❀ Isabell ❀ Del 1 ❀

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Færdig
Mine poter rammer lydløst jorden da løber gennem skoven.
Jeg sætter farten en ekstra tak op, da jeg høre de andres hyl bag mig.
En knurren når mit øre, og jeg bremser hårdt op, kun få meter fra ham.
Hans gule øjne står i stærk kontrast til hans mørke pels.
Han knurrer igen, og jeg må tvinge mig selv til ikke at ligge mig ned på maven, som mine instinkter vil have mig til.
Du kan ikke flygte søde ... hans stemme runger i mit hoved, og hans sukkersøde tonefald får mig til at væmmes. Hvordan kunne jeg nogensinde falde for det monster?
Hylene bag mig kommer nærmere.
Uden at tænke over det kaster jeg mig frem mod ham.



Den 16-årige Isabell er ikke bare nogen normal gennemsnits teenager. For det første bor hun alene ude i skoven, for det andet har hun ikke nogen familie. Hun kender intet til sine biologiske forældre, udover at hun har en onkel, et eller andet sted. For det tredje er hun varulv ...
(Jeg har valgt mulighed nummer 2. og jeg har så valgt billedet med ulven :P )

74Likes
100Kommentarer
2864Visninger
AA

13. So what’s up with you two?

 

Jeg lander hårdt på det grå flise gulv, og jeg mærker smerte skyde gennem kroppen.

Av!

Jeg sætter mig langsomt op, og tager mig til hovedet.

Det dunker, og svimmelheden lammer mig et øjeblik.

Pludselig går det op for mig hvad der sker omkring mig.

Viola står og råber af Nathan, og han råber mindst lige så højt af hende.
Jeg retter på min kjole, da nogen bagfra, tager fat under mine arme og løfter mig op på benene.

”Tak,” mumler jeg stadig overtumblet på grund af faldet. Jeg drejer hovedet, og ser på en af fyrene på fodbold holdet.

Hvorfor hjælper han mig? tænker jeg.

”Godt spørgsmål,” siger fyren.
”Hvad?” spørger jeg, mens tågen begynder at lette.

Havde jeg sagt det højt? Nå åbenbart.

Mit ben gør vildt ondt, og jeg er sikker på at der kommer et blåt mærke, sikkert også et stort et af slagsen.

Da jeg selv kan holde balancen, slipper fyren mig, og stiller sig i baggrunden ligesom alle andre.

”Hvorfor kan du ikke bare lade hende være?! Hvad fanden har hun nogensinde gjort dig?!” råber Nathan.

”Fordi hun afviste mig! Gjorde mig til grin!” råber Viola igen. Hendes grønne øjne er store af raseri, og hendes ansigt rødt.

”Ja, men som du nok selv ved, er hun ikke den eneste.”
Et selv tilfreds glimt viser sig i Nathans øjne, og jeg rynker forvirret brynene.

Hvad mener han?

Viola mister med det samme kampgejsten, og hendes øjne skinner af tårer.
”Dit lede svin!” skriger hun, og stormer ind i huset.

En mumler begynder med det samme at sprede sig, i publikummet.
”Hvad snakker han om ...?” 

”Hvad skete der ...?”
”Jeg tror hun ...”

Nathan kommer hen til mig, og tager fat i min arm.
”Nathan ...”

Han tysser på mig og slæber mig ind i huset, og om på parkeringspladsen.

Jeg stopper op, og hiver min arm ud af hans greb.

”Nej Nathan! Hvad fanden skete der?”

Hans iskolde øjne bløder en smule op, og han tager min hånd.

”Jeg skal nok forklare senere, men lad os hellere komme langt væk herfra.”

Jeg nikker og vi skynder os over til hans bil.

Den er sort, og indeni er der rødt og sort læderbetræk. Faktisk en fed bil.

Nathan er anspændt, hele vejen ud til skoven. Han sidder i sine egne tanker og jeg lader ham være. Jeg bliver også selv nødt til at tænke over hvad der skete.

Det er lidt underligt. Nathan og Viola skændtes næsten som om de allerede havde snakket om det en million gange før.

Jeg læner mig op af vinduet, og ser landskabet flyve forbi. Først huse, derefter marker, og til sidst skov.

Jeg sukker, og skifter stilling.

Det her er noget møg. Jeg vidste at vi ikke skulle være taget til den fest!         

Jeg sukker igen dybt, og ser over på Nathan. Han fornemmer sikkert at jeg kigger på ham, fordi han kigger over på mig.

”Er du okay?” spørger han blidt.

Jeg nikker, og føler mig pludselig nøgen. Den måde han ser på mig ...

”Hold øje med vejen,” mumler jeg.

Han griner kort, og drejer ind på restepladsen ved siden af skoven.

”Ay ay Kaptain!”

Jeg prøver at holde masken, men bliver i sidste ende nødt til at grine med ham.

”Du er så dum!” griner jeg.

”Nej jeg er ikke!”

”Jo!”

Han ser alvorligt på mig. ”Nej.”

”JO!”

Han ryster trodsigt på hovedet og jeg opgiver.

”Fint, så er du et fjols,” siger jeg så.

Han vender sig i sædet, så han sidder med front mod mig.

”Det kan jeg godt leve med,” smiler han. ”Men du skal tænke på at jeg er et fjols, der reddede dig fra Viola.”

Stemning styrtdykker på få sekunder, og han sukker dybt.

Jeg kommer pludselig i tanke om noget.

”Nathan, du lovede at du ville forklare, hvad der sker med jer to,” siger jeg, og kigger ud af vinduet. Jeg vil ikke se hans reaktion.

Han sukker dybt igen.

”Du kan ikke bare glemme det, vel?” spørger han.

Jeg ryster på hovedet.

”Okay så, men det er en lang historie.”

”Jeg elsker lange historier,” siger jeg inden jeg kan nå at stoppe mig selv.

Han griner kort, men begynder så at fortælle. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...