lavmeldt fra David. Hvis jeg gættede rigtigt var det ikke meningen, at jeg skulle høre det. Et normalt menneske ville ikke have hørt det, men jeg var ikke ligefrem et menneske.

”Sådan,” sagde jeg og rejste mig op. David kiggede op på mig med et kærligt, men forvirret blik i øjnene.

”Hvordan gjorde du det?” spurgte han om og lød helt fascineret.

”Det kan være lige meget,” sagde jeg hårdt. David rejste sig op og gik helt tæt på mig. Hans hænder lagde sig på min hofter.

”Det var,” sagde han og vædede sine læber. ”Fantastisk.” Hans blik var fanget i mit. Hans blå øjne stirrede ind i mine med et blik, jeg ikke kunne tyde.

”Hm,” mumlede jeg bare. David lod sin ene hånd give slip på min hofte for at føre den op til mit platin blonde hår.

”Jeg har aldrig set den her hårfarve før. Den er virkelig smuk til dig,” komplimenterede han. Jeg kunne lade vær med at blive lidt rørt over hans kommentar. Folk plejede ikke at sige pæne ting om mig. Det var mest bare; tager du den næste vagt?

”Tak,” mumlede jeg stille og smilte stort. ”Dit hår er heller ikke værst,” grinte jeg stille og førte min ene hånd op i hans brune hår. Hans smilede skævt mig og lod sit hoved komme lidt tættere på mit. Det nåede så tæt på, at vores pander støtte ind i hinanden.

”Du er helt fantastisk,” mumlede han, inden hans ansigt kom endnu tættere på. Pludselig kom jeg i tanke om, hvad der skete. Han ville kysse mig! Det måtte han jo ikke! Tænk at jeg var så dum at lade ham komme så tæt på mig. Hvad ville de andre ikke tænke, hvis de fik det her at vide? Og hvis det kunne komme så langt, som det lige havde gjort, hvad kunne det ikke ende med? Jeg måtte ikke forelske mig i ham. Jeg ville ikke overtræde loven.

”Undskyld,” sagde jeg skyldbetinget og gik væk fra ham og længere ned ad stien.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...