Kampen mod underverdenen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2015
  • Status: Igang
denne historie er skrevet til en konkurrence, det er fanfiction skrevet over dødens instrumenter

historien handler om en teenager pige, der er både skyggejæger og warlock. Hun bliver kidnappet, men af hvem, og hvorfor?


6Likes
9Kommentarer
646Visninger
AA

12. Hvad nu?

Lige da jeg skulle til at spørge mere ind til hans historie, tog han en dyb indånding og kiggede på mig. ”Sagen er den at jeg faktisk ikke rigtig ved det”, sagde han og sukkede.

Jeg kiggede på ham og må have lignet et kæmpe spørgsmålstegn, hvad mente han med at han ikke vidste det. Det kan da ikke være så svært, enten er man kidnappet og er her mod sin vilje, eller også er man ikke. Jeg ved godt ikke alt er sort og hvidt men lige i denne sag synes det at være det.

Måske vidste han ikke om han havde lyst til at være her, måske var han blevet lokket hertil som barn og havde ikke vidst hvad han var gået ind til, men derfor burde han jo stadig vide om han var kidnappet eller ej.

Da jeg havde siddet, gud ved hvor længe, i min egen verden og grublet over dette, kiggede jeg op og så at Daniel ikke længere sad i stolen, jeg kiggede rundt han var ingen steder.

Jeg rejste mig op, stadig usikker på benene, og kiggede rundt, jeg gik hen til vinduet og kiggede ud igen, der var langt ned, jeg prøvede at vurdere om der var afsatser eller andet der gjorde man kunne kravle ned, men det så ikke ud til at det ville kunne lade sig gøre, og der var for langt fra muren til voldgraven til at man kunne hoppe ud.

For enden af sengen hang mit gamle tøj, det så ud til at det var blevet vasket. Jeg prøvede at knappe silkekjolen op, men det var umuligt at få de små knapper op selv. Jeg satte mig modløst ned på sengen, var det virkelig her jeg skulle ende min dage, et sted jeg ikke vidste hvor var, hos en mand der så ud til at være min far, men som var det modsatte af alt hvad jeg stod for og var opdraget til.

Hvad ville han egentlig med mig, efter alle de år, han kunne have kidnappet mig for mange år siden, det ville da have været nemmere for ham selv hvis jeg ikke var så gammel så ville han vel nemmere kunne få mig omvendt end han ville kunne nu, måske gjorde han det bare for at skade min mor…

Ååh mor, hvordan hun har det lige nu, hun må være ved at gå ud af sit gode skind af bekymring. Hvis jeg dog bare vidste hvordan jeg kunne sende en besked til Magnus eller Alec om at jeg var okay.

Jeg prøvede ihærdigt at komme i tanke om en besværgelse der kunne hjælpe mig. Jeg rejste mig og gik over til mit tøj, kunne jeg være så heldig at min stele stadig var der?

Jeg rodede rundt i tøjet men der var ikke noget. Mit blik gled ned mod gulvet, der stod mine støvler, og der var noget i den ene støvle, jeg bukkede mig ned, stak hånden ned i støvlen, jeg snappede efter vejret da jeg fik fat i det.

Det var min stele, de havde ikke taget den fra mig. Et lille smil dukkede op på mit ansigt. I det samme kunne jeg hører skridt og stemmer uden for døren, jeg skyndte mig at skjule stelen i kjolen, og satte mig hen på sengen, prøvede at trække vejret så stille og afslappet som muligt så jeg ikke afslørede mig selv.

Et øjeblik efter trådte Daniel ind i værelset med en bakke med noget mad på. Han gik stille hen og satte bakken på det lille bord ved siden af sengen.  Vendte sig om og satte sig over i stolen igen og betragtede mig, med de blå øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...