I Want You - Adam Levine fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 27 jul. 2013
  • Status: Igang
Hvis du er fan af Adam Levine, Maroon 5, The Voice, eller bare kærlighed *snøft snøft* eller noget i den stil så er den her fanfic måske noget for dig... Hvis ikke, SÅ LÆS DEN ALLIGEVEL!! :D
Og forresten, Justin Bieber er med til ære for haandboldfreak, som var så sød at tage Adam med i hendes fanfic, Once A Belieber, Always A Belieber - den er også god (ikke lige så god som min, men altså ;P) - læs den! Og forresten, det her er min første movella, og min første fanfic nogensinde, såeh... :)
Lille note; Hvis der er andre herinde end mig der ved noget som helst om The Voice USA, vil jeg bare lige sige at historien drejer sig om sæson 4, og at Shakira er blevet skiftet ud med Justin :)

4Likes
0Kommentarer
307Visninger

1. 1

Kapitel 1
Adams Synsvinkel
 
Adam Noah Levine var ikke typen der brød sig om at vente. Og slet ikke i en eller anden kilometerlang bilkø der snoede sig gennem det indre Los Angeles når han i forvejen var forsinket. 
"Årh, kom nu. Fandens også," bandede han for hundrede syttende gang, og skævede ud af vinduet i sin skinnende Aston Martin. Det var en af de værste ulemper ved LA; den evindelige trafik der ikke forsvandt før man kom ud omkring forstæderne. Han kiggede på sit ur, et Rolex, og bandede igen. Han skulle være ved The Voice-studiet om knap ti minutter, og sådan som tingene så ud nu, ville han ikke være der før om en halv time. Han sukkede og lænede sig tilbage i sædet, og tændte for radioen. Han smilede skævt som 'Moves Like Jagger' begyndte at spille fra bilens højtalere, og han nynnede med for sig selv. Christina Aguilera havde neglet sine vokaler i den sang, det måtte han indrømme. Han måtte også indrømme, selvom han ikke var meget for det, at han savnede hende. Han savnede deres små skænderier, og man kunne sige hvad man ville, men det gav The Voice lidt ekstra kant. Desuden kunne Adam godt lide at få lidt udfordring, og at forsøge at vinde en sanger eller sangerinde over på sit hold når man konkurrerede mod Christina Aguilera, var ikke en nem én. Nu hvor Christina var taget på tour, tvivlede han på at det ville blive det samme. Og ikke nok med at Christina var væk, næh, Cee-Lo Green var også smuttet afsted på tour. Det havde reduceret 'de fantastiske fire', som man refererede til deres umage kvartet, til 'de fantastiske to'. Som du måske har regnet ud, var det Adam selv, selvfølgelig, og Blake Shelton, country-fyren, Adams bromance, og manden som Adam - som en del af deres bromance - havde givet det stilfulde kælenavn 'dickhead'. Blake havde, for at gengælde Adams kærlige omtanke ved valg af øgenavn, givet ham kælenavnet 'dickweed', så på det punkt var de på lige fod. Medierne elskede deres bromance lige så meget som de elskede Adam og Christinas 'flirtende fjollerier', noget som Adam og Christina sammen kunne more sig over. Medierne var virkelig gode til at manipulere ting, og få dem til at fremstå som de gerne ville have det, så offentligheden kunne gå helt amok over noget der egentlig ikke rigtig eksisterede. Godt nok var Christina single, men Adam var stadig sammen med Behati Prinsloo, hans Victoria's Secret-model-kæreste, og han var slet ikke interesseret i at ødelægge det for at være sammen med Christina. Ja, hun var sød, og en god ven - med tryk på ven - men de havde virkelig ingenting kørende, og hele deres forhold blev bragt til dimensioner det slet ikke var i nærheden af. At de 'flirtede' når de skændtes kunne ikke undgås - Christina var en diva, og Adam var kæphøj, og kunne sommetider være lidt (meget) af en player - det var en del af deres natur.
Men ikke i denne sæson.
