Bleeding love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 9 feb. 2014
  • Status: Igang
Zoey Havens er 21 år bor helt alene ude i skoven, dog er der 100 m fra hendes hus en kirkegård. Hun lever langt væk fra alt og alle og er nu også meget glad for det. Hun arbejder inde i byen som servitrice som betaler det vigtigste af udgifterne. I det hele taget har hun et meget normalt og kedeligt liv - and has no love life. Men pludselig bliver der vendt op og ned på Zoey' hverdag da pludselig en dag den mystiske dreng Ty står ude på hende dørtrin. Han siger han bare er faret vild, og i starten tror hun på ham. Men da hun bliver ved med at finde ham de mærkeligste steder i gang med de mærkeligste ting begynder hun at tvivle på om han er den han begiver sig ud for at være. Plus hans pupiller er som et dybt, sort huld der bare venter på at trække en med ned. Er der virkelig noget unaturligt ved Ty eller er det bare Zoey?

4Likes
1Kommentarer
566Visninger
AA

7. A good memory

 

I'm a Barbie girl in the Barbie world. Life in plastic, it's fantastic. You can brush my hair, undress me everywhere. Imagination, life is your creation. Come on Barbie, let's go party!

 

Jeg gryntede irriteret over min høje ringetone. Jeg burde seriøst få en ny ringetone. Det ville først blive pineligt, hvis jeg var ude at spise og så min mobil ringede.

Jeg gryntede irriteret og kiggede på klokken, som viste lidt i tolv. Okay, jeg blev lidt nød til at tage den, da jeg ikke kunne bruge undskyldningen om at det var for tideligt. Pis.

Med lukkede øjne, lod jeg min hånd glide hen over natbordet, indtil jeg stødte ind i den vibrerende lille maskine. Jeg nåede ikke at se på skærmen hvem det var, før jeg havde besvaret opkaldet.

”Hallo?” sagde jeg med den mest hæse og trætte morgenstemme nogensinde. Jeg hostede kort og satte mig op i sengen.

”Hey Zoe. Hvordan gik det? Jeg vil have hver. Eneste. Detalje!”

Jeg grinte lavt før jeg begyndte at fortælle om dagen før.

 

Efter en lang – og fucking blæsende! – tur bag på Ty’s motorcykel, nåede vi endelig en… gård?

What, skulle vi ud og fodre heste, grise og høns, eller hvad? For jeg var ikke klædt på til en gårdtur. Jeg vil også lige tilføje at det er et stort minus hvis han er bondemand eller lign.. Jeg var ikke noget imod dyr, faktisk elskede jeg dem – specielt får og geder! – men jeg ville godt have været advaret for så kunne jeg have taget mine gummistøvler på i stedet. Højhælede er ikke et godt fodtøj til en gård. Tro mig, jeg har prøvet det.  

Jeg kom lidt vaklende af, da min kjole var lidt stram og hvis jeg ikke passede på, kunne man se op. Jeg tror ikke Ty overhovedet ville kommentere det, men bare for at være på den sikrer side, tog jeg mig god tid.

Da jeg endelig kom af, stod Ty og lænede sig op af sin motorcykel og studerede mig. Jeg vidste ikke rigtigt om han tænkte ’fuck, hvorfor gjorde jeg det her?’ eller ’Damn, look at that ass!’ Jeg ville nok fortrække den sidste, men hans blik var helt ulæseligt.

Af en eller anden grund drejede jeg mit hoved lige nok til, at jeg kunne se min røv i et af vinduerne. Den så egentlig meget godt ud. Jeg vrikkede for sjov med min bagdel, og tjekkede den ud en gang mere.

”Dat ass…” hviskede jeg for mig selv. Jeg havde dog lige glemt at Ty også var her. Og han stirrede på mig mens han prøvede at holde et grin inde.  

Jeg vil ikke sige at jeg er meget selvkritisk faktisk har jeg meget selvtillid, men hvis jeg skulle sige et eller andet ved mig, som skulle laves om, ville jeg gerne have en anden næse… Mærkeligt – det ved jeg –, men jeg har seriøst den klammeste næse! Den har en klam lille bule på næseryggen, så det ligner den er pukkelrygget hvis det overhovedet er muligt.   

Jeg vendte mig om mod Ty igen og løftede spørgende det ene øjenbryn – hvis I ikke har lagt mærke til det, så gør jeg det meget.

Men altså helt ærligt, havde han aldrig set en pige tjekke sig selv ud sig i et… vindue?  

