Tågen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 26 okt. 2013
  • Status: Igang
Irie Halex bor i en by, hun har fået at vide er resterne af The Venus Project. Byen er omsluttet af en tyk, dødbringende tåge, og man får at vide, at det er farligt at gå udenfor byens beskyttende kupel. Den eneste kilde til information er den Styrelsen sender ud, for alt af ældre dato er forsvundet sammen med vaccinerne mod de sygdomme, som tågen fører med sig. Alle lever i frygt for hvad fremtiden bringer, dog besidder Irie ikke samme angst for tågen, som de andre. Men jo mere man afviger, jo større fare sætter man sig selv i.

59Likes
47Kommentarer
2726Visninger
AA

2. Kapitel 1: Dækslet

Kapitel 1

Dækslet

 

Krabberne stod i vandkanten i en lang linje og skævede misbilligende ud over vandet. Det var et usædvanligt syn, for det var sjældent, der viste sig noget levende herude. De sagde dyrene også var blevet påvirket af tågen, ligesom vi blev det. Når jeg ikke selv havde været inde i tågen, var min eneste mulighed, at tro på deres ord.

   Jeg skævede til krabberne, mens jeg indåndede den kraftige duft af græs og ferskvand. Det her var det sidste sted, jeg kendte til, hvor tågen endnu ikke var nået.

 

Jeg forsøgte at spejde ud i horisonten, men uden at kunne se meget længere end de første ti meter. Tågen ville snart nå hertil også. Når det skete, ville jeg ikke have noget sted at tage hen, og jeg ville blive tvunget til at holde mig indendørs som de andre.

   Jeg lod igen mit blik glide ud mod tågen og studerede den med et hvilende blik. Den var tyk og mørk, og så ikke ud til at bevæge sig den mindste smule. Jeg var ikke, som nogen af de andre, bange for tågen, men derimod opmærksom på den. Jeg holdt mig fra, at gå ind i tågen, men der var ikke frygt malet i mine øjne, når jeg kiggede på den; jeg så ingen grund til, at man holdt sig helt fra at gå udenfor, hvis der ingen tåge var. Noget ved den undrede mig. Den virkede unaturlig på en måde. Jeg kunne ikke forklare præcis hvorfor, da jeg aldrig havde kendt til, at det skulle have været anderledes før. Selvfølgelig var det kun min egen teori og ikke noget, jeg sagde højt. Jeg skulle nødig stemples, som en der ikke indordnede sig.

 

Jeg nød stilheden i et kort øjeblik og satte mig så ned i græsset, front mod søen og tågen, der lå og ventede, som en bevægelig mur. Jeg lænede mig tilbage og sank ned i græsset. Der havde engang været jordbrug herude. Vi fik ofte at vide, hvor fredfyldt alting havde været førhen. Der havde været et perfekt system med vand tæt på, så vandingsmaskinerne nemt kunne fylde op og fortsætte deres flyvning ud over afgrøderne. Men nu fløj de ikke længere. Der var ikke længere nogen grund til at vande, når tågen snævrede sig ind på byen. I alt den tid jeg kunne huske, havde der været et indendørs drivhus. Her arbejdede mange for at skaffe os føde. Jeg havde kun været der en gang, for det var ikke et sted, hvor unge skulle være. Vi hørte til i skolen. Jeg vidste, at vandingsmaskinerne ikke kunne fungere indenfor, da der ikke var samme adgang til vand, som herude. Hvis man var heldig kunne man finde en nedstyrtet maskine, men det var også alt der var tilbage af dem. Maskinvrag og jordbrugsområderne, der nu mest af alt lignede en utæmmet park. Sådan en havde jeg kun set, da jeg var helt lille, hvor min bror havde taget mig med derud. Nu dækkede tågen området.

 

Mine øjenlåg blinkede et par gange, og jeg satte mig op igen. Krabberne var forsvundet. Jeg vidste, at jeg burde se at komme tilbage til byen, men det var svært at løsrive sig fra det bløde græs, der ikke var blevet klippet i en evighed.

   Et smil formede sig i min mundvig. I dag havde jeg set krabber.

 

Jeg rejste mig op og gik ud på stien. Mit hoved drejede og jeg noterede tågens placering i min hukommelse, før jeg med målrettede skridt fulgte stien ned mod en større, der krydsede denne. Jeg gik, indtil jeg kunne se de forreste bygninger i byen, der lå trygt inde bag kuplen. Den kupel jeg havde fået at vide, ikke altid havde været der.

   Jeg nåede ned til kuplen og drejede til højre. Mit blik spejdede efter det gammeldags, mosbegroede dæksel, der var skjult mellem det høje græs. Jeg vidste næsten instinktivt, hvor det var, men alligevel nød jeg at lede efter det, for at trække tiden lidt ud. Jeg satte mig på knæ og følte mig frem med hænderne, indtil jeg fik fat i det lille håndtag og lod fire fingre glide ned i det, så jeg kunne trække dækslet op. Det var lettere, end da jeg første gang skulle have det op, men det krævede stadig en smule kræfter, at få det skubbet op. Jeg kiggede rundt en sidste gang, inden jeg kravlede ned ad stigen og trak dækslet i efter mig.

   Jeg småløb gennem undergrundstunellen og kom til en glasvæg, hvor en dør åbnede sig for mig. Jeg fortsatte ad den dunkle gang, indtil jeg nåede en ny stige, der ville føre mig op til det andet dæksel. Jeg tog fat i trinet og begyndte at klatre. Jeg skubbede dækslet op og trak mig selv op i nyklippet græs, hvor ikke et strå var længere end de andre. Jeg skævede rundt uden at få øje på andre, og skyndte mig at svinge benene op fra nedgangen for derefter at trække dækslet på plads. Jeg rejste mig langsomt op, og stirrede ud gennem kuplen. Tågen virkede som om den var tættere på byen herinde fra.

   Jeg gik ud på stien og helt hen til den nærmeste bygning, hvor jeg trykkede på en knap på muren. Der gik ikke lang tid før lyden fra toget nærmede sig. Jeg trådte et par skridt tilbage og kiggede op ad bygningen. Toget gled ind fra venstre og stoppede fire meter over mig. Jeg vidste, at dørene skød lydløst op og lod passagererne komme ind og ud. Jeg trippede med foden og skævede op mod toget. Endelig begyndte kabinerne at skyde fra hinanden. To af dem blev på tredje etage, mens nogen kørte op til de øvre etager. Den sidste kabine gled ned mod mig.

   Jeg gik hen mod den og trommede fingrene mod hoften, mens jeg ventede på at døren skød til side. Jeg trak vejret dybt og kiggede mig kort over skulderen, inden jeg gik ind i kabinen. Her tastede jeg ind hvilken bygning og etage, jeg skulle hen til.

   Et suk undslap mig, da kabinen stoppede, og døren gled til side. Jeg trak lidt ned i den mørke tanktop og tog spændet ud af mit hår, så de lyse lokker faldt ned ad ryggen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...