Bleeding love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 9 feb. 2014
  • Status: Igang
Zoey Havens er 21 år bor helt alene ude i skoven, dog er der 100 m fra hendes hus en kirkegård. Hun lever langt væk fra alt og alle og er nu også meget glad for det. Hun arbejder inde i byen som servitrice som betaler det vigtigste af udgifterne. I det hele taget har hun et meget normalt og kedeligt liv - and has no love life. Men pludselig bliver der vendt op og ned på Zoey' hverdag da pludselig en dag den mystiske dreng Ty står ude på hende dørtrin. Han siger han bare er faret vild, og i starten tror hun på ham. Men da hun bliver ved med at finde ham de mærkeligste steder i gang med de mærkeligste ting begynder hun at tvivle på om han er den han begiver sig ud for at være. Plus hans pupiller er som et dybt, sort huld der bare venter på at trække en med ned. Er der virkelig noget unaturligt ved Ty eller er det bare Zoey?

4Likes
1Kommentarer
569Visninger
AA

8. A bad sign

 

Der var gået nogle dage siden Ty’s og min date, men jeg kunne stadig huske præcist hvad han havde på, hvordan hans krop passede perfekt til min.

Det havde været min første date i over et år, men også en af de bedste jeg kunne huske. Det var også det med, at det havde været ude på en mark, og ikke bare inde på en eller anden fancy restaurant eller hjemme hos ham. Eller jo, jeg ville gerne hen og se hvor han boede, men atmosfæren ude på marken havde bare været helt unik. Smuk. Jeg havde aldrig været på en date på en bondegård, og jeg det eneste jeg kunne sige var, at det var en vellykket aften.

Jeg tog en banan fra skålen inde i køkkenet, hvorefter jeg fortsatte ind i stuen. Er det bare mig, eller er der aldrig noget i Tv’et, når man gerne vil se noget. Og så, lige så snart man går, kommer alle de gode programmer. Det er da bare totalt ondt!

Derfor ender jeg altid på Vh1. Og denne gang var jeg heldig, for Runaway baby var lige startet!

Omg, I love this song!

Bruno Mars styrer!

Jeg skruede helt op, eller så højt op, at jeg kunne høre det ude i køkkenet. Jeg begyndte at finde mine rester fra i går frem, som bestod af boller i karry med ris. Jeg vil ikke prale, men jeg laver altså en helt fantastisk boller i karry.

Just saying!

Mens mikroen varmede min mad, gik jeg ind i stuen igen for at finde min mobil frem. Ty og jeg havde udvekslet nummerer, så det var nemmere at komme i kontakt med hinanden. Faktisk, vidste jeg stadig ikke hvor han boede, men det var ikke fordi at det var noget problem. Jeg havde ikke brug for at vide det som i jeg bare skal vide det, selvom det nu ville være rart. Så kunne jeg også lige sige hej når jeg kom forbi, hvis nu han boede i byen.

Det eneste der nu stadig gik mig på var, at vi ikke var rigtig kærester, hvor dumt det end lyder. Jeg mener, vi havde været ude og spise sammen, og vi havde begge hygget os – det var i hvert fald det han har givet udtryk for – men det blev stadig ikke til mere end et kindkys. Det var som om han holder tilbage. Jeg kunne bare ikke finde ud af hvorfor. Havde jeg dårlig ånde, eller hvad? For jeg ville ikke have noget i mod at kysse ham igen. Overhovedet ikke.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da mikroens ur stoppede, og sagde, at min mad var færdig. Jeg havde lige lagt maden ned på sofabordet, da Vh1 skiftede sang til Welcome to my life med Simple Plan.

Har du hørt teksten? Hvis ikke, så er den altså total deprimerende siger jeg dig!

Derfor skiftede jeg kanal med det samme, men jeg nåede stadig at høre de to første linjer som lød ’Do you ever feel like breaking down? Do you ever feel out of place?’

Bang! og mit humør var nede. Hvem laver lige sådan en sang? Okay, det gør Simple Plan åbenbart, men helt ærligt. Det er jo kun hvis man har problemer at man gider høre sådan en sang. Total party killer…

Som jeg sagde før – total depri!

