Bleeding love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 9 feb. 2014
  • Status: Igang
Zoey Havens er 21 år bor helt alene ude i skoven, dog er der 100 m fra hendes hus en kirkegård. Hun lever langt væk fra alt og alle og er nu også meget glad for det. Hun arbejder inde i byen som servitrice som betaler det vigtigste af udgifterne. I det hele taget har hun et meget normalt og kedeligt liv - and has no love life. Men pludselig bliver der vendt op og ned på Zoey' hverdag da pludselig en dag den mystiske dreng Ty står ude på hende dørtrin. Han siger han bare er faret vild, og i starten tror hun på ham. Men da hun bliver ved med at finde ham de mærkeligste steder i gang med de mærkeligste ting begynder hun at tvivle på om han er den han begiver sig ud for at være. Plus hans pupiller er som et dybt, sort huld der bare venter på at trække en med ned. Er der virkelig noget unaturligt ved Ty eller er det bare Zoey?

4Likes
1Kommentarer
564Visninger
AA

3. A stranger in the forest

 

BUMP!

Jeg ramte gulvet med en hård lyd.

Fuck!

Av min skulder!

Jeg kunne mærke det kolde og hårde gulv under mig, da jeg bevægede mig om på ryggen i stedet for at ligge på min – nu såret – skulder. Jeg ømmede mig da jeg bevægede mig, da et stød gik op gennem min skulder. Pis. Jeg kom med besvær på benene igen, da jeg var helt svimmel. Jeg vaklede lidt før jeg genvandt min balance.

Jeg kiggede ned på min skulder og så at den var helt rød. Fedt, nu får jeg sikkert et blåt mærke. Lige hvad jeg har brug for. Bare skønt! Jeg lukkede kort mine øjne igen da jeg stadig var ret træt. Eller rettere sagt – jeg var totalt smadret. Lige nu var jeg glad for at jeg ikke arbejdede om mandagen.

Jeg gik ud på badeværelset, men da jeg gik forbi spejlet der hang lige over vasken, fik jeg et chok. Jeg så ud af lort. Helt ærligt, mit kastanjebrune hår stod ud til alle sider og maskaren fra i går som jeg havde glemt at fjerne – ups – lå i klumper under mine trætte øjne. Min ømme skulder var allerede ved at blive lidt blå, men den gjorde ikke så ondt mere. Min trøje sad helt skævt og var hoppet op over navlen. Jeg sukkede irriteret og gjorde det jeg skulle på toilettet.

Jeg havde bestemt mig for at jeg bare ville gå rundt i nattøj i dag, da jeg ikke orkede andet. Eller, i hvert fald indtil jeg skulle være sammen med Sabine. Hun havde prøvet at overtale mig til at få noget nyt tøj i lang tid, for jeg er ikke den store shoppe-pige. For at sige det ligeud så hader jeg det.

Nogle piger siger at, hvis man ikke kan lide at shoppe, er man ikke en ægte pige. Men, helt ærligt, hvad fanden er det for noget at sige? Jeg er da et levende bevis på at man sagtens kan være en pige uden at kunne lide at shoppe.

Jeg slæbte mine trætte fødder ud i køkkenet og fandt cornflakesene frem sammen med en skål og mælken. Lidt fjamset fik jeg hældt cornflakesene op i skålen.

 

* *

 

Lost kørte et maraton, så jeg havde siddet og set det hele morgenen. Ian Sommerhalder var bare SÅ lækker! Det var nok også den eneste grund til at jeg så det. Jeg vil så lige sige at jeg IKKE er en fan af Vampire Diaries! Den er bare… ikke god. Eller jo, når Ian er med, men det er ikke så tit så jeg kan ikke lide den.

Jeg sad og gumlede vindruer i mig – de smager jo himmelsk! – da pludselig det ringede på døren. Jeg sukkede tungt og rejste mig stivbenet op og slukkede for Tv’et. Jeg hoppede i mine pinke sutsko – elsker pink! – og prøvede at rette lidt på mit hår på vej ud til døren, så jeg ikke lignede et lig.

