❀ Isabell ❀ Del 1 ❀

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Færdig
Mine poter rammer lydløst jorden da løber gennem skoven.
Jeg sætter farten en ekstra tak op, da jeg høre de andres hyl bag mig.
En knurren når mit øre, og jeg bremser hårdt op, kun få meter fra ham.
Hans gule øjne står i stærk kontrast til hans mørke pels.
Han knurrer igen, og jeg må tvinge mig selv til ikke at ligge mig ned på maven, som mine instinkter vil have mig til.
Du kan ikke flygte søde ... hans stemme runger i mit hoved, og hans sukkersøde tonefald får mig til at væmmes. Hvordan kunne jeg nogensinde falde for det monster?
Hylene bag mig kommer nærmere.
Uden at tænke over det kaster jeg mig frem mod ham.



Den 16-årige Isabell er ikke bare nogen normal gennemsnits teenager. For det første bor hun alene ude i skoven, for det andet har hun ikke nogen familie. Hun kender intet til sine biologiske forældre, udover at hun har en onkel, et eller andet sted. For det tredje er hun varulv ...
(Jeg har valgt mulighed nummer 2. og jeg har så valgt billedet med ulven :P )

74Likes
100Kommentarer
2801Visninger
AA

15. No Way!

”Nej det passer ikke?! Har Viola været på børnehjem?!” udbryder jeg.

Nathan trækker på skulderne. Han ser ret trist ud, og jeg indser at det nok ikke var det bedste at sige, efter det han lige havde fortalt.

”Er du okay?” spøger jeg blidt, og lægger en hånd på hans skulder.

Han trækker igen på skulderne, og ser op på mig. ”Tja, det er jo fortid,” mumler han. ”Og for at være helt ærlig, er min fortid ikke værd at tænke på ...” hans stemme bliver mere munter. ”Jeg er jo i selskab med en smuk pige, så den kan sagtens vente.”

Jeg griner, som om han tager pis på mig, men rødmen i mine kinder er ikke til at tage fejl af.

”Kom, lad os hellere komme af sted, det skal ikke blive alt for sent, inden vi kommer hjem til mig,” siger jeg, og stiger ud i den kolde natteluft. Jeg ser op på himlen. Der er stjerneklart, som der nu er om foråret.

Nathan stiger ud af bilen, og da han smækker døren i, lyder det som torden i nattens stilhed.

”Kommer du?” spørger han.
Jeg nikker og følger efter ham ind i skoven.

Jeg kender vejen her fra, til min hytte i søvne, så da jeg træder gennem underskoven, er jeg ikke ved at snuble over lave grene, og rødder der stikker op af jorden, ligesom Nathan.

Han larmer som ti mænd til sammen! tænker jeg irriteret.

Da jeg griber ham, inden han falder igen, hvisler jeg gennem skambidte tænder: ”Pas nu på!”

”Undskyld.”

Da vi er gået endnu et stykke tid, stopper han mig.

”Hvor langt er der igen?” spørger han, og jeg kan høre at han er forpustet.

”Vi er halvvejs.”

En gren knækker et sted i nærheden, og jeg krymper mig.

En underlig form for frygt griber mig.

”Hørte du det?” hvisker jeg.

”Hørte hvad?”

En mere gren knækker, bare tættere på.

Frygten vælter ind over mig, og jeg har svært ved at holde mig oprejst.

En vind rammer mig i ansigtet, og jeg får færten af ham. varulven der dræbte Nathan i min drøm.

”Nathan løb!” skriger jeg.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...