Beskytterne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
Cara er en Beskytter. Beskytterne vogter porten mellem menneskernes verden og den anden verden.
Midt i en kamp bliver Caras søster Elle taget af et ukendt væsen. Det eneste, hun ved om det, er, at det er et oldgammelt væsen, og at det aldrig vil stoppe med at jagte Elle.
Alvis, den vise Beskytter, husker, hvor væsnet holder til.
Derfor drager Cara ud for at redde sin søster, der for hvert minut, der går, er tættere på sin død.
Midt i det hele møder hun David, som imod hendes vilje følger efter hende. Hun må ikke fortælle noget om sig selv, så hun kan ikke få ham til at gå uden at røbe, hvad hun er.
Hemmeligheder, grænser og følelser bliver blandet sammen til et stort helvede.
*** Til Fantasi konkurrencen - mulighed 1 og 2 ***

27Likes
46Kommentarer
902Visninger
AA

4. Kapitel 3: "Jeg følger dig derhen"

”Hvor skal du så hen, Port?” spurgte David om og morede sig tydeligvis over mit falske navn, som, han troede blindt på, var mit efternavn. Jeg sukkede irriteret og skulede mod ham.

”Lad vær med at kalde mig det,” hvæsede jeg ad ham og kiggede ud ad vinduet og dermed væk fra ham.

”Hvor skal du hen, Cara?” gentog han. Denne gang sagde han dog mit rigtige navn. Jeg nikkede taknemmeligt til ham, da jeg for alt i verden ikke gad blive kaldt Port. Det var jo tåbeligt.

”Jeg skal besøge min søster,” sagde jeg kort, men ville helst hurtigst muligt væk fra det emne. Jeg var bange for at komme til at sige noget, han ikke måtte vide. Og der var meget. ”Hvor skal du hen?”

Han grinte kort. ”Jeg er på vej hjem. Jeg har lige besøgt nogle venner i London,” forklarede han. ”Hvad hedder din søster? Det kan være jeg kender hende,” spurgte han om og prøvede virkelig på ikke at pisse mig af. Det var bare ikke lige noget, han havde formået at gøre indtil videre.

”Kan du ikke bare være ligeglad?” vrissede jeg ad ham og var også lige ved at vise tænder som en arrig hund. Han rykkede forskrækket tilbage i sit sæde og så skræmt på mig. Han havde åbenbart ikke regnet med, at jeg kunne agere så dyrisk.

”Undskyld,” mumlede han og lukkede sine øjne hårdt i. Hans tynde, men elegante fingre holdt krampagtigt om hinanden, så knogler og sener kom til syne på hans hænder. De små rynker, der dukkede op, da han åbnede munden lidt og indåndede en imponerende stor mundfuld luft.

”Er du ved at få et angstanfald eller sådan noget?” udbrød jeg frustreret, da han ikke havde gjort andet end at trække vejret de sidste minutter. David kiggede skræmt op på mig, som var jeg et rovdyr, der jagtede ham. Han rystede voldsomt på hovedet, så man faktisk blev overrasket over, det stadig sad på sin plads.

”Jeg…” begyndte David, men afbrød sig selv. Han bed sig i læben og kørte sine hænder op i sit hår. Jeg sukkede opgivende.

”Du opfører dig, som om jeg har tænkt mig at spise dig,” sagde jeg uforstående, men begyndte at grine, da jeg opdagede, hvad jeg lige havde sagt. Som om jeg ville spise ham. Han var et menneske. Det ville simpelt hen være for klamt.

Han rystede afvisende på hovedet og grinte selv med. ”Nej nej,” grinte han, men smilte akavet. Han havde helt klart troet, jeg ville gøre et eller andet ved ham, som var jeg et dyr.

***

”Cardiff,” lød en mekanisk stemme pludselig. Lettet åndende jeg tungt ud og havde mest af alt bare lyst til at råbe og skrige af jubel. David havde hele turen haft enormt travlt med at snakke til mig. Jeg havde gjort mit bedste for at jage ham væk, men han var ligeglad. Han snakkede bare videre.