Jeg nåede lige at se mig selv i spejlet ude i entréen før jeg åbnede døren og så en dreng stå ude på min veranda. Han havde et stort, krøllet hår som havde en farve mellem nødde- og Nutella brun. Hans jeans sad stramt på hans trænede ben og lavt på hans hofter så man lige kunne skimte hans V. Han havde en løs, lyseblå T-shirt på som bare viste hans mange - og store! - armmuskler frem.

Jeg rystede på hovedet af mig selv, da jeg opdagede jeg overstirrede på ham. Jeg rømmede mig kort for jeg talte.

"Kan jeg hjælpe dig med noget?" Jeg løftede spørgende det ene øjenbryn ad ham. Jeg så han rømmede sig lidt som om han var nervøs, før han svarede mig.

"Undskyld, jeg må være faret vild. Kan du fortælle mig hvor jeg er?”

Jeg fik næsten et chok, da ordene havde forladt hans mund. Fuck, hans stemme var hæs og dyb. Men så hostede han og den lækre, hæse stemme forsvandt. Damn it...

Pludselig blev jeg opmærksom på mine korte shorts, da jeg kunne se at han gav mig elevatorblikket. Jeg kunne mærke rødmen stige op i mig, da jeg utilpas tog en tot hår mellem fingrende for at få noget at lave med mine hænder. Men kom så til at tænke på, at jeg måtte ligne en lille pige på fire, som lige havde fået af vide at hendes sandslot var flot. Derfor fjernede jeg den hurtigt igen, og svingede lidt med armene i stedet selvom, det også så dumt.

Da der kom en akavet tavshed, tog jeg muligheden til at få lidt medlidenhed med mig selv hvor dumt det end lyder. Men jeg tror jeg også du ville have, hvis du boede midt ude i skoven hvor der ikke var en lækker fyr i miles omkreds. Ja, jeg ved godt at det var mit eget valg at flytte herud – væk fra hele hankønnet – men jeg havde nu også været byen igennem flere gange og, ja, lad os bare sige det lige ud; der er narda unge, tiltrækkende fyre derinde. Eller jo, men de har alle sammen kærester…    

Pludselig fik jeg den sygeste trang til at lade mine fingre glide gennem hans store krøller, som man kunne se der var jord i. Men selvfølgelig kunne jeg ikke det. Jeg måtte også knytte mine hænder hårdt sammen for at modstå fristelsen.

Damn it! Han er jo forhelvede en hottie!

Jeg tror også han blev lidt utilpas efterhånden, for han begyndte at klø sig i nakken – et sikkert tegn på nervøsitet – og stod lidt og ventede på at jeg skulle… Hvad? Lave en piruette?

”Ehm, jeg ved ikke. Du kom fra denne vej her-” jeg pegede ned af den vej han kom fra og vejen der førte ind til byen, ”-så jeg gætter på, jeg ved ikke, at du er på denne her vej stadigvæk?”

Jeg kiggede lidt dumt på ham med den ene hånd på min hofte. Jeg ved godt at jeg måske ikke var så hjælpsom – okay, overhovedet ikke hjælpsom – men jeg var træt, jeg havde ondt i skulderen og han havde lige afbrudt mit stævnemøde med Ian!

Jeg så hans bryn mødes på midten, da han så overrasket på mig over mit svar. Han var sikkert vant til at alle piger faldt for ham, og gøre alt for ham, hvis han så meget som bare blinkede med det udseende han havde. Men nej. Den hoppede jeg ikke på – igen. Jeg har prøvet det før jeg det… Ja, det gik ikke så godt. Det endte ret hurtigt…

Jeg blev hurtigt afbrudt af en hosten fra fyren, som jeg stadig ikke vidste hvad hed. Men det skulle jeg nok finde ud af, og det skulle være du. Kan du høre hvor godt humør jeg var i, i dag? Det er en irriterende ting kaldet periode som jeg hader over alt på jorden. Den påvirker mit humør en liiille smule.