Christina og Cee-Lo var begge to ude af showet, og i stedet var der kommet to personligheder Adam havde været meget - positivt - overrasket over at skulle arbejde med. For at være ærlig var de noget nær de sidste mennesker på planeten han havde forventet at se i Christina og Cee-Los stole, men han havde været meget spændt på at finde ud af hvilken kemi de ville bringe til showet. Indtil videre gik det godt - i hvert fald ifølge Adam - og han kom godt overens med begge de to nye coaches. Især når man tænkte på at den ene var femten år yngre end ham.
Det var ingen anden end Justin Bieber.
Den anden coach var ikke mindre opsigtsvækkende.
Det var Usher.
Adam vidste at han var oppe imod hårde odds denne sæson. Han var oppe imod Blake Shelton the country boy - det var jo ikke noget nyt - Usher, et af de hotteste navne inden for R&B, og Justin Bieber, knægten der havde hele teenage-universet på den anden ende. Personligt vidste Adam faktisk ikke andet om ham end hvad der nu gik af sladder, og det gav han ikke meget for alligevel. Se nu med ham og Christina for eksempel. Nej, det var aldrig til at vide hvem man havde med at gøre, før man stod ansigt til ansigt med personen. 
Adam kiggede på sit ur igen. Fem minutter før de startede med at filme. Han bandede - det gjorde han tit, og det var en vane han havde svært ved at lægge fra sig (ikke at han gjorde meget for det) - og stak hovedet ud af det åbne vindue. Køen så ikke mindre ud nu. 
Det ville blive en meget lang dag, tænkte han og trak hovedet ind igen, før han endnu engang forsvandt i sine egne tanker. 
Fyrre minutter senere trak Adam ind på parkeringspladsen foran The Voice-studiet, og sprang ud af sin bil lige så snart den holdt stille. Han småløb hele vejen ind, og da han endelig nåede frem til scenen blev han mødt af tre undrende par øjne.
"Hvor fa'n blev du af, mand?" udbrød Blake, og talte med sin velkendte country-accent. Bag ham stod Justin og Usher og stirrede på Adam som om han var faldet ned fra månen.
"Der var kø," undskyldte Adam sig, og Blake rystede på hovedet.
"Vi har ventet en halv time, mand," brokkede Blake sig. "Så tag dog for pokker bussen."
"Offentlig transport? Du tager gas på mig, mand," sagde Adam. Blake trak på skuldrene, og Adam rystede bare på hovedet, og gik hen og satte sig i sin stol. De andre tre fulgte efter, og de begyndte at filme.
Det var midt i auditions, og alle undtagen Usher havde fået én sanger på deres hold. Usher havde to. Adams deltager var en mand på fireogtyve ved navn Owen Baker, og han fortrød ikke at han havde valgt Owen. Han var en sanger med en meget kraftfuld stemme, og Adam så et stort potentiale i ham. Han var spændt på at se hvad denne dag ville bringe, og han håbede at han måske kunne få mindst én kvinde til sit hold. Det var godt at have lidt forskellige kort på hånden.
Den første deltager kom ind, og Adam var skuffet. For det første var det uden tvivl en mand, og for det andet havde han en meget dyb stemme som Adam ikke så nogen interesse i at arbejde med. Der var vist heller ingen af de andre dommere der så ud til at være interesserede, og sangen sluttede uden at nogen af de fire coaches havde vendt sig om. Fyren, en høj, mørk mand ved navn Eli, var tydeligvis skuffet, og forlod scenen med hængende hoved, selvom han fik et pænt bifald fra publikum. Det samme skete med de næste to, og først ved den fjerde deltager vendte Blake sig om. Den femte var heller ikke interessant, men den sjette fangede Adams opmærksomhed. Det var en kvinde, og hun sang rigtig fedt. Han kastede et blik over på Blake der sad i den anden stol til venstre - når de sad med ryggen til scenen - for Adam, og han kunne se at Blake også virkede interesseret. Inden han vidste af det havde han trykket på knappen, og det samme havde Blake. Han kiggede op på scenen for at se hvem han havde med at gøre og blev overrasket over at se at det var en ung pige på måske en atten-nitten år der stod og sang. Først efter et øjeblik gik det op for ham at det var en Justin Bieber-sang, og han vidste med det samme at hvis Justin også vendte sig, ville hun vælge ham, uanset hvor godt han og Blake talte for sig. Der gik heller ikke mere end et øjeblik før Justin endelig også vendte sig rundt, og Adam kunne ligefrem se hvordan pigens - eller vel nok den unge kvindes - øjne glimtede ved synet af ham. Adam smilede for sig selv og rystede på hovedet, ikke ubemærket af publikum der lo. Blake kiggede på ham, og vendte håndfladerne op i en tja-det-var-ærgreligt-gestus, og Adam grinede til ham.