Men selvom jeg hadede sørgelige sange, så havde jeg faktisk nogle perioder, hvor jeg bare har brug for at høre nogle sange som fx Plumb’s Cut. Den var sørgelig, men som sagt, det har man nogle gange brug for. Jeg plejede ca. en gang om ugen at lukke af for omverden, og så bare sætte min ’Sad’ playliste på. Der gik bare ikke så lang tid før, at jeg blev påvirket så meget, at jeg bare nogle gange kunne finde på at bryde sammen hvor som helst. Så det stoppede jeg med…

Da jeg kom tilbage til virkeligheden, var min mad ved at være kølet af. Den dampede stadig, men den skulle jo heller ikke være helt kold.

Jeg begyndte at skovle mad ind, mens musikken kørte i baggrunden. Men når der kom en god sang, sang jeg med så godt man nu kan med mad i munde. Ikke et kønt syn, men sjovt.

Jeg var nok halvvejs, da jeg blev opmærksom på, at det var ved at blive lidt mørkt udenfor. Den eneste grund til at jeg blev opmærksom på det var egentlig fordi, at skærmen blev sort – noget i en videoen til sangen der kørte – så jeg kunne se hvor mørkt der var blevet inde i stuen.

De sidste par dage, var jeg begyndt at gå ture om aften, for at få noget luft. Jeg var nemlig begyndt at side meget indenfor, når jeg ikke var sammen med Ty. Grunden til jeg gjorde det om aften var, at jeg helst ikke ville risikere at støde ind i nogen. Det var ikke fordi jeg kendte så mange, men jeg ville stadig ikke risikere det.  

Derfor var jeg hurtig til at spise det sidste af min mad, før jeg hurtigt skylede min tallerken af, og satte den i opvasken. Jeg greb mit overtøj som bestod af en jakke, et par gummistøvler og et halstørklæde. Jeg gad ikke til at låse døren da – som jeg havde nævnt tideligere – ikke en levende en menneske sjæl i miles omkreds.

Da jeg kom ned fra verandaen, stak jeg hænderne i lommerne og gik ind mod skoven. Jeg havde lært den ret godt at kende, så jeg regnede ikke med at jeg kunne fare vild så let.

Jeg forsatte i lidt tid, før jeg trak mine høretelefoner op af lommen. Jeg havde altid et par i lommen, da jeg godt kunne lide at have musik i ørene, når jeg gik herude. Det var afslappende, og så lukkede det alle de irriterende lyde ude. Jeg havde også lavet hel playliste til når jeg havde brug for at være lidt alene. Sange, som jeg aldrig hører når jeg er i selvskab med andre.

Kender I godt det, når man bare har brug for at lade sine tanker angribe en – hvis man altså kan sige det. Men altså, at ens tanker bare får frit løb, lang snor or what ever. For det var det jeg gjorde. Det ene øjeblik tænkte jeg på Ty’s bløde læber mod min kind eller mund til hvor tætte træerne egentlig var. Og så, lige pludseligt, kunne jeg mærke hvor meget jeg egentlig frøs, og så blev mine tanker ledt hen til varm kakao og retter. Jeg kunne allerede mærke hvordan min mund løb i vand, og endte så med at ryste på hovedet af mig selv.

Det var den tilstand jeg var i, da jeg hørte lyde længere inde fra skoven eller faktisk fra kirkegården. Lyde, som jeg ikke kunne forklare, andet end at det var fra dyr. Vrede dyr.

Man skulle tro at det første der faldt mig ind, var at løbe skrigende væk. Eller, måske ikke ligefrem skrigende væk, men du ved hvad jeg mener. Men det første jeg gjorde var at stå helt stille, for at se om jeg kunne få øje på dyret – eller dyrene.  

