Beskytterne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2013
  • Status: Igang
Cara er en Beskytter. Beskytterne vogter porten mellem menneskernes verden og den anden verden.
Midt i en kamp bliver Caras søster Elle taget af et ukendt væsen. Det eneste, hun ved om det, er, at det er et oldgammelt væsen, og at det aldrig vil stoppe med at jagte Elle.
Alvis, den vise Beskytter, husker, hvor væsnet holder til.
Derfor drager Cara ud for at redde sin søster, der for hvert minut, der går, er tættere på sin død.
Midt i det hele møder hun David, som imod hendes vilje følger efter hende. Hun må ikke fortælle noget om sig selv, så hun kan ikke få ham til at gå uden at røbe, hvad hun er.
Hemmeligheder, grænser og følelser bliver blandet sammen til et stort helvede.
*** Til Fantasi konkurrencen - mulighed 1 og 2 ***

27Likes
46Kommentarer
894Visninger
AA

2. Kapitel 1: "Elle er forsvundet"

”Jeg keder mig,” sukkede jeg og lagde mig tilbage på den sten, jeg sad på. Jeg havde lige haft vagt sammen med min søster Elle og hendes forlovede Kevin. De havde været sammen i fem år og blev forlovet for tre måneder siden.

”Helt seriøst?” grinte Elle, der sad overfor mig sammen med Kevin. Jeg løftede mit hoved, så jeg kunne se hende, og nikkede med store bevægelser. Hun grinte af mig med sin lyse latter og lænede sig ind mod Kevin, der lagde en beskyttende arm om hende.

”Jeg smutter hjem nu, tror jeg,” konkluderede jeg og fik rejst mig op fra den store sten. Før nogen af os kunne nå at gøre noget, kom Angie, en af de yngste Beskyttere, løbende hen til os. Hun stoppede forpustet op foran os og fik lidt styr på sin vejrtrækning, før hun begyndte at snakke.

”Kranser,” sagde hun og gispede lidt efter vejret. Vi reagerede alle tre på ordet Kranser. En Kranser kom fra den anden verden. De elskede af en eller anden grund at overtræde grænsen til menneskernes verden. De var nogle brune, krogede væsner, der levede af ukrudt og var ikke truende over for mennesker på den måde, men de havde en tendens til at angribe dem, hvis de kom for tæt på dem.

”Hvad er sket den her gang?” spurgte Elle om og lød lidt irriteret. Vi var vel alle tre lidt irriterede. Vi havde ikke vagt nu, så vi havde ikke noget at gøre med ulovlig indtrængen. Og så var vi vel også ret trætte af Kranser. Størstedelen af dem, der krydsede grænsen, var Kransere.

”Der kom pludselig omkring et dusin af dem, så nogle enkelte nåede længere ind i den her verden. De er næsten nået helt ind til en by, så I må altså få dem dræbt,” forklarede hun og virkede helt bange, som ville vi flippe ud på hende, fordi hun havde forstyrret os, mens vi havde fri.

”Vi tager af sted,” sagde jeg sukkende og skævede kort til de andre for at sikre mig, at det var okay med dem. Elle nikkede.

”Ja, lad os hellere gøre det,” sagde hun halvhjertet for at rejste sig op og løsnede dermed Kevins tag om hende.

”Men vi skal ordne nogle ting til vores bryllup nu,” argumenterede han og virkede ikke særlig glad for, de blev nødt til at aflyse deres aftale. Elle sukkede kort, inden hun vendte sig mod ham.

”Kevin, hvad med at du bliver hjemme og finder ud af kagen. Du kender jo alligevel min smag udenad, så hvad skal du bruge mig til,” sagde hun og kyssede ham kort på munden. Han så ikke ud til at ville overgive sig, men jeg vidste, at Elle kunne overbevise ham om alt.

”Det er kun tre Kranser,” tilføjede Angie, der ligesom Elle prøvede at overbevise Kevin, om vi skulle tage af sted. Han sukkede højlydt.

”Fint,” brummede han og kyssede Elles kind. Hun smilte stort til ham, inden hun kyssede ham på munden for at vende sig mod mig.