"As long as you love me, as long as you love me," sang pigen, og sangen tonede ud. Hele salen gik amok i bifald, og Ushers stol drejede rundt af sig selv, så han sad og kiggede på scenen ligesom de tre andre. Adam kiggede på Justin, der sad og smilede sit søde, drengede smil, og overvejede om det overhovedet var nødvendigt for ham at sige noget.
"Wow," sagde Blake, og var den første til at begynde på sin salgstale. Han vidste lige så godt som Adam at løbet var kørt uanset hvad. "Hvad hedder du?"
"Nina," sagde pigen og smilede usikkert, tydeligvis nervøs.
"Tjah, Nina," begyndte Blake, "normalt ville jeg vælge mine ord med omhu her, så jeg var sikker på at du valgte mig, men jeg har vist på fornemmelsen at jeg har en ret ringe chance for at chamere dig. Hvad siger du, Adam?"
Blake kiggede over på Adam, der grinede og rystede på hovedet.
"Jeg behøver vist ikke sige så meget her. Du var fantastisk, uden tvivl, men uanset hvad jeg siger har jeg på fornemmelsen at der sidder en anden charmetrold med tandpastasmil og venter på dig." Han nikkede over mod Justin. "Ham der. Værsgo at skrue charmen på, makker," sagde han, og gav ordet videre til Justin, der smilede bredt.
"Det var utroligt, det der, og jeg ville være vildt glad hvis du kunne tænke dig at komme på team Justin," sagde Justin, og Nina nikkede.
"Jeg tager Justin," sagde hun, og igen brød hele salen ud i hvad der nærmest var jubelråb. Nina smilede og Justin sprang op af sin stol og løb hen og krammede hende, selvom det gik lidt besværet, da han blev nød til at holde sine bukser, der næsten sad nede under røven af ham, op med den ene hånd hele tiden, for at undgå at de faldt ned om anklerne. Da det lidt kejtede kram var overstået, gik han tilbage igen, og Nina gik ud, mens Blind Auditions fortsatte. Adam sad utålmodigt og ventede på at der kom en kvinde, men det var stort set kun mænd, og den enkelte kvinde der var ind imellem brød Adam sig ikke rigtig om. Til sidst var Blind Auditions slut, og Adam havde ikke vendt sig om én eneste gang siden Nina. Han vidste at han skulle til at i gang, hvis han ønskede at få alle de tolv deltagere til sit hold som han skulle, uden at være tvunget til at vælge nogle tilfældige, men han havde bare brug for en der virkelig gav ham den der ’wauw’-følelse. Owen havde været god, men ikke fantastisk, og desuden ville Adam helst have en kvinde. Han måtte bare vente og se hvad der kom. Næste runde af Blind Auditions var om tre dage, og indtil da, ville han bare prøve på at slappe lidt af. Han havde mange ting om ørerne disse dage, når han både havde The Voice, Maroon 5, og sit privatliv – deriblandt Behati – at tage sig af. Det var ikke nemt altid at balancere rigtigt.
