Bleeding love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 9 feb. 2014
  • Status: Igang
Zoey Havens er 21 år bor helt alene ude i skoven, dog er der 100 m fra hendes hus en kirkegård. Hun lever langt væk fra alt og alle og er nu også meget glad for det. Hun arbejder inde i byen som servitrice som betaler det vigtigste af udgifterne. I det hele taget har hun et meget normalt og kedeligt liv - and has no love life. Men pludselig bliver der vendt op og ned på Zoey' hverdag da pludselig en dag den mystiske dreng Ty står ude på hende dørtrin. Han siger han bare er faret vild, og i starten tror hun på ham. Men da hun bliver ved med at finde ham de mærkeligste steder i gang med de mærkeligste ting begynder hun at tvivle på om han er den han begiver sig ud for at være. Plus hans pupiller er som et dybt, sort huld der bare venter på at trække en med ned. Er der virkelig noget unaturligt ved Ty eller er det bare Zoey?

4Likes
1Kommentarer
611Visninger
AA

4. Facebook pictures

 

”Hvad skulle det være?”

Jeg sendte et lidt falskt smil til den gamle dame foran mig. Jeg tror ikke hun lagde mærke til det, for hun stod bare og kiggede op på menu kortet over mit hoved.

”Ehm, jeg vil gerne bede om en kop te og et stykke af din brownie.”

Jeg tastede det ind på computeren foran mig, mens jeg spurgte om hvilken te hun skulle have. Da hun havde svaret, hentede jeg hendes teblad og hendes kop varme vand og lagde det på bakken oppe på disken. Bagefter gik jeg over og hentede hendes brownie og lod den glide ned på en tallerken. Da hun var gået og den næste kunde kom, startede det hele bare forfra.

Den eneste grundt til jeg egentlig gjorde det her var fordi, ellers kunne jeg ikke betale min husleje eller for den mad som var nødvendig. Hvis jeg havde valget havde jeg sagt op for lang tid siden, men jeg havde ikke råd til at miste det her job lige meget hvor meget jeg hadede det. Lige meget hvor mange falske smil jeg tvang frem og lige meget hvor meget jeg prøvede at være positiv, hjalp det ikke en pind. Jeg hadede det her job, og det kunne intet ændre på. 

Da jeg endelig fik fri var kl. lidt i tre, så jeg bestemte mig for at købe lidt ind. Jeg greb min jakke og begyndte at gå ned mod vandet som så førte hen til den nærmeste butik med dagligvare. Ænderne rappede glade og pustede sig op så du kunne holde varmen i den kølige marts brise. Der var små klumper sne tilbage, men dem skulle solens sjældne stråler nok tage sig af. Jeg stoppede hænderne i lommen mens jeg gik på den smalle sti og lyttede til vandens klukken.

 

* *

 

”Hvor er I, hvor er I…?”

Jeg lod mit blik vandre hen over hylderne af alt muligt bras. Men det jeg skulle finde var lagt fra bras – langt fra. Det var nemlig livsnødvendigt.

”Hvor I, I små, lange dimser!”

Da jeg blev færdig med den første hylde gik jeg en smule irriteret videre til den næste. De kunne da ikke bare have udsolgt?! Der er jo mennesker som mig, der har brug for dem! Og kunne de ikke have en lille dims man kunne skrive varen ind på og så vupti, så førte den en hen til tingen. Det ville være over fedt! Jeg kunne jo være opfinder!

Jeg slog mit falkeblik til igen, og søgte hylder igennem. Og så, på den nederste hylde selvfølgelig, lå de. Mine små babyer! Mine små, orange, gummi dimser! Eller hvad de nu er lavet af… Jeg greb tre pakker med tre i hver, så jeg havde til ni nætter. Now I’m unstoppaple! Eller invincible or whatever… Jeg smed mine ørepropper i kurven og gik tilfreds over til kassen og et smil limet fast til mine læber.

Måske virker det som en lidt overdrevet reaktion over nogle ørepropper, men hvis du ikke kan sove hver eneste nat, ville du også forgude ørepropper! Faktisk skulle de have ærespladsen lige ved mit hoved på mit natbord. Så måtte jeg finde et andet sted til min bog, men det måtte den leve med.