”Hvad hedder du?”

Jeg lod vægten falde hen på min højre fod, mens jeg kiggede spørgende på ham.

Og så begyndte han at grine. Bare sådan ud af det blå. Ikke et højt grin man får når man er sammen med sine venner, men bare et lille grin, som, for det meste, hentyder til at man har sagt eller gjort noget sjovt eller mærkeligt. Og jeg har humør svingninger?

Igen løftede jeg spørgende øjenbrynet og lod min væg glide hen på mit venstre ben.

Han kiggede hurtigt op i himlen som om han søgte svar men kiggede så på mig igen med sit hjerteknusende, skæve smil.

”Har du mange humørsvingninger?”

What the fuck? Læste han mine tanker?! Og kaldte han mig lige en freak? Uhh, det kommer han ikke afsted med.

”Så hvad laver du i virkeligheden her, va’? Er du en fra regeringen som er gået undercover for at se om jeg nu betaler mine regninger eller er kommet for at tage huset fra mig? Eller er du her for at forføre mig fordi du har lavet et væddemål med dine venner, om at forføre den ensomme pige inde fra skoven og så-”

”Wow, hey! Okay, jeg hedder Ty Markman og nej, jeg er ikke herude for at forføre dig. Og ligner jeg måse en fra regeringen? Jeg er faktisk bare faret vild, men hvis du ikke vil hjælpe mig, så fint. Kunne bare have sagt det. Jeg skal nok gå, men bare så du ved det så bider jeg altså ikke.”

Han blinkede hurtigt til mig før han vendte om, og begyndte at gå ned af stien til kirkegården.

Jeg må indrømme at jeg fik lidt ondt af ham. Han havde jo egentlig bare villet spørge om vej, og så angreb jeg ham med spørgsmål om det mest mærkelige. Han havde været sød mod mig mens jeg bare havde givet ham den kolde skulder. Jeg følte mig som en eneboer, der boede helt alene ude i skoven, og som aldrig fik besøg eller besøgte nogen, og så når der endelig kom en levende sjæl – som ikke var et dyr – så var det bare en vrissen og sur, gammel kone der kom dem i møde. Jeg følte mig rigtig gæstfri.

”Zoey.”

Ty vente sig hurtig om mod mig og så lidt underligt på mig som om jeg pludselig havde fået afrohår.

”Jeg hedder Zoey Havens.”

Jeg smilede prøvende et lille smil til ham og blev overrasket, da han sendte mig et tilbage. For helt ærligt, jeg var en bitch før.

Der kom en nervepirrende tavshed igen, og denne gang synes jeg den var værre. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg følte virkelig at jeg skulle sige og da jeg ikke havde noget at sige, kom tavsheden og sneg sig ind på os.

”Så… hvad laver du herude i det hele taget? Er du inde fra byen, eller hvad?”

Jeg prøvede at virke lidt ligeglad, men kunne ikke lade hver med at være lidt begejstret over at der måske endelig var kommet en – måske – ledig og lækker fyr til byen. Og jeg kunne ikke benægte at jeg var tiltrukket af ham. Han måtte jo være på min alder eller lidt mere så det var jo perfekt.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da han igen sagde noget med sin hæse stemme. Jeg var begyndt at tro at det var noget han gjorde med vilje.

”Altså, jeg er lige flyttet til byen for to dage siden, og så ville jeg bare se mig omkring. Jeg mente ikke at trænge på eller noget, men jeg er faktisk totalt lost.”

Jeg så lidt på ham, og begyndte så at grine mens jeg smilede til ham. Han så lidt uforstående på mig og jeg kunne se på ham at han følte sig lidt utilpas, over at jeg stod højere oppe end ham. At jeg nedstirrede ham.