Jeg rejste mig op og fandt et hul i den kø, der var opstået i gangen. Alle de passagerer, der skulle af her, stod op, og derfor stod David lige ved siden af mig

”Hvor er det din søster bor? Det fortalte du mig aldrig,” spurgte han om, og allerede der var jeg ved at rive hovedet af ham. Havde han aldrig hørt om at tie stille?

”Du kender ikke stedet,” svarede jeg bare koldt og håbede han forstod, jeg ikke gad ham. Men ligesom alle andre gange ignorerede han det og snakkede videre.

”Sikker? Jeg har boet der hele mit liv,” blev han ved og grinte overlegent. Jeg rystede opgivende på hovedet.

”Helt sikker,” forsikrede jeg ham om. Køen bevægede sig lidt mod udgangen, men der var stadig lang vej endnu, før jeg var ude af det her tog.

”Bor hun i centrum eller i udkanten af Cardiff?” blev han ved. Min hænder spændtes hårdt, så mine knoer blev helt hvide. Min puls blev højere. Alle lyde omkring mig blev pludselig meget tydeligere. Jeg lagde mærke hver eneste detalje. Barnegråd fra perronen, fuglekvidre fra udenfor og de forskellige menneskers vejrtrækninger. Det hele følte som en jagt. Og jeg vidste godt, hvad min hjerne gerne ville jage lige nu. David. Hans evindelige plapren satte mine instinkter i gang, og jeg skulle koncentrere mig meget for ikke at angribe ham.

”Er du okay?” spurgte han om. Jeg kiggede fremad og opdagede, der næsten ikke var nogle mennesker tilbage i kupéen. Kun dem, der sad ned. Alle andre var gået ud af toget. Jeg sukkede lettet og ignorerede Davids spørgsmål. Hurtigt gik jeg ud af toget og ud på perronen, hvor en masse mennesker tumlede rundt mellem de forskellige toge.

Et skilte viste en tegning af en mand, der løb ud af en dør, så jeg regnede med, udgangen var den vej. Da jeg var kommet ud af den dør, som skiltet havde ført mig hen til, overvældede larmen mine øre. Overalt dyttede biler, mennesker råbte ad hinanden og alt synes bare at larme.

Arcanum skulle ligge i midten af Cardiff. Man skulle ind i Roath Park Wild Gardens og så skulle man bare fortsætte mod søen, der ville skille sig i to. Ifølge et oldgammelt sagn kunne mennesker ikke se, søen dele sig. Jeg havde aldrig troet på det, da ville være for dumt. Mennesker skulle jo eftersigende være intelligente.

Jeg havde bare ét problem. Jeg vidste ikke, hvor Roath Park lå. Jeg spejdede rundt i håb om at finde et skilt eller noget andet, der kunne lede mig hen til parken, men der var intet. Kun nogle træer og en masse biler. Hvor var David, når man faktisk havde brug.

Med et opgivende suk vendte jeg mig om for at finde en tilfældig person, der kunne hjælpe mig. Jeg gik hen mod en gråhåret mand i et sort jakkesæt, der stod med en cigaret i munden. Han kunne nok godt hjælpe mig.

”Undskyld mig,” sagde jeg højt og fik dermed hans opmærksomhed. Jeg tog en dyb indånding og huskede på de ting, jeg havde lært om menneskelig adfærd. Jeg skulle spørge ham høfligt om tingene og vise ham respekt. Man var åbenbart respektløs, hvis man ikke var høflig ifølge mennesker. ”Ved De, hvor Roath Park ligger?” spurte jeg høfligt og syntes selv, det lød virkelig dumt og gammeldags.

”Jeg har ikke tid,” sagde han kort og skoddede sin cigaret for at forsvinde ned ad vejen. Jeg så håbløst efter ham. Hvorfor fanden gik han bare?

”Har du brug for min hjælp,” lød det grinende bag mig. Jeg sukkede irriteret, da jeg godt kendte den stemme.