”Skal vi tage af sted?” spurgte hun og var allerede på vej væk. Jeg grinte lidt af hende, inden jeg vendte mig mod Kevin, der sad på stenen og vred nervøst sine fingre.

”Hey, jeg lover, at jeg får din forlovede med hjem,” forsikrede jeg ham om. Det var ikke nogen særlig krævende opgave, så jeg forstod ikke rigtig, hvorfor han var så nervøs. Han nikkede og smilede taknemmelig. Efter at have gengældt hans smil skyndte jeg mig efter Elle, der allerede var nået ret langt.

 

***

 

”Hvor fanden er de irriterende Kranser?” vrissede Elle, da vi havde ledt efter dem i noget tid. Jeg satte mig ned på hug og snusede ind. Der kom en rådden lugt, som var karakteristik for Kransere, fra syd.

”Den vej,” sagde jeg og pegede mod syd for at rejse mig op igen. Hun nikkede som svar og gik mod den retning, som jeg havde peget mod. Jeg fulgte efter hende og lod mine sanser optage hver eneste ting, der skete. Lyden af vinden og vores skridt, lugten af græs og lugten af rådne æbler, følelsen af jorden og græsset under mine bare fødder, og hvordan omgivelserne så ud. Det hele kørte igennem mit hoved og holdt mig informeret om, hvor langt vi var fra Kranserne.

Pludselig lød nogle lyde, der ikke passede ind. Det lød som en, der kradsede i hård jord efterfulgt af nogle tørre hvæs. Kransere. Elle og jeg udvekslede nogle blikke, der tydeligt sagde, vi var enige om, at det var Kransere.

Vi listede os hen til det lille område, som Kranserne holdt sig på. Det var i udkanten af en skov. De havde ikke forvildet sig helt ind i skoven, men holdt sig i lige udenfor, hvor der voksede massere af underlige planter. Uden at de lagde mærke til os, kom vi helt hen til dem. Vi nikkede til hinanden og angreb Kranserne, der ikke havde nogen anelse om, at vi var her. De troede jo, de var sluppet forbi os Beskyttere

Hvæsende vendte de deres lange klør mod os og fægtede med dem. Både Elle og jeg trak vores lette, men farlige sværd, som vi altid gik med, frem. Elle svang sit sværd mod en af Kranserne, der skreg skingert, da den skarpe klinge skar igennem dens brystkasse. Selv slog jeg mit sværd mod en anden Kranser, der var på vej hen mod Elle. Da sværdet ramte den, vendte sig den mod mig og kradsede mig arrigt op ad armen. I forsvar stak jeg mit sværd ind i Kransen, så den stoppede med at krasse mig. Den stoppede helt med at gøre noget.

Jeg kiggede over mod Elle, der også havde fået dræbt den Kranser, hun kæmpede mod. Nu var der kun én tilbage. Vi gik begge mod den, men før vi nåede helt hen til den, dukkede et underligt væsen pludselig op. Jeg havde aldrig set det eller hørt om det før. Den var virkelig stor, havde små arme og mindende på den måde om en af de dinosaurer, der engang havde levet på jorden. Den havde dog nogle øjne, der lyste kraftigt op og nogle store vinger, der lyste mindst lige så kraftigt som øjnene.

Lyset fra væsnet var så kraftigt, at jeg blev nødt til at skærme for mine øjne med mine hænder. Der gik ikke lang tid, før lyset forsvandt, så jeg fjernede mine hænder igen.

Det første, jeg fik øje på, var den sidste Kranser, der stod og stirrede ud i luften med åben mund og virkede helt lam. Jeg skyndte mig hen til den og stak mit sværd ind i den så, den døde.

Jeg vendte mig om og forventede at se Elle stå bag mig, men hun var væk.

”Elle,” kaldte jeg og spejdede rundt efter hende. Hun var ikke til at se. Jeg kunne heller ikke lugte hende. Eller høre hende. Hun var her ikke.