Da jeg kom over til kassen, fik jeg næsten et chok. For bag alt det der elektronik, som jeg har ingen anelse om hvad hedder, sad der en pige og spiste tyggegummi, mens hun overdrev sine tyggebevægelser, så der kom den der forfærdelige smaskelignede lyd ud af hendes mund. Ew! Plus, så havde hun alt for meget make-up på. Hun havde et tykt lag maskara på sammen med et par falske øjenvipper med små diamanter på for oven, så hendes øjenvipper så ekstra tykke og fyldige ud. Hun havde en skrig pink læbestift på, som gjorde hende lige en tand brunere, men jeg tvivler nu på at det var en naturlig brunhed hun havde i forvejen…

Hendes lange, falske, neon orange negle tastede noget ind på maskinen foran hende, mens hun pustede en bubbel i sit lyserøde tyggegummi.

Jeg stod og trippede lidt med mine fødder og stod i min egen verden, da pludselig hun kiggede spørgende på mig. Der gik lidt tid, før det gik op for mig at hun havde spurgt mig om noget.

”Undskyld, hvad?”

Jeg kiggede en smule undskyldende på hende, men hun sukkede bare ad mig og pustede irriteret ud. Wow, hun må hade sig arbejde. Måske kunne jeg starte en klub for folk der hader deres job. Det ville være sejt…

”Vil du betale med dankort eller kontanter?” kom det nedladende fra hende.

”Dankort.”

Jeg fandt mit MasterCard frem, og kiggede så op igen, afventede.

”Så bliver det 287,75 kr..”

Jeg betalte, tog mine poser og skyndte mig væk fra den kassedame. Hun var jo seriøst skræmmende!

Jeg var næsten nået ud af butikken, da en vidunderlig duft ramte min næse. Jeg tog et langt, dramatisk indånding, som nok fik folk til at kigge, og stirre i nogens tilfælde – jeg nævner ingen gamle dame med den lilla hat! –, men jeg var ligeglad. Jeg lukkede mine øjne i nydelse (skal ikke misforstås!) og pustede ud.

Og så gik jagten i gang med at finde den lækre duft, som fik mine næsehår til at danse hvor klamt det end lyder.

Jeg rundede et hjørne, og så hvor kilden to that delicious smell. Jeg kunne have sagt mig selv at det var bageren. Hvem laver ellers chokoladescones end bageren? Okay, måske er de også i butikkerne, men det er jo ikke hvert hjørne på gaden, hvor der sidder en hjemløs og laver scones, vel? Og selv hvis der gjorde, tror jeg ikke nogen ville købe dem…

Jeg havde en indre krig med mig selv, om jeg skulle gå væk med mine to indkøbsposer, hen mod udgangen og hjem til Tv’et så jeg kunne savle over Ian, være stærk. Eller, jeg kunne overgive mig til den lille stemme i mit hoved, der blev ved med at sige du vil go godt, og som blev ved med at lægge billeder af en lækker, chokoladefyldt og spiseklar scones i mit hoved. Jeg kunne vælge at være svag.

Ho can something so fucking delicious taste so delicious? Okay, det hang ikke rigtig sammen, men de er altså så lækre at det burde være forbudt!

 

 

* *

 

Jeg fik med besvær åbnet døren med mine to store indkøbsposer i hænderne – en i hver hånd. Da jeg kom ind, smed jeg mine nøgler i skålen inde i køkkenet sammen med min pung. Jeg gav et støn fra mig, da jeg fik lagt indkøbsposerne på køkkenbordet. Jeg pustede kort ud, før jeg begyndte at lægge varerne væk.

Da jeg endelig var færdig, smed jeg mig i sofaen hvor jeg greb min mobil for at tjekke Facebook. Mens jeg kørte fingeren hen over skærmen kom jeg til at tænke på Ty. Måske han havde Facebook...? Der var kun måde at finde ud af det på. Jeg førte min finger op i søgefeltet og skrev Ty og trykkede søg. Og frem kom en masse lige fra Taylor Smith til Ty Christoffersen. Der kom endda en Tyrone Wells, som var musiker. Aldrig hørt om ham før...

Jeg havde nok siddet i flere minutter, indtil jeg fandt på at skrive hans efternavn i søgefeltet, så der stod Ty Markman i stedet. Og bingo, der var han.

Ty’s profilbillede var en… skov? What? Var han en eller anden fuglenørd eller hvad? Jeg gik ind på hans andre billeder og fandt et af ham der kigger ud over havet fra en klippe et eller andet sted fra. Teksten til billedet lød:

 

”I look around and all I see is beautiful, ’cause everything I see is you”

 

Okay, han kan også være romantisk. Det er altid godt at have i baglommen, når man skal imponere en pige. Jeg gik videre til det næste billede, hvor han stod med sine venner i bar overkrop. Damn! Jeg studerede deres maver – de havde alle sixpack! – lidt nærmere før jeg læste dette billedes tekst.

