Tågen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 26 okt. 2013
  • Status: Igang
Irie Halex bor i en by, hun har fået at vide er resterne af The Venus Project. Byen er omsluttet af en tyk, dødbringende tåge, og man får at vide, at det er farligt at gå udenfor byens beskyttende kupel. Den eneste kilde til information er den Styrelsen sender ud, for alt af ældre dato er forsvundet sammen med vaccinerne mod de sygdomme, som tågen fører med sig. Alle lever i frygt for hvad fremtiden bringer, dog besidder Irie ikke samme angst for tågen, som de andre. Men jo mere man afviger, jo større fare sætter man sig selv i.

59Likes
47Kommentarer
2911Visninger
AA

3. Kapitel 2: Sessionen

Kapitel 2

Sessionen

 

Jeg gik ned ad den hvide gang, mens jeg kiggede ned i gulvet. Jeg holdt armene så tæt ind til siden som muligt og observerede de studerende, jeg passerede.

   Da jeg nåede glasdøren, trykkede jeg mine informationer ind på den berøringsfølsomme skærm på døren. Glasset skød fra hinanden og lod mig gå igennem åbningen.

   ”Irie!” Hørte jeg en sprudlende stemme bag mig kalde, da jeg var kommet et stykke ned ad skolens gang. Jeg følte på lyden af mit navn og vendte mig så om. Nica.

   Hun kom imod mig med et kæmpe smil på munden, og det krøllede, brune hår dansede om hendes hals. Hun iagttog mit ansigt et øjeblik, og jeg så hvordan hendes ansigt rynkede sig lidt sammen, som hun klemte øjnene sammen og bed sig i underlæben.

   ”Hvor har du været?” Spurgte hun afventende med lav stemme, mens hun gjorde en fagt med hænderne.

   ”Udenfor” Mit ansigtigsudtryk ændrede sig ikke. Hun løsnede i ansigtet og kiggede op på mig gennem de mørke øjne. Hun bed sig stadig i den ene side af underlæben, indtil hun udstødte et lille suk og kiggede nedad.

   ”Irie ..” Jeg kiggede lidt på hende. Med øjnene trak jeg lidt sammen i pandemusklerne, så øjenbrynene løftedes.

   ”Hvad?” Spurgte jeg afventende. Hendes øjne mødte mine.

   ”Piers,” smilede hun. Hendes øjne strålede. Et smil fremtrak sig i et kort øjeblik, inden hun fortsatte. ”Han talte til mig på den der helt specielle måde! Det var bare såå .. han var sød okay?”

   Jeg stirrede lidt på hende. Hendes hænder kærtegnede hinanden. Hun havde ikke fortalt mig det hele.

   ”Gjorde I?” Jeg sendte hende et blik med øjnene. Hendes kinder blussede lidt op og det fremhævede fregnerne. Hendes hænder slap hinanden og den ene tog fat i hendes underarm.

   ”Mh ..” Nikkede hun. Hånden begyndte at stryge op ad armen. Jeg nikkede også, overvejede hvad der ville være godt at sige til hende.

   ”Hvis du er glad.”

   ”Mh” Hun udstødte et kort lettelsessuk og hendes kinder blussede igen. ”Jeg ved godt, jeg ikke rigtig kender ham, men ..” Hun gik i stå. Han var god til at manipulere, specielt med piger som Nica. Hun havde været min veninde, siden jeg var helt lille, og jeg kendte hende efterhånden godt nok til at vide, hvordan hun reagerede overfor drenges tilnærmelser.

   ”Hvad synes du selv?”

   ”Åh ..” Hun kiggede ned i gulvet i et øjeblik og lagde så sine arme om mig; hendes pande mod mit skulderblad. Mine arme hang i nogle sekunders overvejelse inden jeg tvang dem rundt om hende og gjorde en kærtegnende bevægelse på hendes ryg.

   ”Det tror jeg” mumlede hun med en vis spænding i stemmen og nikkede. Jeg gjorde en trækning i mundviggene. Jeg vidste godt, at hun inderst inde måtte vide, at hun havde været for naiv. I dette tilfælde og i de tidligere. Hun var bare for godtroende til at lave om på det, og et eller andet sted nød hun vel af den selvtilfredsstillelse, det måtte give. Det kunne jeg godt misunde hende. Drengene kom aldrig hen til mig.

