Dragernes krig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 25 jul. 2013
  • Status: Igang
16 årige Emma's lillebror Conrad bliver ved med at snakke om nogle drager han er blevet gode venner med. Emma tror bare det er hans fantasi indtil hun finder en hemmelig dør inde på lillebrorens værelse. På den anden side er der en helt fantastisk verden med drager og magi. Men denne verden er på vej mod dens undergang, Emma bliver nu kastet hovedkuls ud på en farlig mission, hvor hun er den eneste der kan rede denne og hendes egen verden.

2Likes
3Kommentarer
291Visninger
AA

1. Alene og lyttende

”Conrad, gå nu ud, jeg gider ikke have dig her inde!”

Jeg råbte af min lillebror der lige var kommet ind ad døren til mit værelse igen. Han var så irriterende lige for tiden, han gik konstant ind til mig, og hver gang brugte han den samme undskyldning;” Jamen dragerne vil gerne sige hej til dig” og hver gang gav jeg ham det samme svar; ”Jeg gider ikke lige nu, så dragerne må vente”. Denne gang foregik det ligesådan, efter vores lille ordveksling gik han ud af værelset og lukkede døren efter sig. Han ville sikkert komme ind igen om et lille stykke tid, det gjorde han altid. Det kunne godt være at han kun var 4 år gammel, men han burde kunne forstå et nej, især hvis man sagde det hver gang han kom ind. Og den der åndsvage undskyldning, han havde brugt den i et par uger nu. Han snakkede ikke om andet, det var konstant drager, drager og atter drager. Det var til at blive sindsyg af. 

"Gonk, gonk" kom det ovre fra døren af, der var nogen der bankede på.

"Gider du sige hej til dragerne nu?" det var min lillebror igen. Denne gang havde han været lidt længere tid om at komme tilbage. Der var gået en hel halv time, normalt gik der kun 10 minutter højest et kvarter. Underligt, måske var han begyndt at forstå det

"Nej, jeg gider ikke, de må vente. Jeg sidder og laver lektier" råbte jeg ud til ham. Faktisk lavede jeg ikke lektier, det var jeg forlængst holdt op med. 

"Hvornår gider du så?"

"Ikke i dag" Jeg kunne høre at han fjernede sig fra døren. Endelig nu kunne jeg igen være alene. 

Jeg elskede at være alene, det var så fredfyldt. Bare sidde og kigge rundt. Bare lytte til intetheden. Lade alle tankerne strømme forbi, uden at tage stilling. Bare lade dem passere, som var de folk på gaden. Måske smile lidt, hvis der pludselig kom noget sjovt forbi, men det gjorde der næsten aldrig. Der skete aldrig noget sjovt for mig. Sjov var noget man gjorde med sine venner, men dem havde jeg ingen af. Jeg havde ikke brug for dem. Hvad var venner egentlig godt for?  ingenting. Hvis man havde venner var man jo nød til at være social, man ville aldrig kunne gøre det, jeg nød allermest, nemlig at være alene. Min mor blev altid ved at at fortælle mig, at jeg var nød til at få nogle venner, ellers kunne man ikke være rigtig glad. Men hvad vidste hun om det hun havde aldrig prøvet at være helt alene, hun havde altid venner omkring sig. Og ifølge hende selv og hendens venner havde det altid været sådan. Jeg havde engang en ven, og hun var bare det mest irriterende menneske der fandtes. Hun slæbte mig alle mulige stedder hen. Hun ville være sammen med mig hele tiden. Jeg var aldrig alene, det var forfærdeligt. Men så flyttede vi heldigvis langt væk, her var jeg blevet til den mærkelige pige ingen gad at snakke med. Og det var jeg glad for.

Nu sad jeg her og lyttede. Jeg lukkede øjnene hvilket gjorde hele oplevelsen meget bedre. ude i køkkenet kunne jeg høre min mor, hun var igang med at lave aftensmad. Jeg forestillede mg at hun stod der ude og hakkede grønsager. Det hele var meget livligt, jeg kunne lugte den friske salat og de dejlige krydderurter hun altid brugte.   
Pludselig vendte hun sig om, hendes ansigtsudtryk ændrede sig hurtigt fra smilende til skræmt. Det var underligt, men inden jeg nåede at tænke mig om, var der noget andet der fik min opmærksomhed inde fra min lillebror's værelse, jeg kunne høre en der åndede meget tungt. jeg kunne kunne ikke pladsere det. Conrad eller far kunne langt fra lave sådan en lyd. Den kom fra noget større. 

"Hej skat, kunne du ikke have lyst til at hjælpe mig med at dække bord, du ligner en der keder sig" Hun snakkede meget hurtigt, hun lød også lidt bange. Men hvad skulle hun og være bange. 

"Jo, jeg kommer lige om lidt" 

Hun gik ud og lukkede døren. Jeg satte mig og lukkede øjnene. Jeg prøvede at lytte efter den underlige lyd, men den var væk. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...