Frustreret skaffede jeg mig af med Kranserne. Vi skulle begrave dem, når de var døde, så det var det, jeg gjorde. Da det var ordnet skyndte jeg mig tilbage til de andre, der ventede på, vi ville komme tilbage og fortælle, hvordan det var gået.

 

***

 

Da jeg nåede frem til vores tilholdssted, så jeg Angie stå og vente på mig. Da hun fik øje på mig, rynkede hun forvirret sine øjenbryn og gik mig i møde.

”Hvorfor kommer du alene?” spurgte hun om og kiggede bag. Da hun ikke kunne se nogen bag mig, vendte hun sig mod mig og så endnu mere forvirret ud. Jeg rystede bare på hovedet og gik ind til de andre, der sad inden for i vores fælleshus.

”Elle er forsvundet,” sagde jeg og fik alles opmærksomhed. De stirrede underligt på mig, som havde jeg sagt, at verden lige var gået under. Jeg skimmede rummet igennem og opdagede, Kevin ikke var her. Han skulle jo ordne det der med kage til hans og Elles bryllup.

”Hvordan er hun forsvundet?” spurgte Alvis, en af de ældre Beskyttere. Han var også den viseste af os, altså den, vi gik til, når vi havde et problem.

”Der dukkede pludselig det her lysende væsen op, og ligesom det var kommet, forsvandt det, og da jeg kiggede efter hende, var hun væk,” forklarede jeg og kunne mærke, hvordan jeg begyndte at panikke. Hvad var der sket med hende? Var hun okay? Mest af alt savnede jeg min søster. Jeg havde lige set hende, men jeg kunne mærke savnet bygge sig i mig, som havde jeg ikke set hende i måneder.

”Er du sikker på, du ikke bare overså hende?” spurgte en tredje, som jeg ikke så, hvem var.

”Hvis jeg havde overset hende, havde hun nok fulgt efter mig hjem, ikke?” spurgte jeg lidt irriteret over, der blev stillet spørgsmålstegn ved mine evner. Alvis rejste sig op.

”Dette væsen, der har taget din søster, er et old gammelt væsen. Jeg troede ikke, der fandtes flere af dem, men det gør der åbenbart. Den udser sig et offer, og så går den efter det. Hvis vi tager Elle med hertil, vil den bare komme her, og så skal vi starte forfra,” forklarede han, mens han holdt øjenkontakt med mig. Jeg nikkede som tegn til, jeg havde forstået det.

”Men skal vi så ikke bare dræbe det?” spurgte jeg om, da det virkede som den eneste udvej. Alligevel rystede Alvis afvisende på hovedet.

”Vi kan ikke bare sådan dræbe det. Man skal gøre det på en bestemt måde, men på grund af en hvis person ved vi ikke længere, hvordan man gør det,” vrissede han og kiggede kort hen på Prentice, hans lærling, der kiggede flovt ned i jorden. Han måtte have smidt nogle optegnelser væk, siden Alvis stadig var irriteret over det.

”Hvad gør vi så?” spurgte jeg om. Hvis vi ikke kunne dræbe det, hvilke muligheder havde vi så tilbage.

”Tja,” sagde Alvis og trak på skuldrene. ”Du bliver nødt til at redde hende, for ellers vil den spise hende. Den holder til et højt, men lavt sted, et koldt, men varmt sted, et sted, som ingen besøger, et sted, som ingen kender, I hvert fald ikke mennesker. Så held og lykke,” sagde han og gik væk fra os andre. Prentice fulgte efter ham som en hundehvalp. Forvirret kiggede jeg rundt på de forskellige, der alle så ud til ikke at ville med mig eller have noget med det her væsen at gøre. Bangebukse.

”I siger det til Kevin,” bestemte jeg og vendte mig væk fra dem. ”Jeg må hellere skynde mig af sted.”

Jeg løb væk fra vores tilholdssted og mod den nærmeste by. Jeg skulle tage toget for at komme hen til der, hvor dyret holdt til. Et højt, men lavt sted, et koldt, men varmt sted, et sted, som ingen besøger, et sted, som ingen kendte. Det kunne kun være ét sted. Arcanum.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...