Beskytterne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
Cara er en Beskytter. Beskytterne vogter porten mellem menneskernes verden og den anden verden.
Midt i en kamp bliver Caras søster Elle taget af et ukendt væsen. Det eneste, hun ved om det, er, at det er et oldgammelt væsen, og at det aldrig vil stoppe med at jagte Elle.
Alvis, den vise Beskytter, husker, hvor væsnet holder til.
Derfor drager Cara ud for at redde sin søster, der for hvert minut, der går, er tættere på sin død.
Midt i det hele møder hun David, som imod hendes vilje følger efter hende. Hun må ikke fortælle noget om sig selv, så hun kan ikke få ham til at gå uden at røbe, hvad hun er.
Hemmeligheder, grænser og følelser bliver blandet sammen til et stort helvede.
*** Til Fantasi konkurrencen - mulighed 1 og 2 ***

27Likes
46Kommentarer
901Visninger
AA

5. Kapitel 4: " Er du sindssyg!?"

Vi havde gået i noget tid, da vi kom til et stort, grønt areal. Det her måtte være Roath Park.

”Så er vi i Roath Park,” sagde David og bekræftede derved min teori. Han kiggede rundt om sig med et stort smil, der hurtigt blev ændret til en forvirret grimasse.

"Er der noget galt?" spurgte jeg om og kiggede væk fra ham og rundt om i parken. Den var virkelig smuk. Træer var plantet langs stien, der gik gennem hele parken. Det friske græs havde en beroligende grøn farve. Her fra indgangen kunne man også se søen. Det klare, blå vand lyste af solen stråler, der skinnende varmt ned på den.

"Hvornår skal du mødes med din søster?" spurgte David om.

"Klokken et," svarede jeg og håbede inderligt på, at det var nogenlunde nu. Det ville være lidt pinligt, hvis jeg ramte forkert og derved afslørede mig selv.

David rakte sit håndled op til sit ansigt, så et sølvfarvet armbåndsur kom til syne. Han nikkede anerkendende og lod armen falde ned langs hans hofte. ”Det er om ti minutter,” konstaterede han og smilte halvhjertet til mig.

”Så er hun her lige om lidt,” overbeviste jeg ham om og lod et stort, forsikrende smil komme til syne på mine læber. Jeg nikkede mod vejen, som vi kom fra. David forstod tydeligvis min hentydning til, at han skulle gå, men så ikke ud til at ville det.

”Kan jeg måske få dit nummer?” spurgte han om og lød overraskende nervøs. Han bed sig i læben og kiggede ned i jorden, mens en svag rosa farve bredte sig over hans kinder.

”Nej,” svarede jeg koldt. Han måtte ikke få mit nummer. Selv hvis jeg gerne ville i kontakt med ham igen, så måtte jeg ikke. Det var imod Beskytternes love. ”Hvorfor vil du overhovedet have det?” Det undrede mig faktisk rigtig meget, at han gerne ville se mere til mig. Jeg havde jo været kold og afvisende over for ham. Hvorfor kunne han ikke bare forstå, at han bare skulle lade mig være?

”Der et eller andet over dig. Noget mystisk. Noget, som nærmest tvinger mig mod dig,” svarede han ærligt og så nærgående på mig. Noget, som tvang ham mod mig? Hvad mente han dog med det?

”Hør, jeg gider dig ikke,” svarede jeg kort og vendte mig om. Jeg skulle til at gå væk fra ham, da en hånd lagde sig over min skulder i et fast tag, så jeg ikke kunne komme fremad.

”Hvorfor er du så hård overfor mig?” spurgte David såret om. Jeg vendte mig om, så godt som jeg nu kunne i hans stramme greb. Hans blå øjne stirrede ind i mine med et ulæseligt udtryk. Jeg kunne ikke se andet end dem. De borede sig ind i mine og tvang mig til at blive stående. Hans greb om mine skuldre forsvandt hurtigt, men jeg gik ikke væk fra ham.

”Jeg har ikke noget valg,” svarede jeg kort og bed mig i læben. Det var nok den første sande ting, jeg havde fortalt ham indtil videre. Alt andet havde været løgn på løgn.

”Selvfølgelig har du et valg!” udbrød han stædig og lagde armene over kors.

”Du forstår det ikke,” konkluderede jeg og rystede på hovedet. Jeg havde heller ikke regnet med andet. Et menneske ville aldrig kunne forstå en Beskytters liv. Vi var bundet af helt andre regler end dem.

”Nej, det gør jeg ikke,” sagde han højt og tog sine hænder op i sit hår for at hive i nogle brune lokker.

”Hør,” begyndte jeg, men nåede ikke længere, da David afbrød mig.

”Ved du hvad? Bare gå. Det er fint,” sagde han opgivende og vendte sig om for at gå. Jeg nikkede stille for mig selv og gik mod søen.

Jeg kunne ikke lade vær med at have lidt skyldfølelse over det, der lige var sket. Han havde jo ikke gjort mig noget. Han havde kun hjulpet mig. Alligevel var jeg en bitch over for ham. Det værste var, at jeg ikke kunne lade vær. Jeg måtte ikke.

Glem det. Du skal bare glemme det, fortalte jeg mig selv. Det nyttede ikke noget at gå og gruble over noget, jeg alligevel ikke kunne gøre om.

Den blå sø lyste blankt og mindede mig om Davids øjne. Blå og dybe.

Jeg gik lidt tættere på og lagde mærke til det sorte jernhegn, der var sat op rundt om den store sø. Midt i søen delte den sig i to, så en lille sti blev dannet. Med rolige skridt gik jeg hen til hegnet, der stoppede samme sted som vandet. Det var et lidt underligt syn. Det var nærmest som en mur af vand, der omringede den lille sti.