Jeg vendte mig om mod David, der smilte skævt til mig med hænderne i lommerne.

”Ja, hvor ligger Roath Park?” spurgte jeg om. Han rynkede forvirret sine øjenbryn og lagde hovedet lidt på skrå.

”Skulle du ikke besøge din søster?” spurgte han mistænkeligt om. En klump samlede sig i min hals. Jeg skulle finde på noget hurtigt, ellers ville han lægge mærke til, der var noget galt.

”Jeg skal mødes med hende der,” svarede jeg selvsikkert, uden at tænke over mit svar. Det lød egentlig meget troværdigt. David lyste pludselig op i et stort smil.

”Skal I? Så må jeg da kende hende! Hvad hedder hun?” spurgte han ivrigt om. Som om han kendte hende. Det var en umulighed. Og han skulle i den grad ikke kende min søsters navn. Han skulle ikke tro, jeg stolede på ham på nogen som helst måde.

”Kan du ikke bare sige, hvordan jeg kommer hen til parken,” sukkede jeg opgivende. Han rystede afvisende på hovedet.

”Ikke tale om. Jeg følger dig derhen. Så kan jeg også se din søster,” sagde han stædigt. Jeg kunne godt mærke på ham, han ikke havde tænkt sig at give op på det her, og jeg kunne jo heller ikke forhindre ham i at følge efter mig, så jeg nikkede bare med et højlydt suk. ”Den her vej,” sagde David og virkede stolt.

Det her ville altså blive en lang tur, hvis han snakkede ligeså meget, som han havde gjort i toget. Og den ville blive endnu længere, hvis jeg ikke snart fik ham skræmt væk. Hvordan jeg skulle gøre det, havde jeg bare ingen idé om.

”Vil du så fortælle mig, hvordan hun ser ud?” spurgte David.

”Hvem,” spurgte jeg. Han sukkede kort, som var det indlysende.

”Din søster,” sukkede han opgivende, som var jeg en sindssvag tåbe.

”Nåh, nej det vil jeg ikke,” sagde jeg monotomt og havde virkelig brug for noget stilhed.

”Ej, hvorfor ikke?” blev han stædigt ved som et lille barn, der ikke fik sin vilje.

”Kan du ikke bare tie stille?” udbrød jeg i en hård tone og overraskede mig selv lidt. Jeg havde regnet med, at jeg havde selvkontrol nok til ikke at flippe ud på David, men det havde jeg så ikke. ”Du har plapret løs de sidste to-tre timer uden at holde nogle pauser, og nu er jeg bare træt af dig. Det eneste, du skal gøre, er at vise vej. Ikke andet. Jeg har ikke lyst til at få stilet flere spørgsmål eller noget andet.”

Mit udbrud så også ud til at forskrække David. Han så på mig med store øjne, så man virkelig lagde mærke til de klare, blå øjne. Han blinkede næsten ikke og hans krop var så stiv, at man skulle tro, han var en statue.

”Hvorfor fanden går du hele tiden i choktilstand?” vrissede jeg, da jeg kom i tanke om toget, hvor han også havde reageret lignende, efter jeg havde snerret af ham. Han reagerede ikke på mine ord. Han blev bare stående. ”Idiot,” mumlede jeg og slog til hans skulder. Forskrækket han hoppede op i luften og tog sig til skulderen.

”Hvorfor gjorde du det?” spurgte han med en skinger tone, som havde jeg lige brækket hans skulder.

”Du reagerede ikke,” svarede jeg, som var det helt normalt. Det var det jo også. Jeg havde altid gjort sådan på min søster, og det virkede.

”Derfor skal du da ikke slå mig,” skældte han ud. Hvorfor fanden var han så sur? Det var jo ham, der snakkede uafbrudt. Jeg havde da ikke gjort noget galt.

”Sikkert,” mumlede jeg irriteret. ”Kan vi komme videre?” sagde jeg og mente det på ingen måde som et spørgsmål. David nikkede bare og gik videre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...