I Want You - Adam Levine fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 27 jul. 2013
  • Status: Igang
Hvis du er fan af Adam Levine, Maroon 5, The Voice, eller bare kærlighed *snøft snøft* eller noget i den stil så er den her fanfic måske noget for dig... Hvis ikke, SÅ LÆS DEN ALLIGEVEL!! :D
Og forresten, Justin Bieber er med til ære for haandboldfreak, som var så sød at tage Adam med i hendes fanfic, Once A Belieber, Always A Belieber - den er også god (ikke lige så god som min, men altså ;P) - læs den! Og forresten, det her er min første movella, og min første fanfic nogensinde, såeh... :)
Lille note; Hvis der er andre herinde end mig der ved noget som helst om The Voice USA, vil jeg bare lige sige at historien drejer sig om sæson 4, og at Shakira er blevet skiftet ud med Justin :)

4Likes
0Kommentarer
285Visninger

3. 3

Kapitel 3
Adams synsvinkel

Da Adam vågnede næste morgen, var det med tungt hjerte. Det første han mærkede da han kom tilbage til virkeligheden, var Behati der lå op ad ham på samme måde som hun var faldet i søvn samme aften; Hendes hoved lå på hans nøgne, tatoverede brystkasse, og hendes hår faldt i en kaskade ned over hans skulder. Hendes ene arm var snoet rundt om livet på ham, og hendes ben var flettet sammen med hans under dynen. Hendes nakke hvilede på hans venstre arm, som han havde slynget om hendes skuldrer, og hans hånd lå på den ene af dem, som han havde ligget og kærtegnet længe aftenen før, indtil han var faldet i søvn med hende i favnen. Han kunne ikke begribe hvad han skulle stille op med sig selv når han var sammen med hende. Hver aften når han var på vej hjem, tænkte han igen og igen at han burde gøre det forbi med hende, men så kom han ind af hoveddøren, og så stod hun der foran ham, så fandens pæn og tiltrækkende, og hun kyssede ham og trak ham ind til sig, og som altid var duften af hende berusende, og han mistede kontrollen, og alt han lige havde tænkt inden han trådte ind, var glemt. Så vågnede han næste morgen, og hun lå der i hans arme, og han ville ønske at hele natten aldrig var foregået. Han hadede sig selv for det, for at være så nem at forføre at han ikke kunne sige fra, og ikke mindst skyldig, for han vidste at han blev ved med at forlede Behati til at tro at de stadig havde noget i deres forhold som de ikke havde. 
I'll be waking up, in the morning prob'ly hating myself
And I'll be waking up, feeling satisfied but guilty as hell