”Altså du… Det er bare det at… Bare glem det.”

Han begyndte at grine, hvorefter han lavede en håndbevægelse hen mod en af åbningerne i den gamle bygning. Vi gik i tavshed over mod åbning, hvor jeg stoppede op.

Vi stod lige ved foden af en lille sti som førte en til en stor have, som jeg aldrig ville have gættet var bag en gård. Her var ingen kolorte. Ingen traktordæk som var blevet for gamle. Til gengæld var der et stort, gammelt træ. Træet stod midt ude på den store græsplæne som den eneste blomst på en byggeplads. Alene med ingen andre blomster i miles omkreds, men værdsat fordi den var der.

Mens vi gik side om side hen mod træet, begyndte jeg at kunne se at der var mere end bare et træ derhenne. Der var også et lille tomandsbord og to stole. På bordet var der en hvid dug, hvor der ovenpå stod to tallerkner, to glas champagne og en blomst i midten – classic.

Vi fortsatte hen mod bordet mens solens nu svage stråler oplyste den store plæne. Man var så svagt begyndt at kunne ane stjernerne men det var ikke koldt. Alligevel var jeg nu aglad for at jeg have ærmer på min kjole.

”Wow. Her er virkelig smukt.”  

Da vi kom over til bordet skulle han selvfølgelig, som prikken over i’et, trække stolen ud for mig.

What a gentleman!

Da vi sad over for hinanden kom der en lidt pinlig tavshed over os. Så, jeg startede ud med det mest indlysende.

”Altså, skal jeg være helt ærlig, er jeg lidt glad for at vi ikke skulle spise derinde ved alle dyrene, for jeg er ikke god til at nyde min mad mens en gris øffer og grynter.”

Ty begyndte at grine stille, mens han tog sit glas op til munden og tog en lille slurk. Da han satte glasset ned igen sendte han mig et smil, som jeg ikke kunne lade vær med at gengælde.

”Altså, nu må du love ikke at grine, okay?”

Ty kiggede seriøst på mig, men jeg kunne lige ane hans ene mundvig bøje op i et smil. Jeg endte dog med at nikke, og prøvede at gengælde det seriøse blik.

”Okay. Øhm, jeg er sådan, du ved, lidt bange for… grise og kør. Så derfor kan vi ikke rigtig gå derind i dag. Og lovede så også Shane at vi ikke ville forstyrrer hans dyr.”

Jeg sad lidt og stirrede på ham. Jeg kunne se at Ty kiggede afventede på mig, men jeg viste ikke hvordan jeg skulle reagere. Det var ikke det der med at han var bange for dyrene, men mere det med, at han var pinlig berørt over at sige det. Okay, måske var det lidt nederen at være bange for grise og kør, men jeg er da også bange for nogle ret mærkelige ting.

”Ty, jeg er altså også ret så bange for fx myrer og de er, bare så du ved det, meget svære at undgå. Du kan i det mindste bare undgå at gå ind i en stald med grise og kør, men jeg skal hele tiden se mig om. Og det er ikke så fedt når man bor inde i en skov.”

Jeg smilede prøvende til ham. Jeg vidste ikke om jeg havde gjort det værre eller fået ham til at tænke ’what a freak’. Men da han smilte tilbage til mig, vidste jeg, at han følte sig bedrer tilpas end før. Hvorfor, var jeg ikke sikker på, men jeg var bare glad for, at han ikke følte sig så udsat mere. At han ikke følte sig utryg i mit selvskab.

”Okay, men min er altså værre. Helt ærligt, hvem er lige bange for bondegårdsdyr?”

Jeg pegede prøvende på ham og – til mit held – grinte han

”Okay, lad os skifte emne.”

Han rejste sig op fra sin stol, og gik om bag det gamle træ og forsvandt. Jeg tog mit glas op til min mund og lod den kolde drik glide ned i min hals, mens jeg ventede på at Ty skulle komme frem igen.

Jeg tog derfor også lejligheden til at gøre mig bekendtskab med mine omgivelser. Som jeg allerede havde sagt, lå træet som vi sad under, midt ude på en stor plæne. Men nu, hvor jeg bare sad lyttede, lod mine sanser få frit løb, lagde jeg pludselig mærke til andre ting, som fx at græsset ikke bare stod dovent, men at det stod fugtigt og vuggede frem og tilbage i solens svage lys, mens det ventede på at mørket tog over. Og skoven, som lå godt 300 meter herfra, begyndte at skrue op for alle dyrenes lyde. Skoven blev pludselig meget dyster, og det lignede næsten, at træerne skød op af jorden og nedstirrede os andre. Store, høje og skumle, stod de som stolte, majestætiske løver og overvågede det store stykke jord.

