Two Down Fallen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2013
  • Opdateret: 31 jul. 2013
  • Status: Færdig
”Men, hvad laver du så her?” spurgte Ben igen, denne gang med en mindre kæk stemme. Dette så ud til at passe kvinden bedre, da hun nu svarede i en mindre irriteret stemme, ”tja, jeg laver vel det samme som dig. Overlever.”

Efter en katastrofe ramte , er områder masse ødelagt, og stort set tømt for mennesker. Betonruiner fylder landskabet, og for de få mennesker der er efterladt tilbage er overlevelse hovedmålet i livet.

Dette er et bidrag til 'Inspireret af en sang', og sangen der har bragt inspiration er 'Pompeii' af Bastille.

0Likes
0Kommentarer
471Visninger
AA

5. Unwanted truth

Efter en nattesøvn på asfalt, var ryggen som altid øm på Ben. Han gabte, strakte sig, og missede langsomt med øjnene, imod den lave morgensol. Han så til sin højre side, hvor han havde forventet kvinden, Melanie, sove, men i stedet var der kun en tom plads. En panik strøg hurtigt igennem ham, havde hun forladt ham herude i ingenting?

Men da en nu velkendt stemme lød bag ham, blev han straks rolig igen. ”Hvad så, skal vi videre eller, skal du hvile lidt mere din sovetryne?” spurgte hun ham kækt om, mens et drillende smil viste sig på hendes læber, da hun så ned på ham.

Han rejste sig sløvt op, og sammen fik de pakket de sidste ting ned, og var så ellers på vejen igen.

Denne gang gik samtalen mere glidende, men stadig åbnede Melanie sig ikke op, omkring sit privatliv. Hvis det nærmede sig emnet, sporede hun straks over på noget nyt. Denne gang fik hun igen vendt samtalen, for i stedet at spørge Ben om et spørgsmål, ”du sagde, at du var van til at folk kaldte dig sindssyg. Hvorfor det? Det lød nemlig ikke tilfældigt.”

Først blev han lidt overrasket over spørgsmålet, men svarede helt roligt på det, ”jeg blev indlagt på en afdeling for ’mentalt hæmmede’ personer. Jeg vidste dog godt, at folk normalt kaldte os sindssyge når de troede vi ikke hørte.”

Først så hun helt forfærdet på ham, men prøvede hurtigt at skjule det igen. I stedet spurgte hun, ”men hvad blev du indlagt for? Du virker normal nok for mig, udover episoden i kælderen.” Han stak hænderne i lommen, samtidig med at han svarede, stadig helt rolig, ”det er nemlig lige præcis det. Mine forældre blev forfærdede over, at jeg ingen grænser kendte. Jeg bevægede mig ud i ting, der var så åbenlyst dumdristige, at selv den modigste person, ville holde afstand fra det. Jeg kendte bare ikke grænsen på mit vovemod.”

Hun nikkede lidt imens hun gik videre, uden at se på ham, og havde åbenbart besluttet at afslutte samtalen der. Ben sukkede, kløede sig let i panden, og havde en fornemmelse af, at det forhold der var kommet imellem dem, langsomt havde smuldret igen.

Efter lang tid, hvor de gik i stilhed, blev den med et afbrudt, da de rundede et hjørne. En hosten kunne høres ved siden af dem. En skikkelse stod inde i en gyde, men skygge skjulte personen halvt, så det eneste der kunne ses, var en lang frakke der stod åben.

De vendte deres hoveder mod personen, og det vidste sig at være en mand, da han trådte nærmere. En ranglet krop, et smalt ansigt fyldt med skægstubbe, og udskudte øjne, der så ud til kun at have et mål. Det krogede smil på hans læber, gjorde hele hans holdning frygt indgydende.

”Hvad så mine små venner? Hvad har I med i de der tasker? Har I mad, for i så fald, kunne I så ikke have lyst til at dele med en stakkels, stakkels mand som mig?” det sidste blev sagt med en stemme, der dryppede af sarkasme, og Ben kunne se hvordan manden langsomt halede en kniv op ad lommen.

Kniven var rød, af hvad der lignede indtørret blod, og da Ben så en sammenfaldet skikkelse længere inde i gyden, var han ikke mere i tvivl. ”Tja, vi har da mad, men det ligner ikke du er så god til at dele med andre,” svarede han, imens han nikkede ind mod skikkelsen i gyden.

Manden grinede hæst til dem, før han med pludselig vrede kastede sig imod dem, med kniven løftet. Ben kunne se at Melanie allerede havde trukket kniven fra sit bælte, men han var hurtigere, og før han vidste af det, havde hans knytnæve ramt mandens næse så perfekt, at han var død før han ramte jorden.

Melanie så på Ben i rent chok, før hun med bidsk stemme åbnede munden, ”jeg kunne sagtens have klaret ham selv. Du skulle ikke have forsøgt at ’rede’ mig.” Hendes dræbende blik, sagde det hele. Ben rystede på hovedet, før han sukkede, og stille mumlede for sig selv, ”et tak, havde været passende.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...