Beskytterne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
Cara er en Beskytter. Beskytterne vogter porten mellem menneskernes verden og den anden verden.
Midt i en kamp bliver Caras søster Elle taget af et ukendt væsen. Det eneste, hun ved om det, er, at det er et oldgammelt væsen, og at det aldrig vil stoppe med at jagte Elle.
Alvis, den vise Beskytter, husker, hvor væsnet holder til.
Derfor drager Cara ud for at redde sin søster, der for hvert minut, der går, er tættere på sin død.
Midt i det hele møder hun David, som imod hendes vilje følger efter hende. Hun må ikke fortælle noget om sig selv, så hun kan ikke få ham til at gå uden at røbe, hvad hun er.
Hemmeligheder, grænser og følelser bliver blandet sammen til et stort helvede.
*** Til Fantasi konkurrencen - mulighed 1 og 2 ***

27Likes
46Kommentarer
899Visninger
AA

3. Kapitel 2: "Jeg hedder David"

Jeg havde gået i godt ti minutter, da jeg nåede til den nærmeste tog station. Sjovt nok var det London Victoria Station, som lå i centrum af London, men alligevel havde menneskerne ikke lagt mærke til os Beskyttere endnu. Ikke engang vores tilholdssted, som ikke ligefrem var nem at overse. Det var jo nærmest en lille landsby. Mennesker var heller ikke for kloge, men det var derfor, vi var her.

Jeg tjekkede ind på mit rejsekort, inden jeg gik videre ud på perronen. Ja, vi havde rejsekort. Det blev vi jo nødt til. Portalen mellem denne og den anden verden lå over London, så det var lidt en selvfølge at kunne komme rundt i byen.

Skærmene, der holdte de travle mennesker oplyst, sagde, der var to minutter til, toget kom.

 

***

 

Efter en halv time i toget, var det nået frem til London Paddington. Jeg blev nødt til at holde et stop, inden jeg kom til min destination, da jeg skulle købe en billet til et tog, der kørte længere end bare de almindelige toge, der holdt sig inden for sine zoner.

Det var ret svært komme igennem de mange mennesker, der selv gerne ville hen til toget. Mange kiggede underligt på mig, når jeg passerede dem. De gik med deres mobiler mod deres øre, tablets i hænderne og virkede i det hele taget ikke, som om de mentalt var på en togstation.

Da jeg kom til en lille kiosk, hvor man kunne købe en billet, var der kø. Jeg kunne mærke, hvordan adrenalinen begyndte at hamre gennem min krop, og hvordan jeg blev ved med spejde til alle sider, som ventede jeg på noget slemt, da en gammel dame stod forrest og ikke kunne finde ud af, hvilket tog hun skulle have. Jeg havde jo ikke tid til det her. Elle havde brug for mig. Jeg var hendes eneste håb.

Lige da min tålmodighed forsvandt, gik den gamle dame væk fra disken og ned mod perronen. Luften, der havde samlet sig i store klumper i mit brust, fossede ud af mig.

Mens jeg ventede på, det blev min tur, havde jeg ingen kontrol over mine tanker.

Var Elle okay? Kunne jeg redde hende? Hvor langt tid havde hun? Kunne jeg overhovedet gøre noget imod et væsen, som vi ikke kendte særlig meget om? Ville vi nogensinde finde ud af, hvordan vi kunne dræbe det? Hvis ikke, ville det så på et tidspunkt stoppe med at jagte Elle, som Alvis havde sagt, den ville blive ved med?

”Næste,” lød en gennemtrængende stemme, der fik mig til at se chokeret op. Instinktivt trådte jeg et skridt fremad og gik ind i en fremmed. Han kiggede forskrækket tilbage og løftede underligt det ene øjenbryn. Han havde lysebrunt hår og blå øjne og var rimelig høj. Han lignede en seksten-syttenårig.

”Har du travlt, siden du går ind i mig?” grinte han og trådte et skridt væk fra mig, så vi ikke stod helt op ad hinanden. Hans hånende kommentar fik hele min krop til at reagere. Mine muskler spændtes, mens jeg mest af alt bare havde lyst til at slå ham. Hvem fanden troede han, han var?