Solen, hang næsten dovent over horisonten som den snart ville ramme. Den oplyste svagt alt den kunne komme til, som efterhånden ikke var meget. Det var næsten som om at alt den berørte, lagde den i dvale. Som en let og behagelig berøring, som fik alt – dyr som planter – til at falde til ro.

Da jeg vendte mig om mod bordet igen, så at jeg Ty stod med en kurv og betragtede mig med at smil på læben. Da han opdagede at han var blevet busted, satte han kurven fra sig ved siden af sin stol, hvorefter han satte sig ned igen.

Jeg sad lidt og tænkte på, hvor lang tid han havde stået der, og studeret mig. Hvis han bare skulle hente den kurv, måtte han have stået der i lang tid, men jeg synes bare ikke at jeg havde hørt ham skramle, eller træde i det dugvåde græs.

Jeg kom tilbage til virkeligheden, da Ty begyndte at tage ting op fra kurven.

”Hvad skal vi have?”

Jeg kiggede nysgerrigt på alle bøtterne som blev ved med at komme op af den, synes jeg, lille kurv. Da alle bøtterne var kommet op på bordet, begyndte han at åbne dem.

”Musaka. Hjemmelavet endda.”

Mens han åbnede bøtterne og placerede dem i midten af det lille bord, kunne jeg dufte den varme mad i den sene aftensluft.

”Det dufter fantastisk. Jeg kan også godt mærke, at jeg er ved at være ret sulten.”      

Da Ty havde paket alle bøtterne ud, begyndte han at vise mig hvad jeg skulle tage over på min tallerken. Det endte med at der lå et stort stykke musaka, nogle stegte grøntsager og tre kartofler på tallerkenen.

”Bon appetit, mademoiselle.”

Jeg grinte svagt, før jeg tog den første bid af den varme ret ind i munden. Jeg fik store øjne. Jeg havde aldrig troet jeg skulle sige det her, men det smagte jo fantastisk! Jeg havde altid haft en fordom om musaka, om at det smagte af lort til. Men det smagte jo fantastisk! Det her skal jeg bare have opskriften af!

”Det smager fantastisk! Hvor har du lært at lave så god mad?”

Jeg tog endnu en slurk af den stadig kolde drik, og kunne mærke boblerne sprutte i min mund, før jeg sank den søde drik.

”Min mor elskede at lave mad, og jeg er enebarn, så det blev mig der lærte alle de hemmelige ingredienser.”

 

* *

 

”Så, hvad med din familie? Har du nogen søskende?”

Han sendte mig et smil hen over bordet, før han lagde sit bestik på tallerkenen. Han samlede hænderne, hvorefter han lod sin hage hvile på dem. Han kiggede oprindeligt interesseret på mig, så jeg var hurtig til at svare.

”Mine forældre blev skilt da jeg var 17, så indtil jeg blev 19, boede jeg hos min far. Jeg så stadig min mor, men da hun havde et drukproblem, var det ikke altid at det var de mest behagelige besøg. Så har jeg en ældre bror som bor i Canada, Zack, som arbejder med et eller andet omkring computere. Vi er meget tætte. Han hjalp mig gennem vores forældres skilsmisse, da han er tre år ældre end mig.”

Jeg trak på skulderne og grinte for mig selv.

”Faktisk, har jeg et bedrer forhold med min bror end med min mor.”

Ty sad med et alvorligt udtryk i ansigtet og kiggede på mig som om jeg skulle bryde sammen hvert øjeblik. Da jeg ikke gjorde det, talte han i stedet.

”Det er jeg ked af at høre.”

Han sendte mig et forsigtigt smil, som jeg besvarede med et stort et. Jeg trak lidt ligegyldigt på skulderne, før jeg svarede.

”Tak, men det gnaver ikke i mig så meget mere. Jeg har lært at leve med det.”

Jeg tror ikke Ty kunne lide at snakke om det emne, selvom det burde være mig som følte det var det følsomt punkt. Men som sagt, det var ikke så svært at tale om som det har været.

”Når, nyt emne. Hvad kunne du godt tænke dig til dessert?”