Jeg skulle lige til at tage et skridt ud på stien, da en skinger stemme afbrød mine handlinger.

”Er du sindssyg!?”

Chokeret vendte jeg mig om og fik øje på David, der stod og så måbende på mig. Med hurtige skridt gik han hen til mig for at tage hårdt fat i mit håndled.

”Hvad fanden tænker du dog på!? Prøver du på at dræbe dig selv?” råbte han frustreret, mens han ruskede voldsomt i mine arme. Jeg rev forarget mine arme til mig. En masse mennesker havde samlet sig om os og fulgte ivrigt med i hele den situation. Jeg sukkede tungt. Unødig opmærksom. Hvordan skulle jeg kommer videre, hvis alle holdt øje med. Efter at dømme Davids reaktion så regnede jeg ikke med, at det var normal opførsel at gå der, hvor jeg skulle gå.

”Lad vær med at råbe,” vrissede jeg lavmeldt ad ham. Han rystede bare på hovedet med store bevægelser.

”Du var ved at gå ud i søen, som om du kan gå på vand, Cara. Hvad havde du regnet med? At du ville ende på den anden side af søen ud at ramme vandet på et eneste tidspunkt?” råbte han uforstående af mig. Hans rystende stemme og hans fugtige øjne tydede på, han var ved at bryde sammen. Hvis han ikke snart tog det lidt roligt, ville små, våde tårer fugtiggøre hans rødlige kinder.

”Du aner ikke hvad du snakker om,” snerrede jeg ad ham. Jeg stirrede på ham, og han stirrede på mig. Han sagde, at jeg var på vej ud i søen. Hvad mente han med det? Jeg gik da mod den lille sti. Kunne han ikke se den? Jeg turde ikke spørge. Hvis han ikke kunne se den, skulle jeg ikke få ham til at tro, jeg var en sindsforvirret pige.

”Den her gang går jeg ikke fra dig, Cara,” sagde han bestemt og lagde stædigt armene over kors. Jeg sukkede højlydt.

”Det skal du ikke,” sagde jeg irriteret. Jeg var godt træt af ham. Fra toget til nu havde jeg været udsat for hans plage, jeg kunne ikke klare flere dage med det.

”Hvorfor så ikke det?” spurgte han og så ikke til at ville give sig.

”Det kan jeg ikke fortælle dig,” sukkede jeg og forbandede inderligt, at jeg ikke kunne finde på nogen undskyldning. Jeg ville jo helt klart ende med at bryde nogle af Beskytternes love. Det var virkelig noget, jeg frygtede. Ingen havde før gjort det, så ingen vidste, hvad der skete, hvis man gjorde det.

”Så følger jeg med dig,” konkluderede han og smilte stort, fordi han havde vundet diskussionen.

”David, please. Du forstår det ikke. Vil du ikke godt bare gå,” bedte jeg ham håbefuldt om. Jeg vidste godt, det ikke ville nytte noget, men jeg havde ikke andre muligheder. Jeg havde prøvet alt, og intet havde virket. Han rystede afvisende på hoved og vendte hovedet rundt mod de mange mennesker, der stod samlet om os.

”Gider I forsvinde?” udbrød han højt og sendte nogle advarende blikke rundt til tilskuerne. Der gik ikke lang tid, før vi var alene. Det måtte jeg give ham. Han var ikke helt uduelig.

”Tak,” sagde jeg kort. Han nikkede og smilede stort til mig.

”Hvor er din søster så?” spurgte han om og kiggede rundt i parken, som han havde gjort tidligere. Igen kunne han ikke finde hende.

Hvad skulle jeg sige til ham. Jeg vidste jo godt, at min søster aldrig ville dukke op i parken, men det kunne jeg vel ikke rigtig fortælle David. Skulle jeg lade ham tro, at hun var forsinket, og så blive her, til han bliver træt af mig og tager hjem? Hvor lang tid det ville tage, havde jeg ingen idé om. Jeg vidste heller ikke, hvor lang tid Elle havde. Det var noget, jeg var nødt til at tage højde for. Jeg skulle videre så hurtigt som muligt. Det her væsen, som havde taget Elle, kunne gøre hvad som helst lige nu, den kunne være i gang med at fortære hende lige nu. Jeg kunne også bare skynde mig videre ned at stien og håbe, at David ville lade mig være. Det var den hurtigste plan, men også den mest risikable plan. Jeg skulle træffe valg. Og det skulle være nu.

”Hvor er hun?” blev David ved og så underligt på mig. Han rystede opgivende på hovedet og sukkede. ”Hun kommer ikke, vel?” sukkede han. Jeg rystede stille på hovedet og kiggede flovt ned i jorden. Han havde regnet det ud. Han vidste, hvad og hvem jeg var. Jeg var så færdig.

”Undskyld,” undskyldte jeg med en lille stemme, der knap nok kunne høres.

”Hvem er du, og hvad vil du?” spurgte han og virkede helt bange. Han løftede det ene øjenbryn og trådte et skridt tilbage.

Sukkende vendte jeg mig om og gik mod søen igen. Jeg havde truffet mit valg. David havde regnet det ud, så jeg kunne jo alligevel ikke lade ham tro, min søster kom.

Min rolige, men beslutsomme skridt gik jeg ud på den lille stå, der var i vandet. Jeg vendte mig om mod David, der så chokeret på mig. Hans brunlige kulør var forsvundet fra hans kønne ansigt, og de blå øjne var helt tomme og matte. Han stod helt stiv og så ikke ud til at kunne bevæge sig. Jeg skulle til at gå væk fra ham, da hans hæse råb gennemborede mine øre.

”Cara!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...