Two Down Fallen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2013
  • Opdateret: 31 jul. 2013
  • Status: Færdig
”Men, hvad laver du så her?” spurgte Ben igen, denne gang med en mindre kæk stemme. Dette så ud til at passe kvinden bedre, da hun nu svarede i en mindre irriteret stemme, ”tja, jeg laver vel det samme som dig. Overlever.”

Efter en katastrofe ramte , er områder masse ødelagt, og stort set tømt for mennesker. Betonruiner fylder landskabet, og for de få mennesker der er efterladt tilbage er overlevelse hovedmålet i livet.

Dette er et bidrag til 'Inspireret af en sang', og sangen der har bragt inspiration er 'Pompeii' af Bastille.

0Likes
0Kommentarer
470Visninger
AA

6. Being grateful

Efter at have gået flere timer i bitter tavshed, nåede de endelig en stor grå beton mur. Muren var flere meter høj, så det var umuligt at vide hvad den gemte på. Det var dog indtil Melanie sagde de magiske ord, ”her har du det så. Dette er Byen.

Ben var helt omtumlet, kunne næsten ikke kapere det. Dette var virkelig stedet. Han nåede dog ikke at tænke længere, før et højt råb, nåede hans ører.

”Hey, I der! Holdt. Hvad laver I her, søger I adgang til byen?” Lang oppe sad en mand i et udsigtstårn, placeret på muren. Ben havde end ikke opdaget det før nu. Han smilte, og nikkede til manden, mens hans svarede, ”selvfølgelig. Hvorfor skulle vi ellers være kommet?”

Der gik lidt tid før mandens stemme lød igen. ”Hvad er jeres navne? Vi skal lave et sikkerhedscheck før vi lukker jer ind.” Ben svarede hurtigt som den første, ”Ben McGraiver.” Han så derefter på Melanie, som stille svarede, ”Melanie Salvanor.”

Der blev på et øjeblik helt stille, før manden lød igen, denne gang brysk i stemmen, ”Melanie Salvanor, du kender reglerne, og trodsede dem. Du kender straffen.” Kort efter lød et højt skud, og Ben kunne nærmest mærke hvordan en kugle fløj forbi ham. Han kunne høre hvordan hun brat ramte jorden.

Lammelse ramte ham, men han nåede ikke at vende sig om mod hende, før en vogn med uniform klædte mænd, hev ham op på ladet i en fart, og kørte ham ind mod den nu åbne port. Først nu havde han mulighed for at se tilbage på hende. Hendes skikkelse lå helt stille på jorden, han vidste ikke om det var afstanden der gjorde det svært, men der var intet blod at se endnu.

Han havde den største trang til at spørge, hvad hun havde gjort galt, men han gjorde det ikke. Alt han vidste, var, at han var taknemlig. Taknemlig for at hun havde ført ham til et bedre liv, trods konsekvenserne for hende.

Taknemlig for at hun havde givet hendes liv for ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...