Tågen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 26 okt. 2013
  • Status: Igang
Irie Halex bor i en by, hun har fået at vide er resterne af The Venus Project. Byen er omsluttet af en tyk, dødbringende tåge, og man får at vide, at det er farligt at gå udenfor byens beskyttende kupel. Den eneste kilde til information er den Styrelsen sender ud, for alt af ældre dato er forsvundet sammen med vaccinerne mod de sygdomme, som tågen fører med sig. Alle lever i frygt for hvad fremtiden bringer, dog besidder Irie ikke samme angst for tågen, som de andre. Men jo mere man afviger, jo større fare sætter man sig selv i.

59Likes
47Kommentarer
2797Visninger
AA

6. Kapitel 5: Stofstykket

Kapitel 5

Stofstykket

 

Mit hoved dunkede stadig, da jeg langsomt åbnede mine øjne. Mine øjne klemte sig sammen, og jeg mærkede de indtørrede tårer på kinderne. Jeg havde intet begreb om, hvor længe jeg havde været væk. Skærmen stod stadig, hvor jeg efterlod den, og kastede sit lys på mit triste ansigt. Jeg tog en dyb indånding, og løftede hovedet væk fra væggen, for derefter at føle ømheden skære igennem nakken og baghovedet.

   ”Symptomer vil afhænge af, hvilke funktioner, under en infektion i leveren, der er mest påvirket ..”

   Jeg huskede det sidste, jeg havde hørt, inden jeg havde overgivet mig til fortiden, samt Traeks ord.

   ”Det er ikke maven, der gør ondt ..”

   Det hele summede rundt i mit hoved og det gjorde det svært at fokusere på noget. Det hele var ved at springes i mig, og jeg kunne mærke tårerne presse sig på igen. Jeg blinkede et par gange med øjnene og satte mig helt op, stadig med en kørende smerte, der tvang mig til at presse tænderne sammen.

   ”Tag det stykke stof, jeg har gemt.”

   Jeg tog mig til hovedet med den ene hånd, mens den anden tog forsigtigt fast om min nakke og masserede kort. Sætningerne blev ved med at lyde i mit hoved, og jeg gjorde en indsats for at opfange, hvad der blev genfortalt. Automatisk rakte jeg ud efter sofaens kant for at skubbe mig selv op, og med prikken for øjnene kiggede jeg over mod hylden under bordet, der hang ved siden af sengen.

   Tøjet rykkede jeg nænsomt til side, så jeg kunne komme ind til den bagerste bunke. Forsigtigt løftede jeg op i tøjet, så det lyse stofskifte fangede mit blik. Traek havde gået meget med lyst tøj, og efter at have fået informationen om stofstykket begyndte jeg at forstå hvorfor. Mine øjne kørte igennem rummet en ekstra gang, inden jeg trak stoffet ud.

   Jeg stirrede på det sammenfoldede stykke og kæmpede for at holde minderne tilbage, da hans velkendte duft ramte min næse. Nænsomt åbnede jeg stoffet og så ned på de nedskriblede ord, skrevet med hvad han havde kunnet finde udenfor kuplen af sten og planter, der kunne afgive farve. Jeg mindedes svagt, at han havde vist mig hvordan.

   Fornemmelsen af genkendelse af de fem ord på stoffet kom op i mig. Centrum. Under jorden. Aflukket elevator.  Jeg var ikke sikker på, om de skulle forstås separat eller sammen. De ressourcer han havde haft til at skrive med, havde ikke været mange, så det var vært at bedømme, om det var meningen, eller bare noget han havde gjort, fordi materialerne han havde brugt, ikke kunne nedkradse meget mere end det. Alt forgik elektronisk, for som Styrelsen sagde, kunne vi ikke spilde vores tid på papir og konsekvenserne af at miste nedskrevne dokumenter. For at være ærlig troede jeg ikke på deres ord. Styrelsen kunne nemt tjekke hvad man skrev, og selvom de fleste ikke tænkte over det, var jeg overbevist om, at man blev overvåget; ellers ville Traek ikke tage sig det besvær at skrive noget ned på et stykke stof, og være bange for, at de fandt det. Den slags informationer min bror havde nedskrevet var ikke noget Styrelsen mente, man skulle skrive, og jeg vidste det også ville have fået konsekvenser for mig, hvis jeg ikke havde taget det fra hans værelse, før de havde ryddet det.

 

Ordene blev ved med at summe rundt i mit hoved, som jeg knugede om stofstykket og gik mod døren, der skød til side for mig. Jeg var ikke sikker på, hvorfor jeg tog stofstykket med mig, men min mavefornemmelse sagde mig, at det var mindre sikkert, at lade det blive tilbage. Gangen var tom, og jeg drejede mod venstre og passerede min brors sovekammer. Kort stoppede jeg op og blev fanget et øjeblik i at stirre tomt på den. Overvejelserne gik igennem mig, og jeg knugede yderligere om stoffet. Jeg blev nødt til at undersøge hvad, der befandt sig i midten. Det var ikke et sted, hvor børn normalt måtte komme, men med mit kendskab til kuplen kunne jeg måske finde en måde, at komme derhen på. Det havde min bror trods alt kunnet.

   "Hva', hvor skal du hen?"

   Med et blev jeg revet ud af min tankestrøm. Det var det samme studerende blik fra tidligere, der mødte mig, da jeg vendte mig for at se, hvem der havde sagt noget. Et suk undslap mine læber, og smilet bredte sig i hans mundvige. Han strøg en hånd igennem det lette pandehår sideskilningen forårsagede, men hans opmærksomhed var rettet mod mig. De øjne der hvilede undersøgende på mig havde et charmerende glimt, og i et kort sekund blev jeg fanget af det. En kuldegysning fór igennem min krop, og det fik mig til at misse med øjnene. Hans ansigtsudtryk ændrede sig ikke på min reaktion. Øjnene forblev fastlåst på mit ansigt, hvilket fik mig til at spænde let i læberne og fange hans blik.

   "Det vedkommer ikke dig" Min ene hånd knyttede sig svagt, og jeg holdt en sikker afstand fra ham, så jeg ikke ville blive overrasket af en pludselig bevægelse. Mit blik fastholdt hans, så han måtte blive den første til at bryde øjenkontakten, men jeg så mere ud til at more ham, da han endelig slog blikket ned. Nysgerrigt kiggede jeg på ham. Han udstødte en kort latter.

   "Du går rundt med et stykke stof i hånden, Irie. Hvor er du helt præcis på vej hen?" Endnu et suk undslap mig. Hans latter og hans spørgsmål provokerede mig. Mine læber spændte igen, og jeg gjorde en trækning i ansigtet. Han så ud til at overveje min tavshed. Det trak lidt ekstra op i hans mundvige, og hans øjne lyste af opmærksomhed og morskab.

   "Kan du i det hele taget svare på spørgsmål om dig selv?" Hans milde latter gjorde mig en anelse tryggere, dog trådte jeg lidt længere tilbage af den irritation, han fremkaldte i mig. Jeg følte, at jeg burde puste mig op og gå i offensiv, men den tryghed han havde skabt i mig, fik mig til at lade være. Mine øjne søgte efter hans, og jeg lod mig selv blive grebet af den charmerende effekt, jeg ikke havde oplevet får. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...