Der var noget inde i mig der fortalte mig, at jeg blev nødt til at blive her, se hvad der skete. Derfor lod jeg mine kolde fingrer holde om den kolde og hårde gravsten der stod ved siden af mig, mens jeg strakte mig lidt for bedre at kunne se. Og jeg må sige, at det ikke lige var det jeg havde forventet af se. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se ulve ca. en km fra mit hus. Hvad hvis de pludselig ville gå på opdagelse og så mit hus og tænkte: ”måske er der en lækker, stor og saftig kødklump der løber rundt derinde,” og så smadrer min dør op, for så at flænse mig fra hinanden. Nope, det måtte ikke ske. Og, det kan godt være det bare var mig, men jeg syntes ikke at ejendomsmægleren sagde noget om fucking ulve?!

Igen sagde mit instinkt mig, at jeg skulle stikke benene på nakken og spænde hjem, men jeg ville se lidt mere. Jeg var nysgerrig.

Jeg stod helt stille og takkede Gud for, at vinden var med mig, for ca. 300-400 m fra mig stod et ulvekobbel på syv store ulve. De stod mellem nogle af de store gravsten i midten af kirkegården, så gravstenenes kastede en skygge over de allerede uhyggelige ulve. Jeg må indrømme, at jeg blev ret skrækslagen, men jeg bed det i mig, og så på mens den største af dem – nok alfaen – stod og snerrede af en af de mindre men stadig store ulve. Alfaen var kuldsort med poter så store som hele min hånd med finger. Den ville nok ret hurtigt kunne slå mig ihjel. Og de der klør. Er du vimmer, de så skarpe ud! Jeg turde ikke tænke på hvordan dens tænder så ud så…

Ulven der stod over for alfaen, havde en lysebrun pels, som så så blød ud, at jeg fik lyst til at mærke den, men det kunne jeg jo ikke helt. Dens tænder så jeg til gengæld, og de så seriøst skarpe ud. Jeg kunne lige forstille mig, at de rev fat i mig, mens dens skarpe tænder arbejdede sig ned gennem mit kød.

Da de stod over for hinanden var der ikke så stor mulighed for at de skulle lægge mærke til mig – heldigvis. Det var enlig også mest de andre ulve jeg var bekymret for. De stod i en halcirkel rundt om alfaen mens en enkel stod ved siden af den nøddebrune. Jeg kunne se på den måde den bøjede i knæene og lagde ørene tilbage, at den underlagde sig sin alfa – så meget vidste jeg da om ulve.

Pludselig snappede den store sorte efter den overfor, og den brune peb af smerte, da dens alfas tænder ramte dens skulder. Jeg havde set nok. Jeg havde på fornemmelsen hvad det her ville udvikle sig til, og jeg havde ikke så meget lyst til at være tilskuer til det. Derfor vendte jeg mig forsigtigt om, og prøvede at være så lydløs så mulig, mens jeg satte kursen tilbage til mit hus. Mens jeg prøvede at gå i skyggen af gravstenen hele tiden, lå mit blik skiftevis på jorden under mig som var – uheldigvis – fyldt med tørre, gamle kviste og på ulvene bag mig.

Og det var så også min fejl – at kigge mig over skulderen, og ikke se ned på den forræderiske jord. For da jeg kiggede over skulderen en sidste gang før jeg nåede skoven igen, trådte jeg ned på en kvist. Jeg ved ikke om der var højtalere på eller noget, men lige pludselig var det det eneste man kunne høre i miles omkreds. Og selvfølgelig hørte ulvene det også. Fuck!

Lige det tidspunk – lige det sekund – var dat som om alt frøs. Store, stærke alfa og jeg kiggede hinanden i øjnene i få sekunder, før mit bliv vandrede hen til den mindre ulv med den brunlige farve. Dens øjne var kuldsorte, og jeg havde på fornemmelsen at jeg havde set dem før. Men jeg nåede ikke tænkte mere over det, da tiden pludselig startede igen, og ulvene pludselig begyndte at knurre ad mig.

Og så løb jeg. Denne gang lyttede jeg til mit instinkt, og spænede gennem skovens ujævne underlag. Jeg kunne høre, og mærke, at ulvene var få hundrede meter fra mig, men jeg fortsatte. Mit hjerte var oppe i halsen af mig mens jeg gispede efter luft. Hvordan i alverden skulle jeg kunne løbe fra nogle ulve? De var jo sindssygt hurtige for ikke at nævne de skarpe klør igen. God, jeg hadede de klør!