”Hvad kommer det dig ved?” vrissede jeg af ham og lagde armene over kors for at få lidt kontrol over ham. Han efterlignede min stilling og lagde armene over kors for at se på mig med en fornærmet mine. Jeg tog en dyb indånding og lukkede kort øjnene.

”Tjo, du var lige ved at vælte mig, så jeg vil bare gerne vide hvorfor,” svarede han igen og morerede sig tydeligvis over hele den her situation. Jeg rystede på hovedet af ham og knurrede stille for mig selv. Idiot, havde jeg lyst til at råbe ham i ansigtet, men jeg blev nødt til at holde lav profil. ”Rolig tiger,” grinte han og tog hænderne op foran sig, som kunne de beskytte ham fra mig. Han skulle bare vide, hvad jeg var og kunne. Så ville han ikke behandle mig sådan her, men rent faktisk have respekt for mig.

Jeg vendte mig fornærmet væk fra mig og prøvede på at ignorere ham, hvilket var rimelig svært, når han begyndte at prikke til min skulder. Han spidse fingre, der blev ved med at bore sig ind i min skuldre, var ikke særlig rart, så modvilligt vendte jeg mit ansigt mod ham for at sende ham et blik, som gerne skulle sige, at han holdte sig væk, ellers ville det ende galt. Han grinte bare rystende på hovedet og vendte sig væk fra mig.

”Undskyld,” grinte han og mente det på ingen måde. Det var tydeligt.

”Næste,” lød det igen. Det gav mig et chok igen, men denne gang gik jeg ikke fremad. Det var ham drengens tur. Så slap jeg da for ham.

”Næste,” lød det endnu en gang. Jeg kiggede op mod disken og så at det var min tur. Ham drengen gik forbi mig og gav min skulder et klem.

”Nu er det din tur,” sagde han flabet og skyndte sig så væk. Jeg knurrede stille for mig selv, inden jeg gik op til disken, hvor der sad i en pige i tyverne. Hendes hår var samlet i en kasket og hendes grønne øjne var omringet af et par briller.

”En billet til Cardiff,” sagde jeg kort og fandt nogle penge frem fra min lomme.

 

***

 

Toget, jeg skulle med, ankom til stationen. Det larmende tog stoppede på perronen og lod folk gå ud af det for at løbe op ad trapperne og videre ud på gaden. Da alle var gået, var der plads til, man kunne komme ind i toget.

Jeg kiggede ned på min billet for at se, jeg skulle side i vogn 3 plads 34. Vognen med tallet tre var den bagerste vogn. Inde i selve vognen var der heldigvis ikke særlig mange mennesker, der jeg trådte ind. Tallene startede fra et og opad langs sæderne. Jeg stoppede op, da jeg kom til tallet 34. Det var en vinduesplads, hvor der ikke kunne sidde nogen ved siden, men overfor. Hvis jeg var heldig, kom der ikke nogen og satte sig på pladsen, før jeg var stået af toget.

Lige da jeg havde sat mig ned i det ikke særlig komfortable sæde, trådte en bekendt skikkelse ind i vognen. Det lysebrune hår, der sad sjusket på hans hoved, de blå øjne, der nærmest lyste op, hans ranglede krop, der samtidig virkede så muskuløs. Det var ham fra køen til billetsalget.

Han gik ned langs den lille gang, der var mellem de mange sæder, mens hans øjne fulgte de mange tal. Mine muskler spændtes mere og mere, jo nærmere han kom på mig. Hver gang han stoppede op foran et sæde, kunne jeg mærke hvordan hele min krop slappede af, men da han blev ved med at gå videre til det næste sæde, holdte jeg kort vejret.

Han fortsatte fremad. Da han stoppede op foran mig og kiggede på sædet foran mig, kunne jeg mærke, intet i min krop bevægede sig. Jeg ventede bare på, hvad han nu ville gøre. Ville han gå videre, eller ville han sætte sig der foran mig. Jeg håbede inderligt, det første var det rigtige.