Han var på vej ned til de andre coaches, der for længst var gået ned i loungen der var reserveret til dem, og sommetider Carson Daly, showets vært, da hans iPhone ringede. Han tog den op og kiggede på opkalds-ID’en, og han så at det var hende – Behati. I virkeligheden havde han ikke lyst til at snakke med hende lige nu; det var som om det bare ikke rigtig fungerede mellem dem i øjeblikket. Hun blev ved med at kræve mere og mere af ham, samtidig med at The Voice og Maroon 5 gjorde det samme, og han havde bare ikke energi til at give hende det. Sommetider når han kom hjem sent om aftenen efter at have været i studiet med drengene (Maroon 5), eller kom hjem fra en lang dag på The Voice, forventede hun at han skulle være der 100% og det kunne han bare ikke. Det førte ofte til et heftigt skænderi, og guderne måtte vide hvor mange gange Behati havde sværget at hun ville gå ud af Adams hoveddør, og aldrig komme tilbage hvis ikke han snart tog sig sammen, og hvor mange gange Adam havde sværget at det snart ville være slut, hvis ikke hun gav ham lidt fred. Men af en eller anden grund var de blevet sammen, og inderst inde kunne Adam bare ikke få sig selv til at slutte det med Behati. Hans player-image var ikke så fuldkomment som folk troede.
’’Det’ Adam,’’ svarede han, da han tog telefonen.
’’Hey, Ad, det Behati. Hvornår kommer du hjem?’’ spurgte Behatis stemme i den anden ende af røret. Adam sukkede, og løb en hånd over ansigtet.
’’Jeg kører fra studiet om lidt.’’
Han vidste at Behati desperat ventede på at han kaldte hende ’skat’, eller ’søde’, og selvom han havde det dårligt med ikke at gøre den lille ekstra indsats, kunne han bare ikke. Han havde det som om Behati kæmpede for at få noget til at hænge sammen som Adam havde indset var gået fra hinanden, og han ville ikke give hende falske forhåbninger og trække pinslerne ud ved at begynde at kalde hende de samme ting han havde kaldt hende engang, dengang han stadigvæk havde været forelsket i hende. 
’’Okay. Er du all right?’’ spurgte Behati bekymret, efter at have hørt hans dybe suk.
’’Ja.’’
’’Er du sikker?’’
’’Ja, det ingenting.’’
Adam kunne fornemme at Behati ikke helt købte hans løgn.
’’Okay,’’ sagde hun langsomt, og fortsatte tøvende. ’’Vi ses.’’
’’Ja. Hej.’’
’’Hej.’’ 
Uden tøven lagde Adam på, og tog telefonen i baglommen. Han kunne vist ikke tillade sig at hænge ud med de andre dommere nu. Det havde han ellers lige set frem til. Han sukkede, og slentrede hen til loungen og de fire trailere der var forbeholdt dommerne, og hvor de næsten altid hang ud efter et show, for at fortælle at han blev nød til at smutte allerede. Han nåede lige at træde ind i rummet, da Blake fik øje på ham, og råbte lige så højt med sin country-accent; ’’Hey, dickweed! Vi snakkede lige om dig! Skal du ikke snart til at have nogle deltagere på dit hold? Altså, jeg har jo vundet uanset hvad, men det ville næsten være en skam at give op på forhånd!’’ Han grinede bredt, og Adam klukkede, og gik hen til ham og rodede ham i håret. ’’Hey!’’ udbrød Blake, men Adam grinede bare.
’’Det ville jo være synd at tage modet fra dig allerede, dickhead,’’ svarede han igen, og Blake fnøs.
’’Bliver du ikke og hænger lidt ud?’’ spurgte Usher så, og Adam rystede på hovedet.
’’Kan ikke. Behati har lige ringet, og hun vil gerne have mig hjemme så snart som muligt.’’
’’Du kan da bare sige at der var trafik på motorvejen!’’ foreslog Justin så, og fik Blake til at grine sit berømte julemandsgrin, og Adam til at smile.
’’Nah, det tror jeg ikke hun hopper på.’’
’’Det gik da fint i morges,’’ indskød Justin, og Adam rystede på hovedet igen.
’’Ja, men det var i myldertiden. Klokken er halv ni nu.’’
Justin trak på skuldrene.
’’Nå, okay. Ses vi på fredag?’’
Adam smilede skævt.