Mine ben skreg at de ikke kunne mere, men jeg ville ikke stoppe – kunne ikke. Derfor pressede jeg dem ekstra meget, men jeg vidste, at jeg på et tidspunk ville blive nødt til at stoppe og få pusten igen. Men jeg ville nok ikke få meget luft ned i mine trængende lunger før de blev revet op. Og det var det der holdte mig kørende. Eller løbende…

Mens jeg løb mellem træernes tætte grene, kunne jeg høre dem komme tættere og tættere på mig. Og det var jo ikke fordi jeg lige pludselig ville få vinger og flyve væk, eller at træernes grene pludselig ville forsvinde, så jeg måtte overleve med mit langsomme tempo.

Det var der, at jeg opdagede en af ulvene var lige bag mig. Jeg kunne høre dens skarpe klør flænse skovbunden under sig mens den løb efter mig i hastigt tempo. Dens åndedræt var slemt ikke besværet, og det lød faktisk som om, at den kunne løbe et helt maraton uden at blive det mindste forpustet.

Jeg kunne mærke hvordan panikken tog over, og jeg hvordan mine ben var ved at give op. Lyden af en pustende ulv bag mig fik også en tåre til at løbe ned af min kind. Jeg var jo fandme ikke klar til at dø! Hvad havde jeg lige fortjent til at skulle gennem det her? Det var heller ikke lige denne her måde jeg havde forstillet mig at dø på. Jeg skulle jo giftes og se på mine børnebørn løbe rundt i min baghave mens jeg sad på terrassen med min mand ved min side. Jeg skulle jo blive gammel… Jeg ville ikke dø på grund af nogle dumme ulve. Jeg ville ikke dø. Ikke nu. Men hvad havde jeg at sige til det?

Jeg ville nok komme til at fortryde det her senere, hvis der overhovedet var noget senere, men jeg stoppede i hvert fald op, og vendte mig forpustet om. Jeg havde haft ret; kun halvtreds meter fra mig kom en aggressiv ulv lige i mod mig med høj fart. Dens pels bølgede let hver gang den tog et skridt frem, som en kornmark. Jeg tog en dyb indånding mens jeg hvilede min hånd op ad en træ ved siden af mig, gjorde mig klar hvis man kan sige det.

Men da den var tæt nok på satte den i spræng. Jeg nåde lige at se den i luften før en anden ulv sprang ind fra siden og tog fast i nakkeskindet på den der angreb mig, reddede mig. Jeg stod i chok mens jeg så på de to ulve slås, men afgjorde med mig selv, at jeg nok skulle løbe væk igen. Det var som om at bare de få sekunder jeg havde fået pusten gjorde mine ben fyldt med energi igen, for jeg spurtede det sidste stykke hjem, hvor jeg næsten flåede døren op. Stadig med bankede hjerte fik jeg låst døren. Nøglen var stadig i den, da jeg lod min rystende krop glide ned af dørens stærke træ. Var det virkelig lige sket?

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad der, men jeg var ligeglad. Jeg havde bare brug bare at sidde og finde hoved og hale i alt det her. Jeg kunne sku da ikke gå ud i skoven mere uden at blive bange for, at støde på en flok sindssyge ulve! Jeg ville have en seriøs snak med ham ejendomsmægleren når jeg var kommet mig over mit chok.

Jeg fik endelig rejst mig op igen, og gik med usikre skridt ind i stuen. Hvordan skulle jeg reagere på det her? Det er jo ikke sådan noget her man får en brochure på når man bliver født. Nope, så jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Jeg endte på sofaen, hvor jeg bare sad og stirrede ud i luften. Hvad skulle jeg nu gøre?

 

--------------------------------------

 

Okay, først og fremmest vil jeg gerne lige undskylde – UNDSKYLD! – for den utrolige langsomme opdatering. Jeg har bare overhovedet ikke haft noget inspiration og har ikke kunne skrive. Dette kapitel er også lort, og jeg er ikke ligefrem stolt af det, men jeg vil altså prøve at komme videre med den, da det også er vinterferie, så jeg har mere tid.

Når, men håber I stadig vil læse videre, og bære over med min crappy skrivning (:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...