”Okay, ikke for at spille klogeåge, men der er en fin, stor vej her-” jeg pegede på der hvor han stod ”-og den vej føre ind og ud af skoven. Den har små sideveje, men de føre ind til andre huse og kirkegården på den anden side af de træer der.” Jeg pegede på træerne bag ham jeg sendte ham et stort smil. Busted!

Han begyndte at grine lavt, mens han kløede sig i nakken. Totalt busted!

”Okay, du fik mig. Jeg er ikke faret vild, jeg ville bare gerne snakke okay?”

Jeg skulle til at svare, da min telefon ringede inde fra stuen. Jeg havde tænkt mig at lad den være, men hvad nu hvis det var noget vigtigt? Åh, fuck it.

”Jeg bliver nød til at gå.”

Jeg skulle til at lukke døren da jeg hurtigt stak hovedet ud.

”Men næste gang må du komme med en bedre undskyldning.”

Jeg kunne høre ham grine, da jeg havde lukket døren og det bragte et smil frem på mine læber. Telefonens ringen tog mig tilbage til virkeligheden og jeg løb ind i stuen hvor jeg greb røret.

”Haaallo?”

”Zoeeeey!”

Sabines efterligning af mig fik et stort smil op på mine læber og jeg rystede svagt på hovedet, selvom hun ikke kunne se det.

”Sabiiiine?”

Jeg kunne høre hun begyndte at grine i den anden ende af røret, over hvor dumt det lød når man strakte hendes navn ud. Jeg kunne heller ikke holde mit grin, så det endte med at vi begge grinte ind i en telefon.

Da vi begge havde fået vejret igen, kunne jeg høre Sabine satte sig ned, så jeg fulgte hendes eksempel og satte mig i sofaen. Da det var hende der havde ringet, ville jeg vente på at hun sagde noget, at hun startede samtalen.

”Når Zoey, hvordan går det? Det samme kedelige eller er der faktisk sket noget i Zoey Havens liv?”

Jeg fniste lidt over hendes ord før jeg svarede hende.

”Ved du hvad, Sabine? I dag – faktisk lige før du ringede – kom der en fyr og sagde han var faret vild. Men-”

”Detaljer! Jeg vil have detaljer, og det er nu! Rørte du ved ham? Havde han trekanten? Så han godt-”

”Wow, wow! Træk vejret kvindemenneske! Men for at svare på mine spørgsmål, så ja, han var helt okay. Lille smule trekant, men det kan jeg leve med. Men jeg tror ikke vi kommer til at ses igen.”

Da jeg havde sagt ordene, blev jeg faktisk lidt ked af det. Ja, jeg havde lige mødt ham, men jeg ville nu ikke have noget imod at mødes med ham igen. Og nu var det for sent, for han var sikkert gået igen og jeg gad altså ikke løbe hele skoven igennem, bare for at få et mobil nummer.

”Nurh, men nu skal du høre. Felix og jeg var på den her restaurant i går – og det skal lige siges at det ikke var en billig en – og det var bare så romantisk. Han sørgede hele tiden for mig og fik mig til at føle mig som en prinsesse!”

Sådan blev vi ved i to timer, før vi sagde farvel og afsluttede samtalen. Vi blev enige om at vi ikke skulle ud at shoppe i dag, da jeg var total smadret - som jeg nævnte tidligere - og Sabine skulle være hjemme sammen med Felix hele dagen og se kærlighedsfilm. Jeg havde lidt ondt af Felix, men det lød ikke til at han brokkede sig.

 

--------------------------------------------

 

Når, det var andet kapitel. Hvad synes I?

Vil lige hurtig sige tak til dem der har læst den indtil videre. TAK!

Men hvad tror I der kommer til at ske nu?

Smid gerne en kommentar eller et like, så ville jeg blive glad :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...