Tågen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 26 okt. 2013
  • Status: Igang
Irie Halex bor i en by, hun har fået at vide er resterne af The Venus Project. Byen er omsluttet af en tyk, dødbringende tåge, og man får at vide, at det er farligt at gå udenfor byens beskyttende kupel. Den eneste kilde til information er den Styrelsen sender ud, for alt af ældre dato er forsvundet sammen med vaccinerne mod de sygdomme, som tågen fører med sig. Alle lever i frygt for hvad fremtiden bringer, dog besidder Irie ikke samme angst for tågen, som de andre. Men jo mere man afviger, jo større fare sætter man sig selv i.

59Likes
47Kommentarer
3004Visninger
AA

5. Kapitel 4: Minderne

 Kapitel 4 

Minderne 

 

   ”Traek” hvinede jeg, mens jeg løb af sted og spejdede over skulderen. Jeg kunne ikke få øje på ham. Jeg standsede og vendte mig om for at stirre ned ad grusstien, hvor jeg var kommet fra. Jeg mærkede stærke arme tage fat om mig bagfra, og fastlåst skreg jeg af grin, da fingre begyndte at bevæge sig i siderne på mig.

   ”TRAEK!” skreg jeg hjælpeløst. Jeg vidste, at det ikke nyttede noget. Der var kun os to herude, og min bror havde ikke tænkt sig at stoppe med sit foretagende. Han lagde mig ned i græsset og satte sig på mine lår, mens han kildede mig mere heftigt. Jeg hvinede og forsøgte at slå ham, men han holdt godt fast på mig. Jeg kunne ikke vride mig fri.

   ”Du er så tarvelig!” grinte jeg febrilsk. Et smil lagde sig om hans læber, og han stoppede.

   ”Hvis du er sød.” Han så ned på mig og begyndte at grine. ”Vi må hellere komme tilbage nu, Irie.”

   Han rejste sig op og rakte mig hånden, for derefter at spejde rundt.

   ”Tågen er kommet tættere på igen” konstaterede han pludselig. Han lagde en arm om ryggen på mig og førte mig tilbage mod kuplen. Jeg skævede bagud over min skulder og så den mørke tåge.

   ”Er det okay, at være herude, Traek?” Der var bekymring i min stemme og jeg kiggede op på ham. Et smil formede sig om hans læber, og han mødte mit blik. Hans arm lå stadig beskyttende omkring mig.

   ”Selvfølgelig. Jeg er her jo til at beskytte dig.”

   ”Men ..” svarede jeg tøvende. Han stoppede op og lagde hovedet let på skrå, inden han satte sig på hug foran mig, så vi var i øjenhøjde.

   ”Irie ..” begyndte han langsomt. Han havde det beskyttende og rolige blik i øjnene. Han kærtegnede blidt min skulder. ”Du skal ikke tro på alt, hvad Styrelsen siger, vel? Lov mig det, ikke? Det er kun tågen, der er farlig. Hvis du holder dig væk fra tågen, så er der intet at være bekymret for, vel?” Hans smil beroligede mig.

  

*

 

   ”Hvor gør det ondt henne, Traek?” Jeg kiggede intenst på ham og tog om hans håndled og klemte en smule for at vise, at jeg var der og bekymrede mig for ham. Han åndede tungt ind et par gange og missede lidt med øjnene, inden han kunne tage sig sammen til at se op på mig. Hans frie hånd fandt vej op til hans midterregion.

   ”Din mave?” spurgte jeg tøvende. Han rystede svagt på hovedet. Min hånd flyttede sig op til hans mave og han flyttede min hånd mere ud til siden.

   ”Det er ikke maven, der gør ondt ..” Han trak vejret tungt og udstødte et mindre støn i smerte. ”Altså det gør ondt over det hele, men jeg er sikker på, at det ikke er maven. Det er mest .. i .. siderne.” Mine læber skiltes en smule ad, og jeg forsøgte at tænke igennem, hvad der lå i de områder.

   ”Nyrene?” Han nikkede anerkendende. ”Men ..” Mine læber var stadig spredt og mine øjne udspilede sig en smule. ”De sagde, at du var angrebet af Kaltmor.”

 

*

 

   ”Irie ..” Hans stemme var svag.

   ”Traek” åndede jeg hæst. Det havde været den sidste gang, jeg havde tiltalt nogen ved navn.

   ”Du skal løbe nu. Til mit sovekammer. Tag det stykke stof jeg har gemt. Sørg for, at ingen andre ser det.” Han havde sagt det langsomt og næsten utydeligt. Alle pauserne i hans sætninger gjorde det yderligere kompliceret, men jeg sad bare og kiggede forsigtigt på ham og aede oversiden af hans hånd. I løbet af de sidste par dage var jeg blevet trænet i at forstå ham, når han talte. Det bekymrede blik i mine øjne sagde alt, men jeg havde alligevel lyttet opmærksomt.

   Jeg stirrede på ham en rum tid, men han begyndte at skynde på mig; nervøs over noget, jeg ikke havde kunnet tyde.

   Jeg rejste mig forsigtigt op og slap hans hånd, for derefter at presse mine læber mod hans pande.

   ”Du skal få det bedre” sagde jeg med fast stemme. Mine hænder greb igen om hans hænder og strøg håndfladen, før jeg kyssede hans pande en sidste gang, inden jeg passerede gennem døren.

 

*

 

”Han er passeret over. Irie. Halex.”  

   Robotten havde talt koldt og maskinagtigt som den plejede, og havde vendt sig om lige efter den havde givet beskeden videre. På dette tidspunkt kunne jeg ikke parkere den kyniske måde, at fortælle informationer på, og jeg mærkede hvordan mine ben sank under mig. En følelse bredte sig inden i mig og klumpen i maven ville ikke forsvinde. Salte tårer begyndte at løbe ned langs mine kinder, og jeg mærkede dem kort herefter dryppe ned på mine hænder. Jeg foldede hænderne ind til brystet, og min krop begyndte at ryste. Mit hoved nikkede frem og tilbage, og jeg pressede hænderne hårdere ind mod brystet. Denne gang var der ingen Traek til at trøste mig. Jeg var helt alene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...