Igen spillede strofer fra 'One More Night' i hans hoved, og bittert studsede han over ironien i at en af de sange han selv havde skrevet pludselig passede så godt ind i hans eget liv, uden at det var meningen. Han skævede til Behati der lå ved siden af ham, stadig sovende, og havde det elendigt. Når de var i soveværelset (og sommetider andre steder, men forstå det nu korrekt), nød han det hun kunne give ham, men ud over de øjeblikke formåede han aldrig rigtig at holde af hende. Hvad var det for en måde at behandle hende på? Han sukkede, og stirrede op i loftsbjælkerne, og nøje lod han sit blik følge årene og hakkerne i træet, som on de kunne give han svaret på hvorfor fanden han stadig lå her. Det indså han dog hurtigt at han ikke ville få noget ud af, og han sukkede igen og vendte sig rastløst. I det samme kunne han mærke Behati røre på sig, og han vendte hovedet og så på hende. Hun åbnede ikke øjnene med det samme, men nøjedes med at smile, idet hun strakte sig og stønnede veltilpas.
"Mmmh," mumlede hun, og så drejede hun hovedet og kyssede Adams bryst. "Er du vågen skat?" spurgte hun, og lagde hovedet tilbage på dets oprindelige plads.
"Ja, jeg er vågen," mumlede Adam tilbage, og løftede den hånd han havde haft på Behatis arm, så han kunne se hvad klokken var. Halv ni. Han skulle intet lave den dag, og det skulle Behati heller ikke, hvilket betød at han sandsynligvis var tvunget til at tilbringe de næste fireogtyve timer sammen med hende. Desværre var Behati udmærket klar over hans skema, så han kunne ikke lyve for hende og fortælle hende at han skulle øve med bandet eller noget, for det vidste hun godt at han ikke skulle. I stedet håbede han desperat på at der ville komme et eller andet op, et eller andet der gjorde at han havde en undskyldning for at tage hjemmefra. Han anede ikke hvad det skulle være, men lige nu var han villig til at tage en hvilken som helst mulighed der bød sig. 
I samme sekund ringede Adams mobil, og han rakte ud og famlede sig frem til den på natbordet ved siden af ham.
"Adam," mumlede han bare, og blev overrasket over at hære Blakes stemme blæse ham i møde.
"Hey, din lille drengerøv!" brølede han, og Adam måtte faktisk fjerne telefonen lidt fra øret for ikke at sprænge sin trommehinde.
"Blake!?" udbrød han. "Hva' fa'n mand? Den er halv ni om morgenen!"
"Tja, jeg forventede heller ikke at din møgforkælede, sexede røv var stået op af sengen endnu," drillede Blake, og Adam kunne fornemme at han var oppe og køre over noget.
"Hva' sker der lige, country-knægt?" spurgte Adam, og forsøgte desperat at samle tankerne. Han satte sig op i sengen, og fornemmede at Behati stirrede undrende på ham bag fra.
"De har flyttet Blind Auditions, mand!" råbte Blake. "I dag, klokken ti. Der kommer de første."
"A'hva' for noget?"
"Der er Blind Auditions allerede i dag, mand! Jeg ved ikke, det var noget med nogen der skulle giftes, eller... Ja, jeg ved ikke helt hvorfor, men uanset hvad skal vi alle sammen være ved studiet klokken ti, okay?"
Adam hævede brynene og løb en hånd over ansigtet.
"Øhh... Ja, okay. Jeg skal nok være der," sagde han, og var ret forvirret, men samtidig lettet. Så blev han ikke nød til at tilbringe flere sørgelige, smertefulde timer med Behati hvor han fortsat lod som om hun var kvinden i hans liv, som han elskede højere end noget andet.
"Fedt, mand!" skrålede Blake, og tilføjede; "Og Miranda siger hej! Vi ses, dickweed!" Så lagde han på, og efterlod Adam lamslået i sengen sammen med Behati.
"Hvad sker der, Ad?" spurgte Behati, og krævede hans opmærksomhed med et bekymret ansigtsudtryk. Adam vendte sig om, stadig småforvirret, og trak dynen han havde over sine ben, til side.
"Blake ringede. De har flyttet Blind Auditions til i dag klokken ti. Jeg bliver nød til at tage ned til studiet med det samme. Jeg skulle forresten hilse fra Miranda." Miranda var Blakes kone.
Adam kunne se hvor skuffet Behati var over nyheden, men lige nu var han for overrasket og lettet til at føle dårlig samvittighed. Han stod ud af sengen, og fandt noget tøj frem, hans signatur-outfit; Et par slanke, mørke jeans og en tynd, hvid T-shirt. Så gik han ud på badeværelset, og kom tilbage tyve minutter senere, iført alt sit tøj. Behati lå stadig i sengen, nu på maven med sin mobil i hånden. Hun vendte sig om og så på ham da han trådte ind, og smilede ved synet af ham.
"Du ser godt ud," kommenterede hun. "Som altid." 
"Det ved jeg," svarede Adam, og gjorde det han var bedst til; spillede kæphøj og en lille smule for selvsikker. 
"Hvornår tager du af sted?" spurgte Behati, og Adam trak på skuldrene.
"Nu."
"Allerede?"
"Tja, hvorfor ikke?"
Behati kiggede alvorligt og lidt irriteret på ham, som om hun overvejede om der var noget galt siden han bare ikke fattede det.
"Ad, der er en time til du skal være der," bemærkede hun. 
"Det ved jeg, men der er jo kø. Det er der altid," forsvarede Adam sig. Behati sukkede dybt og slog ud med den ene arm, og Adam vidste at han havde skuffet hende endnu engang.
"Fint, Ad. Gør som du vil, okay?" 
Adam stirrede vantro på hende. Det var første gang længe han havde hørt hende sige fra og være vred, og helt automatisk forberedte han sig på at skulle skændes med hende.
"Bee, lad nu være. Hold op med at gøre det der," sagde han, og kunne med det samme mærke at han allerede selv begyndte at blive irriteret.
"Gøre hvad?" vrissede Behati.
"Blive så vred over ingenting! Jeg gider bare ikke komme for sent."
"Adam, det tager dig maks fyrre minutter at komme derhen!" udbrød Behati.
"Behati, tag det nu roligt," sagde Adam, selvom han selv havde svært ved det samme.
"Nej, Adam!" Behati hævede stemmen og rejste sig op så hun bedre kunne se på ham, og de vidste begge to at det her blev et af de ser skænderier hvor de begge to truede med bål og brand over hinanden. "Du bruger meget mere tid på det show end det er nødvendigt, og det er som om jeg ikke er interessant nok for dig mere!"
"Bee, hør nu, det er ikke derfor, det er bare-"
"Du siger altid at det bare er fordi du er træt, men du laver ikke en skid, og jeg er syg og træt af det!" 
Adam sukkede. Nu stod han her igen, og skændtes med Behati. Han vidste ikke hvor meget længere han kunne klare det.
You and I go hard at each other like we're going to war
You and I go rough, we keep throwing things and slammin' the doors
You and I get so damn dysfunctional we stopped keeping score
You and I get sick, yeah I know that we can't do this no more

