❀ Isabell ❀ Del 1 ❀

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Færdig
Mine poter rammer lydløst jorden da løber gennem skoven.
Jeg sætter farten en ekstra tak op, da jeg høre de andres hyl bag mig.
En knurren når mit øre, og jeg bremser hårdt op, kun få meter fra ham.
Hans gule øjne står i stærk kontrast til hans mørke pels.
Han knurrer igen, og jeg må tvinge mig selv til ikke at ligge mig ned på maven, som mine instinkter vil have mig til.
Du kan ikke flygte søde ... hans stemme runger i mit hoved, og hans sukkersøde tonefald får mig til at væmmes. Hvordan kunne jeg nogensinde falde for det monster?
Hylene bag mig kommer nærmere.
Uden at tænke over det kaster jeg mig frem mod ham.



Den 16-årige Isabell er ikke bare nogen normal gennemsnits teenager. For det første bor hun alene ude i skoven, for det andet har hun ikke nogen familie. Hun kender intet til sine biologiske forældre, udover at hun har en onkel, et eller andet sted. For det tredje er hun varulv ...
(Jeg har valgt mulighed nummer 2. og jeg har så valgt billedet med ulven :P )

74Likes
100Kommentarer
2837Visninger
AA

7. I Think It’s Called Acting part 2

Okay, hvordan kan det være at det først går op for mig nu? Der er fuldmåne i aften! Hvordan kan jeg ikke have tænkt på det? Eller lagt mærke til det?

Jeg sukker, og bider i enden af min blyant.

Striglen står foran klassen, og forklarer hvilke emner man kan vælge mellem, til den nye stil, men jeg lytter ikke. Hvad nytter det? Jeg får lorte karakter alligevel. 

”Man kan også vælge emnet Lupus.”

Jeg ser overrasket op.

Lupus? Som i ulve? Eller varulve? Hold da op! Endelig sker der noget spændende! Og ikke mindst noget jeg kan finde ud af!

Jeg retter opmærksomheden mod Striglen, og lytter interesseret til hvor man kan finde informationer.

”Isabell, siden du ikke har klaret dig særligt godt det meste af året,” hun griner som om hun lige har sagt noget sjovt. ”Så synes jeg dig og Nate skal være makkere.”

Hun smiler ondskabsfuldt, men vender tilbage til undervisningen. Jeg ser ned i bordet. Jeg hader hende. Mindst lige så meget som Viola. De samarbejder sikkert.

Hun begynder at snakke om fuldmånen, og jeg spidser ører, og dog uden at se op fra den beskidte bordplade.

”Det siges at hvis en almindelig varulv hører Alfaens kald vil den forvandle sig, for at tjene sin overordnet. Jeg har en optagelse fra de gamle dage. Man påstår at det er et Alfa hyl, men man har aldrig været helt sikker. Jeg vil nu afspille det.”

Jeg ser op på hende, mens hun sætter et bånd ind i den gamle radio.

Den skratter, men så kommer hylet.

Gåsehuden er der med det samme, og det strammer sammen i min hals, og mave.

Den gule hinde er allerede på mig, og jeg knytter hænderne.

Træk vejret, det kan ikke vare så længe ...

Jeg mærker et par øjne gennembore mig, og jeg ser op.

Nathan stirrer intenst på mig.

Jeg ser ned i bordpladen igen.

Træk vejret. Træk vejret. Træk vejret. 1 ... 2 ... 3... 4 ... 5 ...

Jeg må bruge alt min viljestyrke for ikke at skifte for øjnene af hele klassen.

... 6 ... 7 ...

Båndet stopper, og jeg ånder lettet op.

Den gule hinde forsvinder, og jeg løsner mine hænder.

Jeg læner mig udmattet tilbage, og lukker øjnene.

Det var godt nok tæt på!

”Stilen skal afleveres om tre uger!” råber Striglen, for at overdøve klokken der lige har ringet.

Jeg rejser mig op, og styrter ud af klassen.

 

Jeg ved at han er der, før jeg ser ham.

Han venter på mig.

Jeg rejser mig op fra sofaen, og åbner hoveddøren.

”Hvor længe havde du tænkt dig at stå derude og vente?” spørger jeg.

Nathan det stod bag et træ, kommer ind i lysningen, ved min hytte.

”Jeg ville bare være sikker på at jeg ikke overraskede dig, ligesom i går.”

Jeg smiler.

”Så du kan altså huske det?”

”Det har jeg hele tiden kunnet, jeg troede bare det var en drøm, lige indtil ...” han rømmer sig og kommer lidt tættere på hytten.

”Lige indtil ...?” spørger jeg.

Han kommer helt hen til hytten, og op på den lille terrasse der omringer den.

”Lige indtil jeg så dig i historie timen,” han ser undersøgende på mig. Hans blå øjne borer sig ind i mine. ”Hvordan kan det passe?” hvisker han, men han fingre stryger over min kind. Jeg gyser af velbehag.

Vent lidt? Brugte jeg lige ordet VELBEHAG? Seriøst? HA!

Jeg sænker blikket, og tager hans hånd.

”Vi har vist en masse at snakke om,” mumler jeg.

”Ja! Mon ikke!”

Jeg synker skyldbevidst, og ser op på ham.

”Hvordan kunne du først angribe mig – som varulv, vel og mærket – så slå mig bevidstløs, og så lade som om intet er sket den næste dag?!”

Jeg griner. ”Ikke så svært! Jeg tror faktisk det kaldes for skuespil,” siger jeg og nikker bedre vidende.

Han hæver det ene øjenbryn, og tager min ene hånd i sin.

”Nå, men ved du hvad? Det skal du nok få betalt!” han smiler skælmsk.

”Uhh nu er jeg bange! The human threatens the werewolf!”  

”Oh you bet!”

Han læner sig ind mod mig, og jeg er sikker på at han skal til at kysse mig ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...