 

“Beautiful face. Beautiful body. Horrible attitude. That’s the three basics of hot boys”

 

Mine øjenbryn stød I vejret lige så snart jeg havde læst teksten. Laver han en research og finder en tekst, og så tager han et billede der passer til, eller hvad? Men jeg måtte nu indrømme at jeg var ved at savle over det billede, for helt ærligt, hans så skide godt ud! Gylden brun og så med de der krøller. Nam! Lige til at spise…

Okay, stop dig selv Zoey! Du så ham en gang, og du er allerede ved at have dagdrømme om ham? Jeg rystede på hovedet som om jeg kunne ryste mine tanker væk, men de forsvandt ikke helt – de blev i et lille hjørne af min hukommelse og ventede, ventede på det rigtige tidspunkt at komme frem på. Ventede på at invadere mine tanker igen med den lækre sixpack befægtede mave.

Mit eget profil billede var et, hvor jeg stod med ryggen til, og havde den ene hånd i mit hår – som var løst – og så vare det skåret ud, så man kun så til lidt af mine shorts. Sabine og jeg havde siddet lang tid foran computeren for at redigere det. Ikke sådan at man ikke kunne kende mig, men farverne og belysningen. Det er sjovt, at – de fleste – piger gør mere ud af deres profil billeder. De redigere dem og nogle gange ligner de en helt andet person end i virkeligheden og det, tænker jeg, er ikke så smart.

Drenge, derimod, gjorde ikke andet end at tage et billede af dem selv eller en bil. Og der vil jeg lige sige whf. Hvem gider have en bil som profil billede? Jeg mener helt ærligt, ens profil billede, skal være et af en selv og ikke en bil, med mindre man er en transformer, men de findes ikke rigtig i virkeligheden, så bare nej. Ty’s profil billede havde han nok heler ikke redigeret. Måske havde han beskæret det en smule, hvis der var noget som ikke skulle være der, men ikke noget med at få hans øjne til at virke mere skinnede eller hans hud til at virke mere brun. Han var naturel. Jeg grinte lidt over tanken, prøvede at lukke tanken om en bar Ty ude, og endte med bare at ryste på hovedet af mig selv.

Jeg loggede ud af Facebook, og sad lidt og kiggede ud i luften.

 

* *

 

Da mørket havde lagt sig, havde jeg lige spist min salat færdig.  Jeg gik over til vasken og skyllede min tallerken af og satte den i opvasken. Da jeg havde sat resten af salaten, vandet og eddiken væk, gik jeg ind på toilettet og børstede mine tænder. Bagefter vaskede jeg mit ansigt og gik på toilettet.

Inde på mit værelse, fik jeg mit nattøj på, og redt mit hår hvorefter jeg flettede det, så det ikke ville være så filtret i morgen.

Mens jeg bandt en elastik rundt om enden, fik jeg hen til mit natbord, og stod og kiggede på ørepropperne som skulle hjælpe mig med at sove. Eller, det havde de bare at gøre, for jeg havde købt tre pakker, og hvis de ikke virkede, hvad skulle jeg så bruge dem til? Læbestift-spreder? Øjenskyggebørste?

Jeg åbnede en pakke, og trak et par ud. De var på størrelse med det første led af min lillefinger bare orange.

”Here we go,” mumlede jeg for mig selv før jeg stak en af dem ind i mit øre.

Da de begge var i, lagde jeg mig ned i min sen, og prøvede at lade vær med at tænke på hvor ubehageligt det enlig var. Men de hjalp. Jeg kunne ikke høre alle skovens lyde og ingen uglers tyden. Kun svagt kunne jeg høre mit eget åndedrat, da jeg faldt i en dyb søvn.

   

--------------------------------------

 

Først vil jeg lige sige at det her ikke er rettet igennem!

Men er ret skuffet over det her kapitel… Selvfølgelig skal der være nogle kedelige kapitler, men det her er utrolig kedeligt. Undskyld!

Når, men Zoey begynder at tænke på Ty selvom hun måske aldrig ser ham igen. Tror I det betyder noget?

Uhh, og så vil jeg også sige tak til mit ene like! Ved godt det ikke er ret meget, men det er min første, så jeg er nu lidt stolt *snøft* :)

Håber I vil læse med videre, for det ville gøre mig meget glad XD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...