   Da hun trak sig væk fra mig var hendes ansigt et stort smil, som det plejede. Hun tog min hånd for at få mig til at gå med hende. Jeg holdt armene ind til kroppen og havde opmærksomheden på hvor folk gik, så de ikke kom for tæt på.

   En glasdør skød til side for os, og vi trådte ind i det vante lokale, hvor store, marineblå glasvinduer strakte sig langs yderkanten af væggen i den modsatte ende af døren. Vi satte os ned på hver vores stol og pressede på knappen på armstøtten. Lemmen åbnedes i gulvet, og jeg tog imod lydmodtagerne, og placerede de små halvmåneformer på øret lige over øreflippen, for derefter at afvente skærmen. Skærmrobotten fløj op ad åbningen og stillede sig i den højde, jeg normalt benyttede den i. Den slanke skærm begyndte at lyse, og jeg trykkede på robotten bagved for at den foldede et tredimensionelt tastatur ud. Jeg skævede kort over på Nica, der allerede sad og lyttede til sessionen. Jeg begyndte at få lyd i modtagerne.

   Der var den sædvanlige introduktion, som en kvindelig robotagtig stemme reciterede.

   ”Tåge skabes af varm og kold luft, der mødes og danner dråber, der lægger sig i luften, fordi de skubbes oppe og nedefra af tyngdekraft og vind. Det var i hvert fald det den plejede. Den tåge der har angrebet os er ikke en almindelig tåge. Den forårsager dødbringende sygdomme. Styrelsen råder alle til at holde sig indenfor kuplens sikkerhed. Her vil den ikke kunne nå os. Det er et faktum at stadig flere beboerne trodser disse råd og bevæger sig udenfor. Styrelsen gør opmærksom på, at hvis man kommer i kontakt med tågen vil man blive syg, og man vil dø. Styrelsen tager ikke ansvar for beboere, der trodser sikkerhedsrådene. ”

Pause.

   ”Velkommen til undervisningssession 20.160. Det er i dag år 2176. Sessionen omhandler: Sumflor.”

Ny pause. Jeg stirrede ind i skærmen og forsøgte at vende mig til den elektroniske stemme.

   ”Sumflor er en af de mindre sygdomme, som tågen forårsager. Den angriber nyren ..”

Jeg stoppede med at høre ordentligt efter. Stemmen fortalte det samme hver eneste gang. Tågen var årsag til sygdommen. Den angreb et organ i kroppen og nedsatte funktionerne, hvilket resulterede i, at man langsomt og smertefuldt ville dø. Moralen var, at man skulle holde sig indenfor kuplen. Det var længe siden, jeg havde opfattet dette mønster. Pointen med disse sessioner havde for længst passeret mig.

 

Da sessionen var overstået tog jeg lydmodtagerne af og de og skærmrobotten forsvandt ned i lemmen, hvor de var kommet op. Jeg rejste mig og stirrede over på Nica, der stadig var i gang med at sende skærmrobotten ned i lemmen. Et opgivende suk undslap mine læber, og jeg tog fat i hendes håndled og trak hende mod døren. Den åbnede sig foran os, og jeg var den første til at gå igennem, mens jeg havde min opmærksomhed på Nica. Jeg mærkede noget hårdt støde ind i mig, og jeg slap grebet om Nica, som jeg blev tvunget et skridt tilbage. En rysten passerede min krop og jeg kiggede frem for mig. En dreng, kun en smule højere end mig, stod og tog sig til hovedet. Hans brune hår lod mig se den gyldne ring han havde i øreflippen, og jeg lagde mærke til hans tre metalprikker, der løb langs tindingen, fra kanten af øjenbrynet og op til sideskilningen. Jeg så instinktivt ned på mine egne, der sad på en række ned ad overarmen fra hulningen ved albuen og op til skulderen. Seksten styk. En for hvert år jeg havde levet.

   Jeg lagde armene over kors og stirrede på ham. Han så endelig på mig og gjorde et lille nik.

   ”Det er jeg ked af. Kom du noget til?” Jeg rystede let på hovedet og så ham række sin hånd frem mod mig. Jeg trådte ufrivilligt nogle centimeter tilbage.

   ”Jeg er Hall” sagde han med et undskyldende smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...