’’Tja, jeg bliver vist nød til at møde op til audition hvis jeg skal have nogen chance for at slå hr. tandpastasmil,’’ sagde han henkastet, og Justin grinede.
’’Det er rigtigt.’’
’’Hey, hey,’’ sagde Blake så pludselig. ’’Adam, er du utro med mig, din skiderik? Hold nallerne fra ham, Justin, han er min bromance!’’
’’Rolig nu, country-fyr,’’ sagde Adam, men Blake fortsatte.
’’Hey! I flirtede totalt! De der blikke I sender hinanden når I tror ingen kigger…     Jeg ved det! Jeg siger dig Adam, det her er sidste chance, ellers bliver jeg nød til at gøre en ende på vores forhold!’’ truede Blake, men hans julemandsgrin lurede lige under overfladen. Adam gav ham sine bedste hundeøjne og stak underlæben frem som om han var ked af det, og så luntede han med små skridt og fødder der skrabede mod gulvet helt hen til Blake, og krammede hans hoved.
’’Tilgiv mig, Blakey. Det vil aldrig ske igen.’’
’’Slip mig, mand,’’ lo Blake, og skubbede Adam væk. ’’Jeg siger bare, at hvis du ikke snart passer på, så er det slut med vores små make-out sessions mellem optagelserne, okay?’’ 
Nu kunne Adam ikke længere holde masken, og han flækkede af grin. Kort efter sluttede Blake sig til ham, og så kom Usher og Justin.
’’Fuck du er underlig mand,’’ udbrød Adam. 
’’Ja, men jeg ved du elsker mig,’’ sagde Blake, og smilede snu til Adam. 
’’Desværre,’’ tilstod Adam, og trak opgivende på skuldrene. ’’Du er så fandens tiltrækkende med din country-accent og dit charmerende country-look, at jeg bare ikke kan modstå dig.’’
’’Okay, nu begynder I altså at blive seriøst underlige gutter,’’ sagde Justin, og modtog et smil fra Blake og et undrende blik fra Adam. ’’Altså mere end I er i forvejen.’’
Blake lo, og Adam klukkede og kiggede ned i gulvet.
’’Tandpastasmilet har ret, Blakey. Vi er gået for langt i dag. Offentligheden kan ikke klare kærligheden mellem os,’’ sagde Adam, og så sagtmodigt på Blake, der påtog sig et nedslået ansigtsudtryk. 
’’Det er sørgeligt,’’ sagde Blake, og snøftede. Nu var det Ushers tur til at grine højt.
’’Okay, nu er det vist nok med jer to. Hvis ikke I har glemt det, så har du en kone at tage hjem til, Blake, og Adam, du har en kæreste som du fortalte gerne ville have dig hjem så hurtigt som muligt for to minutter siden. Var det så ikke en idé at tage hjem til hende?’’
Adam blev lidt mere alvorlig, og nikkede.
’’Ja. Det er rigtigt. Jeg må nok hellere smutte nu, gutter. Vi ses på fredag.’’
’’Ses!’’ råbte de andre tre i kor, og Adam vendte ryggen til og satte kursen mod parkeringspladsen. Da han satte sig ind i bilen, var det eneste han kunne tænke på hvem han dog troede at han narrede. Det eneste han følte når han tænkte på Behati var en tung håbløshed, og ikke den følelse af at han havde sommerfugle i maven, ligesom da de mødtes for et år siden. Han ville være overrasket hvis ikke hun havde forladt ham når sommeren var ovre. Og det værste var, at han ikke engang havde overskud til at forsøge at stoppe det, lige så lidt som han havde overskud til at gøre det forbi med hende nu. Deres forhold var gået i stykker, og han kunne ikke løbe fra det. Så hvorfor blev han ved med at tage hjem til hende, aften efter aften, og lade som om intet var galt, selvom det var tydeligt at det ikke fungerede?
Som han kørte gennem det indre LA, og aftenmørket sænkede sig omkring ham, på vej hjem til den kvinde han ikke længere elskede, havde han stadig ikke svar på sit eget spørgsmål.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...