Uheldigvis satte han sig over for mig. Jeg bandede stille for mig selv og bad til, han ikke ville opdage mig. Indtil videre havde han ikke lagt mærke til.

Det irriterede mig, at han skulle fylde mine tanker så meget. Det var meningen at jeg skulle udtænke en plan til at få Elle reddet. Jeg kunne jo ikke lade det uhyre blive ved med at jagte hende, slet ikke slå hende ihjel. Jeg ville hade mig selv, hvis der skete noget med hende.

”Fandt du set rigtige tog?” lød det pludselig grinende. Jeg kiggede op for at finde det, der afbrød mine tanker. Da drengen over for mig smilte stort, regnede jeg med, det var ham. Hvorfor fanden kunne jeg ikke bare slippe af med ham, så jeg kunne koncentrere mig om min turs egentlige formål?

”Kan du ikke bare smutte?” snerrede jeg ad ham og lagde armene modstridigt over kors. Han grinte lavt af mig og smilte skævt.

”Og slippe fra dit fantastiske selskab? Aldrig. Jeg nyder det her,” sagde han og blinkede til mig. Jeg rystede bare afvisende på hovedet og lagde mit hoved mod vinduet for at lukke øjnene. ”Ej, du må da ikke sove! Nu havde vi det lige så sjovt,” sagde han påtaget bedrøvet. Jeg sukkede lavt ad ham og prøvede på at lukke ham, men så irriterende, som han åbenbart var, prikkede han mig på skulderen. Irriteret over den ellers lille smerte i min skulder slog jeg øjnene op.

”Hvorfor bliver du ved med at prikke mig på skulderen?” vrissede jeg og tog mig til den skulder, han havde prikket.

”Fordi du bliver ved med at ignorere mig,” svarede han igen. Jeg sendte ham et dræber blik, inden jeg gav slip på min lidt ømme skulder. Han tog beskyttende hænderne op foran sit ansigt. ”Undskyld,” sagde han hurtigt.

”Det gør noget,” svarede jeg igen og godtog ikke hans undskyldning.

”Lad os starte forfra. Jeg hedder David,” præsenterede sig selv og rakte hånden ud. ”David Jones." Jeg nikkede bare ligegyldigt og stirrede på hans hånd, der hang i luften. Tavsheden mellem os begyndte stille at blive akavet, da jeg ikke gengældte hans venlige hilsen.

”Har du et navn?” spurgte han om og lød ikke til at ville lade det ligge.

”Cara,” sukkede jeg og var ikke ligefrem glad for, at han havde fået mig til at fortælle ham mit navn. Det betød jo, han ville lære mig at kende. Det var jo imod reglerne. Jeg måtte ikke blive venner med mennesker. Det var for farligt.

”Har du ikke et efternavn?” blev han ved. Et efternavn? Hvorfor skulle jeg have et efternavn? Det var jo kun mennesker, der var så primitive, at have efternavne. Men det kunne jeg ikke fortælle ham.

”Det kommer ikke dig ved,” snerrede jeg ad ham og håbede han ville lade det ligge. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville gøre, hvos han også tvang det ud af mig.

”Så du har ikke noget efternavn,” sagde han forbløffet og løftede det ene øjenbryn, hvilket fik hans ansigt til at vende sig på en underlig måde.

”Jo, selvfølgelig,” svarede jeg hurtigt, måske lidt for hurtigt. David kiggede i hvert fald skeptisk på mig.

”Hvad er det så?” spurgte han og lænede sig ind over det lille bord, der stod imellem os, med armene flette sammen. Et navn. Jeg skulle finde et navn. Hurtigt. Uheldigvis var min hjerne helt blank.

”Port,” røg det ud af mig. Port? Var det overhovedet et rigtigt navn? Sikkert ikke. Men det kom lidt af sig selv, da hele mit liv nærmest gik ud på at stå foran en port.

”Port,” gentog David og lænede sig tilbage i sit sæde. ”Du er altså en underlig en, Cara Port.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...