Two Down Fallen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2013
  • Opdateret: 31 jul. 2013
  • Status: Færdig
”Men, hvad laver du så her?” spurgte Ben igen, denne gang med en mindre kæk stemme. Dette så ud til at passe kvinden bedre, da hun nu svarede i en mindre irriteret stemme, ”tja, jeg laver vel det samme som dig. Overlever.”

Efter en katastrofe ramte , er områder masse ødelagt, og stort set tømt for mennesker. Betonruiner fylder landskabet, og for de få mennesker der er efterladt tilbage er overlevelse hovedmålet i livet.

Dette er et bidrag til 'Inspireret af en sang', og sangen der har bragt inspiration er 'Pompeii' af Bastille.

0Likes
0Kommentarer
468Visninger
AA

1. On your own

Støvkorn irriterede hans øjne, da han langsomt blinkede dem åbne. Den svage morgensol var der straks til at overtage pladsen, for det tidligere mørke, hvilket gjorde at den blændede ham kort. Langsomt rejste han sig fra den ru cementoverflade, som havde været hans madras for natten, og strakte sine lemmer, før han endelig så med helt friske øjne på hans omgivelser.

Den grå beton strakte sig omkring ham. Gamle faldefærdige bygninger der var som støvsuget for liv. Mure der stod halvvejs op, enten fordi de havde revner, eller også var de bare aldrig blevet færdig gjort. Alt så forladt ud, og forladt det var det. Der var en rungende stilhed, ikke en lyd hørtes over hele byen. Men med et var der afbrydelse af stilheden. En stille rumlen kom fra hans mave, og straks huskede Ben dagens første opgave; Morgenmad.

Hans fødder var allerede begyndt på den velkendte rute. En lille skjult oase var hvad han kaldte det. Oasen var et gammel opbevarings sted hvor der havde været en overflåd af konservesdåser, første gang han fandt det.  Ben havde som altid været på jagt efter det næste måltid, da han fandt et gammelt, rødt murstenshus. Det eneste rigtige hus som han kaldte det. Der var både køkken, stue, og soveværelse, men det der ramte ham mest var da han fandt det lille børneværelse. Han huskede stadig klart at døren stille havde knirket, da han langsomt åbnede den, og blev mødt af en svag, gul væg farve. Lyserøde kaniner var malet øverst på tapetet, og den sarte farve gengav sig i tremmesengen. Han havde hurtigt lukket døren igen. Det var første gang han havde følt han havde invaderet privatliv.

Oasen befandt sig nede i kælderen af huset, og en smal dør førte ned af en lille trappe, før man landede på tykt gulv af cement. En gammel, men solid træ reol opbevarede de livsnødvendige varer. Ben havde i starten undret sig over, hvorfor i al verden nogle ville efterlade noget der var så værdifuldt, som langtidsholdbart mad. Men efter katastrofen havde de fleste flygtet fra alt de ejede, hen imod det omtalte tilholdssted; Byen.

Da Ben nåede cementgulvet, efter at have taget det sidste trin på trappen, betragtede han mængden af konservesdåser der var tilbage. Der var kun en ti stykker tilbage, så han vidste at han snart måtte søge videre til næste sted. Hans tanker blev dog straks afbrudt, da en spids genstand blev presset imod hans ryg, og en hæs stemme kom med ordene; ”Du rør dig ikke, siger end ikke en lyd.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...