Dragernes krig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 25 jul. 2013
  • Status: Igang
16 årige Emma's lillebror Conrad bliver ved med at snakke om nogle drager han er blevet gode venner med. Emma tror bare det er hans fantasi indtil hun finder en hemmelig dør inde på lillebrorens værelse. På den anden side er der en helt fantastisk verden med drager og magi. Men denne verden er på vej mod dens undergang, Emma bliver nu kastet hovedkuls ud på en farlig mission, hvor hun er den eneste der kan rede denne og hendes egen verden.

2Likes
3Kommentarer
295Visninger
AA

2. En spørgende tanke

Døren til mit værelse blev ligeså stille åbnet. Det var min lillebror. Normalt ville jeg have råbt af ham, bedt ham om at gå ud. Men den her gang var det anderledes. Han så vildt alvorlig ud, som om der var noget meget vigtigt han ville fortælle mig. 

"Conrad, er der noget galt?" spurgte jeg ham. Han svarede ikke, ikke før han var kommet helt tæt på mig. Han kiggede direkte ind i mine øjne og hans ansigtsudtryk ændrede sig. Nu så han meget spørgende og uforstående på mig i stedet.

"Der er en drage der siger, at du er hendes rytter. Hvorfor er der det?" 

"Det ved jeg ikke, jeg vidste ikke en gang at jeg havde en. Hvordan ser den ud?" Han smilede til mig og  trådte et skridt væk. 

"Den er gul, og så hedder den Brandy" Nu slappede han fuldstendig af. Hvorfor Brandy, det var da et underligt navn. Men nå jeg tænkte over det, var alle de navne, han havde brugt mærkelige. Han snakkede engang om en der hed Elisabeth eller sådan noget lignende.

Mens jeg havde siddet og tænkt var min lillebror smuttet ud af værelset. Nu sad jeg helt alene igen. Jeg satte mig til at lytte som jeg plejede, men den her gang skete der noget underligt. Normalt kunne jeg bare tømme hovedet på to sekunder. Ikke nu. Der var en tanke, der hele tiden trængte sig på og hver gang jeg fik den væk,kom den igen. Det var den tanke man tit kunne få, når små børn havde hemmelige venner. Hvad nu hvis de fandtes? Hvad nu hvis de var levende væsner, og at vi bare ikke kunne se dem? Mit hoved blev fyldt med flere og flere tanker. Ud over spørgsmålene sneg der sig også en gang imellem tanker ind, der måske bekræftede mine bange anelser. Min lillebror havde faktisk aldrig nævnt ordet rytter i sammenhæng med dragerne. Ikke noget med at han red dem, de var bare hans venner. Nogle mærkelige venner, men venner det var de. Der var også en anden ting der havde undret mig rigtig meget. Det var hans ansigtsudtryk. Han havde set oprigtigt alvorlig ud. Som om der var noget, jeg ikke havde fortalt ham. 

Også var der den lyd, jeg havde hørt dagen før. Den der prustende vejrtrækning, der kun kunne have tilhørt et meget stort dyr. Måske kunne det være at det havde været en drage. Det lød bare virkelig usandsynligt. Mit hoved var nu fyldt med en masse forvirrede tanker. De løb i alle mulige retninger uden at vide, hvor de skulle hen. Til sidst var mit hoved begyndt at gøre vildt ondt. Jeg havde fået hovedpine. Efter et par minutter i smerte fadt jeg i søvn. Her drømte jeg den mest smukke og fantastiske drøm.
Jeg var vågnet op på en stor eng. Rundt 
 omkring mig var der fyldt med en masse blomster i alverdens farver. Et sted over i det ene hjørne rejste der sig en mægtig skov. Jeg kunne tydeligt mærke alt livet. Skoven var nærmest lenende. Det var som om den åndede. Mens jeg stod og studerede skoven, blev jeg pludselig afbrudt af en mægtigt brøl. Det lød lidt ligesom en løve, det var bare større og langt mere majestætisk. Jeg kiggede mig tilbage, der hvor brølet kom fra. Der blev jeg mødt af et forblændende syn. Oppe på himmelen fløj der to drager, de var smukke. Det smukkeste jeg nogensinde havde set. Man blev helt højtidelig af at kigge på dem. Aldrig havde jeg følt mig mere underdanig. Midt i min beundring blev jeg afbrudt. En af dragerne spyede nu en kæmpe orange flamme direkte mod skoven. Mens ilden benede sig vej fra trætoppene, kunne jeg tydeligt mærke den frygt og desperation skoven udåndede. Men det var for sent at rede den. Flammerne havde fortæret hele skoven på bare få minutter. Den var væk. selv det mindste lille skud var brændt. Jeg blev pludselig fyldt med sorg, på en måde jeg aldrig havde prøvet før. Hvordan kunne jeg dog blive så trist på grund af en skov. Så trist havde jeg aldrig været. Ikke engang da min elskede mormor døde. Jeg havde jo aldrig været inde i skoven, jeg kendte den ikke. Men alligevel var det som om jeg havde kendt den hele mit liv. At det var mit liv. 

Da jeg vågnede, var mit hoved ikke længere et stort rod. Alle mine tanker vidste, hvad vej de skulle gå. Mange af dem havde lagt sig til ro. Nu var der kun en der lyste igennem. Kun en tanke var vigtig nu. Jeg vidste at den verden jeg havde set i min drøm var virkelig, og min lillebror havde fundet den. Men der var noget grueligt galt, og jeg var nød til at hjælpe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...