❀ Isabell ❀ Del 1 ❀

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Færdig
Mine poter rammer lydløst jorden da løber gennem skoven.
Jeg sætter farten en ekstra tak op, da jeg høre de andres hyl bag mig.
En knurren når mit øre, og jeg bremser hårdt op, kun få meter fra ham.
Hans gule øjne står i stærk kontrast til hans mørke pels.
Han knurrer igen, og jeg må tvinge mig selv til ikke at ligge mig ned på maven, som mine instinkter vil have mig til.
Du kan ikke flygte søde ... hans stemme runger i mit hoved, og hans sukkersøde tonefald får mig til at væmmes. Hvordan kunne jeg nogensinde falde for det monster?
Hylene bag mig kommer nærmere.
Uden at tænke over det kaster jeg mig frem mod ham.



Den 16-årige Isabell er ikke bare nogen normal gennemsnits teenager. For det første bor hun alene ude i skoven, for det andet har hun ikke nogen familie. Hun kender intet til sine biologiske forældre, udover at hun har en onkel, et eller andet sted. For det tredje er hun varulv ...
(Jeg har valgt mulighed nummer 2. og jeg har så valgt billedet med ulven :P )

74Likes
100Kommentarer
2802Visninger
AA

3. Work and humiliation

Jeg overlevede resten af skole dagen uden at flippe ud.

Mit humør bliver en anelse bedre da jeg kommer ind i restauranten.

”Hey Angelo! Hvordan går det?” råber jeg, mens jeg tager mit forklæde på.

”Det går godt skatter! Er du klar? Jeg kan se nogle folk komme hen til et af dine borde! Skynd dig!”

Jeg sukker og skynder mig at tage en blok og en blyant, og går hen til min afdeling, hvor nogle gæster lige havde sat sig. Jeg plastre et kæmpe smil på og går hen til dem.

”Hej og velkommen til ANGELOS, hvad kan jeg gøre for jer?”

Jeg skriver deres bestilling ned, og skynder mig tilbage til køkkenet.

”Angelo! Jeg skal have en børnemenu med burger, der skal en vand til, og jeg skal have to Plate á la Kalemari begge med cola!”

”Si! Jeg kommer jeg kommer!” Angelo ser på mig. ”Vil du ikke åbne døren? Der er så varmt!” Hans spanske accent træder tydeligt frem og jeg smiler.

”Selvfølgelig!” Jeg går over til døren, og åbner den.

”Isabell? Isabell?! ISABELL!?!”

jeg kan tydeligt høre at det er Christine. Hun er en smuk blondine på de 29 år.

”Isabell?!”

”Hvad!?” råber jeg.

Christine  kommer hen til mig med tårevædet ansigt.

”Åh Isabell det er forfærdeligt! Kennett faldt ned af trappen på arbejdet, og han blev slået bevidsløs, og ... åh gud!” hun bryder hulkende sammen og jeg klapper hende på skulderen. Jeg hader når folk græder, jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre!
”Isabell, din bestilling er klar!” råber Angelo.

”Jeg kommer!”

”Kan du ikke tage min afdeling også? Den er lige ved siden af din! Jeg bliver nødt til at tage over til ham!”

Jeg sukker. Det her bliver en stressende aften.

”Ja, skynd dig af sted!”

”Bon appitit!” siger jeg til instinktivt. 
Det sagde jeg bare ikke! Jeg siger bare så dumme ting når jeg er stresset!

Jeg vimsede frem og tilbage dobbelt så mange gange som jeg burde, men fik organiseret det sådan at jeg ikke begyndte at svede.

Jeg ser nogle sætte sig ved et af mine borde og skynder mig derhen.

”Ja og ham den nye er sku ret lækker!”

Jeg ignorer deres samtale, og begynder den sætning der er ætset ind i min hjerne.

”Hej og velkommen til ANGELOS, hvad kan jeg gøre for jer?”

Jeg ser op, og mit på klisteret smil forsvinder.

Foran mig sidder selveste dronning Viola og hendes hof.

Åh. Nej. Det her ender bare IKKE godt.

”Nej se, hvem har vi her?” spørger Viola og sender mig et køligt smil. ”Er det ikke den underlige Isabell? Nåh jo, og det der med din trøje?” hun smiler ondskabsfuldt. ”Jeg var bare enig, man må hellere passe på man ikke bliver smittet af ...” hun laver elevator blikket, ”det.”

De andre fniser og hun soler sig i deres beundring.

Hun fletter sine fingre ind i hindanden og læner hagen på dem.

”Syng for mig.”

”Hvad?”

HVAD!?!?! Synge for hende? Det gør man ikke her medmindre nogen har fødselsdag.
Som om hun har læst mine tanker smiler hun.

”Syng fødselsdags sang for mig. Jeg har jo fødselsdag.”

De andre griner.

Hun har ikke fødselsdag, det er jeg helt sikker på. Hvis en fra hoffet har fødselsdag, ved alle det.

”Ehhh, du har ikke fødselsdag,” mumler jeg. ”Hvad vil i have at spise?”

”Syng,” siger hun højt.

Gæsterne ved de andre borde kigger undrende over på os, og jeg sænker stemmen.

”Nej, hvad vil i have at spise?”

”Jo, du skal synge, eller skal jeg snakke med din chef? Hvem er det nu din chef er? Nåh jo! Det er jo min far!” hendes smil vokser, og blodet forlader mit ansigt. ”Så søde Isabell, jeg synes du skal synge!”

Der er nu blevet helt stille i restauranten, og jeg rømmer mig.

Åh gud. Jeg kan ikke det her. Bare sig det er en drøm!

Men desværre er det virkelighed.

Jeg begynder at synge ”I dag er det Violas fødselsdag!” mens en rødmen spreder sig i mine kinder.

Da jeg var færdig klappede alle og jeg nejede.

Jeg smiler til mit publikum.

”Hvorfor synger du den sang? Jeg har da ikke fødselsdag,” siger Viola højt nok til alle kan høre det.

Folk omkring mig begynder at grine, og jeg mærker tårerene.
HOLD. SÅ. OP!

Jeg skynder mig ind i køkkenet.

Åh gud, hvorfor er jeg så følsom i dag?

”Angelo, hvilken dato er det i dag?” spørger jeg.

”Den trettende søde.”

Aha, derfor. Mine  følelser bliver altid lidt ... ehh hvad skal man kalde det? Hektiske når der snart er fuldmåne. Man kan næsten kalde den periode ”den tid på måneden”, som mange andre piger oplever – bare lidt på en anden måde. Og ja, det betyder at jeg har ”den tid på måneden” to gange.

 

Jeg smider tasken fra mig.

Det her var helt sikkert en af de værste dag i mit liv!

Jeg sukker, og går hen til kælderdøren. Jeg trykker på kontakten, og skynder mig ned at den stejle trappe.

Hvis nogen nogensinde fandt ud af hvad jeg har her nede ... lad os bare sige at det ikke er så godt.

Jeg stirrer på de lænker, jeg tre nætter om måneden bruger.

Mit hjerte kramper sig sammen.

Men indtil videre har det været forgæves. Jeg bliver snart sytten, og jeg har endnu ikke gennemgået en ufrivillig forvandling på fuldmånen.

Jeg kan godt skifte når jeg vil, men jeg har læst mig til at ved fuldmånen er man ude af kontrol. Og jeg forstår ikke hvordan det kan være at det ikke er sket for mig endnu.

Jeg indånder den fugtige luft en sidste gang, inden jeg gik op ad trappen igen og lukker døren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...