Jeg var hurtig til at svare, for jeg havde noget helt bestemt på tankerne.

”SLUSH ICE!”

Jeg kunne se på Ty at han blev overrasket, da han nok havde regnet med at jeg kom med den der ’ej jeg skal ikke have noget’ som mange piger brugte, når de ikke ville virke som grovædere. Men sådan var jeg ikke. Jeg kunne ALTID spise dessert!

”Okay, hvad med at vi kører ned til den lokale isbod? Har de ikke slush ice der?”

”Yup. Lad os komme afsted!”

Jeg lod måske lidt som om jeg bare gerne ville væk herfra, men jeg tror godt at Ty forstod det var fordi jeg havde brug for min slush ice, for han grinte bare ad mig, før han tilbød sin arm. Jeg tog imod den, så vi gik i armkrog hen mod den store gård som åbenbart blev eget af en Shane.

Da v nåede Ty’s motorcykel igen, tog jeg imod den hjelm han rakte mig, og så var vi på vej mod min elskede slush ice.

Da vi nåde den lille kiosk, var der ingen. I starten troede jeg den havde lukket, så jeg kunne allerede mærke hvordan mit humør faldt lidt. Det kunne de da ikke gøre! Men så så jeg en skikkelse inde fra kiosken, g et smil poppede med det samme op på mit ansigt. Jeg kunne høre Ty grine ad mig da jeg næsten trak ham hen mod kiosken. Men jeg skulle altså have min slush ice.

Da Ty havde betalt – han havde insisteret – satte vi os på en bænk, så vi kunne se ud over den lille sø, som kiosken lå op ad. Dr var nogle få ænder, men de fleste lå oppe på bredden, da solen var tæt på at være helt forsvundet.

Vi sad tæt med hans arm omkring mig, da det var ved at blive lidt koldt og jeg havde ikke en jakke med.

Jeg sad og sugede på sugrøret, da jeg lænede mit hoved op af hans skulder. I starten kunne jeg mærke, at han var helt stiv. Jeg var bange for at jeg havde brudt en af hans grænser ved at gøre det, men da han pludselig løsnede op igen og trak mig tættere på forsvandt min tvivl. Tilfreds tog jeg noget mere af den iskolde drik ind i min mund og mærkede hvordan det hurtigt blev til en kølig væske på min tunge.

Før jeg kunne nå at stoppe mig selv, rakte jeg Ty mit bæger med slush ice. Jeg så spørgende på ham, mens jeg holdte bægeret op foran ham. Men han rystede bare på hovedet og sendte mig et skævt smil. Jeg gengældte det hurtigt, før jeg lukkede øjnene og nød Ty’s nærvær igen. Hans kropsvarme sivede ud gennem hans tynde T-shirt. Jeg kunne mærke hans armmuskler da han bevægede sin arm med min side. Der sad vi i lidt tid indtil de blev alt for koldt, og vi besluttede os for at tage hjem til mig igen.    

 

Jeg afsluttede med at fortælle Sabine om hvordan det havde været mig der tog alternativet til at kysse Ty.

Da jeg endelig blev færdig var der helt stille i den anden ende. Jeg begyndte at tro at hun var gået eller noget lignede, men så kunne jeg høre hende snakke med Felix i baggrunden.

”Sabine? Hallo, er du der?”

Jeg skulle til at lægge på igen, men nåede ikke så langt før Sabine begyndte at bomberede mig med spørgsmål. Jeg sukkede grinende, før jeg prøvede at svare så godt jeg kunne på nogen af dem. Men da hun blev ved med at spørge ind i dagen i går, sagde jeg farvel til hende, fortalte hende at i måtte ses en dag så jeg kunne fortælle hende det hele, og lagde så på.

Da jeg havde lagt på igen og lagt min mobil over på natbordet igen, lagde jeg mig til rette, og faldt i søvn igen.

 

-----------------------------

 

Heii mennesker!

Undskyld for ventetiden, men jeg har haft en kæmpe skriveblokering. Jeg havde idéen og det hele, men kunne bare ikke få det skrevet ned. Det skal også lige siges at dette kapitel ikke er rettet igennem, da jeg ville give jer det så hurtigt så muligt :)

I må meget gerne skrive i kommentaren, hvis jeg har lavet fejl eller lign. :)

Men her er så 6. kapitel. Hvad synes I? Tror I det udvikler sig, og hvad tror I der sker i næste kapitel?

Husk, I må stadig godt like og kommentere :)

Ses!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...