Hold nu op, tænkte Adam for sig selv. Hvorfor skrev han 'One More Night' i det hele taget? Den var jo kun til besvær.
"Behati, slap nu af for pokker! Jeg kan ikke klare det her show én gang til!" Så, nu havde han indrømmet det. Det var sidste gang han havde denne her diskussion.
"Det er fandeme dig der laver et show ud af det!" svarede Behati igen. "Vil du da hellere have at vi bare slutter her!?"
Adam blev helt stille. Det var nu, det endelige svar. Det han havde gået og tænkt over i ugevis kunne forblive en tanke der spøgte i hans baghoved hver aften når han kørte hjem, eller det kunne blive en realitet, lige nu og her. Det hele afhang af det ene ord der kom ud af Adams mund.
"Ja," sagde han stille. Behati stivnede, målløs.
"Ja?" gentog hun, fuldstændig vantro.
"Ja, Behati. Helt ærligt, lad os nu bare indse det. Det nytter jo ikke noget at holde fast i det her, der er jo ingenting at holde fast i. Lad os slutte nu, inden vi sårer hinanden mere ved at gå og lade som ingenting."
Der var stille et langt øjeblik; så rystede Behati på hovedet, og fnøs bittert for sig selv.
"Hvem troede jeg, jeg narrede?" spurgte hun og så Adam lige i øjnene. "Jeg vidste at jeg aldrig skulle have stolet på dig, Adam," mumlede hun sammenbidt. "Du kan bare ikke finde ud af faste forhold, kan du? Din ungkarle-ånd ligger stadig for dybt i dig. Engangsknald og druk, ikke? Det er sådan du kan lide det, er det ikke? At finde alle de lækre, unge kvinder der er ved at gå i gulvet på grund af alkohol, som gladeligt vil savle over dine fødder, og så tage dem med hjem, knalde dem hele natten, og så smide dem ud igen næste morgen." Hun lo, en latter gennemsyret af bitterhed. "Jeg er færdig med dig, Levine. Jeg skal nok være væk når du kommer med dit nyeste legetøj i aften. Du vil slet ikke mærke at jeg nogensinde har været her. Jeg vil vædde med at du var i seng med piger til højre og venstre mens vi var sammen, din skiderik."
"Behati, jeg-" forsøgte Adam, og rakte ud efter Behatis arm, som var kommet længere og længere uden for rækkevidde i takt med at hun rykkede sig længere og længere væk fra ham. Det var jo ikke sådan her det skulle ende. Det havde aldrig i livet været hans mening at såre hende. Gud, hvad havde han rodet sig ud i. Hun nærmest rev sin arm væk fra ham så snart hans fingerspidser rørte hende.
"Hold dig fra mig, Adam!" råbte hun, og skubbede ham hårdt i brystkassen så han vaklede et skridt baglæns. "Du skal ikke prøve på alt dit sukkersøde pis, jeg ved det er løgn!" snerrede hun, og rasende tog hun sin telefon og sit tøj fra dagen før, der lå i en bunke på gulvet og stormede ud på badeværelset. Sekunder senere kom hun ud igen iført tøjet fra dagen før, og uden et ord stormede hun væk fra Adam, og ud af hans hoveddør, uden så meget som at sige et ord til farvel.
Først efter at have siddet på sin seng og stirret ind i væggen i en halv time, indså Adam at der ikke var mere han kunne gøre, og han slæbte sig ud af døren, og begyndte den uendelige køretur til The Voice-studiet, mens hans skænderi med Behati spillede om og om igen i hans hoved, og alt han kunne tænke var at han aldrig ville glemme hvor dybt såret hun lød, da hun indrømmede at hun aldrig skulle have stolet på ham.
Adam Noah Levine var åbenbart bare ikke en mand man kunne stole på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...