Tågen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 26 okt. 2013
  • Status: Igang
Irie Halex bor i en by, hun har fået at vide er resterne af The Venus Project. Byen er omsluttet af en tyk, dødbringende tåge, og man får at vide, at det er farligt at gå udenfor byens beskyttende kupel. Den eneste kilde til information er den Styrelsen sender ud, for alt af ældre dato er forsvundet sammen med vaccinerne mod de sygdomme, som tågen fører med sig. Alle lever i frygt for hvad fremtiden bringer, dog besidder Irie ikke samme angst for tågen, som de andre. Men jo mere man afviger, jo større fare sætter man sig selv i.

59Likes
47Kommentarer
2811Visninger
AA

4. Kapitel 3: Afvisningen

Kapitel 3

Afvisningen

 

Jeg stirrede på hans hånd, indtil han trak den til sig med et selvtilfredst smil; som om han havde vidst, at jeg ikke ville tage den. Han havde nu dét smil siddende i mundvigene, og irritationen begyndte at blive synlig i mine øjne.

   Han kiggede på min arm, som havde han gennemskuet, at jeg havde stirret på hans tinding. Han havde ikke set mig i øjnene. Han nærmest studerede mig med et undersøgende, hvilende blik. Jeg pressede tænderne sammen, så mine mundvige trak en anelse mere nedad, i forhold til hvad de plejede. Hans øjne klemte sig ikke sammen, men han opdagede trækningen. Øjnene forblev dog blide, tålmodige og opmærksomme, men smilet forsvandt ikke.

   Jeg vippede min hage en anelse opad og så ham an.

   "Hvorfor har du dine? Nogen speciel årsag?" Hans blik var stadig plantet på metalprikkerne på min arm, og automatisk kiggede jeg en ekstra gang på hans.

   "Personlige årsager." Mine øjne var kolde. Smilet i hans mundvige blev bare større og mere selvsikkert.

   "Nå, men så er min årsag også privat." Han sagde det, som om det var noget, der skulle bekymre mig, og for en kort stund så jeg et glimt i hans øjne. Et underligt stik af irritation skar igennem mit bryst og for et øjeblik blev mit fokus flyttet. Da jeg så op på ham igen, var det med et lille, udstødende fnys.

   "Jeg spurgte ikke."

   Hans læber skiltes let ad et kort øjeblik, mens det studerende blik hvilede på mig. Mit ansigt forblev stille.

   "Hey, Tamerwhile!" Råbet kom ligesom Hall skulle til at svare mig. Han vendte sig om, og jeg så munden lægge sig i et mere charmerende smil, selvom selvtilfredsheden stadig blev liggende i mundvigene. Jeg tog fat i Nicas håndled og trak hende væk fra Hall og pigen. Dette var min mulighed for at komme væk fra ham. Jeg takkede pigen indeni, mens jeg hørte starten på deres samtale, som vi gik væk fra dem.

   "Vil du ik' med ud senere?" Pigens stemme var sukkersød. Der var en kort pause, inden han svarede.

   "Beklager Cleea, vi passer bare ikke sammen." Ordene var medfølende og charmerende, men jeg kunne stadig fornemme den efterklingende tomhed der lå i stemmen.

 

Jeg stod foran en mørk skydedør og trykkede informationerne ind på skærmen, der lyste svagt op. Jeg gik i stå halvvejs inde i tastningen og skævede til siderne. Tankerne begyndte at tage form i mit hoved, og dagens oplevelser dukkede op til overfladen igen. Sumflor. Præcis de samme beskrivelser som sidste session. Det var som om, det var et færdigskrevet manuskrift, hvor der var tomme rum til sygdommens navn og til det sted i kroppen sygdommen ramte. Jeg stirrede tomt på skærmen igen.

   "Velkommen. Irie Halex." Jeg blev revet tilbage til lyset fra skærmen, da den kvindelige robotstemme godkendte mine indtastninger og lod døren skyde lydløst til side. Jeg stirrede et øjeblik på åbningen, inden jeg kiggede ned ad gangen igen. Min bror havde haft et sovekammer længere nede til venstre.

 

Kammeret var intet specielt. Jeg iagttog det ligegyldigt, som døren lukkede sig bag mig. Den hvide seng med det marineblå sengetøj, der stod til venstre; det lille bord, der hang på væggen ved siden af sengen med en nærmest flad, men automatisk lampe over sig; de berøringsfølsomme skærme, der var inkorporeret i væggene.

   Mine fingre pressede automatisk på den ene skærm, og op ad en lem i gulvet, skød der en glat sofa op på den sparsomme gulvplads.

   Jeg lagde mig ned og trak det tynde tæppe over mig. Ved et klik mere på skærmen åbnedes endnu en lem, og en skærmrobot fløj ud og tændte op på databasen med tilgængeligt materiale fra Styrelsen. Min stemme fik siden til at rulle ned mellem de forskellige indeks, og mine øjne skimmede skærmen uden helt at vide, hvad jeg ledte efter.

   Jeg åbnede sygdomsindekset, og klikkede derefter på en tilfældig fil. Oplæsningen gik i gang.  

   "Kaltmor er en af de mest udbredte sygdomme, som tågen forårsager. Den angriber leveren og spreder sig herfra videre til mavesækken og milten og op til lungerne. Den smittede dør enten af infektionen i leveren eller af åndedrætsbesvær. Symptomer inkluderer voldsomme smerter, vejrtrækningsproblemer, kraftig hoste med smertejag i maveregionen, samt svingende energiniveau som følge af blodsukkerudsving. Der findes på nuværende tidspunkt ingen medikamenter mod denne sygdom, og da sygdommen går i leveren kan smertestillende ikke anvendes til ..”  

   Jeg trykkede tilbage til indekset og stirrede et kort sekund på filoversigten. Igen valgte jeg en tilfældig sygdom og hørte opremsningen igennem. Som jeg mente, at have husket, var det det samme for dem alle sammen: Infektionen ville starte i et organ og derefter sprede sig videre til andre. Leveren var altid et af de organer, som infektionen ville ramme, og derfor kunne smertestillende ikke lindre pinen. Det var aldrig alle leverens funktioner, der blev nedsat; de andre forblev intakte. Uberørte.

   Der var noget, der nagede mig. Jeg klikkede tilbage til indeksoversigten og stirrede mig blind på skærmen i adskillige minutter. Jeg var sikker på, at jeg engang havde hørt noget omkring leveren i en session, men på nuværende tidspunkt begyndte jeg igen at blive ukoncentreret. Øjenlågene blev ved at lukke sig i, og jeg så uklart. Minder blev ved med at hoppe sig frem. Min vejrtrækning blev dybere, som jeg forsat trykkede rundt mellem filerne og hørte brudstykker fra de forskellige sessioner.

   ”Leveren er et livsvigtigt organ. Den har mange forskellige funktioner, herunder galdeproduktion, blodsukkerregulering, afgiftning ..”

   Jeg lyttede kun svagt efter.

   ”Det er et blodfyldt organ, hvor det meste af blodet kommer gennem portåren, hvis grene løber gennem hele leveren ..”

   Han blev ved med at dukke op i mit hoved og gjorde mig mindre i stand til at kunne fokusere ordentligt på de ord, der kom ud af skærmen.

   ”Symptomer vil afhænge af, hvilke funktioner, under en infektion i leveren, der er mest påvirket ..”

   Robotstemmen drænede min sidste energi og mit hoved dunkede. Den sidste rest af koncentration forsvandt. Jeg lod mine øjne lukke sig i og støttede baghovedet mod væggen. Jeg ville ikke tænke på min bror nu.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...