❀ Isabell ❀ Del 1 ❀

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Færdig
Mine poter rammer lydløst jorden da løber gennem skoven.
Jeg sætter farten en ekstra tak op, da jeg høre de andres hyl bag mig.
En knurren når mit øre, og jeg bremser hårdt op, kun få meter fra ham.
Hans gule øjne står i stærk kontrast til hans mørke pels.
Han knurrer igen, og jeg må tvinge mig selv til ikke at ligge mig ned på maven, som mine instinkter vil have mig til.
Du kan ikke flygte søde ... hans stemme runger i mit hoved, og hans sukkersøde tonefald får mig til at væmmes. Hvordan kunne jeg nogensinde falde for det monster?
Hylene bag mig kommer nærmere.
Uden at tænke over det kaster jeg mig frem mod ham.



Den 16-årige Isabell er ikke bare nogen normal gennemsnits teenager. For det første bor hun alene ude i skoven, for det andet har hun ikke nogen familie. Hun kender intet til sine biologiske forældre, udover at hun har en onkel, et eller andet sted. For det tredje er hun varulv ...
(Jeg har valgt mulighed nummer 2. og jeg har så valgt billedet med ulven :P )

74Likes
100Kommentarer
2845Visninger
AA

4. The New Kid

Jeg står lænet op af mit skab, mens jeg venter på at klokken vil ringe.

Bare mig og min bedste ven.  Hun er der altid når jeg har brug for hende. Min dejlige Iphone 4S, der også går under navnet Kaja.

”Øhh undskyld?”

Jeg ser op.

”Ja?”

Det er en fyr, på min alder.

”Ved du hvor inspektørens kontor er? Jeg fik det at vide i går, men jeg kan ikke huske det ...”

Han smiler genert og laver et lille kast med hans halvlange sort hår. Jeg tror jeg kalder det Justin Bieber kastet.

”Det er lige der nede. Er du ny?” spørger jeg.

”Nej, overhovedet ikke! Jeg har gået her i lang tid, du har bare aldrig set mig. Og jeg tager ned på inspektørens kontor helt frivilligt.”
Jeg ser undrende på ham. ”Du er virkelig dårlig til at være sarkastisk, du må hellere øve dig lidt, før du bruger det offentligt.”

”Pis, jeg troede ellers lige jeg havde lært det!”

Jeg griner af hans sjove ansigts udtryk, og hans strålende blå øjne møder mine.

”Jeg hedder desuden Nathan Porter,” han begynder at hviske, ”men kald mig Nate, det andet er –” han laver det sjove ansigtsudtryk igen og jeg griner. ”Jeg begyndte i går, eller jeg kom i går og så klasseværelserne ...” han ser undersøgende på mig. ”Var det ikke dig der nær havde væltet mig omkuld?”

Jeg rødmer.
Var det ham jeg næsten havde væltet da jeg flygtede fra historie?

”Jo, det var vist mig ...” jeg rømmer mig og peger ned af gangen. ”Det er den vej og så til højre, så står du lige foran det.”
”Foran hvad?” spørger han.

”Kontoret.” Jeg kigger ned på mine snavsede sneakers.

”Nåh! Tak!”

Han begynder at gå, og jeg ser efter ham – og Viola der lidt længere ned af gangen får øje på ham. Velkomstkomiteen. Jeg må hellere advarer ham. Det ville enhver venlig medborger gøre.

”Nathan?”

Han vender sig om, og jeg skynder mig hen til ham og dæmper stemmen.

”Hende den rødhåret skønhed der er på vej hen til dig? Det er Viola skolen Is dronning. Hun vil sige at hun er formand for Velkomstkomiteen, og invitere dig til at sidde ved de populæreres bord. Lad vær med det. Så snart hun har fået et par saftige hemmeligheder ud af dig, vil hun smide dig ud som en brugt klud. Og hvis du ikke gør som hun siger? Så vil hun bruge dem i mod dig.”

Jeg ser op på ham. Han ser nysgerrigt på mig.

”Hvad gjorde du den gang?”

Jeg rødmer.

”Jeg afviste hende ... ikke så klogt som jeg troede, men hun har ingen af mine hemmeligheder, så – ” jeg trækker på skulderne ”det er vel fint nok.”

”Okay, tak for det.”

Han vender sig om igen, og jeg ser hvordan Viola smilende stiller sig ind foran ham.

Hendes store – og meget flaske – smil, falder i takt med at han snakker med hende.

Han vrider sig uden om hende, og hun står stiv som en støtte, og stirrer ud i luften.

Han må virkelig have sagt et eller andet der overraskede hende.

Hun blinker, og hendes blik lander på mig. Vreden i dem er så intens at jeg gyser, men helt ærligt, det var det værd! For det første at se Viola sådan der, og for det andet skyldte jeg ham det lidt, eftersom jeg nærmest slog ham i gulvet i går.

 

Jeg sætter mig ind i bilen, og skynder mig at køre ud af parkeringspladsen.

I dag er sikkert den anden værste dag i mit liv!

På grund af det med Nathan, har Viola skruet bissen på.

Jeg fandt ud af at de havde filmet min fiasko, fra arbejdet dagen før, og fik den til at spille på storskærmen ved indgangen, og så har hun selvfølgelig også sendt den til alle på den her lorte skole. Så i dag er jeg blevet bedt om at synge fødselsdagssangen af alle elever, og endda et par lærer.

Kan i se hvor dejligt et liv jeg har? Nå ikke? Det kan jeg heller ikke.

Så jeg har besluttet mig for at trøste mig selv med en stor bøtte is foran fjernsynet.

Du skal ikke bliver overrasket over at jeg har et fjernsyn! Bare fordi jeg bor i en hytte ude i skoven, betyder ikke at jeg lever på middelalder manér!

Jeg stopper for rødt, og jeg mærker raseriet stige.

Hvorfor er Viola så led? Jeg hader hende! Hvordan kan man være sådan over for andre mennesker? Jeg gad godt se hvordan hun ville have det hvis hun blev behandlet på samme måde som hun behandler andre.

Ha, måske på den måde hun gjorde da Nathan sagde det der til hende.

Jeg griner, men tager mig så til hovedet.

Gud hvor jeg hader humørsvingninger!

Lyset bliver grønt og jeg kører videre ud mod skoven. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...